Profile
Blog
Photos
Videos
Efter at have boet i Hanoi i 5 dage og oplevet byen som lidt af et kulturchok, bliver det rart at komme væk fra den evige trafiklarm, den tykke osede luft og at vietnameserne i de fleste tilfælde er fuldstændig uinteresseret i os vesterlændinge og i det hele taget i at sælge noget som helst. Folkefærdet skulle fremstå som et fattigt et af slagsen, men går man ind i en af de uendelige smalle og små butikker i Hanoi, bliver der i 90 % af tilfældene ikke gjort nogen mine til at skabe kontakt fra deres side, ja endda knapt nok løftet et øjenbryn og det er derfor utroligt svært at tro på, at de skulle være interesseret i at sælge noget, når man nærmest skal vinke dem hen til sig, for at få lov til at betale for tingen. De gemmer sig i bunden af deres lange butik og det virker som om, de har siddet der hele dagen. Hvad der også er bemærkelsesværdigt er, at alle er på farten hele tiden. Hvor skal de hen de millioner af scootere, der fylder gaderne 24/7? Aldrig ser man en vietnameser i Hanoi inde i en butik for at købe et eller andet. Altid på en scooter eller siddende i bunden af butikken - afventende et mirakel, hvor det så end skulle komme fra.
I nat tog vi nattog til byen Hue og det var noget af en oplevelse! Havde gjort mig tanker om et tog med lækre kupeer indeholdende et bord og sofaer som kunne slåes ud til en god seng og jeg havde faktisk glædet mig utrolig meget til oplevelsen. Men min forestilling blev på ingen måde indfriet. I stedet stod vi på et gammelt slidt tog med en masse små rum, hvor fire mennesker med lidt god fantasi kunne klemme sig ind i. 4 senge med en tynd madress, biller kravlende i hovedenden, muk under lamperne og gamle madrester oppe på bagagehylden, som heldigvis kun kunne ses, når man kravlede op i overkøjen. Faktisk et rigtig klamt sted at tilbringe en hel nat, men der var ikke andet at gøre end at tænke på noget andet, lægge hovedet ned i fodenden og håbe på, at man ville falde i søvn, før biller begyndte at kravle rundt i ens hoved. Og det er ikke engang sidste gang, at vi har kørt med nattog på denne rejse.
- comments