Profile
Blog
Photos
Videos
Kl. er 15.30 og solen bager ned på Langkawi. Der har ellers flere gange været optræk til mørke skyer og torden, men indtil nu skinner solen stadigvæk med stor styrke. Jeg sidder og skriver i lobbyen, som er et åbent rum ud mod parkering til den ene side og swimmingpool-området til den anden, og her er også meget varmt!
Vi har ikke haft overskyet overhovedet i dag, så det har været varmt at færdes - Hanne og Søren havde begivet sig af sted mod området ved Underwater World, hvor der er forskellige forretninger. De er hjemme igen, men det havde været en varm tur.
I formiddags ville Dorthe og jeg udforske området, der ligger efter vores hotel, da vi hørte fra nogen, der boede lidt længere ude, at der var masser af aber ved vejsiden, da de gik der. Men aberne var åbenbart ikke stået op endnu, for vi så ikke en eneste, men på vej derfra gjorde vi bekendtskab med et engelsk par, som er med et krydstogtskib og ville finde en strand, hvor de kunne bade, inden de skulle sejle videre kl. 18. Vi inviterede dem gæstfrit ind på vores domæne, og der befinder de sig endnu - så taknemmelige for invitationen, at vi er blevet trakteret med rom og cola - og har *made the day for them.'
Kaj og Ingrid har tilbragt hele dagen ved stranden. Der er også skønt - vi ligger selvfølgelig i skyggen det meste af tiden, og ind imellem er det så virkelig pragtfuldt at gå ud at bade - ikke fordi det på nogen måde afkøler en, men alligevel giver det en friskhed bagefter.
I aften har vi bestemt at dele os i små grupper i stedet for at spise sammen. Det kan være svært at blive ved at finde restauranter, der tilgodeser smagen hos 6 forskellige personer.
- comments