På flyveturen på vej til Filippinerne, fandt vi hurtig ud af, at der er stor forskel på kvaliteten af hvilke flyveselskaber man vælger. Lige som vi havde vænnet os til Emirates Airlines luksus, blev vi kastet ind i et asiatisk lavbudgetselskab, med manglende benplads, alt for rette sæder og vi kunne blive ved.
Men vi er fra Jylland, og vi er ikke typerne, der brokker os. Derfor var vi også ved godt mod, da vi ankom i Legaspi og så frem til at skulle dykke med hvalhajer inden længe!

I lufthavnen mødte vi en Hollandsk backpacker, som vi fandt et 4 mandsværelse med. Han skulle også dykke med hvalhajer og derfor blev vi enige om at arrangere det med det samme. Vi fandt hurtig en taxa-chauffør, Edgar, som havde styr på det hele. Han kunne både skaffe hotel samt et selskab der arrangerede dykning med hvalhajer.
Da vi skulle betale Edgar for kørerturen spurgte vi ham selvfølgelig hvad vi skulle af med. Edgar kiggede bare på os , og sagde at det måtte vi selv bestemme. Hmm. Tænkte vi, og blev enige om at 400 pesos måtte være nok (svarer til en dansk 50'er). Edgar smilede over hele 5'øren og sagde at det kunne vi snildt blive enige om. Edgars store smil afslørede at det nok var noget af en overpris, men skidt pyt. Vi betalte og dagen efter stod den på hvalhajer.

Da vi ankom til havnen hvor vi skulle dykke med hvalhajerne, blev vi hurtigt smidt i et par svømmefødder og smidt ud i en båd, hvorefter en guide styrede båden imod hvalhajerne. Det skulle dog hurtig vise sig at hvalhajerne i Legaspi ikke ligefrem kommer svømmende hen til en, bare fordi man har betalt nogle penge for at se den. Dette end da på trods af at vores guide fortalte at han havde sms'et til hvalhajerne om at de skulle være klar til turisterne idag...

Men vi så dog hvalhajer, efter lang tids søgen. De var et imponerende syn oppe i overfladen, men lige så snart vi kom under vandet, var sigtbarheden så dårlig at man ingenting kunne se foran sig. Derfor var hvalhaj-oplevelsen i Legaspi lidt en skuffelse da vi ikke kunne komme helt tæt på det store dyr. Hvalhajen i sig selv lever dog op til forventningerne, da den havde den enorme størrelse som vi var blevet fortalt at de lokale.

Vi har jo den aftale at vi skal prøve de lokale specialiteter, og i Filippinerne har de fået den fremragende ide, at sælge æg hvor selve kyllingen befinder sig indeni. De har simpelthen ladet kyllinge-fosteret, få den størrelse så der lige er lidt kød på. Så forestil jer et kogt æg med en lillebitte kylling indeni. Ja det lyder nemlig lækkert!!! Det skulle vi da selvfølgelig prøve. Alle var dog ikke lige glade for det mærkelige æg. Kenneth måtte lige hurtig vende ansigtet imod rendestenen, men han sværger dog at intet opkast kom op (så siger vi det Kenneth).
Vi er dog alle enige om at barlot, som ægget med kyllinge-fosteret indeni hedder, var sjovt, men en engangsforestilling herfra!

Efter et par dage i Legaspi aftalte vi at styre imod Cebu, som er en anden ø, hvor man også har mulighed for at se hvalhajer. Her skulle der være garanti på hvalhajer, og da dette var en af hovedgrundene til at vi valgte Filippinerne var vi enige om at give det et forsøg til.
Men at komme til Cebu skulle vise sig at være mere krævende end først tænkt. Vi havde fået at vide at vi skulle med en såkaldt "Van", som er en form for busser til en færgeby, hvorfra vi skulle tage en færge til en anden ø, og derfra tage en færge til Cebu!
Vi havde valgt at stå tidlig op for at komme til Cebu så hurtigt som muligt. Vi var klar ved vores "Van" klokken 6:30, og chaufføren var også vældig glad for at vi skulle med. En lille detalje var dog at alle pladser i den såkaldte bus skulle være taget før bussen kørte! Da det kun var en 10 personers minibus tænkte vi at det var intet problem. Vores tasker fyldte i forvejen for 2 så vi skulle betale for 5 pladser. Derved var halvdelen jo allerede fyldt.
Det endte dog med at bussen først kørte omkring 9:30 (folk på Filippinerne har ikke så travlt, som vi til tider ønsker det).
Så vores idé med at nå færgen allerede klokken 8:00, røg hurtig i vasken. Vi nåede den dog klokken 12 istedet. Og nu siger vi godt nok færge, men det ville være en enorm overdrivelse, i forhold til hvad en færge er derhjemme. Dette var nærmere en lyst jolle, hvor man havde smidt nogle bænke i midten. 3 timer efter afgang ankom vi til øen, hvor vi egentlig bare skulle sejle videre fra, så snart vi kunne. Det viste sig at båden ikke sejlede den dag, men kun dagen efter. Men den gik fra en anden havneby på den samme ø senere den dag. Så vi blev smidt i en minibus igen hvor vi tog turen ned til den anden havneby, men der gik færgen åbenbart også først dagen efter. Så måtte vi jo tage en overnatning. Men inden dette kunne lade sig gøre, besluttede buschaufføren sig pludselig for at vi skulle betale 200 pesos ekstra (efter at alle andre havde forladt bussen), fordi vores tasker egentlig fyldte for et eller to sæder... Sjovt som han pludselig fik den ide. Vi betalte dog (det svarer til 25 kr) og fik et værelse.

