Tirsdag skulle adrenalin-junkien igen have sit fix. Programmet stod på paragliding, og jeg glædede mig som et lille barn. Jeg blev hentet af min instruktør Hernan, som kørte os et stykke uden for Mendoza. Han var rigtig sød og snakkede løs på gebrokkent engelsk. Det var en så hyggelig tur, indtil vi nåede hen til foden af bjerget. Der satte han 4-hjulstræk til på bilen med ordene "ellers kommer vi aldrig op". Det siger du ikke, Hernan. Vejen, eller hvad man nu skal kalde den, var smal, mega stejl og fyldt med større og mindre sten, som der skulle køres udenom. Et par gange var jeg alvorligt bange for at ryge ud over bjergsiden. Mor - du havde aldrig klaret den tur :-) især hvis du hørte hans joke, da jeg spurgte ind til betalingen: "Hvis du overlever, så skal du betale. Ellers får du en gratis flyvetur!" Bom, så var stilen lagt :-) jeg var færdig af grin.

Lange skridt ud i ingenting

Da vi endelig nåede toppen, kunne jeg bare se en lille sti, og så gik det ellers nedad. Efter at være blevet iført alt udstyret, pegede Hernan på skrænten og sagde: "Nu venter vi lige på lidt vind. Og bagefter så løber du, og du stopper ikke med at løbe. Når jeg siger til, må du sætte dig ned, men ikke før, for så risikerer vi at styrte ned". Okay, rimelig klar udmelding der. Mine korte ben koncentrerede sig pænt meget om at løbe :-) Man løber og løber, og nærmer sig hurtigt kanten, hvor det ligner, at man er ved at løbe ud i ingenting. Jeg nåede lige at tænke, at det her overlever jeg ikke.

Men pludselig fløj vi. Og hvor var det en fed fornemmelse, da vinden fik fat i skærmen. Udsigten over Mendoza og Andesbjergene var ubeskrivelig. Da vi nærmere os jorden, spurgte instruktøren, om jeg var frisk på lidt tricks. Hell yeah! Jo vildere, jo bedre. Og så gik han ellers i gang. Det føltes som fem minutter i den vildeste forlystelse i Tivoli. Super fedt. I alt fløj vi i ca. 25 minutter, men det føltes bare som et kort øjeblik. Jeg ville bare have mere. Er så glad for, jeg fik det gjort!

Man elsker vel sit fag

Resten af dagen gik med hygge i Mendoza, hvor vi ville udnytte vores sidste mulighed for at nyde byen på egen hånd. Og den bedste måde er vel at få ko to gange på en dag. Vi spiste frokost på en restaurant med den sødeste ejer. På en eller anden måde kom vi ind på, hvordan han kunne lokke flere kunder i butikken gennem markedsføring, og så kom min kommunikationshjerte på arbejde. Vi sad der en times tid, efter vi havde spist, hvor jeg bare sludrede løs om mulighederne. Han var meget lydhør og ret imponeret over ideerne. Det var skønt at få brugt bare en snært af sin faglighed igen :-) om end det var på den anden side af jorden, og der ikke skulle så meget til for at imponere.

Om aftenen fik jeg plejet savnet med et par timer på Skype. Sjovt nok gik jeg i seng og savnede endnu mere end før, og det blev til endnu en søvnløs nat.

Vin-paradiset

Onsdag var højdepunktet på vores besøg i Mendoza. Vi skulle på vintur rundt i området, der producerer 70 % af al vin i Argentina. Den 10 timer lange tur bestod af besøg på tre vingårde, en producent af olivenolie og en chokoladefabrik. Vi havde aftenen før fået besked på, at turen var aflyst (for anden gang), så vi var virkelige kede af det, indtil det bankede på døren om aftenen. Her kunne receptionisten på vores hostel så fortælle, at den alligevel blev gennemført! FEDT!

Vores guide var en super frisk, argentinsk kvinde - nok i 50'erne. Hun lagde ud med at sige: "Mit engelsk er ikke så godt, men at drikke og nyde vin er det samme i hele verden. Så vi behøver ikke et fælles sprog. Klokken er nu 10, og det er aldrig for tidligt at drikke vin. Den eneste, der ikke skal drikke på denne tur, er vores chauffør. Jeg har tænkt mig at drikke meget!" Fedt, tænkte jeg! Hun var super cool. Hun fik da også bundet et par glas dessertvin undervejs - inden vi andre overhovedet havde nået at smage. Lige en guide efter mit hjerte.

