Endelig blev det søndag, hvor vi skulle på tre dages jeep-tour gennem ørkenen og se den ene fantastiske naturoplevelse efter den anden.

Grænsen til Bolivia - really?

Vi mødtes med vores gruppe foran rejsebureauet Cordillera Traveler i San Pedro, hvor vi blev hentet i bus for at blive kørt til den bolivianske grænse. Grænseovergangen var i bogstaveligste forstand bare et lille skur, hvor man skulle ind og have stemplet sit pas. Man kan tydeligvis smugle hvad som helst ind i Bolivia, men de er nok også fuldstændig ligeglade. Til vores store ærgrelse fik vi kun et 30 dages turiststempel, så det skal vi have ændret i en af storbyerne. Vi skal jo være i Bolivia i mindst halvanden måneds tid. Det er spændende, hvor dyrt det bliver. Ved grænsen blev vi mødt af vores guider og jeeps. Det viste sig, at de ikke kunne et eneste ord engelsk, på trods af at selskabet havde lovet engelsktalende guider. God start! Vi var en gruppe på 11 afsted - Andreas og jeg endte i en jeep med to italienske piger og den danske fyr Lars, som var mega grineren.

Den gode Quan

Afsted gennem ørkenen i Bolivia gik det. Vores guide Quan lignede, at han surmulede hele tiden, og var ikke ret snakkesalig den første dag. Så vi fik stort set ingen informationer om de ting, vi så. De tre andre kunne heldigvis hjælpe med at oversætte de få ord, der kom fra Quans mund. Men indtrykkene og de smukke syn, der mødte os, var helt ubeskrivelige og mere end rigeligt i sig selv. Vi så den ene fantastiske lagune efter den anden i alverdens farver med bjergene i baggrunden. Det var fuldstændig bjergtagende. Om eftermiddagen fik vi muligheden for at bade i en varm kilde midt i ørkenen. Vandet var simpelthen så lækkert, og hvis vi havde fået lov, kunne jeg have ligget der hele dagen og bare nyde vandet og de smukke omgivelser. I løbet af dagen så vi Laguna Verde, Laguna Blanca og kørte gennem Daly Desert, hvor den varme kilde lå. Her så vi også gejserne kaldet Sol de Mañana med kogende vulkansk lava - mega flot og lidt nervepirrende at gå rundt omkring hullerne med flydende lave.

Højdesyge = av for !#@%&#

Hele den første dag, befandt vi os i 4.000-5.000 meters højde, og det kunne virkelig mærkes. Selvom både Andreas og jeg tyggede løs på Coca blade for at undgå højdesyge (ja mor, dem man bruger til at lave kokain, men bare rolig - i Bolivia er de lovlige :-)), hjalp det ikke en skid. Jeg havde den sygeste hovedpine. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, og jeg havde mest af alt bare lyst til at lægge mig til at dø på bagsædet af jeepen. Det gjorde så ubeskriveligt ondt, og intet hjalp.

Skuret midt i ingenting

Om eftermiddagen nåede vi frem til vores "hostel" Mallku Villa Mar. Det lå som det eneste hus - eller måske mere skur end hus - virkelig in the middle of nowhere med udsigt til den lyserøde lagune - Laguna Colorada. Der var smukt, men stedet var koldt, koldt og mere koldt. Der var vand på gulvet i værelserne, ingen elektricitet eller varmt vand. Vi var inden turen blevet advaret om den første nat, som skulle være uudholdeligt kold, så vi frygtede det værste. Her fik vi en sen frokost, hvorefter vi blev kørt hen til den lyserøde lagune. Fra vores skur så det ud som om, der kun var en ti minutters gåtur derhen, så de italienske piger var gået i forvejen på egen hånd. Da vi indhentede dem i jeepen, havde de gået halvanden time, og var ikke engang nået halvvejs. De fik lige en skideballe af Quan, fordi mange farer vild, når de begiver sig ud på egen hånd. Da vi kørte videre, forstod jeg hvorfor. Man mistede fuldstændig stedsansen, og er overrasket over, hvor svært det er at vurdere afstande i ørkenen.

