Vietnam blog:

Vi ankom til Hanoi lufthavn klokken 00:30, og vi blev hurtigt smidt i en taxa til Hanoi centrum, hvor vi havde booket et hotel i forvejen.
Inden alt dette skulle vi selvfølgelig hæve nogle penge i den lokale valuta. Da vi lige var ankommet synes vi det var passende at hæve 4 millioner vietnamesiske dong. Ja det lyder af meget, men 1 dansk krone er 4000 Dong, så det svarer faktisk kun til 1000 kr. Ja vi synes også det er dumt!

Efter at have sovet ud brugte vi den første dag på at gå på opdagelse i Hanoi. Vi så blandt andet et vietnamesisk fængsel, som blev brugt til amerikanske fanger under Vietnamkrigen, samt nogle templer og andet kulturelt pjat. Noget af det kulturelle pjat var blandt andet en dukkeforestilling. Det var en noget underlig oplevelse, og da det hele foregik på vietnamesisk uden nogen form for oversættelse, gik vi derfra uden at havde forstået noget af forestillingen. Men det var da flot. Til tider..

Dagen efter tog vi en bus ud til Halong Bay. Afstanden herfra til Hanoi er under 150 km, men busturen endte alligevel med at tage 5 timer... Offentlig transport er bare vejen frem i Asien!
Vi fik bestilt billetter til en bådtur omkring Halong Bay til dagen efter. Vi bestilte turen sammen med et andet dansk par vi mødte i bussen og to franske piger. Vi havde en hyggelig aften med god mad og lokale øl.

Vi havde store forventninger til Halong Bay, da det jo er et af verdens 7 vidundere, og det er også et storslået syn. Dog er det lige lidt for turistet til vores smag. Overalt var der kinesere (vi tror det var kinesere, men man ved aldrig med de asiatere. De er jo fuldstændig ens!). Vi fik set både de populære lime stones og diverse grotter. Som forventet er Asien meget anderledes end Europa. For eksempel havde de valgt at lyse grotten op med farvede pærer, så man kunne se grotten i lilla, grønt, rødt og blåt lys. Dette gjorde jo ikke ligefrem grotten mere speciel. Derimod tog det lidt af det naturlige af grotten. Typisk asiatisk!
Her blev der også taget en masse billeder af os! Og her skulle man tro, at det var os der tog disse billeder, men nej nej. Det var simpelthen kinesiske turister, som fandt os så interessante, at de bare måtte have billeder med os. En speciel og alt alt for turistet oplevelse!

Dagen efter Halong Bay tog vi den geniale beslutning at sidde 14 timer i tog til vi ramte Hue. Vi havde aldrig troet at disse ord skulle komme fra vores mund men: "Vi savner DSB"!

I Hue lejede vi nogle cykler, sammen med de to franske piger som vi havde mødt i Halong Bay. På ryggen af cyklerne kom vi rundt til 3 flotte templer. Senere samme dag cyklede vi hen for at realisere en længevarende drengedrøm. Hos en mekaniker ved navn Khim, som kunne tilpas engelsk til at vi kunne forstå hinanden, fik vi anskaffet os 3 100cc motorcykler, som skulle være vores transportmiddel det næste stykke af vejen. Efter at have købt de to første, blev dagen brugt på at se Hue citadel. Khim var typen som mente at vores maskiner skulle være i orden inden vi skulle afsted, og derfor måtte vi vente en dag før han fik den sidste i tip top stand. Hue citadel var et enormt beboelseskompleks, (nærmest en indre by) hvor kejseren i sin tid boede. Hue by og citadel er også en bane i krigsspillet Battlefield Vietnam for de interesserede (Kenneth kunne genkende det meste fra banen). Spillet er selvfølgelig bygget over USA's konflikt med Vietnam, og er derfor en virkelig hændelse. Dette kunne ses på adskillige skudhuller i murene i byens citadel.

Inden vi begav os ud på de vietnamesiske veje skulle de nyerhvervede køretøjer selvfølgelig navngives. Dette var intet problem for os. Martins blev døbt Grethe, Jenses blev døbt Iris og Kenneths blev døbt Edith!

Vi havde hørt mange skræmmende historier omkring den vietnamesiske trafik og derfor besluttede vi os også for at følge de mindre trafikerede veje. Den første dag på motorcykel valgte vi et bjergpas kaldet Hai Van passet. Dette var en utrolig flot rute, og vi var vilde med den nye måde at rejse på allerede fra dag 1 af!

Vi gjorde hold i byen Da Nang og overnattede. Når man er i områder der ikke er turistet, så står menuen på vietnamesisk. Bogstaveligt. Dette blev en aften hvor alle bare lukkede øjnene og bestilte noget de ikke anede hvad var og så delte vi bare de tre retter. Kenneth fik noget slange-noget. Martin fik kylling. Jens, noget bacon der i vores øjne ikke var helt færdigtilberedt. Men det gik og vi blev alle mætte. Lige pludselig kommer en mand forbi med sin egen karaoke på sin motorcykel! Han solgte os noget slik-agtigt-noget mens han sang til folket! Meget mærkværdigt syn, at se ham gå rundt mellem bordene med mikrofon i den ene hånd og et bundt sedler i den anden, mens han skråler, giver penge tilbage, underholder og ellers bare får solgt sine varer på en og samme tid!

