Kaere foraar!

Jeg hoerer alle steder fra, at du er ved at vaagne i Europa. Denne morgen har jeg least mails fra baade Maibritt, Christina og mor, der alle taler om dig.

Naa, hvordan er det nu min rejse udvikler sig her i Cambodia? Altsaa, jeg tilbragte fire dage i Siem Reap. Og jeg saa ikke noget som helst af Angkor Wat. Men jeg vender tilbage til templerne i loebet af mit ophold her i landet. Dagen efter min ankomst til Siem Reap var jeg helt smadret og orkede ingenting. Jeg besoegte Les Chantiers Ecoles, som er en haandvaerksskole for unge cambodianere. Skolen er specialiseret i traeskaererarbejde, stenhugning og silketryk, og maalet er at give unge et meningsfyldt arbejde. Det omraade af skolen, som var aabent for besoegende, bestod af nogle workshops, hvor man kunne se, hvordan de unge arbejdede med deres materialer. Det var helt fantastisk at se, hvordan de kunne frembringe de mindste og smukkeste detaljer i traeet og stenen ved hjaelp af en mejsel og et par arbejdstegniner, der hang lidt hist og pist paa vaeggene. Overvaeldet af deres praecisision og taalmodighed tussede jeg bare rundt paa omraadet og lod mig fascinere. Fra skolens omraade hoppede jeg paa en gratisbus (i turistsprog kaldet en shuttlebus), som gik ud til en silkefarm. Her blev man guided rundt og fik indblik i, hvordan der pludselig kommer smukkesilkestoffer ud af smaa runde orme. Hele processen var vist og beskrevet (lige bortset fra den 'lille' del der hedder kemisk farvning af silken, host.)

Da jeg havde trillet rundt paa byens marked og var paa vej hjem til hotellet, hoerte jeg pludselig nogen kalde mit navn - og vupti - saa styrtede jeg ned ad gaden mod Annika, der loeb mig i moede. Annika var ligesom jeg ankommet dagen foer - vi var begge ankommet tidligere end beregnet - saa det var en temmelig vaemmelig dejlig overraskelse. Hun havde allerede taget hul paa sin tre-dages-billet til Angkor Templerne, og jeg synes ikke, at jeg havde laest helt nok til, at jeg ville begynde at se templerne endnu. Vi valgte derfor, at Annika skulle bruge sit tre-dages-pas faerdigt, mens jeg oplevede de andre interessante sager i Siem Reap og omegn.

Naeste dag tog jeg saaledes paa Landmine Museeum. Museet er stiftet af en tidligere Khmer Rouge, som under Pol Pot havde arbejdet som mine ekspert. I loebet af sluthalvfjerserne havde han opnaaet et indgaaende kendskab til miner, og da regimet faldt, begyndte han at arbejde som minerydder. I loebet af de sidste tredive aar, har han kaempet for, at faa Cambodia frit for miner, og engang i halvfemserne (jeg kan ikke huske det praecise aarstal) oprettede han, i samarbejde med Canada, Landmine Museet. Museets overskud gaar til et boernehjem, der ligger lige bag museeumsgrunden, som huser boern ramt af miner. Selve museet var meget hurtigt overset. Det bestod af nogle rum med lidt plancher om Pol Pot og hans slaeng, lidt info om Cambodias situation i forhold til landminer og ikke-sprungne vaaben i dag, og naturligvis en udstilling af vaaben, som stifteren af museet havde samlet sammen i loebet af sine aar som minerydder. Man fik et indblik i, hvor stor skade USA's bombning af graensen mellem Cambodia og Vietnam under Vietnamkrigen, stadig har for Cambodia i dag. Det anslaaes, at der i Cambodia stadig ligger op mod tre millioner miner og ikke-sprungne bomber. Selvom der arbejdes paa at faa ryddet landet for miner, ser man stadig boern uden arme og ben, der humper rundt og saelger alt muligt og umuligt paa gader og straeder.

Jeg brugte min sidste dag i Siem Reap paa at besoege en 'flydende landsby'. Byen laa ude i Ton Le Sap, som er en kaempe soe. Jeg vidste egentligt ikke rigtig, hvad jeg havde forventet. Men bestemt ikke det jeg saa. Byen har ca. 3000 indbyggede og bestaar af en masse smaa baade, en flydende skole, en kirke og en 'krokodillefarm'. Da vi sejlede gennem byen fortalte guiden, at byen var blevet oprettet fordi, at folk ikke har penge til jord. Altsaa pga. ekstrem fattigdom. Jeg havde haft en romantisk ide om en flok fiskere, nogle 'soens folk', der egentligt synes det var meget fint at bo paa selve soen i stedet for at skulle kommunikere alt for meget med os landkrabber. Det viste sig ikke at holde helt stik. Det var en helt skaev oplevlse, at andre menneskers fattigdom pludeslig blev en interessant attraktion for de faa turister, der brugte mere end et par dage i Siem Reap for at se Angkor. De tilsyneladende faa turister der fandt ud til byen, blev sat af paa 'krokodillefarmen'. Denne viste sig at vaere et bur med et par krokodiller, en lille sovenirbiks og en stand med chips, kiks og mentos. Jep, der var gang i den, var der.

Jeg ved ikke om jeg vil anbefale andre turister at tage til den flydende landsby - det er noget underligt noget, at andre menneskers fattigdom, bliver en interessant oplevelse, men jeg vil alligevel anbafale foraaret at komme til den flydende landsby i Ton Le Sap, Cambodia - du holder jo alligevel fri i ni maaneder om aaret.

Kh Henriette