Så er vi kommet til Australien, hvor vi landede i Melbourne lørdag aften. Det var et glædeligt gensyn med Emirates Airlines, da vi har forelsket os i flymaden, samt de drinks man kan få på sådan en flyvetur. Dette skyldes nok også at det ikke koster ekstra, men allerede er betalt igennem billetten. Intet er bedre end mad, man føler er gratis!

Melbourne er en stor og fed by! Vi gik på opdagelse i byen og efter at have set det lokale marked, hvor der er mulighed for at købe både fødevarer og alverdens souvenirers, besluttede vi os for at tage i biografen og se den nye The Hunger Games. Fed film og lækre popcorn!
For at fuldende dagen valgte vi også at spise ude. Vi blev enige om at det var bedst sårn. Vi fandt et godt sted og fik nogle gode pizzaer med et lille glas rødvin til. Og så var servitricen svensker, hvilket bare var vældig bra.
Dagen efter fik vi udleveret vores autocamper eller "Marianne" som vi kalder hende. "Marianne" er lidt mere rummelig end "Maja", da der her både er køleskab, kogeplader og sengeplads. Vi er blevet enige om, at "Marianne" må være en ældre kvinde, da hun formår at sætte pris på livskvalitet. Intet ondt om "Maja" men vi trængte til lidt luftforandring.
Efter at have kørt en dags tid med "Great Ocean Road", en vej der følger kysten op til Kangeroo Island, holdte vi ind på et gratis campsite (Vi blev glade da vi fandt ud af, at de også findes i Australien), hvor vi fik vores første møde med det australske dyreliv, nemlig en koalabjørn.

Da vi dagen efter fortsatte ad Great Ocean Road, kom vi til nogle klipper, som ligger langs kysten, kaldet "The Twelve Apostels". Dette er store klipper, som ligger ude i havet. Vi kunne dog ikke tælle tolv styks, hvilket er mærkeligt i forhold til navnet. De er underlige de australiere.

Efterhånden som vi nærmer os juleaften mere og mere, begynder savnet af den danske jul også at blive større og større. Det fik vi dog lagt en dæmper på, da vi købte marcipan og bagechokolade samt nødder og dadler. Herefter stod den på at lave julekonfekt, ligesom vi kender det hjemmefra. "Marianne" lagde gerne korpus til, at dette kunne lade sig gøre! - endvidere i julestemningens ånd producerede Kenneth, på vildeste Bear Grylls maner, en julestjerne af diverse naturprodukter som gran og kviste.. Og gaffa og snor. Resultatet blev et pragteksemplar af et alternativ til den slags vi ellers har hængende derhjemme i stuerne.

Dagen efter juleriet tog vi en færge ud til Kangaroo Island, hvor der ventede en bus på os, som ville give os en rundvisning på øen. Kangaroo Island er en ø, hvor der er optimale forhold for et rigt dyreliv. Overalt kunne man se kænguruer, koalabjørne og wallabies (mini-kænguruer). Øen bød også på flotte strande, blåt vand og nogle mærkværdige sten, som havde alverdens former (se billederne)! Samtidig havde Kangaroo Island også noget andet at byde på, som vi længe har savnet, nemlig en snert af godt vejr, hvilket har været en mangelvare på vores tur indtil videre.

Efter Kangaroo Island tog vi videre ud mod outbacken. Men inden vi helt ramte "ørkenen" (det er nemlig ikke en rigtig ørken, selvom australierne kalder det det) skulle vi lige forbi Flinders Ranges, som er et flot bjergpas. Her gik vi en tur mellem bjergklipperne. Og her begyndte solen og varmen at være med os!

Efter Flinders Ranges lå Coober Pedy på vores rute. Her må man sige at outbacken i sandhed har fået fat. Så langt øjet rækker går vejen ligeud, og der er ikke en levende sjæl i syne. Af og til hænder det at man indhenter et "Road train" som er disse lastvognstoge med op til 3 anhængervogne bagpå. De længste er 53,5 meter! Det er en overhaling, der lige tager lidt længere tid end at overhale søndagsbillisten i folkevognen derhjemme. Det er dog ikke noget problem, da de selv er gode til at blinke én grønt lys. De kan se utrolig langt frem oppe i førersædet, mens deres radio håbløst søger efter radiokanaler, der ikke kan tunes ind på i dette øde, forladte landskab (vi har i hvert fald svært ved at finde nogen!) og vi søger ofte forgæves efter en radiokanal med musik, for "Marianne"er nemlig en stædig rad og nægter at afspille vores cd'er. Somme tider bevilger hun os 3-4 sange, men så stopper cdafspilleren med at fungere. Det er selvfølgelig træls, men "Marianne" skal også have lov til at være her.
Nå men tilbage til byen Coober Pedy. Her bor ca 50% under jorden. Der er der nemlig en behagelig temperatur hele året rundt. Det vil sige 20-25 grader. Her så vi et underjordisk hotel, og en underjordisk kirke. Det var utroligt at tænke på, at i starten gravede de husene ud med hænderne. Derudover kommer størstedelen af verdens opal fra Coober Pedy. Så vi var lige inde i en butik og se, hvilke smykker sådan noget opal kan blive til. De er da flotte, men de ved til gengæld også godt, hvad de vil have for dem. Så desværre mor Iris, mor Jette og mor Grethe, men der kan ikke findes nogle transaktioner på vores kreditkort til Opal Jewelry, Coober Pedy.