På Filippinerne har vi fået opfattelsen af at de lokale ikke er så vant til turister, da de alle kigger meget på os når vi går forbi, og her snakker vi ikke diskret stirren, nej nej, her er det med råben, grin og pegen..
Vores indtryk blev blot forstærket, da den lokale politimand bad om at få taget et billede med os. Så mens vi stod med den ene politimand, tog hans kollega billeder af os, imens han stod med sit maskinegevær omkring skulderen. Kan man tale om en lille smule pres? Oplevelsen var dog meget sjov og man følte sig pludselig lidt speciel i forhold til derhjemme!

Efter vores posering med ordensmagten tog vi med færgen til øen Cebu, hvor vi mødte en yderst venlig Filippiner ved navn Alex, som tog med os på en del af turen videre, så han var sikker på at vi kom rigtigt afsted (transport til og fra steder kan nogengange være en hel videnskab her). Byen hed Oslob, og vi ankom klokken 12 om aftenen. Alt var lukket. Pludselig kom en mand på scooter kørende og fortalte at han var sikkerhedsvagten på stedet. Han viste os en lille åben hytte, hvor natten blev tilbragt i det fri. Dagen efter, klokken 6, prøvede vi for anden gang lykken med hvalhajerne. Denne gang var sigten fantastisk, og kombineret med at der svømmede ca. 15 styk tonstunge hvalhajer rundt 20 meter fra kysten, gjorde det til en vildt fed oplevelse.

Efter en halv time med Butanding, som hvalhajerne hedder på filippinsk, sejlede vi til en nærliggende ø med lækkert blåt vand. Her nød vi en medbragt picnickurv og fik slappet af. Efterfølgende indlogerede vi os på et lækkert hotel med pool og havudsigt. Inden aftensmaden kørte vi ud og så det hidtil flotteste vandfald vi er stødt på. Bredten, og den udstikkende klippevæg gjorde at vandet fald let ned og gav det hele en glimtende effekt. Hen på aftenen faldt vi i snak med en gruppe nordmænd, som til dagligt studerede i Singapore.

Dagen efter tog vi til Cebu City og overnattede, inden vi dagen efter skulle med en 23 timers færgetur til Manila. Dagen blev blandt andet brugt på lidt shopping og en tur i biffen (Non-stop er en helt udemærket måde at bruge en aften på for de filminteresserede).

En ting som vi finder morsomt ved Filippinerne, er deres transportmidler. Over alt i landet finder man Tricycles og Jeepneys. En tricykel er egentlig bare en lille motorcykel, hvor man har sat en kasse på siden til passagerer. Der er plads til to i kassen. Derfor kører de selvfølgelig op til 10 personer på sådan en hjemmesvejset boks. Priserne må man forhandle sig til, og der er, blandt chaufførerne, en generel opfattelse at man kan snyde udlændige for mange penge. Det kan minde om et hvilket som helst andet forhandlingsbord, og har førhen resulteret i at begge parter er gået storsmilende fra bordet (den hjemmesvejsede boks). Chaufføren, fordi han fik presset hele 100 pesos ud af os. Os, fordi vi har givet den grinagtig lave sum af 12 kroner for at køre ca. 5 km. Der er simpelthen tale om en win-win situation.
Jeepneys er en form for åbne varevogne med bænke. Her giver man 9 pesos, og står af når man vil.

Den 23 timer lange færgetur til Manila, var ligesom vi havde forestillet os. Alt for lang...

I Manila fik vi styr på visum til Vietnam inden turen gik op imod Subic Bay, hvor Kenneth skulle gøre brug af sit dykkercertificat. Her er der nemlig mulighed for at dykke blandt vragrester.

Efter det tog vi ud på vestkysten og indlogerede os på et resort. Her tog vi på Island Hopping hvilket indebar bådtur til Camera Island, Capponnes Island og Anawangin Cove. Vandet her var utrolig klart og vi slappede af på stranden, snorklede lidt og forkælede os selv med den medbragte madpakke. Om aftenen spillede vi pool med nogle af de lokale i området. At sige at vi fik smæk ville være en underdrivelse. Selv den syv-årige Kasey vandt over bl.a både Kenneth og Martin (gæt hvem af os der har skrevet dette afsnit?).
Efter dette gik turen op nordpå til Hundred Islands, som man kan høre på navnet, simpelthen 100 øer. Her lejer man en båd for en dag, som sørger for at sejle en rundt til de øer som der er noget specielt ved. Her fik vi snorklet blandt kæmpe østers, hoppet fra klipper i grotter, set noget imponerende bygningsværk af bambus og nydt nogle flotte hvide strande!

De sidste dage i Filippinerne blev brugt i Manila. Her fik vi tiden til at gå med at se noget dværgeboksning og besøge en restaurant kaldet "The Hobbit House", som simpelthen er en restaurant, hvor du bliver serviceret af dværge. Det hele er meget Ringenes Herre agtig og en sjov oplevelse. På "The Hobbit House" mødte vi også en gammel ven, som har været længe savnet. Her serverede de nemlig vores alle sammens Tuborg. Meget godt kan man sige om de asiatiske øl (mest den billige pris), men intet kommer i nærheden af den fortryllende smag af den danske Tuborg!

Filippinerne er et sjovt land med masser af natur og imponerende bambus-hytter. Det er også i Filippinerne, hvor vi for alvor har følt hvordan det er at skille sig ud. Aldrig har vi oplevet så meget opmærksomhed, og det var ikke altid lige positivt.. I har vel set Klokkeren fra Notre Dame? Vi var Filippinernes svar på Quasimodo. Sådan føltes det i hvert fald til tider.

Vi er nu klar til Vietnam, og vi kan allerede nu fortælle at der er andre hvide mennesker end os (YES)!

Citat fra Kenneth: "Hallo drenge? Hvor mange får egentlig det der Malaysia?" (Malaria Kenneth, Malaria!)