Så er det tid til første update fra mit eventyr.

Vi startede mandag morgen efter en fantastisk og følelsesladet weekend. Først med en foreløbig sidste arbejdsdag hos Grontmij, hvor mine dejlige kolleger overraskede mig med gaver og den fineste rejsedagbog med hilsner. Jeg blev så overvældet og glad, og bogen er med mig på turen! Lørdag var en dejlig dag, men hektisk med brunch hos min svigerinde, lave mad til 20 piger og herefter afskedsfest på Gaz, hvor alle mine skønne venner og endda de gamle mødte op. Jeg havde en skøn dag og takker alle, der var med til at gøre festen fantastisk!

Mandag var jeg godt nervøs og en smule trist over at have sagt på gensyn til alle dem derhjemme. Især nattens afsked sad tungt i mig, og jeg var meget trist på turen mellem Århus og Kastrup Lufthavn. Men afsted skulle vi jo.

Københavns lufthavn var en udfordring - den automatiske check in virkede ikke, vi blev vist bag i køen i security, fordi pigen foran os brækkede sig på gulvet og værst af alt - da vi endelig nåede gaten, fik vi oplyst, at flyet til Paris ville blive mindst 15 minutter forsinket. Andreas og jeg kiggede på hinanden med lidt panik i øjnene - oprindeligt havde vi nemlig kun en time fra vi landede i Paris, til vi skulle være i flyet mod Atlanta.

Da vi nåede Paris, måtte vi stå i den ene lange og langsomme sikkerhedskø efter den anden, og vi endte med at måtte løbe gennem hele lufthavnen for at nå vores næste fly. Det var min form slet ikke til (damn you alcohol), men det lykkedes heldigvis.

Hjemve, hjemve og mere hjemve

Efter lange 27 timer landede vi endelig i Buenos Aires. Min mission i lufthavnen var at få sikkerhedsfolkene til at smile - det lykkedes mig to gange, hvilket faktisk var noget af en bedrift. Ej, hvor var de stramme i betrækket og svære at lokke et smil ud af.

Da vi ankom til byen og fandt vores hostel Milhouse, blev jeg for alvor ramt af hjemve og frygt. Havde der været et fly hjem til Danmark, havde jeg ikke tøvet et sekund med at hoppe ombord. Jeg ville bare hjem. Det ramte mig, at vi ikke havde nogen plan. Hvad skulle vi nu? Hvad med i morgen? Og dagen efter? Hvad med oktober, november osv.? Jeg synes, hele det her projekt var intet mindre end totalt uoverskueligt. Udover på vores hostel var vi ikke blevet mødt af smil nogen steder, mens vi havde været her. Og jeg synes ærlig talt, at Buenos Aires var ucharmerende, larmende og forstod simpelthen ikke, hvorfor alle havde fortalt mig, at det er den mest fantastiske by.

Det fik jeg dog en snært af dagen efter, hvor vi tog på tur - først hen på byens busterminal for at købe en billet til Necochea - mere om dette senere. Her holdt mit første indtryk af Buenos Aires dog stadig stik. Kaotisk stemning, mange mennesker der ikke ligefrem lignede Guds bedste børn og en sur, gnaven mand ved skranken til salg af busbilletter. Vi fik med vores begrænsede spanske gloser og efter en skideballe fra billetmanden købt billetterne, og besluttede os for at gå videre og finde byens havnen. Her fik jeg noget af en åbenbaring og øjnene op for Buenos Aires' mange facetter. Der var simpelthen så smukt, vejret var fantastisk, og jeg fik for første gang følelsen af, at min beslutning om at rejse var den rigtige.

La casita de Vera

Min bedstemor Signe, som jeg desværre aldrig nåede at møde, havde i mange år en penneveninde i Argentina. Min far havde heldigvis gemt brevene, og efter lidt forarbejde af min søde mor lykkedes det os at finde frem til hende. Vera Svendsen, bosiddende i Necochea, en mellemstor by 500 km syd for Buenos Aires. Og mest utroligt - hun var stadig i live. Jeg var ikke i tvivl - Vera skulle have et besøg.

