Profile
Blog
Photos
Videos
Køreturen i dag var længere, end den har været de andre par dage. Vi ville gerne nå forholdsvist tæt på San Diego, så vi ikke skulle køre så langt i morgen. Vi kørte sydpå fra Las Vegas efter morgenmaden med destinationen Needles. Vi håbede det ville være et syn værd, på trods af det var en lille afstikker fra vores egentlige rute.
Men.. Needles. En stor (i virkeligheden ikke så stor) joke! Hold nu op en kedelig lille by. For at sige det mildt kunne man kalde Needles virkelig død. Der skete absolut ingenting, og der var ingenting i Needles - et par fastfood chains, som vi helt sikkert ikke skulle ind på.
Altså kørte vi videre. Denne gang på vores oprindelige rute - vest på Interstate 40, for så at dreje fra ad Route 66. Route 66 er jo en historisk vej, som strækker sig tværs over USA. Det skulle være en oplevelse, men helt ærligt.. Route 66 er faktisk bare en ganske almindelig vej, hvor der ikke ligger ret mange ting i nærheden. Én lang lige vej igennem en ørken - men selvfølgelig skulle det prøves.
På Route 66 var der dog et lille spisested. Ikke særlig stort. Desuden var det meget snusket, men vi tillader os at kalde det en "diner". Vi fik Cajun Chicken Sandwich og Ginger Ale, så vi var godt tilfredse. Det var faktisk en smule skræmmende. Der var helt stille, da vi kom ind. Efter vores bestilling ringede damen bag baren til en eller anden, og så vrimlede det ind med lokale.
Det virkede som en dårlig gyserfilm, hvor man bliver slået ihjel og spist - vi overlevede dog mødet med den lille diner!
Videre sydpå mod Palm Springs. Undervejs kørte vi til Wal-Mart, som kunne sørge for lidt ris og suppe til vores aftensmad - desuden har jeg (Thomas) nu nok sokker til resten af turen.
Et stykke efter Wal-Mart begyndte det at regne. Ikke øsregne, men vinduesviskerne skulle altså bruges på den gamle Chevy. De virker faktisk udmærket. Vi havde godt nok ikke regnet (hæhæ) med regn i sunny cally, men sådan er det nu engang.
Vi kom til Palm Springs, som skulle have verdens største koncentration af Swimming Pools. Selve byen har noget der ligner 90.000 stk., så det er ikke så lidt.
Palm Springs er et luksussted midt i ørkenen, og det virker som om, det er folk med penge, der bor her - springvand og fine boliger over det hele.
Vi ledte jo bare efter en RV-park, og fandt først en uden hverken strøm, lys eller toiletter - vi kørte videre!
Vi fandt så en til, men damen der ejede den sagde, at vi kun skulle betale $2 mere for at bo på et motel lige lidt længere nede ad vejen. Det var en option vi ikke kunne sige nej til, så vi sagde pænt tak for hendes ærlighed og kørte til Motel 6.
Her tilberedte vi vores aftensmad og kastede med bold på parkeringspladsen.
Vi morede os godt med det, og en af de 2 der arbejder her deltog også! Lige indtil en mand fra et andet værelse kom ud. Han var godt stor og så virkelig vred ud. Så fik vi godt nok at vide at: "That truck is 80.000 dollars and if one of you guys hit it, I will hear it. You will have one pissed off motherf***er at your door and it will be WW3"..
Sure mennesker.. motelmanden sagde, at han nok skulle stoppe os, og han bad os om at gå lidt længere væk, indtil slagsbroderen var gået ind igen - så var han venlig og undskyldte på truck-ejerens vegne. Vi stoppede dog ball-gamet og sagde godnat til vores nye ven.
Nu ligger vi så igen i nogle dejlige senge på et motel - det er ikke voldsomt dyrt, men i morgen tager vi nok på camping omkring San Diego.. Vi skal også kigge en del på San Diego, bl.a. Old Town, som Christine og Hilmar har anbefalet varmt.
Mere om det i morgen.
Nu er der American Dad i fjerneren - godnat fra eksklusive Palm Springs med sur truck-ejer next door.
Over and Out, Kielberg og Kann.
- comments
Doret Reinholdt Kann Regn - hvad er det??? Indian Summer fortsætter vist et par dage endnu, men det må være underligt for jer at få regn efter så meget sol og tørvejr. Jamen, hvorfor skulle I ikke også opleve sure mennesker, alle over there kan vel ikke være flinke, vel!? - lyder til, at I fortsat nyder det, dejligt at vide :) kh mor Kann
Søren Godt I ikke fik mulighed for at spille alle pengene op i Las Vegas. Må alligevel have været en spændende oplevelse. Godt at Thomas er nogenlunde frisk igen, og har fortællerlysten intakt. Til Adrian en tak for vinen fra Else og Kajs winery. Yderst betænksomt, når jeg nu ikke selv kunne komme med. Vi glæder os til at se jer på søndag. Søren (Dadman)