Profile
Blog
Photos
Videos
Inden vi siger hej, vil jeg lige sige at vi har haft det bedte brusebad på vores hotel. SÅ stor som en tallerken, og uden at være tilkalket!!! Og så meget varmt vand som vi kunne bruge! Det var fantastisk! Og i løbet af læsningen finder I også ud af at det var tiltrængt flere gange!
Hola a todos! Så er det tid til info fra vores dage i Calafate. Vores første hele dag, fredag, stod på en tur til byen El Chaltén. Vi tog bussen kl. 8.00, og ankom dertil omkring kl. 11.00. El Chaltén er en meget lille by, som ligger i den nordlige del af nationalparken Los Glaciares, fyldt med bjerge og gletsjere, og som er den park vi primært har brugt tid i, under hele opholdet. Fredag, på den nordlige side! Efter ankomst, gik vi på informationskontoret, for at finde ud af hvad der var bedst at tage sig til, når vi kun have 7 timer. Hele området i denne ende af parken er nemlig fyldt med trekking muligheder, og mange tager dertil i op til en uge for at vandre på forskellige ruter. Så med 7 timer havde vi ikke de vilde muligheder. Derfor blev vi anbefalet en tur på 1 time og 45 min hver vej, til Laguna Capri, som var ca. 7 km. bjergvandring! Herfra ville vi have et fint udsyn til hovedattraktionen: bjerget Fitz Roy! Vi fik købt lidt mad at have med, og startede så vores trekking ind i nationalparken. Det gode ved denne side af parken er at det er gratis at komme ind, modsat den sydlige side ved Calafate, som koster 100 pesos (120 kr.) hver gang man skal ind! Det første stykke tid gik det meget opad, men det blev mere "behagelig" terræn efter lidt tid, og efter 1½ time var vi fremme ved Laguna Capri, med den smukkeste udsigt over vandet og de snedækkede bjerge, med Fitz Roy i midten! Og her kunne vi så sidde ved vandkanten og nyde vores frokost! Fantastisk! Vi havde dog knapt nok sat os, før en masse fluer begyndte at blive voldsomt irriterende og nærgående (lugtede vi dog så meget??). Jeppe fik i hvert fald gjort sit, i kampen mod at holde dem væk - i alt 19 fluer blev slået ihjel, hvoraf 4 af dem blev klasket på mit hoved (jeg havde dog hætte på). Selv medvirkede jeg ikke helt lige så flittigt i kampen - kun 2 stk.!
Vi fik dog nydt vores frokost, og gik derefter tilbage mod byen! Denne gang på 1 time og 10 min. Ja, de har i hvert fald ikke sat tiden efter de langbenede danskere! Vi kom ned, og så stod den på vafler med chokolade og varm kakao, med udsigt til de smukke bjerge! Og med noget tid at slå ihjel (fordi vi var så hurtige), blev byens souvenir butikker også kigget igennem. Og så gik turen tilbage til Calafate, hvor vi landede kl. 21.00. Og efter en nem omgang aftensmad, var vi ikke friske på meget andet end at gå tidligt i seng efter en lang dag!
Dagen efter blev næsten lige så lang. Vi blev hentet med bussen kl. 9.00 ved hotellet, og dagens begivenhed stod på Mini-trek: en 1½ times gåtur på gletsjerne. I Calafate var det fantastisk vejr, så det tydede på at blive en skøn dag! Vi havde dog taget regntøj med, hvilket viste sig at blive meget nødvendigt! Jo nærmere vi kom nationalparken, jo dårligere blev vejret, og da vi nåede gletsjeren Perito Moreno, regnede det, og vejret var virkelig gråt! Vi havde 2½ time til at gå rundt på de gangbroer som er foran gletsjeren, for at tage billeder mm., men efter en time var vi godt våde og kolde, så resten af tiden gik med frokost. Vi fik dog muligheden for at se et stort stykke af gletsjeren falde i vandet, hvilket var helt vildt - stykket var omkring 15*15 meter, det ligner at det går i slowmotion, og det larmer som man slet ikke kan forestille sig, og man kunne mærke det helt ind e i kroppen! Efter frokost blev vi hentet og kørt til næste sted på turen: Mini-trek! Vi blev sejlet til et sted lige ved siden af gletsjeren, hvor vi fik "pigsko" på, så vi kunne gå på isen. Og så gik vi ellers ud på gletsjeren. Og det var helt fantastisk! Men lagde nærmest ikke mærke til hvor dårligt vejret stadig var, i stedet var vi dybt betagede at gå på gletsjeren! Det er jo ikke ligefrem noget man prøver hver dag! Denne gletsjer (Perito Moreno) er 250 km2, hvilket er større end hele Buenos Aires, som "kun" er 220 km2, og denne gletsjer er den eneste af de 3 gletsjere i Patagonien som stadig vokser. De andre er dog større: Gletsjeren Upsala på 765 km2 og gletsjeren Viedma på 575 km2 - Viedma så vi et lille stykke af på afstand, da vi var i El Chaltén fredag! Disse gletsjere er helt utrolige, og det at gå på én var absolut fantastisk!
