Mandag gik turen videre til Valparaiso - Chiles vigtigste kystby ca. halvanden times kørsel fra Santiago. Da vi havde fundet vores hostel Villa Maria Antonieta, var det et par sultne, unge mennesker, der bevægede sig på sightseeing i byen. Dog var det åbenbart helligdag i Chile, så alle spisesteder åbnede først efter kl. 16. Det var en lidt gnaven Julle (I ved jo hvordan det er, når jeg ikke får mad), der derfor endnu engang overskred madbudgettet og fik seafood på en restaurant med en smuk udsigt over havnen. Men det var virkelig lækkert, så humøret blev hurtigt højt igen.

Selvom solen skinnede, var vinden iskold, så der var ikke noget med at nyde en dag eller to på stranden. Det må vente til senere. Så vi gik os en tur i stedet, og handlede ind til aftensmad i det lokale supermarked. Inden vi kom til Chile, var vi blevet advaret mod meget høje priser. Og det er også rigtigt med nogle ting. Men på mange områder er Chile ikke meget dyrere end Argentina. Det er dog lidt dyrere at handle - især oksekød, mælkeprodukter og grøntsager. Men vi er efter en god uges tid i Chile ikke særligt afskrækket af priserne.

Min egen lille hostel-puppy

Vores hostel var rimeligt stort, men vi var de eneste gæster. Så vi blev mødt af familien, der var søde, og ikke mindst hostel-puppyen Papita, som hurtigt blev min nye bedste ven. Det var den sødeste, mest kælne Beagle på bare syv måneder. Jeg var forelsket. At sidde og nusse med den kunne redde hele min dag, og jeg kom virkelig til at savne Døllen. Hvis det havde været muligt, havde jeg lusket den med ind på værelset, så vi kunne putte om natten. Men desværre tog hun med familien hjem om aftenen. Så vores eneste selskab på hostelet var en ung gut, der ikke kunne et ord engelsk, og som passede sig selv på et andet værelse. Derfor havde vi hele herligheden for os selv.

Hjemlig hygge

Måske var det, fordi vi var de eneste gæster på hele hostelet. Måske fordi der blev vist Friends i fjerneren. Måske den søde puppy. Måske muligheden for at være meget online og skrive med Peter. Men jeg følte mig virkelig hjemme på Maria Antonieta. Alle tre aftener gik på sofaen pakket ind i tæpper, med hjemmelavet aftensmad og zapperi på fjernsynet, hvor vi nød at se Friends og Two and a half men. Det føltes helt hverdagsagtigt og tror, det var meget tiltrængt. Jeg slappede i hvert fald af på en helt anden måde og kunne også endelig sove igennem om natten.

Tirsdag havde vi to mål for dagen: At komme på sejltur rundt langs kysten i Valparaiso og vigtigst af alt - at se landskampen mellem Danmark og Portugal. Derfor var det en meget indebrændt Julle, der kom ned om morgenen til en hostel-mutter, der sagde, at fjernsynet var gået i stykker. Dog kom Andreas hende til undsætning. Det viste sig, at hun troede det var gået i stykker, fordi vi havde slukket det aftenen før, da vi gik i seng. Det var de åbenbart ikke vant til :-) Så fodboldaftenen var reddet.

Sejltur på havnen

Sejltur på havnen var virkelig hyggelig, men en kold fornøjelse. Vi fik set byen fra havet, Chiles flåde, et kæmpe fragtskib på tætteste hold, søløver der svømmede rundt i havnen og kæmpe pelikaner. Højdepunktet var dog, da vi til vores store overraskelse sejlede forbi en kæmpe søløve, der lå og fedede den på en tingest midt i vandet. Den lå og snorksov, men begyndte straks at pose for os, da den opdagede båden. Efter sejlturen kunne vi lige nå en tur op af en af byens mange funikularer. Valparaiso er Chiles svar på San Francisco. De mange farverige huse er bygget på bjergsiderne, så vejene derop er mega stejle - godt jeg ikke skal parallelparkere der, siger jeg bare :-) men jeg har jo heller ikke noget kørekort. Det var rigtig hyggeligt at gå rundt i gaderne og se, hvordan de lokale bor.

