I dag var dagen hvor vi skulle Canyon Swinge! Det var ikke rigtig gået op for mig at jeg egentlig havde meldt mig til det, så var overhovedet ikke nervøs da dagen startede. Vi stod alle sammen op og sang fødselsdagssang for Trine, og så fik vi hjemmelavede boller. Det var rigtig hyggeligt, inden vi skulle have undervisning igen. Jeg skal godt nok vende mig til at vi er mange om morgenen, nu når man er vant til at være alene der hjemme. Jeg er typen der har meget faste rutiner om morgenen, og de er alle sammen brudt. Man skal også lige vænne sig til at der er nogle meget morgenfriske mennesker, og det er jeg bestemt ikke! Men sådan er det jo :) Efter undervisningen, som i dag bød på "overbevisninger", tog jeg et bad og tog med de andre ned og spise is ved havnen.
Ved 16 tiden blev det tid til at gå ned til "Info & Track", det sted vi har booket vores tur. Vi havde hørt rygter om at det er nogle sjove gutter, dem der står for Canyon Swing, og det blev vi hurtigt klar over! Vi blev vejet, fik fine tegninger på hånden, og så gik det egentlig bare ud på at skræmme os hele vejen der ud! Det var rigtig sjovt og anderledes, og jeg kunne godt begynde at mærke nervøsiteten. Vi kørte af hårnålesving op i bjergene, mens vi så dvd. Det tog omkring 10 minutter. Vi holdte bilen og så var der 400 meters gåtur ned til selve swinget. Canyon Swing er et lille hus man springer fra, ud over en flod med udsigt over kløften, det var virkelig smukt. Man kunne se gummibådene nede under os, og kæft der var langt ned! Vi fik lige lov til at kigge lidt ud over, og så var det nu. Jeg havde aftalt med Michele at vi skulle tandem springe. Vi var nummer 3, og det passede mig egentlig meget fint, først.. Ditte og Simone var de første, de skulle nærmest skubbes ud over efter flere minutter hvor de bare har stået og kigget ud over. Efterfølgende var det Signe og Ida, og efter Signe kommer grædende tilbage, så er min lyst ikke så stor mere. Men nu var er ingen vej tilbage. Jeg skulle gøre det (og specielt efter at have betalt 189 $), og pludselig stod vi ude ved kanten og klar til 60 meters frit fald. Vi skulle selv springe, så det var virkelig grænseoverskridende. Mændene der står for det var virkelig lede, de lader som om de skubber en, taler om død og ødelæggelse, og at hvis vi dør vil vi flyde rundt nede i vandet under os. Vi prøvede at ignorere det, og så talte ved ned fra 3 og hoppede! Det var så sindssygt! Det gik så hurtigt, og bare følelsen af at intet holder dig, og du bare falder ned, det slet ikke til at beskrive. Efter 3,5 sek. frit fald, swingede vi over floden, mellem klipperne. Det var så flot, og vi var så fulde af adrenalin at vi bare skreg. Det var så fedt, og fatter stadig ikke at jeg gjorde det. Nu har jeg indtaget New Zealand for alvor, føler jeg.
Om aftenen gik mig og Ditte ud for at spise Indisk og fik en god snak. Det er sjovt at møde nye mennesker, og mærke hvordan personer ligner sig selv, men samtidig også har nogle andre kvaliteter, som man kan lære meget af. Vi er alle forskellige typer, men har aldrig været så glad for at starte et sted, som det her. Man går rundt og er glad hele tiden, en konstant lykkefølelse. Det er virkelig det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv det her, og kan allerede nu tænke på hvor forfærdeligt det bliver, om 10 uger at skulle sige farvel til disse dejlige mennesker. Men det skal jeg ikke tænke på nu, for her er så fedt, og jeg nyder hvert sekund!