Hej familie og venner!

Vi ankom til Wanaka sen eftermiddag, og efter lige at have snuset lidt rundt i byen fandt vi et sted for natten. Efter gaarsdagens glacier walk var vi traette saa vi saa en film efter maden og lagde os til at sove... Det skulle dog ikke blive en stille og rolig nat, kl. 4 om morgenen bankede det nemlig paa doeren til vores lille Jimbo-bil. Julie vaagnede med et chok, og Kamilla var meget desorienteret. Udenfor stod en mand der viste sig at vaere fra 'Department of Conservation', og han sagde at vi skulle skynde os at fjerne bilen da vi holdt paa et 'no-camping-omraade' (det skal lige siges at skiltet var meget smaat, og svaert at se i moerke!) hvis vi ikke ville have en boede paa 500 dollar af politiet. Vi koerte derfor ca. 15 km udenfor byen, som han anbefalede os, og sov videre der. Efter et dejligt morgenmaaltid naeste morgen koerte vi videre mod Queenstown, de unges favorit by og stedet for diverse adventure oplevelser.

Vi havde besluttet os for her at tjekke ind paa et hostel, og forkaele os selv lidt. Saa efter at have installeret os paa vaerelset gik vi ned i byen, fik shoppet (lidt for meget maaske..) og endte paa Starbucks med en dejlig kop kaffe. Rune og Maria, det danske par vi moedte paa gletscheren, ringede og sagde at de havde booket bungy jump til os dagen efter. PLudselig var det hele gaaet meget hurtigt, og efter at det var gaaet op for os at vi skulle bungy jumpe dagen efter meldte sommerfuglene sig saa smaat i maven!

Queenstown er verdenskendt for deres laekre Fergburgers, og vi skulle selvfoelgelig indtage vores aftensmaaltid der - det var virkelig laekkert, og levede op til alle forventninger! Da vi var tilbage paa vaerelset hyggede vi med te og chokolade, hvilket viste sig at vaere en meget daarlig ide ovenpaa en stor Fergburger med pommes fritter! Vi lagde os derfor begge til at sove med kvalme og lidt ondt i maven, men ved ikke helt om det var pga. for meget mad eller sommerfuglene i maven!

Naeste morgen spiste vi morgenmad, eller saa meget vi nu kunne faa ned, inden vi moedtes med Rune og Maria paa AJ Hacketts (bungy jump selskabets) kontor. Her blev vi maalt og vejet ned til mindste detalje inden vi blev sendt med bussen til Nevis Highwire bungyjump, der med sine 134 meter er det tredje hoejeste i hele verden! Det sidste stykke op af bjerget blev vi koert i firhjulstraekkere, og den vilde koeretur kunne ikke siges at hjaelpe paa nervoesiteten!

Efter at vaere blevet ifoert diverse udstyr, blev vi sendt med en lille lift ud til platformen hvorfra vi skulle springe. Der var meget, meget langt ned, og vi havde alle fire nerverne uden paa toejet! Maria var den foerste der skulle springe, og da hun koeligt sprang ud over kanten skreg vi andre af vores lungers fulde kraft - der var bare langt ned! Det var meget graenseoverskridende for os begge at gaa med sammenspaendte ben ud paa den meget lille platform, og bare springe ud naar manden sagde bungy! Men bagefter var vi helt hoeje, og det var bare den vildeste fornemmelse! Skydivet var helt vildt, men da vi havde en instuktoer paa ryggen der ordnede alt for os, synes vi at bungyjumpet var mere graenseoverskridende og intenst da man paa egen haand skulle tage springet, og adrenalinkicket var derfor helt vildt! (Vi er blevet lidt af nogle adrenalinjunkies ;)

Bagefter fejrede vi det med rosevin og snacks paa den hyggelige havnepromenade, og vi fik de laekreste fish and chips til frokost. Om aftenen skulle vores vilde spring selvfoelgelig fejres med maner, saa vi moedtes paa hostlet med vin og oel inden vi tog paa vores hjemmelavede pubcrwal der udviklede sig til en lidt vild, men meget sjov, affaere!

