Saa sidder vi her igen, og hvem kunne lige have forestillet sig, at man "in the middle of nowhere" kunne opstoeve en internetcafe? Saa heldige har vi saa vaeret.

Sidst I hoerte fra os var i Adelaide og siden da, har vi oplevet endnu mere. I soendags stod vi op foer Fanden fik sko paa - vi blev afhentet af en turbus kl. 6.00, som gik til Kangaroo Island. De traette oejne blev spaerret vidt op, da vi saa vores guide, der mest af alt lignede danske Biker Jens med langt skaeg og fullbody tattoos. Vi havde en 2 timers koeretur til faergen og herefter 45 minutter ombord.

Som det foerste paa turen, synes vores guide, at vi skulle have kroppen i gang, saa han bad os ga til toppen af en bakke med ikke mindre end 508 trin - godmorgen, saa var vi ellers ved at vaere vaagne. Efter dette viste han os nogle forskellige udkigspunkter fra oen, blandt andet et, hvor han fortalte, at det naeste man ville stoede paa var Antarktis. Klokken var blevet lidt over middag, og turen gik videre til den farm, hvor vi skulle overnatte. Her fik vi frokost sammen med et andet hold.

Efter frokosten begav vi os videre paa oeen. Foerste stop var ved de new zealanske saeler, hvor baade udsigten og dyrene var fascinerende. Dog sagde guiden, at han ville ikke redde os, hvis vi faldt i vandet her - nogle af verdens farligste hajer, heriblabdt hvidhajen, holdt nemlig til der.

Turen gik videre mod Remarkeble Rocks, som er klippefarmatioener i alle mulige maerkelige former. Nogle saa store som huse andre mindre end os. Stenene kunne antage forskellige figurer alt efter staasted og fantasi. Vi fik lov at kravle baade under og ovenpaa stenene, og det lykkedes en af vores foelgesvende at blive fanget oppe paa en af stenene. Med hjaelp fra Biker Jens aka Gavin vores guide og en anden fyr fra holdet, blev han til sidste loeftet ned derfra.

Efter aftensmaaltiden ved baalet begav vi os ud for at lede efter smaa pingviner. Nu skal i ikke glaede jer for tidligt, for man maa nemligt ikke tage billeder af dem med blitz, da de kan goere dem blinde over tid. Eftersom pingvinjagten fandt sted efter moerkets frembrud, var billeder ikke det nemmeste at faa i hus. Altsaa ingen billeder af pingviner til jer.

Traette gik vi i seng og traette stod vi op igen naeste morgen for at begive os ud paa flere nye eventyr. Som det foerste fik vi lov til at komme helt taet paa en australsk saelkoloni, som bestod af mellem 600 og 700 saeler. Saelerne er ikke laengere saa udbredt som engang, da menneskelige faktorer som affald og overdrevet fiskeri af de fisk saelerne lever af, har oedelagt saelernes levevilkaar. Vi fik den fantastiske oplevelse at komme helt taet (10 m) paa saelerne - en enkelt og meget fotoglad kineser kunne dog ikke dy sig for at snige taettere paa.

Saa kom en af de ting, som vi virkelige havde glaedet os til - Sandboarding i Little Sahara!! Til jer som ikke ved hvad sandboarding er, saa kommer der lige en kort forklaring her. Det handler mere eller mindre om at finde en stor klit og smide sig ud over den paa et braet. Det var suuuper fedt, men Marie beklagede sig dog en smule dagen efter, da hendes frygtloeshed havde givet hende blaa maerker.

Efter flere ture ned af klitterne og de endnu haardere ture op igen, kom vi til et af vores yndlingssteder paa turen - et kaemguruhabitat. Her lykkedes det os at overtale flere kaenguruer til at komme over at snakke med os. Det var en skoen foelelse at faa lov til at klappe de bloede dyr.

Resten af eftermiddagen gik med frokost og strandbesoeg inden vi igen vendte snuden hjemad mod Adelaide. Her skal det siges, at hjemtransporten var noget sjovere end turen til oeen, vi blev nemlig transporteret af fancy og lynhurtig fiskerbaad, hvilket dog resulterede i, at Helles short kom til at lugte som Harbooer fiskerhavn.

Tilbage paa fastlandet moedte vi den legesyge sael Pongo., som fik Marie til at udbryde 'naaaarh'. Tilbage i Adelaide fik vi os igen indlogeret paa Annie's Place, og vi fik et naerende maaltid paa Hungry Jack's, det australske svar paa Burger King.

Hjemme paa vaerelset fik vi os et bad, og vi fik ordnet en ordentlig omgang vasketoej med toeresnor udspaendt tvaers gennem hele vaerelset, maaske til irritation for den fastboende hollaender. Hun blev endnu mindre begejstret for os, da Maries mor valgte at ringe kl. 2 om natten. Heldigvis moeder vi (forhaabentlig) ikke hende igen.

Naeste morgen stod vi tidligt op, fik handlet ind og satte kursen mod Port Agusta, hvor vi havde en hurtig overnatning, inden vi igen var paa farten, denne gang mod Cooper Pedy, en mineby i Outbacken. Det specielle ved byen er, at en stor del af befolkningen er bosat under jorden, fordi der er saa varmt - omkring 60 grader i sommerperioden. En af Cooper Pedys velbesoegte 'attraktioner' plejede at vaere Crocodile Harry, saa ham skulle vi selvfoelgelig lige hilse paa. Desvaerre for os erfarede vi fra pizzamanden paa campingpladsen, at den kaere Harry doede for to aar siden (Marie var meget skuffet - dog er Helle og Nanna en smule i tvivl om, hun overhovedet ved hvem han er, eftersom hun bliver ved med at kalde ham Kangaroo Jack). Med en kopi af Mr. Bean og vores pizzamand fra campingpladsen fik vi os en hyggelig aften med cider og pool i en underground bar.

I dag er vi, efter en meget meget lang og varm koeretur, naaet til Ayers Rock, som vi i morgen regner med at skulle udforske. Her er moegvarmt og alt alt for mange lorte fluer, men det er alligevel lykkedes os i kampens hede at faa vores fine lille telt slaaet op.

Nu er vi blevet sultne, saa vi vil i gastronomiens tegn kokkere en gourmet pastaret fra posen.

Lige mht. billeder, saa kan vi ikke oploade billeder paa denne internetcafe, men regner med at kunne goere det, naar vi kommer til Alice Springs (om 2-3 dage).