Dagen efter ankom vi til Hoi An. Hoi An er kendt for dens ufattelige mange skræddere. Hele 400 skræddere indeholder byen, og det gjorde det meget svært ikke at blive fristet til at investere i alverdens tøj. Vi fik da også lavet en del tøj, hvilket ikke ligefrem gjorde vores rygsække lettere.
Vi fik derfor sendt en pakke hjem med nogle af vores gamle ting, som vi ikke længere ville få brug for.
(Mon vi nogensinde ser den igen?)

Efter 4 nætter i Hoi An kørte vi ind i landet. Små veje hvor alverdens kvæg og vandbøfler går på vejene, var et hverdagssyn her. Ruten førte os ind til landets vestkyst, hvor vi en del af vejen kom på Ho Chi Minh stien, som var nordvietnams forsyningsrute under krigen. Her fandt vi en utrolig flot rute, og efter et noget koldt bjergpas, kom vi på den anden side hvor solen skinnede. Vi holdte ind i byen Kontum og fandt os et hotel. Dette var vores første heldagsetape, og var også dagen med vores eneste styrt. Alle parter slap dog med skolegårds-skrammer. Selv Iris kunne køre derfra.

Dagen efter skulle vi have skiftet olien på vores damer. Det blev noget af en opgave, eftersom mekanikeren ikke kunne sige et ord på engelsk (Dette er ret normalt herinde i landet, men vi plejer at kunne klare det med mim. Denne mekaniker forstod dog intet).
Vi kom efter ca. 30 min. med vietnamesisk ord og skrift, frem til en fælles forståelse af at vores olie skulle skiftes. Stod det til ham, havde han dog givet hele motoren en renovering!

Næste etape var fra Kontum til Buon Ma Thout. Verdens ringeste vej!! Ruten var fyldt med humper og dele som var under renovering. Først røg Edith på værkstedet. Senere var det Iris, som havde fået en punktering. Dette fiksede en overordentlig fuld Vietnameser, og vi fortsatte rejsen.
Vi havde på forhånd aftalt ikke at køre om natten, men da Iris' tilbagefald tog noget af tiden, og hoteller ikke var i højprioritet lige i dette område, måtte vi trille videre. Dette gør vi dog aldrig igen! I Vietnam betyder solnedgang belragende mørke, og biler, lastbiler og motorcykler viser ingen hensyn. Visse folk føler endda at lyset blot vil være dem en torn i øjet! Vi ankom dog sikkert til byen, og fik hurtigt fundet et hotel.

I denne by tog vi en velfortjent hviledag, hvorefter vi igen var klar til at fortsætte på de vietnamesiske veje. Nu skulle turen gå til Da Lat.

Her var vejen bedre end den anden dag og vi ankom da også til Da Lat i god behold. Da Da Lat er en by oppe i bjergene, krævede det lidt ekstra af vores damer, og Grethe krævede da også et hvil eller to på vej op af bjerget (5). Grethe har aldrig været den store fan af højder, og det blev blot bekræftet på denne etape.
Vi overlevede dog turen og blev indlogeret på et værelse.

Den næste dag i Da Lat blev brugt på "canoying", som er en masse aktiviteter ude på en rute i bjergene. Vi skulle blandt andet rapelle ned af et vandfald, rockslide ned af små vandfald og hoppe fra 11 meter høje klipper! Sjovt og actionfyldt var det! Selv ejeren af Iris fik fundet mod til at springe fra den høje klippe. Vi husker ellers et lignede scenarie i Australien, hvor en vis Hr. Hansen, bare nøjedes med at kigge på.

Efter en dag med action tog vi motorcyklerne hen til et "home-stay". Dette fungerer sådan at man bor og spiser hos en lokal familie. Her havde de ekstra værelser som vi kunne overnatte på. Det var en sjov oplevelse! Det er begrænset hvor mange vietnamesere man får ført en ordentlig samtale med, da de flestes engelsk begrænser sig til ordene: Hallo, you from, thank you og sidst men ikke mindst handsome. Det er gået hen og blevet vores yndlingsord (I skulle bare se Jens rødme, når han får det af vide! Og det sker ofte!).

Næste etape på motorcykel var vores sidste. Turen gik til Nha Trang, og vi blevet lovet godt vejr og gode veje, så vi var friske på enhver udfordring! Men som i nok også har fået indtrykket af, går der ikke en dag uden en af vores damer brokker sig! Igen var det Grethe der var ude med riven. En temperamentsfuld dame hun er. Heraf navnet? Hvem ved!
Hun måtte en tur på værksted, og de fiksede lidt på hende indtil de mente hun var klar igen. Helt optimal kørende var hun dog ikke. Det er de forbandede bjerge... Vi kom dog til Nha Trang og fik hver især solgt vores motorcykel. Nogle fik mere end andre, men det hægter vi os ikke yderlige i (Jens blev godt og grundig snydt!).

