Kaere Ditte,

Saa saa man lige dig blive super voksenagtig og flytte hjemmefra og enhver ting. Selvom der nok lige gaar et par dage, saa glaeder jeg mig til at se dit nye sted! Jeg er sikker paa, at det bliver helt optimalt. En ting der ikke er saa optimalt er saa, at jeg for fremtiden ikke faar mulighed for at spise helt saa mange af din foraeldres hjemmebagte boller og kage som jeg gerne ville. Det maa vi lige tage en snak om, naar jeg kommer til Danmark igen.

Naa, lidt nyt fra Harmony Farm. Det er en meget staerk oplevelse at vaere paa farmen. Nogengange en anelse overvaeldende. Der er ikke meget tid til at vaere alene og reflektere over de ting, man oplever derude, saa jeg nyder mine weekender her i Siem Reap.

Sidste fredag druknede et barn i floden, lige ved siden af Harmony Farm. Jeg orker ikke skrive en hel masse om det igen, men vil i stedet indsaette et uddrag fra en mail jeg sendte sidste loerdag. "Jeg saa ham da han blev bragt op af vandet og hjem. Han dinglede over sin bedstemors skulder. Den gamle kvinde bar hans noegne, druknede lig hjem. Drengens mor skreg. Hun hamrede loes paa sit seksaarige barns doede krop med knyttede naever. Drengen boede i den landsby, jeg bor i for tiden. Saa vidt jeg ved faldt han i floden og blev kludret ind i lotusblomsternes roedder og blade. Og druknede. Han laa i vandet i en time foer han blev fisket op. Af en eller anden grund kan jeg huske, at hans bedstemor var ifoert roede klaeder. Og jeg lagde maerke til, at hans mor i sin overvaeldende sorg stadig forekom smuk. En gammel kvinde gik forbi mig paa en roed cambodiansk grusvej med et barnelig over venstre skulder. Jeg haaber aldrig mere, at jeg skal skrive den saetning. En cambodiansk kvinde jeg kender graed. Saa i stedet for selv at lade mig rive med og soebe i meningsloeshed maatte jeg troeste hende. Og pludselig gik det op for mig, at selv i sorg er der kulturelle forskelle, der skal tages hensyn til. Jeg havde aller mest lyst til at holde om hende og stryge hendes haar, men hun trak sig vaek. Man har ikke for for megen fysisk kontakt i al offentlighed i Cambodia. I stedet tog jeg hende i haanden, og foerte hende ud af det klassevaerelse, hvor jeg fandt hende. Hun er laerer og ville egentlig starte undervisningen faa minutter efter. Men taarerne loebende ned ad kinderne aabenbart. Jeg besluttede mig for at bruge lidt magt og tvang hende med til et tom restaurant faa meter fra skolen, hvor hun drak noget vand og vi talte lidt sammen. Det viste sig, at hun var den doede drengs nabo. Og at hendes eget barn var ved at blive kvalt i et kyllingeben for ikke saa lang tid siden. Efter at have sundet sig lidt tog hun hen til sin ulykkelige (det er vel ikke engang ordet?) veninde. Om aftenen var der musik fra drengens hus. Familie og venner soergede. Meget sent stoppede musikken og meget tidligt naeste morgen startede den igen." Det kan vaere en haard tilvaerelse for de boern, som gaar paa Harmony Farms skole. En pige, som virkelig har gjort indtryk paa mig, er Li Da. Hun er 16 aar gammel og er datter af et par fattige boender. Hendes foraeldre ejer en chilimark, og bor i et lille laeskur naer marken hele ugen. Da Li Da inviterede mig til at se hendes foraeldres 'farm' moedte jeg begge hendes foraeldre. Moren havde mange sporgsmaal, som alle blev stillet gennem Li Da, der agerede tolk. Selvom hun virkede interesserede i mine svar og ville vide hvor jeg havde vaeret og hvor jeg skulle hen senere paa min rejse, saa havde jeg daarlig samvittighed over at svare. Li Da droemmer om at arbejde i en bank i Siem Reap. Hun har end ikke vaeret i Siem Reap, som trods alt kun ligger 70 km fra Harmony Farm, for da slet ikke at tale om landets hovedstad Phnom Penh. Alligevel droemmer hun om en anden tilvaerelse. Jeg vil saadan oenske for hende, at hun vil vaere i stand til at bryde den cirkel af fattigdom, som hendes familie sidder i. Hendes foraeldre ser gerne, at hun dropper ud af skolen og hjaelper dem paa chilimarken. Det vil hun ikke, siger hun; "I want to learn!" Derfor staar hun op kl fire hver morgen og laeser engelsk. I weekenderne hjaelper hun sine foraeldre i marken. Paa en cykeltur forledes koerte en af hendes veninder forbi os paa scooter. Veninden er aabenbart lidt rigere, saa hun har raad til at gaa i skole. Alligevel gider hun ikke studere. Selvom Li Da rystede paa hovedet over sin dumme veninde, der er droppet ud af skolen, saa sukkede hun laengselsfuldt over venindes toej: "Hun har bare saadan en sej stil!" Jeg tror aldrig Li Da har faaet et stykke helt nyt toej. Det var interessant at opleve, at selvom Li Da er et af de mest serioese og maalrettede mennesker, jeg laenge har moedt, saa interesserer hun sig stadig for de ting, vi piger i Danmark interesserer os for. Men paa den anden side: Hvorfor ikke?

Nu har jeg nok faaet Harmony Farm til at lyde som et temmelig vaemmelig trist sted at vaere, men det er det nu ikke... kun. Jeg har ogsaa mange sjove oplevelser med boernene, som paa trods af fattigdom er nogle livlige, nysgerrige og glade smaa vaesner. Lige nu er jeg bare for traet til at fortaelle om det. Det goer jeg i morgen. Maaske.

Kaere Ditte, jeg haaber du har det godt. Hils alle omkring dig.

Tanker, Henriette