Endnu en update fra en noget mere stille og rolig sidste uge i Buenos Aires. Heldigvis.

Mandag gik med tømmermænd efter søndagens oplevelser til Boca kampen og i byen. Vi var ikke meget værd, og der er derfor heller ikke meget værd at fortælle om.

Kontrasternes by

Vi har brugt resten af ugen som turister med stort T. Tirsdag var vi på guidet tur i Boca - den fattigste bydel i Buenos Aires. Boca er kendt for sine farverige huse, men mest af alt for fattigdom og deres fodboldklub, som vi jo også har stiftet (mere end rigeligt) bekendtskab med. Det var ret spændende at se kontrasterne, som Buenos Aires indeholder, på tætteste hold.

Højdepunktet for mig var (no surprise) besøget på Boca Stadium, og de dertilhørende historier og myter, som vores guide Amalia kunne fortælle om. Hun er bestemt ikke fan af Boca, og det skinnede virkelig igennem. Uden for stadion blev der ikke lagt fingre imellem. Store dele af bydelen er bygget ovenpå lort - lidt ligesom Amager J det var bare en af forklaringerne på, hvorfor Boca Juniors efter hendes mening stinker. Inde på stadion fik piben dog en anden lyd. Her var alt, hun fortalte om Boca Juniors, rosenrødt - ellers ville hun for alvor komme i problemer. Dog var det ikke svært at gennemskue ironien i hendes stemme. Det var simpelthen så underholdende.

Typisk svenskere

Vi fik et par sjove facts om stadion og klubben. Det ligger jo i en meget fattig bydel og i Argentina, så deres stadion er ikke bygget super stabilt. Modstandernes omklædningsrum er placeret lige under tribunen, hvor de vildeste Boca tilhængere står. Dermed kan modstanderne mærke loftet give sig, når tilhængerne går amok før kampen og i pausen - smart trick. Samtidig er Boca Stadium det eneste stadion i verden, hvor Coca Cola er gået med til, at deres skilte ikke er røde og hvide, men derimod sorte og hvide. Det skyldes, at Bocas ærkerivaler har røde og hvide spilletrøjer, og intet på stadion må antyde, at man støtter op om dem.

Apropos farver, så er Bocas blå og gule farver valgt ved er rent tilfælde. Oprindeligt havde der været mange diskussioner om, hvilke farver klubben skulle have. Der var mange interesser at tage hensyn til, og man kunne simpelthen ikke blive enige. Derfor besluttede man at lade skæbnen afgøre det. Det blev besluttet, at farverne på det næste skib i havnen, også ville blive Bocas farver. Og selvfølgelig var det et svensk skib - hvor er det typisk. Havde det bare været dansk, så havde Coca Cola heller ikke behøvet ændre farverne på deres skilte ;-)

Frokosten fik vi på et lille, lokalt sted, der havde den hyggeligste baggård, hvor vi kunne nyde det dejlige forårsvejr. Der var en gammel nisse med en guitar, der spillede og sang, og stemningen var så skøn. Meget kan man sige, men argentinerne forstår at have det sjovt - alle steder og på alle tidspunkter. Pludselig var der to ældre damer, der også ville give et nummer, og så startede festen. Det var simpelthen så hyggeligt. De farverige huse, malere, tangodansere (folk fra Boca mener, at tangoen stammer derfra) og musik fyldte resten af eftermiddagen. Om aftenen fløj tiden og pludselig var klokken omkring 23, da vi fik en enorm lyst til sushi. Så vi måtte spørge gud og hver mand, og endte med at tage metroen til den anden ende af byen. Men hvor var det det hele værd. Man kan kun elske en by, hvor man kan få fantastisk sushi kl. 23.30 om aftenen!

Recoleta = Recokedelig?

Kontrasterne i Buenos Aires kom særligt til udtryk, da vi onsdag igen var på tur for at se endnu en bydel, nemlig Recoleta. Området er det rigeste i BA, og meget inspireret af Europa - især af Frankrig, hvilket er tydeligt at se. Vi så en masse smukke bygninger, nationalmuseet med billeder af Picasso, Van Gogh og Monet og selvfølgelig også de dyre butikker og hoteller, hvor de rige kommer. Det er ikke nogen hemmelighed, at første del af turen kedede mig bragt - det var rart at få noget frisk luft (eller lidt forurenet luft), men jeg følte, man havde set det hele før i andre storbyer. Det var ikke så autentisk, og de såkaldte kulturelle indslag sagde mig ingenting. Så for mig var højdepunktet frokosten, hvor jeg fik verdens bedste pizza med uanede mængder ost og vigtigst af alt - chili. Meget mad hernede er lidt plain i smagen. Der er masser kød, og det er smukt og kan redde en hel dag. Men de gør sig ikke så meget i krydderier. Så at få lidt chili var simpelthen skønt!

