Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 12 - 13.08.2017
Da vi i går aftes ankom til vores overnatningssted, Jareds Red Rose Ranch Resort, rynkede vi en smule på næsen. Halvdelen af de rejsende gjorde i hvert fald :) Der var meget lydt, og værelserne var i store træhuse, så når der blev 10 grader udenfor om aftenen og natten, så blev der også koldt på værelset. Selvom vi skulle overnatte 2 nætter her, som det eneste sted på vores tur, så trøstede vi os med at vi ikke skulle tilbringe ret lang tid dér, da vi havde nok af planer for Yellowstone.
Vores plan om at gå tidligt i seng da vi ankom forløb planmæssigt, men noget der ligner en halv time efter vi var faldet i søvn, vågnede vi begge med et spjæt, fordi vores overbo pludselig lå og skreg 'FUUUUUCK', og noget andet vi ikke lige fik fat i. Vi aner selvfølgelig ikke om den stakkels mand bare havde haft mareridt, men Kikki tænkte jo straks alt mulig slemt, og var overbevist om at vi i løbet af natten ville blive slået ihjel. Det blev derfor desværre ikke til så forfærdelig meget søvn for hende.
ADVARSEL: Resten af indlægget bliver ret nørdet nu! :)
Dagen startede dog stadig tidligt, da vi ville hen og se Old Faithful og Grand Prismatic Spring inden at det halve af Kinas befolkning også kom dertil. Vi kørte derfor hjemmefra kl. 06:30, hvor solen stod op, og var fremme til at kunne se Old Faithful gå i udbrud kl. 08:47. Det er en gejser, som har fået navnet fordi den er så 'trofast' at de kan forudsige dens udbrud med +/- 13 minutter, hvilket sker ca. hver 95. minut. Alle de andre gejsere i parken kan de derimod ikke forudsige, i hvert fald ikke så præcist. Den adskiller sig også fra mange af de andre ved at have et meget højt 'skud' af kogende vand, når den går i udbrud. Vi ved ikke hvor stort det var det vi så, men den gennemsnitlige højde er 30-40 meter.
Efter at have set den gå i udbrud, kørte vi over til Grand Prismatic Spring, et andet meget kendte sted i Yellowstone. Det er et såkaldt 'hot spring', som egentlig ligner en stor sø, men som består af næsten kogende vand. Det er den største kilde i USA, og den 3. største i hele verden. Lava i undergrunden varmer vandet op, så det konstant er på de samme høje temperaturer. Det gør at visse organismer og bakterier 'kan leve' i vandet, og det giver derfor vandet nogen helt specielle farver, alt efter hvordan solen står på himmelen. Det var virkelig flot at se! Selvom det ser godt ud på billeder, så er det noget helt andet at opleve det selv. Sammen med den lå der også en masse andre mindre bassiner, som vi selvfølgelig også så nu vi var der. Vi fandt faktisk ud af at vi et andet sted kunne se Grand Prismatic Spring oppefra, så vi måtte lige ned i bilen igen, og så køre hen til det trail der gik derop.
Herefter gik turen tilbage til Old Faithful, og selvom vi ikke havde været væk mere end et par timer, så var der langt flere nu, og selvom der var parkeringspladser på størrelse med en almindelig dansk by, så var de næsten fyldt helt op! Her gik vi en tur rundt og så de andre gejsere, hot springs, steam vents og mud pots, der lå i samme område. Det blev en noget længere tur end vi lige troede det var, men det var meget spændende.
For lige at hjælpe os selv, og jer lidt, så kommer der lige en forklaring på hvad forskellen er;
- En gejser er i nogle tilfælde formet som en lille vulkan, hvor lava varmer grundvandet op til så høj en temperatur, at der til sidst skabes så højt et tryk at de går i udbrud, og derfor sprjøter vandet op i luften. Det er dét Old Faithful er.
- Et hot spring er en kilde, og fungerer egentlig på samme måde, men her er ikke den lille vulkan, men derimod noget der ligner en sø, som indeholder dampende og næsten kogende vand. Det er dét Grand Prismatic Spring er.
- Et steam vent er lidt ligesom en gejser. En af forskellene er, at selve "tragten" der fører fra undergrunden og op til jordens overflade er meget smal, og derfor er der kun plads til at der kommer damp og gasser ud, og ikke vand ligesom ved gejsere. Gasserne stammer fra lavaen og indeholder en masse svovl og andre gode sager, som er med til at give det en lugt af rådne æg. Den går heller ikke i udbrud, men står konstant og spyger med damp og gas.
