Kære alleNu er vi igen ved nettet og det betyder jo at i lige får en lille updater. Vi befinder os lige nu i Potosi som faktisk er en vældig vældig interessant, så jeg vil tillade mig at lægge en lille historielektion ind. Den kan man jo springe over hvis man han lyst til det:-) Potosi er en ret speciel by. Den er grundlagt fordi der var en utrolig rig sølvmine her, så på et tidspunkt omkring 1600 var det den største og rigeste by på de amerikanske kontinenter. Der er blevet udvundet så meget sølv af den mine at man mener at spanierne kunne have bygget en bro af sølv fra Potosi til Madrid... det spanske kongehus og hele den spanske økonomi var nærmest fuldstændig finansieret af sølv fra denne mine. Den anden side af historien er, at man siger at man kunne bygge en bro til Madrid og tilbage igen af de folk der er døde i minerne. Man mener at mindst 8mio indianske slaver og importerede afrikanske slaver er døde i minerne af uheld, giftige gasser, støv, arbejde med kviksølv og arsen og nedslidning. På et tidspunkt blev der, for at øge effektiviteten, indført at minearbejderne arbejdede på 12 timers skift og ikke kom op af minerne i 4 måneder, dvs. at de spiste, sov og alt muligt nede i minerne, denne reform var en af grundende til at mange døde i minerne. Det er en forfærdelig grim historie! Der er ikke mere sølv i minerne, men der bliver nu minet efter zink, bly, cobber og tin og en lille bitte smule sølv og der er stadig masser af bolivianere der forsøger at ernærer sig ved minearbejde. Man mener at der er 10.000 minearbejdere der arbejder i Cerro Rico som bjerget hedder, heraf mener man at minimum 1000 er melle 10 og 16 år. Hvis man starter med at arbejde i minerne så tidligt er den forventede levealder 28år. Minerne bliver drevet at cooperativer der er ejet af arbejderne selv, men arbejdsforholdene er ikke meget bedre end da det var spanierne der drev dem, der er forbløffende lidt teknologi i minerne. Alt sker stadig ved håndkraft med hakker, skovl og dynamit.Jeg var på en tur nede i minerne og henne og se et raffinaderi hvor råmineralerne bearbejdes inden de sendes videre til Europa hvor de forarbejdes videre. Nede i minerne er gangene flere steder så små at man må krybe på albuerne for at komme igennem. Luften er fuld af støv og tæt og varm. Der er ikke lys i minen så det er kun pandelampen der viser vej. Indtil for 2 år siden blev alle råmaterialer og mineraler båret op på menneskeryg, nu er der lavet et elektrisk hejse system der transporterer mineralerne en del af vejen ud af minerne, men ellers er alt manuelt. De flesteminearbejdere er katolikker og tror på at Gud regerer over jorden, så rationalet er at djævelen regerer under jorden. Måske er rationalet også, at helvede ikke han være så forskelligt fra de forhold der er dernede. Der står små statuer af Djævlen eller ”Tio” (Onkel) som de kalder ham. Og hver fredag giver de ham cigaretter, cocablade og alkohol for at han skal beskytte dem mod uheld i minerne og give sine mineraler fra sig. Når de er i minerne nævner de aldrig Gud, Jesus, Maria eller nogen af de andre man beder til over jorden for ikke at gøre ham jaloux, så hvis der sker et uheld i minen er det djævlen man beder om hjælp. Hvis man er mere interesseret i minearbejderne fra Potosi er der lavet en dokumentar der hedder ”Keeping the devil down in the hole”.Hvis jeg lige skal komme med en lille anekdote fra det virkelig liv kan jeg fortælle, at da min gruppe på seks personer var nede i minen, var der på et tidspunkt to af pigerne der ville, den ene af vores guider blv så hos dem og den anden guide gik med os resten videre, men på et tidspunkt krydsede vi en anden gruppe og lidt efter... ja så var der ikke nogen guide. Der stod vi i et kryds ved fire minegange og en 12årig minearbejder, som ikke havde set vores guide og ikke kendte nogen der hed Milton, ud over hans bror, men han var kun 7 år, så det var nok ikke ham. Så stod vi der og råbte, men lidt efter kom der en anden gruppe turister og deres guide var rar, men lige som vi havde fået lov at gå med deres gruppe kom Milton, helt forpustet og forvirret, så forvirret at han glemte at lave resten af turen men bare fik os ud af minen... Resten af turen var vidst som det var meningen, men det var en trist, trist tur! Lige for at gøre Potosi færdig, så kan I ellers lige tro det er en fin by. Det er en gammel koloniby med smalle smalle gader, kalkede huse i forskellige farver og røde tegltage og en sand overflod af katedraler, klostre og den slags. - og så er den forfalden på den smukkeste måde, som turister og romantikere elsker, men sikkert giver dem der bor her grå hår i hovedet.Hvis I nogensinde skulle komme på disse kanter så er Potosi klart et besøg værd!Cille og jeg har også været på besøg i et