Vi gik en lang tur langs kysten og nød udsigten og de tusindvis af lyserøde flamingoer i vandet, der også er helt lyserødt/rødt pga. alger. Lagunen er tilholdssted for omkring 30.000 flamingoer af tre forskellige arter. Det var et helt unikt syn og en skøn tur. Aftenen gik med aftensmad og kortspil med de andre og nogle franskmænd fra en anden tur i den ufatteligt kolde hytte. I øvrigt så fatter frankmænd da ikke en skid af Røvhul, selvom de påstår, at det er det, de spiller :-) inden vi skulle i seng gik jeg en tur uden for og så stjernehimlen. WAUW, hvor var det smukt. Da jeg lagde mig under bunken af tæpper, rystede jeg af kulde. Jeg kunne heldigvis låne en sweater af Lars - det var virkelig life saving. Takker og bukker! Det var en frustreret Julle, der gik i seng. På grund af det manglende signal på fonen, kunne jeg ikke sende den obligatoriske godnat-besked hjem, men endnu en søvnløs nat dagen før betød, at jeg heldigvis var så træt og havde hovedpine, så jeg gik ud som et lys på trods af frustrationerne og kulden.

Mere hovedpine

Dagen efter vågnede jeg igen med den vildeste hovedpine. Jeg var lige ved at kaste op af smerte. Så jeg var ikke ti potter pis værd, da vi fortsatte vores jeep-sightseeing videre i ørkenen. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle ud hver 20. minut for at tage billeder og gjorde, hvad jeg kunne for at dulme smerten med drugs, vand og coca blade, men intet hjalp. Det første stop om mandagen var ved nogle klippeformationer i Siloli Desert, som er et område fyldt med kæmpe sten - bl.a. stenen, der indgår i Salvador Dalis berømte maleri, som jeg ikke aner, hvad hedder. Det var så sjovt at klatre rundt på de kæmpe sten og lave poses til sjove billeder, men det gik ikke så godt for mig på grund af mit umulige hoved. Til vores store overraskelse var Quan virkelig livet op i løbet af natten. På dag 2 var han langt mere snakkesalig, og Lars fik endda lokket et grin ud af ham hele to gange på samme dag. Meget store sager. Jeg havde forsøgt at få bare et lille smil fra ham hele dagen før, men der var det et intet mindre end umuligt projekt.

Turen videre bød på flere laguner, Laguna Honda, Chiarcota og Cañapa, - præcis lige så smukke som dagen før, men man blev sværere og sværere at imponere, og til sidst var man lidt mættet af at se på endnu en "sø" fyldt med flamingoer. Ja, jeg ved, jeg er lidt et skarn. Ved den sidste lagune fik vi frokost i det fri, og det var super hyggeligt. Om eftermiddagen kørte vi videre gennem Chiguana salt flad - en mini- og knap så flot udgave af saltørkenen, hvor vi så togbanen mellem Chile og Bolivia.

Stiv chauffør

Først på aftenen endte vi på hostelet Salt Hotel lige på grænsen til Salar de Uyuni. Det var bygget af salt, og der var salt alle steder - selv gulvet var strøet med salt. Mega hyggeligt, men også lidt irriterende :-) Vi var nu kommet lidt længere ned fra bjergene, så min hovedpine forsvandt langsomt igen. Hvilken lettelse! Andreas og jeg fik vores eget værelse - ren luksus. Lige præcis som det varme bad, jeg fik. Der gik kun et minut, før vandet blev iskoldt, men hvor var det ene lille minut skønt og tiltrængt. Efter lækker aftensmad bestående af suppe og bøf med friller og ris, hoppede vi direkte i seng. Dog nåede jeg lige at opleve vores chauffør in action, som vadede direkte ind i mig. Han var så stiv, at han ikke engang havde set mig. Lidt bekymrende, eftersom vi skulle op kl. 4.30 morgenen efter for at se solopgangen over saltørkenen. Typisk bolivianere. Vi havde selv fået et par flasker vin den aften, og bagefter spekulerede vi på, om de mon forsøgte at give os alkohol, så vi dagen derpå ikke kunne lugte, at de var pattestive. Det var skønt med en nats søvn - al den friske luft, alle indtrykkene og et par glas vin havde gjort os godt trætte, så jeg faldt hurtigt i søvn, mens jeg sendte en masse tanker hjem til Danmark.

