Torsdag gik turen til Chile gennem Andesbjergene - en smuk tur på omkring syv timer. Grænsekontrollen var dog en irriterende afbrydelse. Vi stod først i kø for at få et stemplet, der viser, at vi har forladt Argentina. Derefter en anden kø for at få et stempel og lov til at komme ind i Chile. Så i en tredje kø for at få tjekket al vores bagage. Alle tasker blev gennemgået - præcis som havde vi været i en lufthavn. Et par appelsiner måtte lade livet - mad er absolut no go, når man krydser grænsen fra Argentina til Chile. Efter grænsen foregik resten af turen til Santiago ned af stejle bjergveje med de vildeste hårnålesving. Fra vejstriberne til skrænten var vel max fem cm, så vi holdt vejret et par gange, når den kæmpe luksusbus skulle igennem svingene.

Træthed og hjemve

Da vi kom frem, var jeg træt og havde hjemve. Følelsen var præcis den samme, som da jeg kom til Buenos Aires. Byen var kæmpe, uoverskuelig og ucharmerende. Der var gråvejr, og der havde været protester og kampe mellem studerende og politiet hele dagen. Jeg kunne slet ikke overskue at gå på opdagelse i byen, jeg ikke havde noget særligt forhold til. Om aftenen spiste vi på vores hostel. Menuen bød på vegetarmad - ret lækkert, men vi manglede lidt de kæmpe bøffer fra Argentina. Dog var det nok meget sundt for helbredet :-) Vi mødte en masse søde mennesker - bl.a. et par fyre fra Skotland (Adam og Chris), et par fra Schweiz (Julian og Kathrin) og australieren Chris, som har en rive tatoveret på sin finger. Jeg var ved at dø af grin, og kom til at savne festerne med pigerne derhjemme, hvor riven efterhånden er et fast indslag. Vi sludrede et par timer, men jeg var smadret og lidt svær at sutte op fra slap, så jeg hoppede op og skrev lidt på bloggen. Andreas blev et par timer, og endte med at aftalte en café-date med de andre dagen efter - det skulle vise sig at blive en ret speciel oplevelse :-)

Café con piernas - strip før frokost

Vi sov lidt længe fredag og missede selvfølgelig morgenmaden. Vi tog ind for at mødes med de andre, og her mærkede vi for alvor forureningen i byen. Mine øjne løb i vand, næsen løb og jeg fik ondt i ørene. Da vi fandt de andre og gik lidt rundt, fattede jeg ikke helt, hvorfor vi ikke bare gik ind på en af de mange cafeer, vi hele tiden gik forbi. Det viste sig dog, at Adam var på jagt efter en "Café con piernas" - kaffe med ben. Den type caféer er et kendetegn for Santiago. Konceptet er enkelt - smukke servitricer, der serverer kaffen iført et udfordrende sæt tøj, så der er lidt godt at kigge på imens. Dog fandt vi et af de mere beskidte steder. Vi kom ind i et helt mørkt rum og blev mødt af kindkys fra en servitrice kun iført en lille g-streng på og en BH, der ikke efterlod noget som helst til fantasien - brysterne væltede ud over det hele. Her stod vi og fik kaffe før frokost i selskab med halvnøgne servitricer og liderlige mænd, der var nede for at få en lapdance og få indfriet illusionen om opmærksomhed fra en smuk kvinde.

Det er åbenbart det, chilenske mænd laver i frokostpausen. Flere havde stadig deres headset i øret, så de var klar til at komme tilbage til kontoret. Drengene var oppe at køre, især da det blev deres tur til at få en lille dans. Dog blev de alle spurgt, om vi piger var deres kærester, for det ville de respektere. Cool! Sjovt nok stod de alle RIGTIG tæt på baren bagefter - hvad mon de forsøgte at skjule? :-) Det kostede kun en kop kaffe og forventningen om en god slat drikkepenge. På de mest snuskede steder har de et koncept, der hedder "Happy minute", hvor alle i baren smider det sidste stykke tøj i et tilfældigt minut. Det gik vi desværre glip af. Dog så jeg en flashe bryster og en gammel gris begrave hovedet mellem dem for en seddel eller to. Jeg bliver ofte overrasket over, hvor primitive mænd egentlig er :-) men ville ønske, det også gjaldt os andre. Så ville vi altså have en sjovere hverdag, tror jeg.

Free tour med spyttende Felipe

Resten af eftermiddagen var vi typiske turister, og gik med på "Free Tour" rundt i Santiago. Det var en rigtig god måde at få et indtryk af byen. Vi havde en meget passioneret guide, der råbte og spyttede hver gang han fortalte noget. Men om ikke andet var han engageret, kendte byen ud og ind og kunne en masse sjove historier og anekdoter om Santiago og Chile. Han har efterfølgende fundet mig på Facebook - så måske var han også lidt en gris, den gode Felipe.

Etbenet wingman

Om aftenen var der barbecue på vores hostel, og målet var klart: Vi skulle være fulde. Og fulde blev vi. Vi fik en lækker buffet med salat og pasta, en lækker bøf og ikke mindst en hotdog, der kunne give store Klaus på stadion konkurrence til stregen. Endda på trods af den nyligt vundne pris som bedste stadionpølse. Da jeg læste det, blev jeg altså lidt stolt af min by :-)

Der var fri øl, vin og inden længe kom Pisco'en på bordet. Pisco er Chiles nationaldrik med omkring 35 % alkohol, og der var shots til alle. Jeg købte senere en Pisco Sour og brokkede mig selvfølgelig over, at den ikke var stærk nok. Det resulterede i, at bartenderen, der var endnu stivere end gæsterne, hældte det meste af drinken ud og fyldte mit glas med ren Pisco. BOM, så blev Julle fuld. Inden da var en gammel kineser blevet drukket under, og en etbenet chilener underholdte med sin protese, som blev vendt op i luften og holdt en flaske vin.