Efter Coober Pedy fortsatte vi videre mod Uluru aka Ayers Rock. Ude ved den kæmpemæssige sten, som er yderst hellig for de indfødte, blev vi lidt tid. Vi startede med at bestille en abiriginal tour til dagen efter og drog så videre ud for at gå lidt rundt om stenen og derefter se stenen i solnedgangen. Det er det mærkeligste fænomen, hvordan det kan være så øde, og så pludselig ligger der bare en enorm sten midt i ingenting. Herude var der masser af sol og temperaturen høj. Derudover kom det bag på os, hvor mange fluer der er her. Og det er ikke bare som de dovne "danske" fluer, der flytter sig, når man puster på dem eller lige rynker næsen, når de en sjælden gang sætter sig der. Nej, de her fluer giver bare ikke op!! De går direkte efter ansigtet og kravler ind i ørene, øjnene, næsen og munden, og det er virkelig irriterende. Det værste er næsten, når de sætter sig på indersiden af solbrillerne og derefter kalder på sine fluevenner, så de kan få samme oplevelse.
Efter gåturen og solnedgangen indlogerede vi os på en campingplads, for igen at stå op 3:45 for 4:30 skulle vi på aboriginal tour, som indebar at se stenen i solopgang. Det var utrolig flot. Det var også meget spændende at se en af de indfødte vise nogle tricks om, hvordan de lever. Det er utroligt, hvordan de har fundet ud af, at i kænguruens akilleshæl sidder nogle sener, som, hvis man lige tygger på dem noget tid, kan bruges som snor! Vi fik også lov til at vise vores evner indenfor spydkastning. Vi nedstammer jo fra vikingerne og har dermed en fordel inden for denne likvideringsmetode, men vi måtte se i øjnene at vikingetiden var længe siden, og de indfødtes teknik for indviklet til, at vi kunne mestre den i løbet af så kort tid. Havde vi nu haft et kast eller to mere.. Så havde vi selvfølgelig ramt træ-kaninen. Ja sågar en emu i fuld sprint, hvis det skulle være. Efter at have hørt om deres livsstil, gik vi over til det mere spirituelle og fik nogle historier om Uluru og om, hvor vigtig den har været for deres forfædre. Alt i alt en fed og lærerig tur, vi havde set frem til.
Herude i outbacken, hvor julehyggen ellers har lidt svært ved at finde ind i vores hjerter, skete der pludselig nogle underlige ting. Vi fik nemlig besøg af en nisse! En rigtig rar og sofistikeret nisse i stil med Gyldengrød, der havde en julepose med godter i med til os! Og det endda uden at vi gav den sin risengrød. Den julepose gav os megen smil på læberne de efterfølgende aftener, mens vi hyggede til afsnit fra julekalenderen Jul på Vesterbro.

Efter turen med en aboriginal, vendte vi Marianne 360 grader og kørte mod Kings Canyon. Et stort kløftområde.

Efterfølgende stod den på flere lange strækninger før vi, efter en overnatning nåede et kæmpe område med runde sten som lå op og ned af hinanden. Dette hedder Devil's Marbels. Disse sten var enormt store og runde, og her erfarede Jens at tyngdekraften bare er en af de naturkrafter som man ikke skal lægge sig ud med. Der skulle utallige helhjertede forsøg (samt en barmhjertig samaritaner's hjælpende hånd) til, før Hr. Hansen fortjent kunne tilslutte sig resten af selskabet og nyde udsigten fra toppen.

Devils Marbels satte det sidste kryds for seværdighederne i vores 'Outback' eventyr. Efterfølgende gik turen mod tyrkisblåt vand, storbyer, billigt brændstof, en enkelt øl, surferliv, kilometerlange strande og ikke mindst bodacious babes! Vi kunne næsten ikke vente!
Det var vi dog imidlertidigt tvunget til at vente med lidt endnu. Først var der lige lidt over 1600 kilometer som skulle tilbagelægges.
Vores 'Outback' eventyr har budt på utrolige naturfænomener midt ude i ingenting, samt givet os et indblik i hvor enormt et land Australien egentligt er!