fungerende kloster. Det er godt nok ikke for sjov at være i kloster. For det første koster det noget der svarer til 100.000$ at få sin datter eller sig selv installeret, men så er man ti lgengæld også fri for bøvl. Fra da af må hun kun tale med sin familie 1 time om måneden, men hun må ikke se dem, så hun skal tale til dem gennem et forhæng, naturligvis med en anden søster til stede. Hvis familien vil give en gave sker dette ved at nonnen eller novicen rækker en stor træske ud gennem en luge og så kan de lægge det derpå. Måske er det fordi jeg er for lidt inde i klostervæsnet, men hvad skade kan der værre ved at se sin familie, jeg kan forstå med de hemmelig beundre og dem der synger serenader eller måske vil sælge videospil og slik, men familien...noget anden man skal tænke over hvis man overvejer at gå i kloster, hvert fald hvis det er den orden der hedder Santa Teresa, så må man kun snakke en halv time om dagen... av! Ellers bliver der ballade.Det var virkelig spændende at høre om hvordan det stadig er at gå i kloster, og der var et væld af flotte malerier og to meget fine patioer og flotte bygninger og lækre kager som nonnerne havde lavet... men jeg må sige, at jeg er glad for at vi ikke skulle bruge flere dage derinde. Men som Cecilie skriver i sin blok er vi nu også temmelig afholdende, hvert fald når vi er i Salinas, for som hun skriver så kan man ikke drikke noget der ligner alkohol og det nærmeste vi kommer på en mand er det billede af Daddy Yankee som er udenpå vores notesblok... men vi snakker nu nok mere end en halv time om dagen.I dag har vi været på et museum hvor der blev lavet mønter. Det var en meget imponerende bygning. Sikke rigdomme der har været samlet her! Det var et rigtig flot museum, og da vi kom med på en guidet tour hvor guiden talte et super hurtigt og mumlende spansk, som vi ikke kunne forstå, fik vi lov at gå med en sød vagt rundt som, fortalte og snakkede. Der var blandt andet en udstilling af ting der er lavet i sølv, og der var nogle virkelig flotte lysestager spejle og suppeterriner osv, og så var der de helt misforståede ting, jeg vil her fremhæve en sølv thekande formet som en kalkun, men pludder hud ved næsen, vinger med hængsel, så de kunne blafre og det hele, det må være det det grimmeste stykke sølvtøj jeg nogensinde har set... tsk tsk tsk, i forvejen er en kalkun ikke den mest pyntelige fugl, men som sølvthekande der på kaffebordet mellem småkager og sukkerskåle, det er da noget underligt noget! Det er vidst hvad vi har nået af turist ting indtil nu. Derudover har vi hygget med nogle mennesker her på vores hostel, der er blandt andet en gruppe brasilieanere der studerer noget med film og er her for at lave en film om minearbejderne, vi har nydt nogle gode kopper kaffe og brugt lidt tid på vores opgave som vi jo skal skrive i forbindelse med forsøget.Noget jeg også har brugt lidt tid på er, at få aftaler i stand med mit speciale, og det er lykkedes, så når jeg kommer hjem til Danmark skal jeg til at i gang. Det er lige præcis det jeg gerne ville arbejde med, og jeg tror min vejleder er god, så det bliver virkelig spændende at komme i gang med!Til sidst kommer der lige en lille opfølgning på vores forsøg, som, hånden på hjertet, ikke har det for godt. Det er regntid i Bolivia nu og det skulle gerne have regnet det meste af tiden siden sidst i december, men der er bare overhovedet ikke kommet noget vand, så de aller fleste af vores planter er døde, og dem der er liv i endnu er kun fordi vi har slæbt vand ud til dem. For at tydeliggøre det vil jeg lige komme med et lille eksempel. Vi har 9 plots med 40 planter i hver. Vi skal vælge 7 planter ud i hvert plot for at lave ekstra målinger, men i de aller fleste plots er der ikke engang 7 ud af 40 planter der er overlevet. Det er selvfølgelig irriterende for os at vi ikke kan få vores resultater, men for de bønder der lever af at dyrke quinoa er det katastrofalt! Den familie som vi bor hos har sået noget der svare til 8 ha til med quinoa, og langt de fleste planter er tørret ud. Det er virkelig noget skidt! Heldigvis har mange også en alternativ indkomst, men quinoaen er stadig en meget vigtig del af deres mad og indkomst. Så vi sender mariehøns og hvad vi ellers kan finde mod himlen og kigger langt efter skyerne, men de er der bare ikke... men forhåbentlig styrter det ned i Salinas i skrivende stund:-)Jeg vil slutte denne blok, jeg beklager den triste slutning på denne blog, men det fylder meget for de fleste mennesker hernede.Jeg håber at vejret arter sig hos jer hjemme i Danmark og I alle har det godt.De allerbedste hilsner fra IdaJeg vil endnu engang henvise til Cilles blog, hun er ret så ferm til at skrive og har også flere billeder. Hendes blog hedder blogs.kilroy.dk/cilleibolivia