Hej igen!

Dagen derpaa, altsaa efter vores fantastiske flyvende oplevelser, stod vi tidligt op og koerte mod Waitomo glowworm caves - nogle grotter, hvor der lever nogle smaa orme der lyser for at tiltraekke de insekter de spiser, og lyser det moerke loft op som en fin stjernehimmel.

Vi gik foerst igennem en masse drypstens gange, formet af floden gennem mange tusinde aar, som nu loeber 16 m nede i klippen. Det var rigtig flot, men ogsaa lidt uhyggeligt synes vi ;) Da vi kom laengere ned slukkede guiden den svage belysning, og vi kunne se de smaa blaa lys fra ormene. Det var ret sjovt at se for det lignede virkelig en stjernehimmel, men saa snart han taendte lyset kunne man se de smaa graa orme, og det var underligt at de kunne lyse loftet saadan op. Da vi naaede floden nede i grotten sluttede vi turen af med at sejle det sidste stykke gennem grotten i total moerke, og det var her hovedmaengden af glowworms var - et smukt syn!

Bagefter spiste vi en laekker frokost, og noed solen inden turen gik videre mod Tongariro National Park hvor vi dagen efter skulle gaa den 19,4 km lange Tongariro Alpine Crossing.

Vaekkeuret ringede kl. 6, og efter en god, solid morgenmad koerte vi mod parkeringspladsen ved turens slutning, hvor vi blev samlet op af en bus og koert til startpunktet. Vi var godt klaedt paa i vores praktiske toej, og havde lavet store, laekre madpakker. Kl. 8 begav vi os ud paa den lange tur, men helt fantastisk smukke tur! Da vi havde gaaet ca. 6 km kom vi til Mount Ngauruhoe (bedre kendt som Mount Doom i Ringenes Herre filmene), og synes selvfoelgelig at vores form sagtens kunne klare lidt bjergbestigning oveni vandreturen. Meen, klogere blev vi! Det var bogstavelig talt en klatretur, der var bare et skilt der pegede mod toppen, men ingen sti, og vi kravlede op af lavastenene - det var ren tortur! Halvanden time (det foeltes dog som meget laengere), og mange klynkende oejeblikke senere naaede vi endelig toppen af de 2287 m hoeje vulkan, og sikke et syn! Den smukke udsigt og vulkanens krater var hele klatreturen vaerd, og vi noed foerste halvdel af vores madpakke paa toppen.

Turen ned viste sig ogsaa t blive lidt af en interessant oplevelse! Vi gled hele vejen ned i de loese sten, og satte os da ogsaa paa numsen et par gange eller to, men hurtigt gik det, nedstigningen tog kun en halv times tid - og saa ventede de resterende smaa 13,6 km... Dette var dog faktisk ikke saa slemt (sammenlignet med det bjerg vi lige havde besteget), og de smukke omgivelser hjalp ogsaa paa humoeret!

Efter endnu en stigning naaede vi til 'Red Crater', endnu et vulkankrater der som navnet antyder har en staerk roed farve. Herfter fulgte 'Emerald Lakes', tre flotte, turkisblaa soeer, og herefter 'Blue Lake'. Saa naaede vi turens sidste stigning (jubiii), og paa toppen spiste vi anden halvdel af vores madpakke med udsigt over Lake Taupo som vi et par dage for inden havde set fra luften.

Nu troede vi at vi bare lige skulle ned til parkeringspladsen, men vi blev klogere. Selvom resten af turen nu gik nedaf, var der stadig knap 10 km tilbage. Men vi er jo gode til at snakke (ja, det overrasker ogsaa os selv at vi bliver ved med at have emner at tale om), blev benene sat paa autopilot, og vi naaede skoven og 17 km maerket inden laenge. De sidste 2,4 km var dog uendelig lange, og vi var paa et tidspunkt ogsaa bange for at vaere gaaet forkert, men mindst som vi ventede det dukkede parkeringspladsen og vores kaere lille bil tilsyne til stor jubel!

Efter at have sundet os lidt, koerte vi til den naermeste by og lejede os ind paa et hostel, det syntes vi at vi fortjente! Efter et tiltraengt bad, var vi fuldstaendig udmattede, og tog derfor bilen til Burger King i stedet for at gaa de 500 m. Efter at have spist vores dejlie burgere ifoert nattoej i sengen, fik vi os en dejlig 12-timers lang, velfortjent nattesoevn!