Solopgang og morgen cerveza

Der var helt mørkt, da vi vågnede om natten, men af sted skulle vi. Andreas, Lars og jeg fik os en morgenbajer, mens vi så solopgangen over Salar de Uyuni. Man ved godt, at man havde gang i noget underligt, når selv de kampstive bolivianske guider rystede på hovedet af en, fordi vi nød solopgangen med en lille morgen cerveza. Solopgangen var så smuk, og det var hele turen værd. Er så glad for, vi besluttede os for at stå op til det. Efterfølgende kørte vi videre, og vi satte pludselig stor pris på, at vi befandt os midt i en helt øde saltørken. Det betød jo heldigvis, at der ikke var noget at køre ind - det var rimelig heldigt, eftersom den gode chauffør Quan sad med lukkede øjne halvdelen af tiden og ikke helt kunne holde sig på "vejen". Lars sad heldigvis klar til at overtage rattet. Senere på turen sad Quan endda med hovedet ud af vinduet som en hund for at holde sig vågen. Han nåede heldigvis at stoppe i tide, inden vi bragede ind i kaktus-øen Isla Incahuasi. Det var en lille ø midt i ingenting fyldt med kaktusser i alle former og størrelser. Virkelig imponerende.

Reklamefilm for Pringles?

Højdepunktet på turen var næste stop midt i saltørkenen, hvor det gjaldt om at få taget de fedeste billeder og lavet de fedeste videoer. Der blev poset og taget billeder nonstop i en times tid, men resultaterne er også ret underholdende. Husk at se vores nye reklamefilm for Pringles :-) det er så grineren.

Kontrasten mellem Chile og Bolivia

Vi spiste frokost i den lille by Colchani, hvor de lever af turisterne, der har passeret saltørkenen og af at producere salt til eksport. Man må sige, at der er nok at tage af. Her kunne man virkelig se kontrasten mellem civiliserede Chile, som vi havde forladt tre dage tidligere, og så det fattige Bolivia. Der var skrald og lort overalt i gaderne. Husene kunne mest betegnes som små skure med smadrede tage. Flere gange tænkte vi, at et givent hus måtte være forladt, hvorefter vi så vasketøj hænge udenfor eller beboeren komme ud. Også her var der mange herreløse hunde, men i modsætning til i Argentina og Chile, var der ikke meget sødt over dem. Deres pels var ødelagt og fyldt med sår, og de så bare usle og syge ud. Det gjorde virkelig ondt i mit dyrehjerte. Kvinderne (og mændene for den sags skyld) er så ufatteligt lave i Bolivia. Jeg føler mig som et tårn i det her land. De er alle klædt i fine dragter, og det ser så fedt ud. Kvinderne slæber rundt med alt muligt grej og deres unger på ryggen. Håber at få en masse billeder af det senere. Det var så fedt. Problemet er bare, at mange bolivianere tror, at de mister deres sjæl, hvis der bliver taget billeder af dem.

Jordens røvhul

Turens sidste stop var i Uyuni på den eneste seværdighed i byen - nemlig togkirkegården Cementerio de Trenes. Det var så fedt at se alle de forladte og rustne tog, og vi klatrede rundt på "ligene". Det var noget af en oplevelse.

Før vi tog fra San Pedro, havde vi booket to nætter på et hostel i Uyuni. Men følgende citat fra Lars viste sig at være meget passende: "Jeg har hørt, at Uyuni skulle være jordens røvhul." Han kunne ikke haft mere ret, og vi kunne hurtigt se, at der ikke var meget at komme efter som turist i byen. Så vi besluttede os for at følges med de andre til Sucre morgenen efter. Det viste sig at være en super god beslutning - mere om det i næste indlæg :-) den største oplevelse i Uyuni var det lokale marked, hvor man kunne købe alt mad. Der var så pænt, og stedet var slet ikke besøgt af turister. Så alle kiggede på os som om, de havde set et spøgelse.

Nå, jeg håber at komme med endnu en update fra Sucre, inden jeg smutter ind i junglen. Ciao!