Vi sad i flyet og ventede på take-off. Turen gik nu mod et nyt land og nye oplevelser. Vi skulle flyve med Air Asia. Først 8 timer fra Gold Coast til Kuala Lumpur og derefter 5 timer til Hangzou i Kina. Flyet virkede ret nyt, hvilket er ret så vigtigt for visse medlemmer af familien. Vi blev to og to placeret i hver sin ende af flyet, men da vi først var kommet i luften, kunne vi bytte plads, så vi alle sad samlet. Det blev nogle meget udfordrende 8 timer. Vejret var ikke med os, så turen bød på meget turbulens. Det er lidt stressende, når man flere gange i timen, bliver bedt om at tage bæltet på. Det værste var dog, da vi skulle bestille mad. Da Air Asia er et lavprisselskab, så skal man betale for alt. Det var i sig selv ikke noget problem, så vi bestilte lystigt af mad- og drikkevarer. Pigerne havde allerede spist af deres mad og vi havde åbnet vores øl og colaer, da stewardessen bad om betaling. Jeg stak hende i overlegen stil mit kreditkort. Hun svarede surt, at de ikke tog mod kort, kun kontanter. Jeg kunne tydeligt mærke sveden i armhulerne. Vi havde ingen kontanter på os. Straks blev mad og drikke, som ikke var åbnet inddraget og en længere diskussion begyndte. Det viste sig, at de tog mod kreditkort, hvis man købte toldfri varer. Aha, jeg forklarede stewardessen, at jeg så bare kunne købe en flaske whiskey på kort, men i stedet for at få flasken, så kunne pengene bruges til mad og drikke. Det måtte hun så lige vende med chef-stewarden. Det kunne så ikke lade sig gøre. Det var vores første møde med asiaternes manglende kreativitet og evne til at tænke selvstændigt. Vi gjorde opmærksom på, at vi stadig ikke havde kontanter, så forsvandt hun igen. Lidt senere efter lidt tid i tænketanken kom hun tilbage. Vi fik at vide, at vi måtte vente til de startede salget af duty free og hvis en passager skulle betale med kontanter, så kunne vi bruge vores kreditkort. Dette salg var først lige før landing, så altså 6 timer uden mad eller drikke. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, så ville vi blive overladt til security i lufthavnen i Kuala Lumpur. Nu var vi ved at blive rigtig sure. Jeg gik ned bag ved og fandt chef stewarden. Jeg spurgte, hvordan man skulle vide, at de ikke tog kontanter. Han svarede, at det stod på den udleverede menu og det blev sagt over højtalerne. Jeg gik ned og hentede menuen. Det havde jeg nemlig ikke læst. Han kunne nu heller ikke finde det. Han klyngede sig så til, at det var blevet sagt over højtaleren, men med deres urimelige dårlige engelskkundskaber, så var det jo umuligt at høre. Jeg spurgte ham, om jeg var den første passager i Air Asias historie, som stod i denne situation. Det var jeg så ikke, svarede han. Jeg var rystet over manglende evne eller vilje til at hjælpe, en vild dårlig service. Imens mit blodtryk nærmede sig nye højder og jeg alvorligt overvejede at kapre maskinen og kræve fri mad og drikke til min familie, så havde Heidi løst konflikten. Hun havde henvendt sig til et venligt australsk ægtepar og de havde velvilligt lånt hende penge. Vi skulle endda ikke tænke på at betale tilbage. Det gjorde vi dog via en ATM maskine i lufthaven.