Jeg havde glædet mig rigtig meget til at se kirkegården i byen, der er meget berømt, og hvor Evita er begravet. I ved - hende med "don't cry for me, Argentina". Den var selvfølgelig lukket på grund af nogle ustyrlige studerende, der ikke havde bedre ting at give sig til end at drikke på kirkegården og smadre ting. Så jeg gik lidt skuffet tilbage til Milhouse - Recoleta var for mig lig med "Recokedelig".

Hugo - UGO UGO?

Om aftenen ville vi tage ned i området San Telmo og spise, inden vi skulle til forårsfest på vores søsterhostel og fejre min fødselsdag. Vi havde de forudgående dage boet på værelse med den sødeste, lille nørdede ingeniør - Hugo fra Peru (udtales UGO, fordi H'et er stumpt på spansk - det har jeg fået meget sjov ud af). Han var alene i byen, fordi han skulle til noget konference om it-sikkerhed i et par dage. Og jeg så straks muligheden for at få lidt insider-viden om Peru, så jeg inviterede ham med os ud at spise. Vi fandt den lækreste franske restaurant og fik fortalt en masse røvere og historier om livet i Peru - hvad der var værd at besøge, dos and don'ts og bare generelt om Hugos liv, familie og så videre. Det var priceless, og er så glad for, vi fik ham inviteret med.

Forårsfesten var mega sjov. Vi rendte ind i masser folk, vi havde talt med de tidligere dage. Heriblandt de sødeste piger fra Boca kampen - Zoe og Laura (hende der fik stjålet alle sine ting), der havde deres sidste aften i BA. Vi mødte også nogle gutter fra London, som jeg havde talt med om søndagen, og en af dem, Sam, viste sig også at have fødselsdag, så det skulle selvfølgelig fejres. Vi endte på klubben Bahrein, hvor vi købte os adgang som VIP's. På den klub betød det åbenbart adgang til et lukket fængsel. Vi fik vores eget lille rum lyst op af neonlys bag en tremmedør væk fra alle andre gæster. Meget mærkelig oplevelse. Så da de andre havde sunget fødselsdagssang for Sam og mig, gav vi den fuld gas på dansegulvet i stedet for at sidde der og hænge.

Også her dansede vi rundt blandt den ene skæve og wastede argentiner efter den anden. Coke og hash var alle steder. Og så ville jeg virkelig ønske, jeg kunne beskrive, hvordan argentinere danser. Det er simpelthen så grimt. Men jeg har lært et par nye moves, der er endnu grimmere end mine egne (og det siger jo ikke så lidt). Glæder mig til at afprøve dem i DK. Vi var hjemme kl. 6.30 - godt fulde og trætte efter den sjoveste nat. Så var den fødselsdag for alvor skudt i gang.

Fødselsdag, snot og feber

Da jeg vågnede efter kun et par timers søvn, havde jeg det elendigt. Og desværre ikke på grund af tømmerdrenge. Jeg havde i nogle dage gået og småskrantet og været snottet, men nu var jeg for alvor slatten. Selvom jeg ikke rigtig kunne sove, brugte jeg hele min fødselsdag i sengen - uden mad eller noget, og så ved man jo, den er gal. Magtede slet ingenting. Jeg forsøgte med en lille gåtur om eftermiddagen, men jeg blev hurtigt klogere og måtte krybe tilbage i seng. Heldigvis var vejret elendigt (jeg synes ellers, jeg har opført mig så pænt og eksemplarisk hele året). Her var koldt, og det småregnede, så det passede måske meget godt, når det skulle være. Det betød dog, at jeg fik en masse "kvalitetstid", hvor jeg fik plejet det store savn til jer derhjemme ved at chatte og læse jeres mange fødselsdagshilsner på SMS og fjæsen. Det var virkelig tiltrængt og skønt efter et par dage med meget hjemve!