Det første sted vi besøgte hedder San Huberto. Her fik vi en detaljeret beskrivelse af de forskellige dele af vinproduktionen. Det var ret spændende at høre. Dog var højdepunktet selvfølgelig vinsmagningen. Alle stederne smagte vi mellem tre og fire forskellige vine. Og de var ikke nærige med det. Vi fik fortalt, at de nu 5 ansatte, da det er lavsæson. Men i høsttiden og højsæsonen i februar til maj har de op til 250 ansatte. Noget af en forskel. Tænk, at en hel industri på den måde går i stå i 2/3 af året.

Olivenolie - mmmm!

Herefter gik turen til en producent af olivenolie - Pasrai S.R.L. Olive, hvor vi blev introduceret til produktionsmetoderne af en guide, der talte så hurtigt, at man slet ikke kunne følge med. Så meget klogere blev jeg ikke, men vi fik smagt den mest fantastiske olivenolie, og jeg måtte købe et par flasker med på trods af min begrænsede (for ikke at sige ikke-eksisterende) plads.

Fantastisk madoplevelse

På den anden vingård, den 100 % organiske Familia Cecchin, blev vi også vist rundt og fik forklaret de organiske produktionsmetoder og fik smagsprøver. Jeg ærgrede mig meget over, at jeg ikke kan slæbe mere i rygsækken. Meget lækre vine, selvom jeg ikke har forstand på det what so ever. Og ville så gerne have købt nogle flasker med hjem til min far, men det må du altså undvære, daddy! En lille sjov detalje er, at de har en lang række forskellige etiketter alt efter hvor vinen skal eksporteres til. Vinen er nøjagtig den samme. Da vi så de forskellige labels, som bliver påsat manuelt på samtlige flasker, var vi ikke i tvivl om, hvilken der var til det europæiske marked. Det er lidt sjovt.

Bagefter fik vi den mest fantastiske frokost. Tre retter med en klassisk lokal menu bestående af spicy tomatpure til forret og langtidsstegt oksekød tilberedtt i den lokale organiske rødvin med grov kartoffelmos med oliven til hovedret. Til dessert fik vi et rødvins- og sukkermarineret æble. Det var simpelthen så lækkert og en hyggelig oplevelse at sidde på et så lokalt og intimt sted! Samtidig fik vi sludret med andre rejsende og fik gode råd til vores videre tur, og ikke mindst fortalte guiden masser røvere om livet i Argentina.

De sidste sted, Bodega Familia Zuccardi, har en kæmpe produktion - de fremstiller 25 millioner liter vin årligt. Det er alligevel en slat. Vi havde den mest fantastiske guide - super charmerende, perfekt engelsk og god til at forklare. Dog var stedet ikke så personligt, fordi det var så kæmpe stort. Der var ikke meget sjæl der sammenlignet med de to andre steder.

Cille og chokoladefabrikken

Den sidste oplevelse på turen var et besøg på en chokoladefabrik. Jeg var godt træt og små-tipsy, så hørte ikke så meget efter. Men jeg opdagede da, at der var chokolade i uanede mængder. Det fik mig til at savne min Cille rigtig meget. Min pige - du ville være i chocolate heaven. Der var chokolade overalt. Har taget et par billeder til ære for dig :-)

Om aftenen var vi ret smadrede efter en hel dag med vin - og jeg havde jo (selvfølgelig, vil jeg efterhånden sige) ikke sovet mere end et par timer om natten. Så det var en træt Julle, der kom tilbage til vores hostel. Jeg havde en bragende hovedpine - teenageren her kan åbenbart ikke holde til at drikke i små mængder over en hel dag :-) Vi magtede ikke det store, og gik derfor til Pizza Night på vores nabohostel - nemt og billigt. Der var egentlig fri tequila senere på aftenen, men efter at have fået ost i lange baner, gik turen hjem på hovedet i seng. Jeg ved godt, det er tæt på blasfemi, men sådan er det :-)

Torsdag sagde vi farvel til Mendoza og Argentina med en bustur Santiago, Chile. Vi rejste om dagen denne gang, da turen gennem Andesbjergene er meget smuk. Mere om det en anden dag. Jeg har et meget ambivalent forhold til de her busture. Interessant nok er det her jeg bedst får slappet af og sovet lidt. Men der er også ufatteligt meget tid til at tænke, og hjemveen er oftest værst på de her ture.

