Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det blevet vores sidste hele dag på turen, og jeg tænker på, hvor tiden dog er blevet af?
Men når jeg så ser på programmet fra f.eks. vores første dage i Singapore, så er det næsten som om, det må være en helt anden tur for længe siden, så mange oplevelser ligger der imellem. Vi har nydt dagene her ved stranden og har jo også haft mulighed for at få et godt indtryk af hele øen på vores ture.
Efter morgenmaden var vi igen i dag hurtigt på stranden - der er heldigvis så mange steder at lægge sig i solvogne og med en parasol, og vi har også alle fået meget sol, som alle europæerne på stedet. Her er også en del muslimske turister. De bader også, men kvinderne beholder alt tøjet på, og hele familien er mere påklædte, end vi kunne tænke os, når vi er ude at bade.
Ingrid og Dorthe har været langt hen ad gaden fra vores hotel for at gøre forskellige indkøb - ikke alt lykkedes - og for lidt siden gik vi alle op og fik frokost på en af de nærliggende restauranter.
Nu ligger Hanne og Søren, Ingrid og Kaj igen ved stranden, Dorthe holder siesta på vores airconditionerede værelse - vi har i den grad fundet den rigtige temperatur - og jeg skriver til min blog.
Når mørket falder på, har vi aftalt at gå op til den restaurant, hvor Dorthe og jeg spiste i aftes.
Vi skal af sted kl. 15.30 i morgen her fra hotellet og beholder et enkelt værelse til kl. 15, så vi kan vente med at skifte til vintertøjet, til lige før taxaen kommer efter os. Vi skal flyve fra Langkawi til Kuala Lumpur kl. 17.35 med ankomst i K. L.kl. 18.40. Der skal vi over i den internationale lufthavn - med taxa - og flyve derfra kl. 21.40 - ankomst i Singapore kl. 22.35.
Den sidste - og lange - del af flyveturen fra Singapore har afgang kl. 01.15 og ankomst i Kastrup Lufthavn kl. 07.15 torsdag morgen. Det bliver en lang tur - vi får jo 7 timer lagt til - , men vi har mange dejlige minder at sidde og tænke tilbage på, hvis det kniber med at falde i søvn i flysædet!
- comments