Endnu en update fra de første dage i vinparadiset Mendoza, hvor vi ankom torsdag. Igen godt trætte efter en 10 timers bustur på meget ujævne veje. Søvn fik jeg ikke meget af. Derfor blev dagen brugt til at få et indtryk af byen og til at få slappet lidt af, inden fredagens udflugt. Vi har besluttet at blive i Mendoza en uges tid, da det passer med udflugterne, vi gerne vil nå, og så vi kan nyde den sidste del af Argentina, inden vi drager videre mod Chile.

Trekking med trunter

Fredag skulle vi på trekking og repelling i bjergene uden for Mendoza. Vi startede tidligt med en times bustur. Da vi steg ud, blev vi mødt af høj sol og 25 grader, så alle forudsætninger for at få en skøn dag var til stede. Efter at have fået udstyret til repelling udleveret, var vi klar til afgang. Trekkingturen var virkelig god. Op, op og mere op, indtil vi nåede toppen. Der er vist ingen tvivl om, at kondien ikke er, hvad den har været :-) men det var så fedt endelig at komme ud og bruge kroppen og få lidt sved på panden. Der var desværre en af pigerne fra gruppen, der måtte opgive rimelig hurtigt - det var lidt synd for hende. Vi andre nåede dog toppen efter en god tur i varmen.

At trekke ned af bjerget var ikke så hårdt, men ret udfordrende på grund af de mange løse småsten. Det krævede noget koncentration ikke at ryge på røven. De andre trunter på turen (og ja, kalder dem trunter med vilje) skabte sig helt vildt og var bange. Jeg endte selvfølgelig bag den værste af dem alle - og hvilken overraskelse - hun var fra Brasilien. Hun var super nervøs og skvattede hele tiden. Det satte godt nok min tålmodighed på prøve :-) jeg ville jo bare videre, men kunne simpelthen ikke komme forbi hende og den overbeskyttende kæreste, der sikkert bare hjalp for at få noget looove senere på aftenen. En anden af pigerne endte med at skvatte lige ned i en kaktus, så vores guide med en pincet måtte hive en flere centimeter lang torn ud af armen på hende. Hun tog det nu meget pænt i modsætning til prinsesserne - efter at have renset sårene, ville hun bare gerne have filet neglene, der var knækket undervejs. Så der sad hun med sår på armen og filede negle. Du godeste gud - og jeg som troede, at jeg var forfængelig. NOT!

Repelling fra 40 meter

Vi skulle repelle det sidste stykke ned af bjerget - det var virkelig sjovt at prøve. De første par ture ned var på omkring 10 meter. Meget stille og roligt og godt til at få øvet sig i teknikken. Herefter kom den rigtige udfordring - vi skulle ned af en 40 meter høj klippeside. Jeg glædede mig som et lille barn, og det var virkelig fedt at prøve. Pigerne skabte sig selvfølgelig fortsat, men efter en evighed kom alle ned i sikkerhed.

Belønning og rastløshed

Efter en hård og udfordrende dag, kom belønningen sidst på eftermiddagen, hvor vi nåede hen til et fantastisk sted, hvor vi kunne fede den og bade i varme og kolde kilder - alt efter humør. Hvor var det skønt at ligge der i solen i en varm kilde og bare nyde livet. Stedet var omringet af bjergene, og omgivelserne var uden tvivl idylliske og smukke. Billederne derfra taler vist sit tydelige sprog. Dog blev jeg selvfølgelig mega rastløs af at ligge stille. Typisk Julle. Det er generelt ved at blive lidt en udfordring for mig. Jeg har lidt svært ved at vænne mig til, at de næste fire måneder er fuldstændigt renset for forpligtelser i fht. arbejde, studie osv. Jeg tager mig selv i at tænke: "Nu skal jeg også lige huske at tjekke arbejdsmailen", og "nu må ferien snart være forbi - jeg skal jo hjem på kontoret". Det bliver forhåbentligt nemmere, når jeg er faldt helt ned igen. Men jeg savner og tænker på jer, mine dejlige kolleger, i Granskoven.