Kød, kirkegård og knogler

Fredag var jeg stadig ikke på toppen, men jeg havde allerede stress af at ligge i sengen og lave ingenting. Så vi tog ud og så kirkegården i Recoleta- solen skinnede, hvilket jeg satte stor pris på. Ellers havde det været lidt for uhyggeligt at være der. Det er svært at forklare, hvordan der var, og hvordan det så ud. Det var en meget speciel oplevelse - ej hvor var der smukt. Men jeg var også lidt påvirket af at gå rundt der blandt alle de kister, der var til fuld skue. Nogle af gravstederne var gamle og efterladte, hvor kisterne havde åbnet sig, så man kunne se knogler. Det var rigtig grænseoverskridende, men fascinerende på samme tid. Vi har fået taget en masse billeder, som forhåbentlig kan give lidt et indblik i, hvor smukt (og klamt) der var.

Om aftenen ville vi (lidt forsinket) fejre min fødselsdag ved at besøge restauranten "La Cabrera" i bydelen Palermo. Vi havde fået stedet anbefalet både hjemmefra og af andre rejsende herovre. Og vi fandt hurtigt ud af hvorfor. Stedet var proppet til randen - og vi måtte vente i 30 minutter på at få et bord. Da maden endelig kom, havde vi mad nok til ti mand. Vi havde bestilt et helt kilo ko + laksecarpaccio til forret! Jeg har sjældent smagt noget så lækkert. Det lykkedes Andreas at spise alle sine 600 gram ko. Jeg måtte give op efter de første 200 gram. Som Andreas så smukt sagde bagefter: "Jeg har fået halvanden fiske-orgasme og seks kød-orgasmer. Eller rettere - de første 100 gram ko var forspil, og herefter fik jeg en orgasme pr. 100 gram." Fantastisk og meget sigende metafor J vi var i kød-himlen!

Irriterende brasilianere og fyldning på værelset

Lidt updates fra livet på et hostel. Med risiko for at fornærme nogen, kommer jeg med en påstand - ej hvor er brasilianere bare pisse irriterende. Vi har boet på værelse med nogle stykker. De blander sig i alt, hvad man laver. Når de kommer hjem om natten, viser de ikke det mindste hensyn. De larmer, gennemroder deres tasker, smider ting på gulvet, snakker højlydt og er bare møgirriterende. Rimelig frustrerende, når man er syg og bare vil have noget søvn. Der blev sendt et par onde blikke i deres retning torsdag nat ;-) I byen er de pågående og fatter ikke et nej. Jeg måtte nærmest skubbe en fyr væk, der blev ved med at røre mit hår. I ved, hvor meget jeg hader det fra folk jeg ikke kender. Jeg er glad for, at Brasilien ikke er en del af vores rute, hvis de også opfører sig sådan på hjemmebane. En lille sjov ekstra detalje - der var desuden en af vores roomates, der fik en fyldning (beklager udtrykket) på værelset af en eller anden gut, hun havde slæbt med hjem fra byen ;-) er glad for, jeg først kom i seng, da det show var overstået. Andreas havde vist en ret traumatisk oplevelse.

Vores sydamerikanske hjem

Milhouse har næsten været som et hjem for os. Personalet er simpelthen så søde, har kunnet vores navn fra første dag og vil gøre alt for at hjælpe et par til tider meget forvirrede backpackere. Det har været en enorm tryghed at have sådan en base, når alt er så nyt og overvældende. Som Glenn (en af de canadiske fyre) sagde en dag, da der var fest på vores hostel: "What are you guys doing in my living room? Get out!" :-) Det var meget sigende. Thumps up to Milhouse! Jeg frygter lidt næste fase - det bliver svært at forlade BA, og det er mærkeligt, at man ikke skal tilbage til sit sydamerikanske hjem.

Det lykkedes mig i går at få verdens bedste bolognese og en chokolade-vulkan af dimensioner.. En blødende chokolade-kage, der smagte himmelsk. Det reddede hele min dag, der ellers havde været præget af træthed.

Næste stop hedder Cordoba, hvor vi lige er ankommet efter en 11 timers bustur i nat. Her skal jeg have mig et adrenalin-kick med skydiving og nyde det gode vejr, som de lover i næste uge. Jeg skal nok give lyd fra mig! Og mor - jeg skal nok overleve det også..

Take care!