Og det var DANMARK!!!

Dagens højdepunkt var selvfølgelig landskampen, der blev vist med tre timers forsinkelse. Derfor måtte jeg holde mig fra SMS'er med updates og ikke mindst fra nettet og Facebook. Som jeg skrev senere i en opdatering på Fjæsen, så bliver man ikke mindre euforisk og stolt af at se sit land kvalificere sig til EM, selvom man befinder sig på den anden side af jorden. Det var så fedt at sidde der og skabe os, mens værten troede, vi var sindssyge. Især var det en ren fornøjelse at høre den spanske kommentator råbe GOOOOAAAALLL! Fantastisk start på endnu en hyggelig aften på sofaen.

Forvirring og mere forvirring

Onsdag var en noget forvirrende dag. Som sagt tidligere, så har jeg ikke det store forhold til Chile, hvilket primært er Andreas' drøm. Så jeg havde ikke sat mig ind i potentielle kommende destinationer, og selvom det måske ikke lyder så pænt, så var jeg egentlig også en smule ligeglad med, hvad vi skulle. Det var egentlig meningen, at vi ville tage videre til Antofagasta eller Calama om aftenen. Men da vi nåede til busstationen, satte vi os på en internetcafé og prøvede at finde et hostel i de to byer. Det var en umulig opgave, og jeg var meget utryg ved, at vi skulle ankomme til en meget lokal og ikke særlig turistet by og ikke ane, hvor vi skulle tage hen.

Tiden gik, og vi besluttede at blive en ekstra nat i Valparaiso. Problemet var bare, at vi jo allerede havde tjekket ud fra vores hostel, og vi kunne ikke ringe til dem, da de kun talte spansk. Vi fandt heldigvis den sødeste pige på stationen, der ringede til Maria Antonieta og hjalp os med at booke en ekstra nat. Hun fik os også beroliget i forhold til, at vi sagtens kunne tage til Calama og booke et hostel, når vi kom frem. Det gav lidt ro i sindet, så vi bestilte busbilletter til næste dag.

Det var lige et par forvirrende timer, og jeg var ærlig talt lidt presset. Vi så dog senere, at der i vores rejsebøger kun stod tre linjer om byen. Det var primært en transferby for turister, som skulle videre til San Pedro de Atacama. Jeg magtede virkelig ikke at strande i en eller anden chilensk møgby uden hostels, så vi besluttede at tage bussen videre til San Pedro så snart vi nåede Calama.

Den sidste aften

Først på aftenen var vi oppe for at se den berømte digter Pablo Nerudas hus i Valparaiso (ja han er åbenbart berømt :-)). Især hans huse, der er inspireret af skibe, er vældig berømte, og det var faktisk en rigtig sjov oplevelse. Virkelig et fedt hus, han havde fået bygget sig der.

Vi holdt os vågne til sent og nød endnu en aften på sofaen i vores hjem, der dog nu var blevet invaderet af otte franskmænd. Meget mærkeligt, at der pludselig var andre i vores stue :-) vi var dog så heldige at blive flyttet ind i et andet 8 personers dorm, som vi havde helt for os selv. Man er vel VIP. Hehe.

29 timer i tre busser

Torsdag skulle vi med bussen videre og kunne se frem til 29 timers rejse, før vi endelig nåede til San Pedro. Turen gik relativt smertefrit - prisen var ca. 240 kr. og et par omgange med krampe i røven. 24 timer i bus lyder som usandsynligt lang tid, men tiden går faktisk ret hurtigt. Det er dejligt at få koblet helt fra med noget musik, en god film og bare være sig selv med alle sine tanker. Jeg kunne selvfølgelig ikke sove om natten, så sad bare og kiggede ud i det øde landskab og drømte mig hjem til Århus. De mange timer, hvor man ikke kan lave andet end at tænke, gav mig lige endnu en hjemve-krise. Jeg er overrasket over, at det fylder så meget i mit hoved hele tiden.

Savner jer derhjemme… Virkelig!