- En mud pot er lidt ligesom et hot spring, og så alligevel ikke. Bassinet indeholder mudder i stedet for vand, og derudover kommer der store bobler derfra, som er fyldt med gasser. Når boblerne springer, kommer der også her en dejlig duft af rådne æg, og bassinet er fyldt med syre.
Det er altså ikke fordi at vi pludselig er blevet vulkan/gejser professorer, men ved Old Faithful havde de et ret fedt Visitor Center, som forklarede hele processen bag alt det vi går og kigger på :)
Efter at have gået turen omkring Old Faithful, skulle vi videre på vores tur. Yellowstone er den ældste nationalpark i USA, og ligger egentlig nede i krateret af en gammel vulkan, som indtil videre er gået i udbrud 3 gange. Vulkanen er i dag stadig aktiv, og betegnes som en supervulkan, og mange spekulerer i om den vil gå i udbrud igen, og i så fald hvornår det vil ske og hvor store skaderne vil være.
Næste punkt på dagsordenen var West Thumb, som også var forskellige prut-pøle (steam vents og mud pots), der så lå helt ned til Yellowstone Lake.
Herefter gik turen heldigvis forbi den slette hvor vi i går havde set en ulveflok. Her stod folk og en Park Ranger og spejdede samme sted som vi så flokken i går. Der var tvivl om, hvad det egentligt var at folk havde set, nogle mente at de havde set en grizzly. Efter lidt tid får én af de "professionelle" nok, og siger "I am bringing out the big boy now", hvorefter hun hiver en kæmpe kikkert ud fra bilen. Hun konstaterer hurtigt at det altså ikke er en grizzly-bjørn, men ulve. Øv! Nu troede vi endelig vi havde mulighed for at se en Grizzly.
Vores sidste stop på ruten var det sted vi også havde besøgt i går, Norris Porcelain Basin. Vi fik taget det trail som vi ikke nåede dagen forinden, hvilket var en tand større. På samme måde var det også fyldt med en masse prut-pøle.
På vejen hjem kom vi pludselig til at holde i kø på vej ud af parken, og der var Park Rangers der stod og guidede folk videre, hvilket virkede en smule underligt. Lidt små-sultne og trætte ovenpå alle de oplevelser skyndte vi os derfor videre så snart vi kunne komme til det. Kikki mente dog at det var værd at vende om, for det kunne jo være at køen skyldtes en Grizzly-bjørn. Hun ved hvad der virker for at overtale undertegnede, for vi valgte i hvert fald at vende om, og tage køen forfra :) Til vores store held skyldtes køen også at der var set en sortbjørn med to unger, som gik langs vejen og åbenbart var gået tilbage til skoven. Heldigvis valgte de at gå ned mod vejen igen, så vi var så heldige at se to af dem. Vi så den store sortbjørn med den ene unge, og kunne tydeligt høre hvordan de gik og knækkede træer inde i skoven. Det var virkelig fedt! :)
Når vi kører i Yellowstone, så er vi i staten Wyoming. Vores overnatning ligger i staten Idaho, men på vejen fra parken til overnatningen kører vi gennem staten Montana, så i løbet af meget kort tid nåede vi at være i 3 stater. Der er heldigvis ikke nogen tidsforskel mellem dem her, så det gør det noget nemmere at finde ud af.
Da den ekstra ekspedition til sortbjørnene gjorde at det blev noget senere før vi kom hjem, blev jeg nødt til at indrømme noget overfor Kikki. Da vi ankom i går, havde jeg set at det vrimlede med flagermus udenfor - det var som at se en hel flok fugle flyve rundt. Jeg havde håbet at vi kunne nå hjem inden det blev mørkt, så hun ikke skulle få det og se, og også have dét at bekymre sig om, men da det var blevet mørkt inden vi kom fra parken og blev spist af, blev jeg nødt til at fortælle hende det, så hun ikke skulle få et chok når vi kom frem. Heldigvis hjalp det at sætte hende af tæt ved døren, og ved at løbe hurtigere end jeg nogensinde har set hende løbe før, formåede hun at komme indenfor uden at blive nedlagt af de frygtelige dyr :)
I dag var vores sidste dag i Yellowstone, og i morgen sætter vi kursen tilbage mod Seattle. Da der er utroligt langt herfra og til Seattle, så har vi planlagt to overnatninger på vejen, og i morgen skal vi overnatte i Rigby. Det betyder, at vi kan sove lidt længe, køre en sidste tur igennem Yellowstone og derefter køre igennem endnu en nationalpark som hedder Grand Teton.
- comments