Dagen derpaa var knap saa sjov som gaarsdagens festligheder, og det deprimerende regnvejr indboed heller ikke til de vilde udfoldelser. Vi havde derfor en stille og rolig hyggelig dag, afsluttet i tv-stuen med film og dyner.

Naeste dag var vejret stadig graat og trist, men til vores store jubel fandt vi saltlakridser i byens Remarkable Sweet Shop. Dem koebte vi derfor stort ind af, og fik vist ogsaa spist lidt for mange mens vi endnu en gang noed en kop kaffe paa Starbucks. Efter frokost tog vi en lille lur for at vaere friske til om aftenen hvor vi havde en aftale med Maria og Rune paa den mexicanske restaurant. Dette blev dog vaesentlig reduceret, da baade Julie og Rune lagde sig med kvalme og opkast, og Maria og Kamilla noed derfor en laekker middag alene.

Naeste morgen ringede vaekkeuret tidligt da vi skulle paa heldagstur til Milford Sound, endnu en af New Zealands fantastiske naturoplevelser, men vi vidste ikke helt om vi kunne komme afsted da turene den sidste uges tid havde vaeret aflyst pga. kraftige oversvoemmelser. I dag var desvaerre ingen undtagelse, vi kom ned i receptionen til en seddel om at turen endnu en gang var aflyst. Vi gik derfor paa nettet i stedet, nu vi var oppe, og tjekkede her vejrudsigten der ikke ville blive bedre den naeste uges tid, oev oev! Her saa vi ogsaa nyhederne om at 120 personer var blevet evakueret med helikopter fra det smukke Milford Sound track - saa der var altsaa noget om snakken. Efter vejret nu i Queenstown var klaret lidt op gik vi en smuk tur igennem de botaniske haver, og moedtes bagefter med Rune og Maria. Sammen med dem besluttede vi os for at tage i Kiwi Birdlife Park for at se New Zealands nationalfugl, kiwifuglen. Vi havde dog ikke regnet med at indgangsprisen var 38 dollar per person, og at der faktisk ikke var andet at se end kiwifuglen (der pga. evolution ikke laengere har vinger, og nu ikke kan overleve i den frie natur da den ikke kan flyve fra de vildtlevende possums), og en miniature maorihytte med en miniature plastik maorimand ved siden af. Det var lidt af en skuffelse, og vi vil bestemt ikke anbefale et besoeg i Kiwi Birdlife Park! Skuffede besluttede vi at forkaele os selv med byens bedste is, og det var bare laekkert!

Om aftenen moedtes vi med fire drenge fra gymnasiet, og havde en hyggelig aften sammen med dem. Julie var stadig ikke helt paa toppen, og gik derfor i seng da Kamilla og drengene drog mod byen.

Naeste morgen tjekkede vi ud, og da vejret saa nogenlunde ud ville vi gaa op til gondolen hvorfra vi ville luge (koere i smaa gokarts) ned. Men... Da vi kom ud til bilen ville den ikke starte! Vi ringede derfor foerst til Spaceships, og derefter til et road assistence nummer - og ca. tre kvarter senere dukkede en makaniker op. Da han saa to blonde piger sidde inde i bilen broed han ud i grin, og det blev ikke meget bedre da han bad os om at aabne motorhjelmen og vi begge lignede to spoergsmaalstegn. Heldigvis havde vi ikke gjort noget galt, og det tog ham kun lige akkurat 30 sekunder at faa jumpstartet bilen - skoent! Da det selvfoelgelig var begyndt at regne igen i mellemtiden roeg vores planer om lugeing i vasken, og vi noed derfor et sidste maaltid paa Fergburger og en kop kaffe paa Starbucks inden vi koerte videre mod Mount Cook, New Zealands hoejeste bjerg.