Den sidste del af rejsen på 5 timer gik langsomt. Igen var vi ramt af en del turbulens, men nu havde vi dog penge til at købe mad og drikke. Vi landede noget trætte i Hangzou til noget af et chok. Velkommen til Kina. Alle gloede på os og de tog en masse billeder af pigerne. Vi fandt en taxi, som kunne køre os til vores hotel. Chaufføren så lidt uforstående ud over vores megen baggage og han kunne ikke læse adressen på vores hotel. Heldigvis havde jeg et billede af hotellet og det hjalp. Så med 100 km/t og baggageklappen stående åben, så nåede vi frem. Vi havde booket værelse på et overlækkert hotel. Det var vist første gang vi begge to havde boet så fornemt. Vi boede på 32. etage og havde en flot udsigt med den megen lys over byen. Vi var alle 4 helt færdige, da vi kom op på værelset og hoppede på hovedet i seng med det samme. Næste morgen da vi vågnede gik vi ned til en overdådig morgenbuffet, hvor der var alt, hvad hjertet kunne begære. Vi kunne trille derfra, da vi var færdige. Pigerne fik en morgendukkert, da der var en indendørs swimmingpool på hotellet. Men inden de hoppede i vandet måtte vi købe en badehætte til dem, da det var nødvendigt for at kunne bade. Lidt striks! Vi tog en taxa ind til banegården, hvor vi skulle tage et tog til Suzhou, hvor vi skulle bo. Vi følte os lidt "lost", da det var ganske umuligt at gøre sig forståelig overfor den almindelige kineser. Taxachaufføren forsøgte at sige noget til os i taxaen, men vi havde ikke en chance for at kunne forstå det. Han havde dog af en hotelportier fået af vide, at vi skulle til banegården, så det var han klar over. Da vi kom til banegården gik Jesper ned for at købe billetter og jeg stod med pigerne og ventede. På et tidspunkt var der omkring 20 personer rundt om os, som stod og tog billeder af os med deres mobiltelefoner og andre stod bare og kiggede på os som om vi var dyr i Zoologisk Have. Meget mærkelig oplevelse. Vi fandt toget og kom til Suzhou. Toget vi var med kunne køre 350 km i timen, så man kommer hurtigt frem i Kina. Vi blev på banegården modtaget med blomster af 3 af Jespers kinesiske kollegaer. Dernæst blev vi kørt til lejligheden og fik stillet baggagen. Kl. var 16.00 og kl. 18.00 skulle vi mødes på restaurant til banquet med Jespers kollegaer. Vi fik lidt småtravlt, da vi lige skulle forbi supermarkedet og have handlet lidt til dagen efter. Det tog tid i supermarkedet - der var mange mærkelige varer som vi aldrig havde set før og stort set alt stod på kinesisk. Michael - hvis lejlighed vi havde lejet, var så venlig at køre os derhen og var med os inde at handle. Det tog nok 1½ time at handle 20 ting, da vi ikke kunne finde dem. Michael kendte ikke det engelske ord på varen og var nødsaget til at få det oversat på telefonen og dernæst spørge personalet, hvor varen stod, da han heller ikke selv kendte til disse varer. Af sted til lejligheden med varerne og dernæst på restaurant. Vi nåede ikke at få skiftet tøj m.v., så vi var mere end klar til en tur på restaurant med 5 fremmede mennesker og to trætte børn efter en lang og hektisk dag. Vi fik noget dejligt kinesisk mad. Sofia blev mæt, men Liva fik så godt som ingenting, så det var havregryn, da vi kom hjem. Efter 3 timer var vi i lejligheden igen - godt trætte efter en lang dag med mange indtryk, så inden der var gået lang tid sov vi alle.
Det tog nogle dage for os alle inden vi begyndte at falde til i Kina. Kina er så meget anderledes end vi har været vant til, men det var jo også derfor vi valgte landet som en af vores rejsedestinationer. Liva havde i starten hjemve, græd og hun savnede alt fra sin gule tøjhund til julekjolen. Der var ikke meget andet at gøre end at trøste og have lidt dårlig samvittighed over at have taget sit barn med på så lang en rejse så langt væk hjemmefra. Nu har vi været i Kina i lidt over 14 dage og vi er alle faldet mere til og har vænnet os meget til de nye og anderledes omgivelser. Men hvis det stod til Liva kunne vi godt nu hoppe på et fly tilbage til Danmark, hvorimod Sofia stadig har lysten til nye oplevelser.