Livet i Argentina

Nedenfor har jeg lavet en lille opsamling på nogle af de mange indtryk fra omkring 3 ½ uge i Argentina.

1. Jeg er dødtræt af skinke, ost og æg, som de putter i ALTING herovre! Selv deres lasagne er der skinke i - og helst ovenpå ko, hvis man ikke vælger det fra.
2. "More is more" må være Argentinas slogan. Det gælder alting. Deres mad er ofte MEGET salt eller MEGET sødt. Man får kæmpe portioner. Umiddelbart lyder det som en fantastisk ting, men det bliver altså for meget i længden. De bruger uendelige mængder fyld på deres pizzaer. Argentinere ville blive så skuffede, hvis de kom til Danmark og bestilte en pizza. For dem ville vores mængde fyld være tørt, kedeligt og nærigt. Jeg glæder mig nu til at besøge et godt pizzeria på Istedgade til februar :-)
3. Kød, kød og mere kød. Det er fantastisk, og de ved altså, hvordan man tilbereder en ko i det her land. Det er en udbredt opfattelse, som jeg kun kan bekræfte.
4. Jeg har lært et nyt udtryk herovre. Argentina er fyldt med PDA's = Public Display of Affection. De snaver hinanden i knæ - alle steder og hele tiden. Åbenbart har det noget at gøre med, at de fleste argentinere er katolikker, hvor sex og forhold før ægteskab ikke er så velset. Derfor er det ikke så passende for de mange kærestepar at være i hjemmet. Det betyder, at de må vise følelserne på alle de offentlige steder i stedet. Og det gør de så. Samtidig tror jeg også bare, at sydamerikanere er mere passionerede mennesker end danskere. Det kunne vi måske lære lidt af.
5. Børn i Argentina er verdens sødeste! Jeg har forelsket mig gang på gang i et par små, dejlige, brune øjne. Tror Andreas er ved at være godt træt af, at jeg siger "nåååårrhh" hver gang jeg ser et barn herovre. Jeg har været tæt på at stjæle et par stykker og løbe. Men okay - stakkels barn, hvis jeg skulle have det ansvar :-)
6. Der er herreløse hunde overalt. Pænt ærgerligt at være bange for hunde her. Dog er de noget af de sødeste, og de gør ingenting.
7. Argentinere forventer penge for alt og bruger enhver lejlighed til at tjene penge. I alle lyskryds ser man folk tjene penge ved at gøgle, danse, jonglere, vaske vinduer, sælge grøntsager, slik osv. (når det er rødt lys herovre, er der rødt i evigheder).
8. Jeg kan ikke sove i Argentina - ganske enkelt. Håber Chile behandler mig lidt bedre på den konto.
9. Argentina er fyldt med usynlige myg. Vi har ikke set en eneste. Men de 100 myggestik på både min og Andreas' krop taler vist for sig selv.
10. Argentinske kvinder er gudesmukke. Deres mænd er knapt så tiltalende. Der er altså ikke ret meget fræk latino-lover over mændene her. Derfor ser man overscoringer for mændene overalt. Jeg holder mig til Don Pedro :-)
11. Når man skåler i Argentina, skal man for Guds skyld huske at holde øjenkontakt. Ellers betyder det dårlig sex i syv år. Pænt ærgerligt! Og hvis man skåler i noget uden alkohol, skal man skåle to gange. Don't ask me why!

Well, der er sikkert mange flere ting, men det er lige de mest åbenlyse. Jeg er så glad for, at Argentina blev en del af vores rejserute. Landet har så meget at byde på. Jeg håber, at det her ikke bliver et farvel, men på gensyn. Jeg skal have mine forældre med herover, så min fars store drøm om at se Argentina kan gå i opfyldelse. Og ja, jeg VIL MED! Så meget passende at afslutte med det nok mest berømte citat: "Don't cry for me Argentina. The truth is I never left you!"

Jeg vil nu nyde livet i Chile, så smutter igen :-) husk at se billederne også.