Efter 1½ time på isen sluttede vi af med at få en Whisky med is direkte fra gletsjeren! Og ja - det er vel heller ikke hver dag man får muligheden for det, så selvom jeg personligt ikke er så vild med whisky on the rocks, så skulle det jo prøves! ;) Og i løbet af turen kunne vi også drikke det løbende vand på gletsjeren.
Vi var hjemme ved 7 tiden, våde og kolde (ET VARMT BAD VAR TILTRÆNGT), og resten af aftenen gik stille og roligt, da vi havde endnu en lang dag foran os.
Søndag skulle vi nemlig endnu tidligere op! Det var vores 5-års dag, og den havde vi valgt at fejre ved at stå op kl. 6.00, og blive hentet kl. 7.00 for at tage ud og sejle i kajak ved gletsjerne. Det skulle nok blive helt fantastisk. Vi tog af sted fra vores hotel, sammen med et fransk par som vi snakkede meget med hele dagen: Aurelia og Ailan! Vi startede med bussen, og skulle derefter med en båd ud mod gletsjeren Upsala - den største af de 3! Det tog ca. 2½ time med båden, og løbende var der flere og flere isbjerge i vandet rundt om os. Det var helt vildt at se. Vi fik de vildeste overlevelsesdragter på, hvor der ikke var den mindste risiko for at det 3 graders varme vand skulle komme ind, og på trods af at vi kun havde undertøj og en tynd trøje på indenunder, var der ingen risiko for at komme til at fryse. Vi fik indstillet kanoerne, kom ned på stranden, og fik en masse instrukser om sikkerhed mm., og så skulle vi i vandet!! YES! Alle kajakker kom ud, og vi sejlede det første stykke, som åbenbart var det "hårdeste" grundet bølger, og kom så tættere på isbjergene. Og det var så her at vores tur i kajak sluttede! Guiderne, som for resten var fantastiske, mente at vinden gjorde det for farligt at sejle videre, og de besluttede derfor at vi skulle tilbage til båden og ville så finde en anden strand at lægge til ved! Så uden så meget som at røre et enkelt isbjerg, vendte vi om igen! Vi sejlede videre i den store båd, og da vi havde været i nærheden af i alt 4 strande, besluttede guiderne sig for at holde en briefing. De fire strande var deres eneste muligheder, og ved 3 af dem var der for meget vind, og den fjerde var spærret af pga. for mange isbjerge. Så det blev derfor besluttet at vi ikke kom mere ud i kajakkerne! Så den tur som vi havde købt for 1400 pesos (ca. 1700 kr.), og som skulle bestå af 2 timers kajak inde mellem isbjergene, blev pludselig til under en halv time i kajak, uden at komme ind mellem isbjergene! ØV! Vi blev hurtigt enige med det franske par, samt nogle italienere om at det ikke kunne være rigtigt at vi havde betalt så meget for det, så efter en lille snak med guiden, blev vi enige om at tage forbi kontoret når vi kom tilbage til byen. Problemet var også at vi ikke havde mere tid til at tage rundt og lede efter steder, da vi skulle hente nogle som var på en anden tur - havde det blot været os i kajakker, havde vi nemt kunne bruge et par timer mere, og fået hvad vi havde betalt for. Men sådan blev det ikke. I stedet fik vi lidt info om en ranch som lå i området, og sejlede så tilbage. Så da vi ankom til Calafate kl. 19.00 tog vi til kontoret, hvor vi fik lov til at tale med chefen - det eneste hun kunne tilbyde os, var at vi kunne få turen igen dagen efter. Vi var dog de eneste som havde den mindste mulighed for at kunne tage turen, da vi endnu ikke havde lavet reservationer for vores sidste dag, men vi havde dog andre ting vi gerne ville