Det er så meget anderledes i Kina. Vi bliver overrasket hver dag over de ting som vi oplever. Når vi går en tur glor folk på os og somme tider kan de også finde på at pege af os. Det har vi som sådan vænnet os til. Pigerne bliver næsten dagligt fotograferet som de begge i starten syntes var lidt sjovt. Liva har oplevet, at folk har taget hende op på armen for, at der skal tages et billede af dem sammen og sågar at blive kysset på armen af en dame. Det brød hun sig dog på ingen måde om og tog straks en vådserviet for at tørre kysset væk og så samtidig temmelig vred ud på damen. De fleste spørger ikke om de må tage et billede, men gør det bare. Sofia syntes i starten, at det var ret morsomt med alle de billeder, der skulle tages og sagde på et tidspunkt, at hun ville blive i Kina og blive en filmstjerne.
Når man i Kina færdes i trafikken skal man være meget opmærksom. Billisterne kører som de vil og svinger til højre uanset om der er rødt eller grønt lys. De holder ikke tilbage for fodgængere. Bilerne dytter hele tiden også selvom der ikke er noget at dytte af, hvilket vi ligeledes skulle vænne os til, da det var ret så belastende at høre på. Men så bliver man da gjort opmærksom på, at de kommer. Det er meget almindeligt at se en familie med far, mor og barn komme kørende på samme knallert og alle selvfølgelig uden styrthjelm og det er heller ikke ualmindeligt at se to midaldrende kvinder komme cyklende på samme cykel. En aften, hvor vi skulle med taxa hjem, var der ikke med det samme plads til taxaen på vejen, da den startede. Chaufføren tog da bare hele fodgængerfeltet for derefter at køre ud på vejen.
Forleden dag hvor vi var ude at handle i supermarkedet kom en mand kørende med en indkøbsvogn som konen sad oppe i. Vi bliver dagligt udsat for oplevelser, hvor vi må vende os om en ekstra gang for at være sikke på, at vi har set rigtigt.
I Kina er der en lov om, at et par kun må få et barn. Der er dog undtagelser - blandt andet, hvis både manden og kvinder er enebørn, så må de godt få to børn. Hvis et par som kun må få et barn får barn nummer to vil de kunne risikere at miste deres job og vil ligeledes få en bøde. Efter sigende skulle reglerne på landet ikke være helt så gældende som i byerne. På landet lever de vist i et mere eller mindre lovløst samfund og får det antal børn som de nu ønsker.
Kineserne spytter og snotter meget og alle steder og det gælder også ældre damer. Det er ikke små forfinede spytklatter, men som en havnearbejder ville gøre det. Selv de ansatte i et supermarked kan finde på at spytte og snotte inde i supermarkedet. Så åbner de blot en skraldespand og gør det deri. Meget delikat!
Kineserne er meget larmende og råbende. Selvom de står lige ved siden af personen som de taler med råber de højt alligevel. Når vi står i kø et eller andet sted er det med at holde på sin plads ellers bliver den snuppet, hvis du ikke er vågen. Kineserne viger ikke for dig og flytter sig ikke selvom det er dem, der står lidt uhensigtsmæssigt. Den høflighed som den almindelige dansker udviser, gør en kineser ikke. Det er helt sikkert ikke for at være uhøflig, men det hører nok ikke til deres kultur.
Små børn i Kina har ofte bukser på med en revne bagi og ingen underbukser på. Når de så skal tisse eller mere end det kan de gøre det med det samme uden først at finde et toilet. Vi har set børn, der af forældrene holdende er blevet placeret i en skraldespand for at tisse. Ligeledes har vi set et barn blive holdt ud over en sø for at lave stort og ved siden af stod der to mænd og fiskede. Det samme gjorde sig gældende, da vi besøgte Kinas mest berømte have, Suzhou Lingering Garden, der fik et barn lov til at lave stort i havens flotte sø, mens der var fyldt med besøgende gæster!