På vej i byen, kravlede vi rundt på en bro, som jeg tidligere havde nægtet Andreas at gå op på, fordi det var for farligt. Men alting ændrer sig efter en bunke rødvin og Pisco. Billederne taler vist for sig selv - det var godt, ingen faldt ned. Så havde udfaldet ikke været kønt. I byen var chilenerne meget pågående. Det blev ikke bedre af min etbenede wingman, der skubbede mig ind i samtlige fyre, der gik forbi. Prøvede gang på gang at forklare ham, at jeg altså ikke var interesseret. Da han endelig gav op, prøvede han ihærdigt at udpege damer til Andreas i stedet. Da jeg kom tilbage til Chilli var jeg fuld og savnede Peter så meget, så det resulterede i et to-tre timers fuldeopkald til Danmark. Jeg ramte ikke hovedpuden før kl. 7.00.

Solnedgang på Cerro San Cristóbal

Alligevel vågnede jeg tidligt næste dag. Det er svært at sove på et 9 personers dorm. Vi besluttede os for at tage med fem skotske gutter ud og se Skotlands landskamp mod Liechtenstein. Der var ikke det mindste ophidsende over den kamp, men det var så hyggeligt. Bagefter gik vi lidt mere rundt med skotten Adam, den hyggeligste fyr, som vi håber at mødes med senere på turen.

Et must, når man besøger Santiago er at se byen fra toppen af bakken Cerro San Cristóbal. Det var en smuk og klar dag - forureningen havde lagt sig lidt pga. gårsdagens smådrypperi. Vi havde fået anbefalet at tage derop og se solnedgangen. Vi ville helst have gået, men tiden var løbet fra os, så vi tog funikaleren derop. På toppen var der frit udsyn over byen, og det overraskede lidt, hvor kæmpe stor Santiago egentlig er. Der bor seks mio. mennesker, og dermed over en tredjedel af Chiles befolkning. Men det er svært at forestille sig, og jeg blev fuldstændig bjergtaget af det smukke syn. Solnedgangen var intet mindre end breathtaking. De smukke farver over bjergene, og hele stemningen var helt speciel. Overalt sad der par og kyssede og krammede i de romantiske omgivelser. Det gav mig lidt ondt i maven, og der blev sendt mange tanker hjem til Århus.

Seafood gange to

Da solen var gået ned, blev der virkelig koldt. Så det var et par trætte og meget kolde turister, der tog på seafood restauranten Azul Profundo i Bellavista. Dog livede vi lidt op, da vi fik maden. Til forret delte vi en tallerken med røget laks og en blandet seafood-salat med muslinger, rejer, blæksprutte og andet godt fra havet. Til hovedret fik jeg den lækreste tunbøf (jeg må jo åbenbart tage om på den anden side af jorden for at få sådan en, farmand :-) ) Det var virkelig en stor madoplevelse. Mmm.. Det lykkedes os dog slet ikke at få varmen og efter en uoverskuelig gåtur hjem, røg vi på hovedet i seng, og jeg sov i 11 timer. Det var helt fantastisk og virkelig tiltrængt.

Søndag tog vi ud på det lokale fiskemarked. Det var et virkelig betagende sted. Der var boder proppet med fisk overalt. Et kilo laks til omkring 50 kr., og blåmuslinger til ca. 10 kr. kiloet. Jeg ville spise så meget fisk, hvis vi havde den mulighed hjemme. I midten af den kæmpe hal, var der fyldt med seafood-restauranter. Vi blev overfaldet ved den første af en mand, der kendte ret meget til Danmark. Verdens største fedterøv, men da han havde rost Århus, var jeg overtalt, og vi gik ind og fik en virkelig lækker frokost. Vi er ikke for fine til to gange seafood inden for 16 timer :-)

Bagefter tog ud for at se kirkegården, der efter sigende skulle være et besøg værd. Dog var det lidt tamt efter den kæmpe oplevelse i Buenos Aires. Højdepunkterne var et gravsted, der var til salg, et gravsted med en mountainbike og et med personlige breve til den afdøde - forstod en del af det, og der fik jeg virkelig en klump i halsen. Det gjorde det pludseligt meget personligt, og jeg ville egentlig helst væk derfra.

Om aftenen ville vi have noget hurtigt og billigt aftensmad, så vi gik på jagt efter en KFC, som vi af en eller anden grund har haft lyst til gennem hele turen. Da vi endelig nåede frem til centrum var der lukket. Hvilken skuffelse. Det samme viste sig at være tilfældet for samtlige af spisestederne i centrum, men der lykkedes os at finde et sted til sidst, inden turen gik tilbage til Chilli for at pakke vores grej.

Santiago viste sig at være en ret fed by på trods af min skepsis. Dog er jeg ved at være lidt træt af at lege sightseen turist i store byer. Glæder mig enormt til at få nogle alternative og ikke mindst nogle naturoplevelser. Mandag hedder det Valparaiso ved kysten. Måske vi får mere seafood her? :-)

Skriver snart igen..