Efter en samlet rejsetid på ca. 16 timer fra Sydney til Hanoi med mellemlanding i Bangkok, ankommer vi kl. 19.20 lokal tid i Hanoi lufthavn og er propfyldte efter hele tre flymåltider på turen. Her er det allerede mørkt, og det første man lægger mærke til uden for lufthavnens fire vægge, er mørket der allerede har lagt sig over byen og den kølige luft, som vi ikke har mærket meget til, siden vi forlod Danmark d. 28.11.13. Selvom vores indre ur går efter Sydneytid og klokken for os er 23.20, er der planlagt en 5-retters velkomstmiddag på en restaurant, hvor vi dødtrætte og slet ikke sultne ankommer efter en time. Her får vi serveret suppe, forårsruller, brød, stegt fisk og blæksprutter samt kål, ris og nudler og til sidst en flamberet banan, og så er vi da lige til at trille ud i bussen og videre til vores skønne hotel i centrum med eget bad og toilet og for en gangs skyld ikke køjesenge.

Efter en hel dag på egen hånd i Hanois gader, har jeg fået et klart indtryk af byen og kulturen. Byen er fyldt med scootere, der drøner rundt og ind og ud mellem hinanden, mens de dytter i deres horn, for i Hanoi (og måske bare generelt i Viernam) er det den der kommer bagfra, der skal gøre opmærksom på, at han har tænkt sig at overhæle (altså ved hjælp af båthornet) og ikke den forreste der skal kigge sig tilbage og først orientere sig, om det er muligt at overhæle, som vi kender det fra Danmark. Helt forskuret!! Generelt virker det ikke som om, at der er nogle særlige færdelsregler og det får mig til at spekulere over, om der overhovedet er nogle krav om kørekort og bestået eksamen, før man får lov at køre rundt i gaderne. Politiet er jo også kurrupt. En uendelig larm af horn og dytten lyder gennem gaderne og hver gang man skal krydse en vej, må man krydse fingre for, at man ikke bliver kørt ned. For fodgængerfelter er ikke ensbetydende med, at biler og scootere kunne finde på at holde tilbage, hvis du gør klar til at krydse vejen. De kører direkte mod dig i næsten uforandret tempo og drejer uden om dig i sidste øjeblik. Noget af en oplevelse og udfordring! Foruden larm er der fyldt med os, så man nærmest ikke har lyst til at trække vejret. Bygningerne er meget smalle og høje og i den gamle bydel er gaderne delt op efter, hvad der sælges i gadens butikker. En hel gade med smykkeforetninger, en hel gade med legetøj osv. På gaderne går mange kvinder rundt med tunge kurve fyldt med donutlignede kager og prøver forgæves at sælge nogle af dem og når man går ind i en butik, virker vietnameserne genrelt ret uinteresseret og helt uden desperation for at sælge noget. Mærkeligt og fuldstændigt anderledes folkefærd end jeg nogensinde har oplevet før, og jeg glæder mig til de næste tre uger i Vietnam:)