Efter en 11 timer lang bustur, ankom vi endelig til Córdoba. Andreas måtte finde sig i at følges med en træt og lidt uoplagt Julle, der ikke havde lukket et øje om natten - dels pga. busturen og dels på grund af hjemve. Det var ret uoverskueligt for mig, og jeg kunne slet ikke fatte, at der ikke engang var gået to uger, siden jeg stod med tårer i øjnene og sagde på gensyn derhjemme. Vi har oplevet så meget allerede, og jeg føler, jeg har været af sted i flere måneder.

Córdoba er Argentinas næststørste by, men her var helt dødt, da vi gik en tur ned gennem gaderne. Butikkerne var lukkede, der var ingen folk på gaden, og vi havde svært ved at finde noget frokost andre steder end de store junk-kæder. Vi krydsede fingre for, at det bare skyldtes, det var søndag. Vi endte dog med at finde et lille og MEGET lokalt sted, hvor kunderne og ikke mindst ejeren kiggede noget mærkeligt på os, da vi kom ind. Men vi fik dog overbevist ham om, at vi ikke var gået forkert og fik bestilt noget kylling på vores mangelfulde spansk. Troede vi. Vi fik i stedet noget, der mindede om flæskesteg med salat og papas pommes - den gode argentiner havde vist misforstået vores forsøg på at udtale "Pollo". Men det mindede os om Danmark, og det var egentlig ok. Gad vide, hvor mange gange vi kommer til at bestille noget, vi ikke aner, hvad er?

Sushi-heaven

Dagens højdepunkt var uden tvivl aftensmaden, der igen bestod af sushi - dog noget billigere her end i BA. Der livede Julle lige op i et par timer. Vi fandt et fantastisk sted, hvor man selv kunne sammensætte præcis de stykker, man ville have. Det var noget af et puslespil, men ej hvor var det fantastisk.

Mandag fik vi sovet længe - meget tiltrængt for mig, der snart var ved at blive lidt umulig af træthed. Det var skønt. Så snart vi kom ud på gaden, var byen som forandret. Den emmede af liv, og vi fik følelsen af, at det ikke bare var en lille, død provinsby. Her er dog meget anderledes end i Buenos Aires. Folk er meget unge (det er en stor uddannelsesby med 7 universiteter), åbne, nysgerrige, søde, hjælpsomme, og tid er ikke noget, man tager så højtideligt her. Det har været rart at komme lidt væk fra det hektiske storbyliv i BA. Vi gik ind til centrum, og fik blandt andet set byens katedral - helt fantastisk oplevelse ligesom resten af byens kirker viste sig at være. Og Freja og Nille havde ret - alle kirker i Sydamerika er et besøg værd.

Misundelsesværdig kvalitetstid, men get a room!

Først på aftenen ville vi gå en tur og se den lokale park. Jeg var overrasket over, hvor smukt der var. Parken bestod af et kæmpe grønt område med en stor sø, hvor der var broer, der førte ind til den hyggeligste lille ø i midten af søen. Der svømmede fine (og kæmpe) ænder rundt, og overalt var der liv med børn, der fodrede ænderne, par der kyssede, krammede og fik sig en tur i vandcykel, familier der spiste osv. Der blev sendt mange tanker hjem og fik lidt ondt i maven, da jeg gik der. Meget kan man sige om argentinere, men de er virkelig gode til at få det optimale ud af dagen. De tager ud og får kvalitetstid med deres familie, venner og kærester. Det kunne jeg virkelig lære noget af, og det vil være en af de ting, jeg vil forsøge at tage med mig hjem. Overalt ser man kærestepar, der hygger og familier, der går ture. De får det bedste ud af dagen, og selv omkring midnat ser man små unger rende rundt med familien.

Og så snaver argentinere hinanden i knæ - alle steder, uden undtagelse. De må virkelig ikke kunne holde hænderne fra hinanden :-) get a f*ing room people!

More is more

Vores hostel er super hyggeligt, men ikke så stort. Det lader til, at folk enten er her i et godt stykke tid ellers bare for en enkelt nat. Det er meget mindre end Milhouse, og her er meget stille! Jeg nyder den stilhed. Dog er ulempen, at man ikke rigtig lærer nogle mennesker at kende, fordi der ikke bliver arrangeret ture eller fester, og folk kommer og går hele tiden. Flere nætter er vi vågnet ved, at folk er kommet midt på natten og allerede er væk igen næste morgen. Så det har været et par stille dage, men med mange afbrydelser i søvnen alligevel. Jeg har det generelt meget svært ved at sove, og det kan altså mærkes.

Til gengæld har vi fået udnyttet køkkenet på vores hostel et par gange. Jeg var ved at kaste op af argentinernes mad - man har jo desværre ikke råd til bøffer på restaurant hver dag. I Argentina kender de helt sikkert ikke til udtrykket "Less is more" - her hedder det "more is more". Hvis man bestiller en pizza, er den intet mindre end søbet ind i ost. Hvis man bestiller pasta med flødesovs, kan man ikke se pastaen for bare fløde osv, osv. Det var super fedt de første par dage (gotta love the cheese), men ej, hvor er jeg træt af mad overdynget i alt muligt. Så vi har lavet aftensmad her på vores hostel et par aftener, og det har været great og billigt. Det hjælper også i forhold til at forsøge at skabe en form for hverdag herovre, hvilket jeg savner meget.