I Nha Trang er der en masse russiske turister. Ja det gav heller ingen mening for os. Men de er nemme og pille ud i forhold til de andre turister. Store hvide mænd med sure ansigtudtryk! Der har du din russer.
I Nha Trang fik vi slappet af og også mødt nogle landsmænd. 2 drenge fra Århus som vi fik festet lidt med. Den ene tilbød ellers Jens en fantastisk deal for Iris. Den lød til slut på en 600.000 dong, to poloer (kun én var fake), et par rene underbukser, og et par sokker. Det blev dog et nej tak.

Vi har alle tre hele tiden været enige om, at vi skulle spise slange mens vi var i Vietnam. Dette kunne lade sig gøre i Nha Trang. Her slog de simpelthen en kobra ihjel foran dig, og tappede dens blod ned i vodka, og vupti så har du også nogle shots til maden! Udover dette fjernede de leveren og hjertet fra kobraen med det samme. Dette er så meningen at man skal sluge dette uden at det er blevet behandlet. Dette skulle være sundt eller noget. Jens fik hjertet, mens Martin tog sig af leveren. Kenneth fandt synet af det vedhængene fedt på hjertet afskyeligt, og nøjedes med blodshottet. Deres ansigtudtryk afslørede at det ikke var en ret, som skulle finde vej til deres tallerken igen. Men hvis man er træt af de sædvanlige Gajol- og Baileyshots, så kan vi varmt anbefale slangeblods-shot!
Der kunne blive til 5 retter ud af den ene kobra. Heriblandt friturestegt slangeskind. Mums!! Det lyder mærkeligt men smager overraskende godt. Det samme gjorde det andre retter som var slange-forårsruller, slange-barbeque, slangefars med sprødt brød til (en slags meny-chips fra Kims) og til sidst slangesuppe. Alt i alt mega godt!

Efter at have brugt et par dage i Nha Trang gik turen til Ho Chi Minh City. Vietnams største by!
Vi skulle med en såkaldt natbus, som vi egentlig havde hørt en del roser om, så det var vi ikke bekymrede over.
Det skulle så vise sig, at lige præcis vores bus ikke havde air condition. Og med 40 svedende mennesker i bussen blev temperaturen blot ved med at stige. Det skal siges at de med fornyede kilremme forsøgte at lave det, hvilket virkede i ca. 30 min. Udover varmen var der også en stiv russer ombord med alt hvad det indebærer (2 poser bræk i bussens opgang). Så alt i alt en rigtig hyggelig tur til Ho Chi Minh. Efter 13 af de varmeste timer vi længe har oplevet, ankom vi da i hvert fald til byen!

I Ho Chi Minh skulle vi ud og se deres berømte krigs museum, som kun omhandler Vietnamkrigen. Utrolig spændende museum (og vi er ellers ikke fan af sådanne attraktioner), som fangede os alle 3. Helt klart besøget værd.
Det er også i Ho Chi Minh området, de har tunnellerne fra Vietnam-krigen. Det er et underjordisk tunnelsystem, som blev brugt af Vietcong i kampen imod amerikanerne. Vi kan fortælle at det er begrænset med plads i de tunneller, og de er endda blevet forstørret pga. turister!
Det lå en små 40 km fra byen så det tog 2,5 time at komme derud (asiatisk trafik). Besøget ved tunnellerne gav et utroligt billede af en krig, hvor et land af bønder overvandt verdens største militære magt.
Storbyen bød også på en masse muligheder for indkøb.

Efter Ho Chi Minh går turen til Phnom Penh i Cambodia og endnu et nyt eventyr venter os. Vietnam har været et fantastisk land at besøge. Vi er gang på gang blevet overrasket over hvor flot et land det egentlig er. Især på ryggen af en motorcykel og i en af og til umodbydelig sol (Martin blev solbrændt på fingrene). Folket er venligsindet og behøver ikke en stol for at sidde behageligt. De sidder bare på hug og slapper af. Det er en utrolig egenskab. Maden her har også været i topform (noget vi efterhånden ikke er mere).
Alt i alt kan vi varmt anbefale Vietnam!

Citat:
De to franske tøser (Fanny og Celine) kom med mange gode, men den vi har valgt ud er denne. Fanny fylder 29 og er træt af det. Til det siger Celine:
"Remember Fanny. We are on holiday! We are happy!"

Bonus citat:
(Sagt af Kenneth)
"De fleste vil nok finde det kvalmende efter de første 20 'Handsome', men jeg elsker det!"

Billeder fra vores Vietnam-oplevelse kommer senere!