Vi ville gerne have weekenden i Buenos Aires, så vi besluttede, at vi allerede ville tage til Necochea onsdag ved midnat. Busturen varede 7-8 timer, så det ville passe med en omgang morgenkaffe hos Vera.

Vera er dansk-argentiner, hvis forældre udvandrede fra Danmark til Argentina, ligesom mange andre danskere gjorde omkring første verdenskrig. Derfor taler hun dansk og har et nært forhold til Danmark på trods af, at hun aldrig har været der. Da vi sad i taxaen på vej hjem til hende, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente. Det havde dog beroliget mig at tale i telefon med hende dagen før, hvor hun virkede sød og frisk - og ikke mindst glædede sig til vores besøg.

Vi blev mødt af kys og kram af den sødeste, gamle dame. Hun bor i sit eget lille rækkehus med en stue, køkken, bad og to værelser. Vera kalder huset "mi casita" - mit lille hus. Med indretningen kunne vi lige så godt have været på besøg hos nogle ældre mennesker i et dansk hjem. Hun præsenterede os for sin argentinske "kone" Patricia. Patricia kan vel bedst sammenlignes med en hjemmehjælper. Dog er hun hos Vera hver eneste dag fra først på aftenen til næste formiddag. Vera forklarede det med, at hun jo lige om lidt rundede de 89 år, og hendes datter ville ikke have, at hun var alene. Jeg var lige ved at falde ned af stolen. 89 år?!?! Utroligt, at en 89-årig kvinde kan være så frisk - både fysisk og ikke mindst af sind (Peter - gad vide, om du kunne lære lidt? :-)). Det var skønt at se.

Vi fik lidt morgenkaffe og en mellemmad, som Vera kaldte det. Helt fra starten var den gamle kone meget åben og ligetil. Hun viste billeder fra nu og fortiden og fortalte gladeligt (og længe) om sin familie og venner i Argentina. Er stadig ikke sikker på, at jeg har styr på alle navnene, der fløj gennem luften. Vera blev ligefrem skuffet, da vi under morgenmaden fortalte, at vi allerede ville tage tilbage til Buenos Aires sent samme aften. Hun havde regnet med, at vi blev i flere dage. Sjældent har jeg følt mig så velkommen hos en komplet fremmed.

Spøgelsesbyen Necochea

Efter morgenkaffen gik Andreas og jeg en lang tur ned til Necocheas helt store seværdighed - havet! Dog var det tydeligt, at byen er en turistby, der bliver besøgt om sommeren og kun om sommeren. I Argentina er det forår nu - og vejret og temperaturerne svinger meget. Derfor var det meste i byen lukket ned, og selv på højlys dag var der lidt uhyggeligt. Det var næsten som en spøgelsesby med lukkede, beskidte forretninger, smadrede ruder, forladte bygninger og en masse "vilde" og herreløse hunde, som rendte i hælene på os - de var nu noget så søde, og det fik mig til at savne lille Dølle.

Turen gik tilbage til "La casita de Vera", hvor hun havde bestilt frokost fra et lokalt sted - vi fik en lækker ret med kylling, ris og karry. Vi fik en masse røvere og historier om hendes ture rundt i Argentina, om livet i landet og om hendes familie. Med Vera i rummet er der aldrig stille.

Efter frokosten tog Vera med os i taxa ud til et monument i byen til minde om dræbte soldater. Hyggeligt at se hendes entusiasme og høre hendes samtaler med taxachaufføren om hendes besøgende HELT fra Dinamarca

Sludrechatoller og rørende historier

I løbet af eftermiddagen fik Andreas sig en lille morfar på gæsteværelset. Vera grinede meget af, at han sov i "konens" seng. Det betød så, at vi to tøser og sludrechatoller kunne få lidt kvalitetstid og knævre videre om alt og ingenting. Især blev jeg meget rørt, da hun fortalte om sit livs store kærlighed; dansk-argentineren Alfred - i Argentina kaldet Alfredo. Hun så ham første gang som 11-årig, og de var uadskillelige lige indtil hans død.

