Saa er vi her igen, endelig vil mange af jer nok mene. Men der er sket rigtig mange ting siden sidste blogindlaeg, og saa har vi vaeret en smule uheldige med et par internetsteder.

Sidst I hoerte fra os, befandt vi os paa Ayers Rock Resort. Dagen efter vores indlaeg tog vi ind til 'the bloody stone', Ayers Rock. Vi skulle selvfoelgelig se solopgangen, som var omkring kl. 6.50, saa vi satte en alarm til 6.00, for saa senere (for sent) at finde ud af, at Australien dagen forinden havde skiftet til vintertid. Saa ja, vi endte med at staa op kl. 5.00 og fik HELE solopgangen med. Efter solopgangen fandt vi campinggrejet frem og hyggede os med morgenmaden. Eneste ulempe var alle de ulidelige frugtfluer, som bare elsker at sidde i folks oerer, naese og oejenkroge - hvorfor? Fordi de soeger efter protein, saa de kan holde sig selv frugtbare (laekkert!!). Turen gik efter et laekkert morgenmaaltid ind til stenen, hvor vi begav os ud paa den lange gaatur rundt om stenen, for at vaere praecise 8 km (i bagende sol). Vi ville egentlig gerne have besteget stenen, men pga. varmen var turen lukket. Ved temperature over 36 grader lukker alle fysiske vandreture. Efter gaaturen fik vi frokost, og herefter gik turen videre mod Kata Tjuta (The Olgas), der ligesom Ayers Rock er noget helligt for de indfoedte, the Aboriginals. Dog endte vi med ikke at se saa meget, for her var gaaturen ligeledes lukket pga. varmen (for at vaere helt aerlige, saa orkede vi heller ikke mere). Senere samme dag saa vi solnedgangen over Ayers Rock, hvilket ogsaa blev en lille hyggelig begivenhed med vores komfortable campingstole.

Samme dag, moedte vi et dansk par, Dorthe og Rasmus (virkelig dejlige mennsker), som kunne give os et par raad og historier fra det omraade, hvor vi begav os mod.

- Lige som en indskydelse, saa endte bilen igen paa vaerksted - fy for et sted at mangle mechanical help. Her er jo ikke ligefrem konkurrence, saa de tillod sig at tage, det de havde lyst til. OEV for en udgift!

Allerede dagen efter koerte vi videre mod Kings Canyon. Vi ankom til Kings Canyon Resort hen paa eftermiddagen, saa det var for sent (pga. varmen) at begive os ud paa den gaatur, som vi havde planlagt. Vi var ikke mere end lige kommet ind paa campingpladsen, foer vi saa, at Dorthe og Rasmus ogsaa lagde til her. Vi fik os en rigtig hyggelig snak, og hen paa aftenen var vi saa heldige, at de kom og besoegte vores lille campsite. De havde endda kager med, yummi.

Da temperaturen allerede tidligt paa formiddagen steg, bestemte vi os for at komme tidligt ud af fiseposerne, meeen det der med at komme op, naar det stadig er moerkt er nemmere sagt end gjort. Men vi kom op og gik turen, mens det stadig var taaleligt. Det var en utrolig smuk tur, vi saa baade The Garden of Eden og The Lost City.

Videre mod Alice Spring. Turen var som saadan ikke saa slemt, meeen der kan blive bare en smule varmt i den gamle Commadore fra 95. Et par italienerfyre, som vi moedte tidligere paa turen, havde anbefalet os, at campere paa Macdonnel Caravan Park, saa der satte vi kursen i mod (en campingplads, der klart kan anbefales, bare lige hvis nogle af jer skulle komme forbi Alice Springs).

Saa tager hele historien en soergelig drejning. Midt i aftensmaden faar Marie, hvad der mest minder om et epileptisk anfald, og vi ender alle paa skadestuen, hvor Marie bliver gennemtjekket for alt. Vi booker flere dage i Alice Springs. Efter 3 laaange dage paa hospitalet, blandt ildelugtende Aboriginals, faar Marie lov til at tjekke ud, dog med den kedelig meddelelse, at hun ikke maa fortsaette rejsen sammen med os og derfor maa rejse hjem til Danmark :,( Som en positiv ting til alt det her er, at vi moedte en masse rigtig soede mennesker, som hjalp os den aften, det hele faldt sammen. Vi kan blandt andet naevne Tarzan, som ikke tog oejnene fra Marie og hele vejen igennem var der til at spoerge, hvordan vi havde det, og hvordan det gik med Marie. Han koebte saagar snoller til hende - hun var vist lidt Tarzans Jane. Herudover moedte vi Paul og Kellie + boern, som vi havde det rigtig hyggeligt med i de dage, vi var paa campingpladsen. Som en anden lille sjov ting, poppede de to italienske fyre op samme dag, som Marie kom hjem, og camperede lige ved siden af. Vi havde en hyggelig dag og aften og aftalte med Daniele og Ricardo, at vi skulle moedes paa Oestkysten, naar de ogsaa kommer herover.