Still flying high

Den egentlig grund til at gøre stop i Córdoba var min store og mærkelige lyst til at springe ud af et fly. Her skulle der være smukt, og prisen være overkommelig. Andreas er ikke den store adrenalin-junkie som mig, så jeg måtte på tur på egen hånd. Jeg blev hentet af en rigtig latinolover-agtig, silverfox argentiner, der sad og blinkede til mig under hele turen. Der var kun ham og mig, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle kigge hen. Det blev lidt lange tyve minutter :-)

Stedet var hyggeligt, og stemningen meget intim. Min instruktør og kameramand havde hele familien på besøg, som prøvede ihærdigt at tale med mig, selvom jeg ikke forstod mange ord af, hvad de sagde. Min instruktør kunne ikke meget engelsk, så jeg var ærlig talt lidt forvirret, efter han havde instrueret mig i springet. Heldigvis var han overbærende og forklarede det hele en gang til - på en fin blanding mellem spansk og engelsk. Samtidig var han et stort smil, og rystede på hovedet af mig. Tror han syntes, jeg var lidt blank. Jeg var stadig snotforvirret, men af sted skulle vi.

Vi blev proppet fire mennesker ind i det lille bette fly - mig, piloten, min instruktør og kameramanden. Lad mig sige det sådan, at vi kom hinanden ved i kabinen. Da vi lettede, rystede flyet helt vildt, og jeg bad en lille bøn om at komme ned i live. Det var ikke rigtig springet, jeg var bekymret for. Frygtede mere et flystyrt, inden vi overhovedet nåede så langt. Flyveturen tog vel et kvarters tid - man sidder bare der og venter, og prøver på at huske alle instruktionerne. Det føles som evigheder. Den store forskel ved dette spring i forhold til mit første var, at vi skulle kravle ud af flyet og springe fra en stang ved vingen - det var eneste gang, jeg var lidt nervøs.

Da jeg var på vej ud af den lille dør i flyveren, kunne jeg pludselig intet huske af instruktionerne. Kan huske, at jeg bare nikkede, da instruktøren spurgte, om jeg havde styr på det hele. Men jeg måtte have en fed, sort streg i panden, fordi det var virkelig løgn. Men der havde jeg jo allerede benene ude af flyveren i 2500 meters højde, så hvad havde han tænkt sig at gøre, hvis jeg sagde nej? Springe det skulle jeg, og så snart man giver slip, mærker man suset i alle dele af kroppen under det frie fald.

Luftmodstanden er ret voldsom og følelsen er svær at forklare, men det er virkelig svært at trække vejret. Samtidig blev jeg lidt selvbevidst - kinderne blafrer, som var man 80+, og jeg tænkte, at jeg sikkert savlede helt vildt, fordi jeg var et stort smil undervejs. Men pyt med det - det er det vildeste kick, og jeg ville ønske, jeg kunne springe 10 gange mere.

Jeg svæver stadig. Det er en fantastisk fornemmelse, og alle burde simpelthen prøve det. Man føler, man kan erobre verden bagefter. Er rigtig glad for, jeg fik taget en masse billeder og fik en video af hele turen. Og især er jeg glad for, at jeg nåede min mission under det frie fald - at få sendt en hilsen hjem. Havde ordene MISS U <3 skrevet på hænderne, og det kan heldigvis ses på et af billederne og på filmen.

Zoo, kønsdele og maraer

Efter mit adrenalinkick, tog vi i den lokale Zoo i byen. Det var simpelthen så hyggeligt. Andreas fokuserede på at få flotte billeder med hjem - jeg fokuserede mest på at få så mange billeder af dynenes kønsdele som muligt :-) det siger lidt om, hvilket stadie vi hver især er på mentalt. Tror han rystede på hovedet af mig en del gange, but what the f***? Vi så alverdens dyr og endda et show med søløver - det er jo så sjovt et dyr. Og jeg var færdig af grin, når de søde søløver klappede af sig selv efter hvert trick. Der var to højdepunkter for mig i Cordoba Zoo. Det var en fornøjelse og meget uvirkeligt at se aberne og kattedyrene, som vi inden længe selv skal tage os af i Bolivia. Det er vildt at tænke på. Og så kom jeg helt tæt på af mine yndlingsdyr - nemlig maraen. Maraer er så søde, fordi man ikke helt kan definere, hvilket dyr det er. De ligner en blanding mellem en kænguru, kanin og hjort, og de ser så søde ud. Det var en ren fornøjelse at fodre dem med lidt græs og få nusset lidt om de søde små.

Myggedildo og Mendoza

Andreas er blevet ædt op af myg i Cordoba - jeg har endelig fundet en person, som myg hellere vil æde end mig selv! Great! Altså for mig :-) så nu har vi endelig fået brugt den såkaldte "mygge-dildo", jeg fik af min dejlige lille nevø, inden jeg tog af sted. Det er en dims, der mest af alt ligner en tynd dildo, men som brænder stikkene. Vi har haft stor glæde af den; Andreas, fordi det hjælper mod kløen. Og mig selv, fordi Andreas' ansigtsudtryk er uvurderligt, når han brænder stikkene. Det skal siges, at det gør pænt nyller-naller!

I nat gik turen til Mendoza, som mest af alt er kendt for vin, vin og mere vin. Så mon ikke jeg bliver lidt tipsy inden for de næste par dage.

Tanker herfra.