nå. Italienerne havde 2 dag i alt, og var slet ikke indstillet på at dette var løsningen, og heller ikke franskmændene var med på det. Så efter ½ times diskussion fik vi overtalt hende til at refunderingen skulle være økonomisk, og endte med at få 480 pesos tilbage pr. mand! Det var vi MEGET tilfredse, da vi selvfølgelig havde fået hele sejlturen (som normalt koster 680 pesos) og vi havde jo også været kort tid i vandet! Så alt i alt, med refunderingen, havde vi en god dag! Og denne dag sluttede vi af med spisning på en anbefalet restaurant, sammen med det franske par, og vi havde en rigtig hyggelig aften! Alt i alt - en god dag! Og et lille blær: Tjeneren spurgte om jeg var argentiner ;) Niiiiiiiiiiice! (og rent faktisk er min spanske (argentinske) blevet kommenteret ret mange gange her i Calafate)
Den sidste dag i byen var det meningen at vi skulle en heldagstur til Torres del Paine i Chile for at trekke, men da vi havde tjekket vejrudsigten dagen før, og de lovede regn og skyer, besluttede vi os for at blive i Calafate, og tage en lidt mere afslappet dag - nu havde vi også haft 3 meget lange og hårde dage! Vi sov længe, fik noget morgenmad, og reserverede derefter en tur på hesteryg, med frokost inkluderet. Så vi blev hentet kl. 11.00, og blev kørt til ranchen hvor det hele foregik, i det skønneste område! Der var fantastisk smukt! Vi havde 2 timer på hesteryg sammen med vores guide Maria, på de smukkeste blomstermarker blandt alle bjergene, og med køer gående rundt over det hele. Vi kom ned omkring en lille sø, hvor vi fik mulighed for at trave lidt, og Jeppe var glad da han også fik lov til at galopere en smule - jeg holdt mig dog til trav! (Blær fra Jeppe: Maria synes han var god til at galopere). Efter turen var frokosten klar, en lækker hvidløgs-bøf med salat til! Mums. Dette var et sted hvor de havde 17 heste. Og 6 af dem var vilde heste som de havde fra bjergene. Her kan man nemlig tage de heste tilsig som man har lyst til, hvis ikke de har en ejer. Det de gør, er at tage de heste som kommer til deres ranch, og kun de af hestene som "giver dem lov" til at fange dem. Og derefter bruger de tiden på at gøre dem tamme. Da fik 6 vilde heste for omkring to måneder siden, og havde en køber til hestene, som ville have dem gjort tamme inden marts. 5 måneder! De var først lige begyndt at ride på hestene - de første 2 måneder var gået med at prøve at komme tæt på dem, klappe dem, og tilvænne dem at have saddel på! Efter frokosten blev vi kørt tilbage til hotellet, hvor vi fik os en middagslur, og gik så en tur rundt i byen og kiggede. Og da vi kom tilbage med lidt mad, var det tid til dans! Jeg var kommet til at afsløre at jeg danser tango, og så fandt Andy (ejeren) på at lave en salsa/tango undervisnings aften, da der også var et Israelsk par som danser salsa - hun er endda underviser i det. Så vi fik en times salsa undervisning, og så gav Andy (og jeg som hjælper) en smule tango undervisning. Det var nu sjovt nok J
I dag har vi været tidligt oppe, for at pakke og få checket ud, og nu sidder vi så i spisestuen på hotellet, og venter på at vi bliver hentet og brugt til lufthavnen, hvor turen går til Bariloche - forhåbentlig med et fly der går til tiden, og uden ombookninger! Vi krydser fingrer, og håber på at Aereolineas Argentinas for en gangs skyld kunne være på vores side!
Det var alt for denne gang.
Besos. Kamilla og Jeppe
- comments