Det har vi laert i Alice: 1. De indfoedte lugter - de gaar kun i bad, naar det regner, hvilket er riimelig sjaeldent i den del af Australien. 2. Hospitalet indeholder ikke meget andet end Aboriginals (synd for Marie), saa i kan nok regne ud at der ikke lugter saerlig godt, og at det bestemt ikke er nogen behagelig oplevelse at koere i samme elevator som dem. 3. De indfoedtes kunst er dyrt, ogsaa selvom det er maskinlavet - de indfoedte har aldrig roert det. 4. Politiet er noedsaget til at sidde mellem de indfoedte paa skadestuen, dette for at undgaa slagsmaal mellem 'stammerne' uha uha. 5. HUSK AT DRIK MEGET VAND!!

Ps. Vi havde besoeg af Easter Bunny, hvilken vi stadig ikke ved hvem er?? Nogen bud?

Planen var jo, at vi efter Alice Springs skulle helt op nord paa, hvor vi skulle opleve Kakadu National Park, som har den samme stoerrelse som Danmark. Uheldig for os var det meste af parken lukket pga. oversvoemmelse. Vi satte derfor kursen mod oestkysten i stedet.

Paa vej med Townsville, den foerste by paa Oestkysten, havde vi et par overnatninger, hvor vi var noedsaget til at sove i bilen pga. ekstrem regnvejr. Paa vejen havde vi igen et mekanikerstop, som skulle vise sig at vaere til ingen verdens nytte - det blev nemlig endnu vaerre, da vi naaede Townsville. Vi havde et anden og meget mindre uheld paa samme straekning. Helle bag rattet og Nanna i fuld gang med at smoerre frokosten, sandwich og RUGBROED MED LEVERPOSTEJ (ja, det er faktisk lykkedes os at finde noget, der naesten er det samme, som det vi kender). Efter en ordentlig frokost, ville Nanna lige vifte krummerne af skaerebraettet, men Helle koerer jo alt alt alt for staerk, saa ud af haenderne ryger skaerebraettet, og Nanna kan nu kalde sig for Skovsvin. Vi maa haabe kaenguruerne kan faa lidt fornoejselse af den, for vi mangler den.

I Townsville havde vi et par overnatninger, inden turen gik videre mod Cairns. Vi kom dog ikke ret langt, for allerede efter 5 minutter steg temperaturen i alt det der motorgrej drastigst. Ind til side og mod mekanikeren det gik. Det skulle vise sig, at denne gang skulle blive den vaerste; ny radiator og ny et eller andet som styrer hele motoren. $1500 at betale, vi fik det dog til $840 - mekanikeren gjorde det sort, han mente han havde betalt staten rigeligt i forvejen. Vaerst af alt koerer hans os sgu i et shoppingcenter, mens de ordner bilen - haha god ide, for vi har jo roeven fuld af penge, specielt efter endnu en mekanikerregning!

Saa, med hvad man snart kan kalde en ny bil, begav vi os mod Cairns, hvor vi fandt et LAEKKERT hostel med (uden tvivl) nogen af verdens soedeste mennesker. Rimelig spontant og noget foer planlagt hjalp Gabriel (en af dem fra hostelet) os med at booke tid til dykkercertifikat ved Australiens mest eftertragtede selskab, ProDive.

Saa her er vi nu, i fuld gang med dykkerkurset. Vi er naesten lige kommet hjem fra anden dag i teorilokalet og swimmingpoolen og kan nu sige, at vi har besaaet den teoretiske del af certifikatet. I morgen gaar turen ud til revet, hvor vi skal gennemfoere de sidste oevelser, foer vi kan kalde os for certificerede dykkere - Padi Open Water Divers. Saa vi er helt vilde og glaeder os ekstremt, men nu vil vi til Pizza Night her paa hostelet.

En lille bonus; Vi kan nu sige, at vi har vaeret i alle Australske stater paanaer Western Australia - New South Wales, Victoria, South Australia, Northern Territoty og nu Queensland :D