Efter et par dage med sygdom i Kathmandu, var vi nu klar til nye eventyr. Vi havde fået nok af storbyens larm og mange mennesker og bestemte os derfor at tage til en stor nationalpark. 6.30 stod vi klar i hotellets reception, hvor en af de ansatte havde lovet at følge os til busstationen - hvilket vi pludselig satte meget stor pris på! Som alt andet i Nepal, var dette også rent kaos og der holdte busser i en lang række på hver side af en stor traffikeret vej. Skilte bruger man ikke rigtig, så det var som nål i en høstak at finde sin bus - i hvert fald vist man ikke kan nepalesisk. Heldigvis kunne den ansatte på hotellet - efter at have spurgt 5 forskellige - finde frem til vores bus. Vi fik os hurtig sat til rette og var nu klar til at komme afsted. På de busstationer vi har været, har der altid været nepalesere som gik rundt og solgte chips og sodavand til de rejsende. Denne morgen så vi dog flere drengebørn helt ned i 6-7 års alderen rende rundt. Puha det var lidt hårdt for Josefine at se disse små drenge, som knap kunne løfte det de havde i hænderne, rende rundt fra den ene bus til den anden, i stedet for at gå i skole. Men ja, sådan er det vel bare. 

Efter seks timers kørsel, var vi fremme på en lille busstation i nationalparken. Vi er på trods af den meget dårlige vejbelægning, blevet rigtige gode til at sove i busserne, men kan dog ikke undgå at få lidt ondt i hovedet til tider, når bussen nærmest hopper over et hul - men det tog  vi med som en oplevelse. Vi blev med det samme hentet af noget personale fra det hotel som vi skulle bo på. Vi blev sat op på ladet af deres jeep og så gik det ellers derud ad. I nationalparken bor der cirka 200.000 nepalesere og vi kørte derfor igennem flere små landsbyer. Her boede de virkelig primitivt i små lerhuse med deres høns og geder gående frit omkring. Bag hvert lille lerhus var der en stor rismark og vi kunne se hvordan de gik og høstede. Her var der ikke noget der hed maskiner og det hele foregik ved  hjælp af en le og to køer til at pløje markerne. Vores hotel lå midt i en landsby, hvilket virkede en smule malplaceret, men det var faktisk meget sjovt at kunne se hvordan nepaleserne levede på tæt hold. 

Vi blev indlogceret på et lækkert værelse, hvor vi dog ikke havde meget tid, da vi havde et stramt program. Vi havde valgt at være der to overnatninger i stedet for tre, men stadig ville vi gerne nå så meget som muligt. Efter frokosten på hotellet tog vores guide os med på en rundtur i området. Vi så hvor nogle af nationalparkens elefanter boede. De blev holdt i fangeskab og brugt når turisterne skulle på elefantrygssafari. Bagefter gik vi ned til floden som løber igennem Chitwan. Her var masser af små resturanter og vi fik noget koldt at drikke mens vi så solen gå ned. 

Dag 2 stod i elefantens tegn. Vi blev om morgenen kørt hen på en mark hvor der både gik græssende køer og børn spillede fodbold - lidt mærkelig blanding. Her skulle vi så vente på at elefanterne kom, så vi kunne komme på elefantrygssafari. Vi sad fire på hver elefant og så gik det ellers bare gyngende derud ad. Vi var glade for at vores guide havde sagt at vi burde tage langbukser på, for elefanten gik igennem 5-6 meter højt græs, så man blev lidt våd. Der sad en lille nepaleser og styrede elefanten og det var utrolig så lydig den var. Hvis vi skulle under et træ hvor grenene hang lavt, så råbte føreren bare noget på elefansk og så brugte elefanten snablen til at brække grenene af så vi ikke fik dem i hovedet - service må man sige! Mens vi stille sad og nød den flotte natur råbte en af de andre elefantgfører, og så gik det ellers derudaf - og det skal lige siges at det ikke er særlig rart at sidde på en elefant når den  begynder at småløbe! Men der var en mening med galskaben og pludselig kunne vi igennem græsset se et stort næsehorn og dens unge. Vi var ikke mere end tre meter fra dem, og var meget glade for at vi sad et par meter oppe på en elefantryg, da den ikke så særlig rar ud. Efter elefanturen havde vores guide arrengeret at vi skulle ud at bade med en elefant. Da vi bestilte turen havde vi fået at vide at det ikke var noget de rigtig gjorde mere - og det passende egentlig Josefine helt fint. Men nu fik vi pludselig muligheden alligevel og det kunne vi jo ikke sige nej til. Vi gik derfor sammen med vores guide ned til floden og ventede. Josefine havde regnet med at vi skulle sidde i en kasse som vi gjorde tidligere, men da elefanten kom vandrende på den anden side af floden var den ikke udstyret med andet end et reb om halsen. Elefanten gik ned i floden - den havde selvfølgelig en fører med - og så var det ellers bare at springe i. Det var lidt grænseoverskridende at komme så tæt på så stort et dyr, og så i ovenikøbet at skulle sætte sig ovenpå den! Men op kom vi dog, og nepaleseren som styrede elefanten stod bagerst mens han begyndte at råbe. Elefanten stak sablen i vandet og 5 sekunder senere løftede den sablen og sendte 50 liter vand lige ind i hovedet på os. Forfriskende må man sige. Efter at have gjort dette et par gange spurgte nepaleseren om vi kunne svømme. Det nikkede vi selvfølgelig ja til, dog lidt betænklige over hvorfor han spurgte. Han råbte igen til elefanten som bevægede sig længere ud på floden og pludselig væltede den! Vi røg selvfølgelig i vandet og svømmede nu rundt ved siden af elefanten, lidt bange for at den ville ramme os, men det viste sig heldigvis at der ikke var noget at være bange for. Vi kravlede op på den igen og sad på den et kvarters tid før det var tid til at komme af. Vi var begge helt høje bagefter og synes det var det fedeste! Vi skulle give nepaleseren 300 rupies hvilket svarer til 21 kr og var eninge om at det helt bestemt var alle pengene værd! Senere var vi ude og se hvor elefantungerne bor sammen med deres mødre - hold op hvor var de søde! 

På afrejsedagen skulle vi tidligt op, for kl. 6.00 skulle vi ud og sejle i kano på floden. Vi sejlede ligeså stille rundt i en times tid, mens vi nød stilheden og naturen - god måde at starte dagen på! Vi så masser af fugle, som trods vores normalt manglende interesse, faktisk var rigtig flotte. Der lever også krokodiller i floden, men dem så vi heldigvis ikke noget til, da vores lille kano nok ikke skulle have mange dask for at tippe. Efter sejlturen tog vi tilbage på hotellet og pakkede vores bagage og var nu efter nogle fede oplevelser klar til at komme videre til turistbyen Pokhara.