Efter 29 timer i tre forskellige busser ankom vi endelig til San Pedro de Atacama om eftermiddagen, hvor vi ville blive et par dage. Synet, der mødte os var en sandstorm og nogle skure, der var placeret midt i ørkenen in the middle of nowhere. Vi kiggede lidt på hinanden og tænkte "what the f***". Byen består kun af restauranter, hostels og hoteller, rejsebureauer, money exchange og lidt souvenirbikse. Stemningen er helt speciel - byen er kun opbygget på grund af turister, men alligevel er der noget meget lokalt og indianeragtigt over den. Det var så hyggeligt at gå rundt i de små gader af grus og sand, og byen er så lille, at hvis man fortsatte væk fra centrum i 5 minutter, stod man midt i den tørreste ørken i verden. Det er et helt unikt sted.

Vores mål for dagen var at få booket jeep-turen til Salar de Uyinu, og vi gik på jagt efter et selskab, der var blevet anbefalet i Lonely Planet. Vi havde ikke rigtig haft mulighed for at få anbefalinger fra andre, da dem vi havde mødt alle havde taget turen fra Bolivia og ikke Chile. Vi fik booket turen til to dage efter. Den positive overraskelse var, at det var meget billigere, end jeg havde forventet. Er virkelig glad for, jeg ikke betalte knap 9.000 kr. for at få den arrangeret hjemmefra. Stadig var det lidt dyrere end de fleste selskaber - vi ville dog ikke gå på kompromis med sikkerheden. Der er dræbt ca. 10 turister i det sidste par år på netop den tur pga. dårlige jeeps, stive chauffører osv., så vi ville sikre os et ordentligt selskab.

Pizza og Skype

Det havde været en ret lang rejse, så vi var lidt trætte om aftenen. Vi tog den nemme løsning og bestilte en pizza med hjem og brugte aftenen på hygge på hotellet. Jeg kunne godt se, at det efterhånden begyndte at være sparsomt med min online tid, så selvfølgelig blev hostelets WIFI voldtaget godt og grundigt af min Skype konto.

Det viste sig, at vi delte værelse med en pige, der har arbejdet med pumaer i en af Inti Warri Yassis parker - den organisation, som vi skal arbejde for inden længe. Det var simpelthen fantastisk at høre hende fortælle om, hvordan hun tog sig af pumaerne og levede midt i junglen uden elektricitet og varmt vand. Man kunne bare se begejstringen i hendes øjne, da hun fortalte og viste billeder, hvor hun krammer, leger, går tur og hygger med pumaerne. Hendes fortællinger har betydet, at vi måske har revurderet, hvilken park vi skal arbejde i inden længe. Det er en stor beslutning - hvis vi ender med at vælge den, hun arbejdede i, betyder vi, at vi skal leve 6 dage ad gangen midt i junglen. Og det er i bogstaveligste forstand. Det betyder uden elektricitet, varmt vand, butikker eller noget som helst. Og vigtigst af alt - uden mulighed for at komme i kontakt med dem derhjemme. Jeg ved stadig ikke rigtig, om det bliver for hårdt for mig. Men oplevelsen må være så intens, og man er garanteret at komme rigtig tæt på pumaerne, som er min store drøm. Nu vi må se, hvad vi ender med.

Luna Valley

Lørdag var Andreas' fødselsdag - tillykke til ham :-) den blev fejret med at sove længe - nok mest fordi jeg havde skrevet hele natten. Jeg sov først omkring 5.30 natten før pga. en vis herre. Efter en lækker frokost, tog vi tog på tur i Luna Valley, hvor vi skulle rundt og se dalene i ørkenen og se solnedgangen over Luna Valley. Det var en sindssygt smuk tur, og jeg var begejstret over at få set noget natur. Var efterhånden ved at være mættet af by-indtryk. Vi fik leget en masse med nogle sjove billeder, og jeg håber, billederne taler deres eget sprog i forhold til, hvor smukt der var.

Søndag morgen havde vi booket en tre dages tur til Salar de Uyuny - en af de helt store højdepunkter. Jeg skriver en update derfra.