Så er det ved at være tid til at sige farvel til Suzhou og skolen. Her til sidst et par tanker om de mange indtryk, man har fået de sidste 5 uger. Man må sige, at skoledelen i Kina er meget speciel og på ingen måde kan sammenlignes med den måde vi driver skole på i Danmark. Jeg har efterhånden mødt og talt med rigtig mange kinesiske elever og de fortæller alle den samme lidt sørgelige historie. Xinghai middle school er en skole med meget prestige og det er en skole som forældrene gerne ser deres barn gå på. Det stiller derfor en masse krav og forventninger til eleverne. De møder ind på skolen kl. 07.30 og så varer skoledagen til kl. 17.00. Så kører de hjem og laver lektier et par timer, spiser aftensmad og så laver de lektier igen. I hvert fald 2-3 timers hjemmearbejde hver dag, det er et minimum. Vi taler om elever i 7. klasse. I weekenden er der ekstra kurser i de fag man specielt ønsker at forbedre sig i. Eller nok nærmere, hvor forældrene synes man skal forbedre sig. De starter ofte lørdag kl. 12 og slutter så et sted mellem 17 og 18. Det kan også ske igen søndag. Når man taler med eleverne, om hvad de laver i deres fritid, så kender de faktisk ikke ordet. Jeg spurgte, om de nogensinde gik i biografen med deres kammerater. Mange fortæller, at de ikke har nogen kammerater. De må ikke gå i biografen med en klassekammerat eller være sammen i fritiden i det hele taget. Grunden er, at forældrene synes det er spild af tid. Tid som kan bruges på at studere. Jeg har brugt en del tid på at studere engelsk og jeg har talt med eleverne om faget. Når man tænker på, hvor meget energi de bruger på engelskfaget, så mange timers undervisning, mange timers lektier og alle de ekstra weekendkurser, så må man sige, at deres undervisning er alt andet end effektiv. Det bunder naturligvis i, at de bruger alt deres tid på at oversætte ord fra kinesisk til engelsk og omvendt. Jeg vil vurdere, at det går 90 % af tiden med. Jeg mødte en dreng, som går i 8. klasse og jeg så hans skriftlige arbejde. Det var forholdsvis svære ord for en dreng af hans alder. Da jeg så prøvede at tale med ham på engelsk, så kunne han intet sige. Alt hvad han kunne fremstamme var et "sorry". Der er virkeligt noget at tage fat på for en engelsklærer i dette land.

Nu er jeg så blevet færdig med min måneds arbejde på Xinghai middle school og man kan spørge sig selv om det har været det værd - at bytte 4 ugers undervisning ud med 4 uger på Blåbjerggårdskolen. Nu ved jeg godt, at det hele skal ses i sammenhæng med hele vores rejse, men hvis man ser isoleret på arbejdsdelen, så vil jeg sige det har været rigtigt givende. Med hensyn til udveksling af undervisningsmetoder og nye ideer, så er udbyttet sparsomt. Men for rigtigt at kunne forstå egen kultur og levevis, så er man nødt til at opleve andres. Hvis man arbejder i en måned på en kinesisk skole, så for man virkelig øjnene op for, hvor godt vi har det i den danske folkeskole og ikke mindst hvor effektive og kreative vi er. De personer, som har travlt med at komme med udfald og angreb mod den danske folkeskole burde skamme sig. Vi har i Danmark en helt speciel og fantastisk skole i hvert fald, hvis vi sammenligner os med Kina.

Det har været spændende at møde kinesiske kolleger og høre og lære om deres hverdag. De har virkelig taget godt imod mig og min familie og vi har følt os meget velkomne. Jeg havde blandt andet en spændende aften med en kinesiske lærer, som kunne berette om den megen korruption i forbindelse med ansættelser i de kinesiske skoler. Hvis man ønskede ansættelse på en af de bedre skoler, så var der visse embedsmænd, som kunne smørres. Så han var meget forarget og bekymret over, at det ikke altid var den bedst egnede til jobbet, som fik det.

Jeg vil savne mine 7 km på cykel langs søen hver morgen på vej til skole. Jeg vil også savne de mange søde lærere, som jeg har mødt og med nogle knyttet et godt venskab. Men jeg glæder mig til at starte på Blåbjerggårdskolen igen efter sommerferien.

Vi har nu boet lidt over en måned på 14. etage i et boligkompleks, hvor vi har været de eneste ikke kinesere. Det har været sjovt at få muligheden for at følge med i deres hverdag. Skal man sige noget om Kina, så er det jo ikke nogen hemmelighed, at det er et kommunistisk diktatur. Her er strenge regler for alt. Vi blev en dag stoppet på vej ned i Metroen, da pigerne havde en lille ballon. Den måtte de ikke tage med. Liva græd sine salte tårer, imens kom andre masende med deres kæmpe pakker og kufferter - underligt. Men midt i dette styre med alle disse regler, så hersker der også en tilstand af lovløshed og mangel på regler. Måden man omgås hinanden på er tankevækkende. Der er ingen sociale spilleregler, det gælder om at komme først, man skubber og maser og snyder, hvis man kan i enhver kø situation. Det samme gør sig gældende i trafikken. Kineserne er uden sammenligning de dårligste trafikanter vi nogensinde har oplevet. De er direkte trafikale analfabeter. Det er hele tiden den som det vil gøre mest ondt på, som må vige pladsen. Hvis du som fodgænger får grønt lys i et fodgængerfelt, så må du regne med at springe for livet, for de stopper ikke og de dytter endda, hvis du alligevel gør forsøget. Det har været hårdt for blodtrykket op til flere gange. Tænk, at man ikke må ytre sig om Tibet, men man må gerne fræse en fodgænger ned, hvis han ikke stopper for dig, selv om staklen har grønt lys.

Men trods styreform og fremmed kultur, så er det nu vedmodigt at skulle forlade vores lejlighed. Vi er hurtigt blevet vant til den og de lugte og lyde, som har fulgt med. Vi er blevet fortrolige med området, supermarkeder og hyggelige caféer. Det har været spændende at "lege" kinesere. En oplevelse vi alle vil tage med os resten af livet.