Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 13 - 14.08.2017
Vi var så heldige at vores overbo fra i går vist var checket ud, så vi fik begge en god nats søvn, hvilket var tiltrængt for os begge.
Dagen skulle egentlig 'bare' bruges på at køre fra vores overnatning til næste sted, i Rigby. Der er ikke mere end halvanden times transport, men vi blev enige om at køre i modsatte retning, og ind i Yellowstone igen. Syd herfor ligger nemlig en anden nationalpark, kaldet Grand Teton, og ruten gennem den og til Rigby tager noget der ligner 6-7 timer, så det burde vi kunne nå - og nu vi har en lejebil med fri kilometer, så er det jo med at udnytte det :)
Vi startede med at køre ind til Yellowstone, men i stedet for at køre syd-på, så tog vi ruten nord omkring, så vi kunne komme gennem den slette hvor vi bl.a. så ulveflokken den anden dag. Der var desværre ikke ret meget andet end bisoner at se i dag, hvilket nok har noget med vejret at gøre. Vi har åbenbart fået dansk sommer herovre, for det meste af dagen stod det ned i stænger. Det er første gang vi oplever dét i USA, da det plejer at være sporadiske thunderstorms, hvor det bare regner rigtig meget, på rigtig kort tid. Det passede derfor meget godt at vi havde planlagt en hel dag hvor vi skulle sidde på vores flade i bilen.
Det var sjovt hvor stor forskel det gjorde, at dagen i dag bestod af regn, regn og atter regn. I går nåede temperaturerne op på 25-30 grader, og vi blev begge en smule solskoldet. I dag nåede temperaturen højest op på 12 grader, så det var på med langbukser og vinterjakke.
Vi tog turen gennem Grand Teton af to grunde; for det første så skulle det være en rigtig flot park, og det var jo en stor succes sidst vi gjorde dét, med Glacier National Park. For det andet, så skulle det være muligt at se en masse dyr på nogen sletter dernede, og vi havde ikke helt opgivet håbet om at få en grizzlybjørn at se :)
Parken var rigtig flot, og mindede lidt mere om dem fra Canada, i modsætning til Yellowstone, der er mere flad og ensformet. Ruten gennem parken går langs en bjergkæde der hedder "Teton", som er en del af Rocky Mountains, og det virkede som om at der var rigtig flot, men desværre gjorde al den regn at vi nok ikke fik lige så meget ud af ruten, som vi ville have fået på en almindelig sommerdag herovre.
Desværre var der heller ikke ret mange dyr der havde lyst til at være udenfor hernede. Vi havde også håbet at Kikki kunne få en elg at se, da de skulle være mere normale hernede end i Yellowstone, men det eneste vi fik set, udover bisoner, var en flok på 10-11 Pronghorn, et dyr der minder lidt om et rådyr, med andre farver og større gevir hos hanerne. Det er frygteligt at man kan blive så forvænnet, at man ikke syntes det er noget specielt at se bisoner længere, men sådan er det nok med de fleste ting.
Vi kan også godt mærke at naturen ikke imponerer os på samme måde længere, som i starten, men det hænger nok også sammen med at vi ved turen snart går hjemaf. De sidste dage skal bruges på at transportere os tilbage til Seattle, så vi kan flyve hjem derfra, så rent mentalt er vi nok allerede nu indstillet på at skal hjem til dejlige Danmark igen :)
- comments