Vi sad og så på billeder fra hendes ungdom, og der var et billede af hende og Alfredo. Jeg sagde til hende, at han da var en pæn, ung mand, hvortil hun svarede: "Jeg elskede ham. Han var min helt store kærlighed. Min første kærlighed og mit hjerteblod. Den første kærlighed er altid den bedste.". Vera fortalte åbenhjertigt om, at Alfredos alt for tidlige død. "Tænk dig, at dit livs kærlighed dør i dine arme. Verden omkring mig gik i stå." Da jeg kiggede på hende, imens hun fortalte, kunne jeg se tårene i hendes øjne, og jeg fik godt nok en klump i halsen.

Da vi kom igennem albummet med alle familiebillederne, var der pludselig to billeder af folk, jeg kunne genkende. Et af min far og mine to fastre, og et af mine bedsteforældre sammen med Veras forældre taget i Rodskov. Det var lidt rørende at se billederne der iblandt alle familieportrætterne. På væggen i stuen hang der også en klokkestreng, som min bedstemor havde broderet som gave til Vera og Alfredo i forbindelse med deres sølvbryllup. Der var ingen tvivl om, at Signes venskab (selvom det kun havde været som penneveninde) havde betydet meget for Vera. Jeg havde et brev med fra mine forældre samt nogle billeder fra min bedstemors tid og fra nu. Vera blev meget rørt, da hun så, at mine forældre stadig havde både breve og gaven, som hun havde sendt til Signe for 40 år siden.

Der blev også tid til et kort visit fra Veras svigerinde Christina, der også var en sød og rar gammel kone. Det blev der ikke snakket mindre af...

Kirken og pinlige spørgsmål

Tiden i Necochea fløj afsted, og pludselig var det blevet aften. I byen ligger der en dansk kirke, hvor danskeren Steen er præst. Det var igennem ham, at vi fandt frem til Vera til at starte med. Andreas og jeg tog en taxa over til den del af byen, hvor kirken ligger - den skulle vi selvfølgelig se. Da vi fik øje på den, var vi ikke i tvivl - det var en hvid dansk kirke med kirketårn og det hele. Det gav et lille sus i maven, og det var en dejlig, men underlig følelse at være på den anden side af jorden og besøge noget så pæredansk. Præsten Steen var meget venlig. Han viste os kirken og fortalte om historien bag de danske kolonier i Argentina og ikke mindst om menigheden i Necochea og omegn. Det var en hyggelig og meget lærerig times tid, selvom jeg følte mig en smule malplaceret og pinlig berørt, da Steen begyndte at spørge ind til, om vi kunne vores bibelhistorie. "Tjaaa, nu skal du høre.. Ikke rigtigt, du!".

Vera og "konen" ventede herefter med tidlig aftensmad ved 21-tiden (ja, kl. 21 er tidlig aftensmad herovre) - et lækkert bord med argentinsk rødvin (ja far, jeg er ved at lære det), pølser og paté. Afskeden var en speciel oplevelse. Jeg blev overdynget med kys og kram. Det var meget mærkeligt at sige farvel og vide, at man nok aldrig ser den søde Vera igen. Dog vil jeg prøve at overtale de gamle til at tage (med) over og besøge hende, inden det er for sent. Hun ville blive så lykkelig. Jeg har dog lovet at ringe og skrive, så Vera kan følge med på vores videre rejse rundt i Syd- og Mellemamerika.

Nu er vi tilbage på Milhouse Hostel, hvor vi venter på at nøglen til vores værelse, så vi kan få en lille mormor. Selvom busserne er ren luksus i Argentina, så er alle de indtryk, oplevelser og så mange timers transport på halvandet døgn noget, der koster kræfter. I weekenden venter tango, shopping og ikke mindst det store højdepunkt for mig: En fodboldkamp på stadion med de lokale hold Boca, hvor Maradona engang spillede. Vi skal stå blandt Boca tilhængerne, som skulle være de mest passionerede fodboldfans i verden, og jeg glæder mig som et lille barn. Og mon ikke vi også skal have ud og snuse til det argentinske natteliv?

Nå, det blev en lang smøre. Jeg vender stærkt tilbage med flere updates inden længe. Indtil da - pas på jer selv og hinanden derhjemme. Savner jer meget!