Te, te, te, te - TEQUILA!

Om aftenen kom vi hjem - godt brugte, men der var fælles barbecue på vores hostel (Hostel Internacional Mendoza), som vi havde tilmeldt os i et svagt øjeblik. Der var kød i lange baner og masser alkohol. Bl.a. en ½ time med fri tequila. Her skulle man bare stille sig i baren med hovedet bagud, og så blev der ellers hældt tequila, indtil man flyttede sig - og dermed fik tequila i øjne, ører og alle andre steder. Fulde blev vi, og det var en super sjov aften.

Vi endte selvfølgelig i byen. Der var fri transfer fra hostellet til byen, og vi blev alle smidt ind bag i en varevogn, og så kørt af sted - følte vi kørte for ever. Da vi endelig kom frem, var stedet noget af det mærkeligste nogensinde. Da man kom ind, så man fulde argentinere synge karaoke på et par scener. Smukt var det ikke. Bagest i lokalet stod folk så og trampede løs til elektronisk musik. En blanding mellem en karaoke-bar og et diskotek. Hmm.. Det har jeg alligevel aldrig set før - godt nok var jeg fuld, men det var altså et underligt koncept. Vi var godt møre, så da vi havde tjekket stedet ud i en times tid, tog vi en taxa tilbage med stop på Mac'en for at købe friller undervejs.

Tømmerdrenge og 10 km i benene

Lørdag vågnede jeg op med telefonen liggende på maven og en halvt færdiggjort besked, jeg ikke havde nået at sende, inden jeg faldt i søvn. Tømmerdrengene sad lidt tungt i hovedet på mig. Jeg bliver ellers sjældent ramt, men selvfølgelig når jeg drikker vin og tequila - hvilket jeg absolut skulle blande aftenen før. Da vi vågnede, hookede vi op med to gutter, vi havde mødt på udflugten dagen inden. Neil fra Skotland og Depeche fra London. Vi besluttede os for at gå hen i Mendozas berømte, kæmpe park - Parque General San Martín på beskedne 420 hektar :-)

Sjovt nok har vi læst, at man skal være meget forsigtig, når man befinder sig i parken - mange er åbenbart blevet overfaldet og røvet der, og rådet er, at man ikke må medbringe værdier eller gå alene. Men det indtryk stemte slet ikke overens med den oplevelse, jeg fik. Mage til idyllisk sted skal man lede længe efter. Der var virkelig hyggeligt, og sjovt at få sludret en masse med to andre backpackere. Parken er ubeskriveligt stor, og vi ville gerne se mere. Så vi gik en "lille" tur, og da vi kom hjem til vores hostel igen, havde vi gået ca. 10 km. Det gjorde underværker for tømmerdrengene.

Aftenen gik med absolut ingenting ud over en masse dejlige SMS'er fra München, som reddede hele min dag. Vi orkede simpelthen ikke mere efter en lang dag fredag og alt den friske luft om dagen, så jeg havde lidt kvalitetstid med alle mine tanker og min telefon.

"On Sundays, Argentina sleeps".

Søndag er lig med kedelig i Argentina. Ej hvor sker her bare absolut ingenting. Byen er fra den ene dag til den anden forvandlet til en stor spøgelsesby med lukkede butikker skærmet af med gitre og helt mennesketomme gader. Som en ekspedient i en forretning havde sagt dagen før: "On Sundays, Argentina sleeps". Det kan vist ikke siges mere præcist. Note til os selv: Arranger altid udflugter om søndagen. Det blev endnu en dag med afslapning, men uden meget søvn til Julle. Jeg kan simpelthen ikke sove hernede. Kan slet ikke finde ro. Måske skyldes det rastløsheden, min manglende evne til at falde ned, den stigende hjemve og savnet hjem til, de fremmede mennesker på vores værelser, de mange tanker og oplevelser. Måske er det en kombination. Men sove kan jeg ikke - så selvom jeg får nogle dage med afslapning, er jeg stadig helt smadret.