En anden sjov ting som kineserne gør rigtig meget er at skyde fyrværkeri af. Vi hører dagligt fyrværkeri og kanonslag og dette ligeledes ved højlys dag, hvor man intet kan se af det. Vi har fået af vide, at så snart man har en anledning til at fejre noget bruges der fyrværkeri.
Når solen skinner ser man ofte en kinesisk kvinde komme med en paraply. Vi troede i starten, at det var for at undgå solen, så det ikke blev så varmt. Men det er for ikke at blive brun. I Kina er der prestige i at have et indendørs arbejde ex på et kontor, så jo mere bleg du er jo mere tyder det på, at du har et indendørs arbejde. I Danmark bruger nogle kvinder selvbruner, hvor de i Kina bruger en hudblegecreme.
Det kan godt være at noget af ovenstående kan opfattes som negativt, men sådan skal det ikke forståes. Det er blot en beskrivelse af, hvor forskellig Kina er i forhold til Danmark.
Vi var i sidste weekend 2 dage i Shanghai, som er en interessant og spændende by med små 20 millioner indbyggere. Der er fyldt med flotte og specielle skyskrabere i Shanghai. Blandt andet var vi oppe på 87. etage på hotel Grand Hyatt, hvor man finder verdens højeste bar. Der var en svimlende flot udsigt deroppe fra. Desværre var det ikke muligt at få en drink, da børn ikke er velkomne i baren. Vi gik en tur på the Bund, som er Shanghais havnepromenade, hvor man får en storslået udsigt over halvøen Pudongs skyskraberlandskab. Alt er blevet bygget siden 1990, hvor der kun var rismarker og nu er der skudt flere tusinde skyskrabere op. For at komme over på Pudongsiden kørte vi i et lille tog , som kørte gennem en tunnel. Det var en meget speciel oplevelse. Selve turen tog kun få minutter, men inde i selve tunnelen var der et flot lysshow og ligeledes hang der flere forskellige ting ned fra loftet, som gav en speciel effekt i lysshowet. Apropos lys og lysshow, så er der utrolig meget lys og mange lysshows i Kina. Om aftenen er der i byen lys overalt, som er meget imponerende at se. Træerne er lyst op med forskellige farver og ligeledes er de høje boligblokke. Man kommer næsten i julehumør. For dog at spare på energien bliver alt unødvendigt lys slukket kl. 21.00.

Vi var i Zoologisk Have en dag og sikke et sørgeligt syn. Dyrene havde ikke ret meget plads at bevæge sig på og mange af dem havde sår på kroppen. Deres pels var ikke særlig pæn og nogle af dyrene havde bidt pelsen af flere steder på kroppen. Der er så stor en forskel på denne Zoologisk Have og Steve Irwins i Australien. I Australien Zoo var det de bedste forhold som vi har set dyr leve under i en Zoologisk Have, hvor de havde så store arealer at bevæge sig på. Efter nogle timer gik vi derfra nærmest lidt triste efter en knap så positiv oplevelse. Vi har læst, at Beijing har en Zoologisk Have og at den skulle være et besøg værd, så der får Kina lige en chance til at bevise om de andre steder i landet behandler dyrene på en mere human måde. Vi mangler også stadig at kunne krydse pandaen af på vores dyreliste.

Et syn, der ikke er ualmindeligt i Kina er at se personer sove på en cafe eller en restaurant. De har medbragt egen pude og så lige op på bordet med den og så er de klar til at få en morfar. Man ser også jævnligt en person på knallert, der lige er kørt ind til siden for lige at få en lur hen over styret på knallerten. Så holder der bare, et helt tilfældigt sted en knallert med et sovende menneske siddende på.