Der kommer et tidspunkt, når man har mødt et nyt menneske, hvor "Hihi, det er sjovt, at du gør det på den måde" bliver til "f***, hvor er det irriterende, at du gør det sådan". Også, når man har mødt en ny kultur. Og det punkt er vi nået til, måske ikke så meget Seb, men særligt mig. Min kulturelle overbærenhed bliver virkelig sat på prøve hernede, hvor god service og logiske, effektive arbejdsmetoder snarere er undtagelsen end reglen. På restauranter kan de kun lave en brøkdel af maden på menukortet. Det huer mig altså ikke, når jeg endelig tror, at jeg kan få den langt savnede cæsarsalat fra menukortet. Og først når man beder om regningen, begynder de at skrive ned, hvad man har bestilt (det bruger de så et kvarter på). I det hele taget er de langsomme, uforudseende og virker ligeglade med kunden. Det skal tilføjes, at jeg er overtræt og har PMS, mens jeg skriver det her indlæg (de er sikkert dygtige, og jeg er bare i mit etnocentriske hjørne). Fra nu af og resten af indlægget: Ingen negativitet.
Vi er i Battambang, Cambodjas næststørste by. Byen er lidt tam kulturelt set, og der er af samme grund ikke mange turister. Her har vi taget et par afslappede dage med pjasken i poolen og en masse læsning.
Forleden var vi på tur ud af byen, hvor Seb, ifølge ham selv, fik sin største naturoplevelse nogensinde. Den bestod i at se 5 millioner fuldfede flagermus flyve ud af en grotte og forme sig som en sort slange over himlen og flyve mod en nærliggende sø for at finde føde. De er så mange, at det tager hele flokken en hel time at flyve ud af grotten. Det så surrealistisk ud, og Seb gik i fotograf-mode med et smil som en 5-årig, der lige har fået is. Jeg har lovet at tage ham med ud og se sort sol i Danmark til efteråret, nu hvor han er så vild med store flokke af dyr på himlen.
Cambodja var som bekendt en god kandidat til helvede på jord i 70'erne, hvor kommunistpartiet Khmer Rouge gennemførte et folkemord af grummeste kaliber. Efter at have læst bøger om emnet og snakket med folk, der mistede deres familie under regimet, er jeg blevet dybt berørt over historien, og det kom til udtryk forleden. Seb, jeg og vores guide var kørt op på et bjerg med en grotte, hvor Khmer Rouge torturerede og slog ihjel. Vi kom til en 30 meter dyb klippeskakt, som børn blev skubbet ned i. Ikke alle døde i første forsøg, men så var der en endnu dybere skakt et niveau længere nede, og så fik de hårdføre børn en ekstra tur. Det var uden sammenligning det mest forfærdelige sted, jeg nogensinde har været. Man kunne lugte død, og synet af et bizart højt antal krakelerede kranier, der var fundet i grotten og nu udstillet i et glasmontre, gik lige i hjertet. Vi var de eneste besøgende, og da Seb og guiden gik ind i en hule for at udforske den, stod jeg alene foran den klippeskakt, hvor flere tusinde uskyldige børn var blevet skubbet i døden af nådesløse soldater. Billederne i hovedet var for meget for mit lille pigehjerte, og jeg brød sammen i gråd. Alle de forfærdelige historier, jeg havde hørt om livet under Khmer Rouge, blev bearbejdet på én gang i den grotte, og jeg kunne ikke holde min hulken tilbage. Den cambodjanske guide, der helt sikkert var gammel nok til at have oplevet Khmer Rouge regimet, troede, at jeg havde fået et anfald af klaustrofobi eller var bange for flagermusene i grotten. Tanken strejfede ham slet ikke, at jeg var blevet rørt over historien, der knyttede sig til stedet. Skræmmende, hvor hurtigt man bliver hærdet af elendighed.
Cambodja er en hård nød at knække med sin dystre og sørgelige historie, der virkelig har ramt mig. Hvor er jeg glad for at bo i et land, hvor den største politiske urolighed er lærer-lockout. Og hvor er jeg uendelig ked af, at andre desværre ikke er lige så heldige.

Ordbog

Cæsarsalat: Et livsvigtigt drug, som er udsolgt i Cambodja
Pigehjerte: En muskel, der pumper blod rundt i kroppen
Guide: En ussel mandsling i klipklappere, der på dårligt engelsk insisterer på at fortælle dig lokale sagaer
Lærer-lockout: Noget derhjemme. Who cares?