Raul - perdon, prutter og zzZzZz ZZzzz

Alle dagene i Mendoza har vi delt værelse med argentineren Raul, der er i byen for at besøge sin bror, der er i fængsel. Desværre har jeg ikke haft nosser til at spørge, hvorfor han sidder inde. Lad mig fortælle lidt om Raul. Han er 52 år, taler ikke et eneste ord engelsk, men til gengæld må hans yndlingsord være "perdon". Han er en stor undskyldning, bare han kommer ind på vores værelse. Hver eneste aften, når han gør i seng, smider han alt tøjet undtagen underbukserne (THANK GOD). Men inden bliver jeg pænt bedt om at vende mig om og kigge ind i væggen. Det er lidt sjovt. På andre punkter er han så knapt så høflig og charmerende. Han prutter løs, så det stinker (og larmer) i hele værelset. Han snorker, så jeg aldrig har hørt noget lignende. Han larmer kl. lort hver morgen, når han tager sit daglige bad. Han pruster og stønner, som var han ved at falde død om. Han er bare underlig. Men lur mig - tror han er lige så træt af os, som vi var af ham ;-) I kan finde et billede af ham under Mendoza albummet.

Andes - take my breath away!

Mandag stod på heldagsudflugt i Andesbjergene. Vi skulle af sted allerede kl. 7.15, men med mine nye sovevaner (eller mangel på samme) var det jo en smal sag - jeg var alligevel vågen! Vi blev hentet i en bus og kørte gennem Mendoza og op gennem Andesbjergene på vejen, der også fører til Chile. Undervejs stoppede vi gang på gang for at få mulighed for at få taget billeder og for at få sjove historier og anekdoter fra området. Vi fik set den op til 150 meter dybe kløft mellem bjergene og floden - når man kører forbi, er det svært at tro på, at den er så gigantisk. Da guiden spurgte hvor høj, vi troede den var, gættede de fleste på 10-15 meter. Det kunne vi så åbenbart gange med ti. Vi så også "The Inca Bridge", som er en bro, naturen selv har skabt gennem mineraler fra kilderne i bjergene. Imponerende og et besøg værd.

Aconcagua

Turens højdepunkt var uden tvivl de ca. fem kilometers trekking for at se Amerikas højeste bjerg; Aconcagua, der er 6.962 meter højt. Vores guide fortalte, at der hvert år er ca. 5.000 modige sjæle, der forsøger at bestige bjerget. Kun ca. 10 % klarer turen. Undervejs er bjergbestigerne tvunget til at gøre stop ved forskellige baser for at blive tilset af en læge. Lægen afgør 100 %, om vedkommende for lov til at fortsætte - lægens ord er lov i denne sammenhæng. Alligevel mister omkring fem personer livet hvert år i forsøget på at udfordre naturens kræfter.

Turen var virkelig smuk og en rigtig fin oplevelse. Dog havde jeg en forventning om en del mere trekking og ikke om 8 timers køretur i bus. Det var lidt ærgerligt, og jeg var lidt skuffet over ikke at være blevet fysisk udfordret. Vi trekkede i 3.000 meters højde, og det kunne mærkes på åndedrættet, men det var også det. Resten handlede mest om at få poset sig til de bedste billeder. Men smukt var det, og jeg er glad for, vi tog turen.

Nå, jeg vil smutte. Næste update bliver om de sidste dage i Mendoza, der står på paragliding i Andesbjergene, vintur rundt om Mendoza og en lille opsamling om indtrykkene fra vores uger i Argentina.

Pas på hinanden i lille DK - har stadig ikke fattet, at jeg er så langt væk. Tænker på jer.