Profile
Blog
Photos
Videos
Malaysia blog:
Efter en flyvetur på 8 timer, samt 17 timers ventetid i Melbourne lufthavn var vi landet i Kuala Lumpur. Vi fik os hurtigt indlogeret på et hotel i centrum og herefter begyndte vi at udforske hovedstaden. Vi startede med at få renset vores fødder ved hjælp af små fisk. Fiskene synes åbenbart at døde hudceller er en lille snack. Så sultne håber vi nu aldrig vi bliver!
Dagen efter tog vi til den lokale Zoologisk have. Det lignede nu mere en byggeplads end en egentlig zoologisk have. Dyr havde de nu massere af og efter at have set dyrehaven igennem, tog vi ud til Batu Caves. Batu Caves er et tempel indeni i en grotte. Templet lægger langt oppe og derfor skulle vi også først efterlægge cirka 300 trin. Overalt ved Batu Caves er der aber, som forsøger at få fingre i alt hvad de lige tror er spiseligt. Alt er de interesseret i, og vi så endda en abe spise noget håndsæbe. Sæben fik den dog hurtig smidt væk, da det åbenbart ikke lige var dens flavour.
Efter at have brugt nogle dage i Kuala Lumpur området, besluttede vi at vende snuden imod Langkawi, en malaysisk ø som er kendt for at være toldfri. Vi blev enige om at dette måtte være stedet for os!
Efter en dagsrejse i bus ankom vi til Langkawi, hvor vi indlogerede os på "Gecko guesthouse". Tilfældigvis havde "Gecko" 11 års fødselsdag, hvilket blev fejret med gratis mad og drikke til alle boende gæster. Og vi skal love for at Gecko blev fejret. Dagen efter var det heller ikke alle der var lige friske...
Da alle igen var på dupperne, lejede vi 3 scootere og kørte en rute rundt på øen, som blandt andet bød på vandfald, krokodillefarm og masser af fart. Scooterne på Langkawi kan køre op til 100 km/t, så det blev hurtigt en konkurrence om, hvem der kørte forrest!
Dagen efter blev brugt på at køre på jetski. En fed oplevelse med masser af fart og afstande tilbagelagt målt i k*** og sømil.
Tro det eller ej, så er der på Langkawi nærmest flere svenskere end malayere. Svenskerne var overalt, og det tog os da heller ikke længe før vi fik en aftale med 3 svenske piger, om at tage en tur på den såkaldte bananbåd. De svenske tøser (som i øvrigt var i den giftigfærdige alder) ville have en vild tur! Men da farten blev sat en smule op og vi begyndte at ryge i vandet, blev det alligevel lidt for vildt for dem.
Om aftenen spiste vi middag med dem og fik et par øl og en god snak. Aftenen endte med lidt natbadning, hvor #CENSUR#... Det var meget hyggeligt.
Tiden på Langkawi bød på en masse afslapning på den lækre strand. Vi stødte desuden på den danske Caroline, som arbejder som au-pair for en tysk familie i Georgetown. Vi besluttede at besøge hende efter Langkawi. Hun viste os lidt af byen, som er kendt for dens gode mad. Her blev vi overraskede over maden i det indiske hjørne, som viste sig at være bedre end forventet. Caroline havde besøg af nogle venner hjemmefra og sammen tog vi alle ud og spiste indisk med fingrene. Dette var noget af en oplevelse, da al opdragelse strider imod at bruge hænderne som kniv og gaffel (eller gaffel og ske! I Malaysia bruger man nemlig ikke knive).
Vi havde længe snakket om en tur i biografen. Og da billetten kostede under en tyver, så blev vi hurtigt enige om Robocop. Men da den var fyldt ud, blev det til LEGO Movie i stedet. Vi havde ikke hørt så meget om den og vidste ikke rigtigt, hvad vi gik ind til. Vi blev overrasket! Filmen var god og sjov, og med latterlige asiatiske reklamer forinden blev det, sammen med caramel-popcorn, en god aften.
Caroline bevilgede desuden Kenneth sin computer, så han kunne færdiggøre sit mesterværk af en musikvideo. Kenneth var glad for muligheden til at arbejde på et udsøgt Apple produkt, da han er en stor tilbeder af Apple og deres styresystemer. ;-) (Go Samsung!!)
Efter et par dage i Georgetown tog vi videre til Cameron Highland. Dette område ligger langt oppe i bjergene og byder på et helt andet klima. Det er køligere og mere behageligt i luften. Her tog vi på en hike i området og ellers så vi lidt af byen.
Vi kan godt lide at smage noget af den mad, som de har hernede. Også selvom det nogle gange betyder ris til morgenmad. Andre gange resulterer det i retter man ikke aner hvad er. Denne aften fik Jens en kinesisk inspireret ret bestående af ris med spejlæg på. Ved siden af var en ualmindelig sær sauce. Dette resulterede i en madforgiftning (han kastede i hvert fald op adskillige gange) af tredje grad til den unge mand, der ellers ikke er ræd for at spise sin tallerken op.
Efter Cameron Highland tog vi hen og besøgte Juliaa, som vi også mødte på Langkawi. Vi skulle alligevel flyve fra Kuala Lumpur og da vi skulle kigge på lidt visa til Vietnam, passede det os med et par dage.
Hjemme hos Juliaa, som har egen lejlighed, fik vi hurtig smagen af hvor gæstfrie Malaysia er. Det skal siges vi kun kort havde mødt Juliaa inden hun tilbød os en overnatning og en rundvisning i nattelivet. Dette blev vi hurtig enige om var en fantastisk ide, og vores sidste dage i Kuala Lumpur var en succes! Vi kan desuden fortælle at den sidste aften sluttede på selveste Hilton Hotel med godt selskab (en enkelt person så værelserne indefra)!!
Juliaa arbejder desuden for Nike og ville gerne tilbyde os en masse Nike-sager. Efter adskillige forsøg på at takke nej til denne ovenudhøflige gestus, bukkede vi under for hendes pres og blev hver især forsynet med diverse sko og tøjklæder med mærket Nike. Hun er desuden ferm i et køkken og ville meget gerne kokkerere for os. Juliaa ville gerne med ind og se Robocop, så her fik vi endelig set den.
Alt i alt er Malaysia et lækkert land med masser af natur samt flotte strande. De skal specielt have credit for deres mad, som var over alt forventning. Det var sjældent man blev skuffet, selvom man valgte en tilfældig ret på menukortet. Samtidig er det malaysiske folk utrolig gæstfrie og hjælpsomme overfor deres turister (nogle tror det er på grund af vores penge - vi blev enige om at det er det lyse hår).
Vi er nu færdige med Malaysia og turen er gået videre til Filippinerne.
Det hører dog en anden blog til!
Citat Samm Lgkww (en mand der arbejder på Gecko Guesthouse):
"That is why they call him the Frog-man!"
- sagt til Jens dagen efter den 11 års fødselsdag. Vi er stadivæk ikke helt sikre på, hvad han mente....
- comments