Dagen startede tidligt, da fællesspisningsudvalget, som jeg er med i, skulle lave brunch til hele gruppen. Vi fik sat borde op nede i Q-huset og så blev der ellers lavet scramble eggs, bacon, ristet brød og frisk frugt. Det var virkelig lækkert, og alle var super glade for vores initiativ. Det blev en rigtig hyggelig morgen, men samtidig gejlede vi også hinanden op, for det var dagen for Nevis Bungy på 134 meter, 8 sekunders frit fald ved klipperne. Vi fik helt ondt i maven over det, så vi dulmede "smerten" med høj musik og dans rundt i huset :b Vi var 7 piger der skulle der ud sammen, og det var vi egentlig lidt skræmte over, da vi godt kunne bruge nogle af drengen til at sige "nu gør du det fandme". Ved 12 tiden gik vi ned mod The Station hvor vi skulle mødes inden. Her blev vi vejet og så kunne vi lige sidde og se nogle film med bungy jump. Det hjalp ikke på nervøsiteten, og nu ville vi egentlig gerne bare af sted! Adrenalinen pumpede, og der var forholdsvis stille i bussen. Alle sad med deres tanker. Vejen der op, var en grusvej som var virkelig smal! Det var ret ubehageligt, og man kunne næsten føle hvordan man faldt ned ved siden af. Vi kom op på bjerget og kunne se både Nevis Swing og Nevis Bungy. Der lå et lille fint center hvor man kunne gå på nettet og bestille billeder osv. Vi kom hurtigt af med vores ting, og fik en sele på. Så var det ud til bungy! Her skulle vi tage en lille "skilift" ud til selve bungy huset hvor man sprænger fra. Vi fik lige mulighed for at kigge på nogle af drengene som skreg helt vildt. Jeg var total klar da vi kom ud i huset som bare hang i 2 vejre og det rystede når nogen sprang ud. Der var glas i bunden, så man kunne følge med fra start til slut. Trine var den første, og hun var virkelig nervøs. Da hun får elastikken på, giver hun hurtigt op og vil ikke gøre det, men hun får en snak med mændene der står for det, og så hopper hun, så sejt! Da hun kommer op, er hun helt vild. Alle er fulde af adrenalin, og jeg er forholdsvis rolig. Nu vil jeg bare gerne gøre det. Det går hurtigt med at alle kommer igennem, og jeg er 2. sidste. De kalder mit navn, og så skal man ind og sidde i en stol og får elastikken på. Det går så hurtigt, og man når ikke rigtig at tænke. Man får taget et par billeder, og prøver ikke at se for nervøs ud. Så valdre man som en pingvin ud til den lille plade. Og hold nu kæft der er langt ned når man står der. Jeg når ikke rigtig at tænke, andet end at nu er det nu, og så tæller han ned, 3-2-1-jump! Jeg flyver som en lille fugl med hovedet først, det første sekund lukker jeg øjnene, men så åbner jeg dem og ser jorden komme tættere på. Der er så flot, og hvor er det fedt! Man kan slet ikke forklare hvordan det føles, andet end at man føler, at man ejer hele verden og kan alt. Da elastikken spænder til ryger man retur, og så kilder det igen i maven når man falder ned igen. Det er det fedeste og vildeste jeg nogensinde har gjort. Adrenalinen pumper, og kan ikke andet end at grine og skrige. Man løsner fødderne så man kommer op og sidde, og så bliver man langsomt hevet op, mens man nyder udsigten. Da jeg kommer op, er alle oppe og køre og man kun smile og har den fedeste følelse. Jeg har lyst til at gøre det igen! Det gik så hurtigt at man ikke helt har fattet det, men nu er det gjort. Jeg har snakket om det så mange gange, også hjemmefra, så er virkelig stolt over mig selv at jeg gjorde det. Vi kommer ind på fast grund igen, og alle krammer og er helt oppe under skyerne. Vi får bestilt billeder og tager hurtigt vores nye, velfortjente t-shirt på. Turen går hjem af igen, og jeg sidder bare og kigger ud og har en virkelig dejlig følelse i kroppen. Efter at have sagt "kæft hvor var det fedt" omkring 1000 gange, er vi hjemme igen og se vores videoer af springet. Resten af dagen gik med at slappe af og nyde følelsen af at have sprunget. Man glemmer lidt hvordan det føles, og så har man bare lyst til at gøre det igen. Nu glæder jeg mig bare til skydive på torsdag, som nok også skal blive noget af et adrenalin sus. Men kæft det var fedt! ;)