En forfærdelig stemning bredte sig i vores lille selskab på vores sidste aften i Phnom Penh. Hvad der startede som en hyggelig middag endte i et kvarters rædsel og frygt ombord på en slidt tuk tuk.

Det var eller startet så godt. Vi havde spist med Tommi og Katrine på en lille mexicansk snask, ivrige efter at vaske taranteller, myrer og andet eksotisk af det, vi havde spist i går, væk med en god, gammeldags burrito, noget man ved hvad er. Burritoen smagte af alt andet end edderkop mens AC'en kølede vores perspirerende kroppe ned til et tåleligt niveau. Dagen indtil da havde været en afslappet perle med lidt vinduesshopping og tilbagelænet hygge. På vej ind i tuk tuken sprang Katrine så bomben, der skulle forandre vores rejse for de næste par dage, og gøre den lille køretur hjem til hotellet til en anspændt affære;

"Jeg har ikke skidt i to en halvt uge", sagde hun.

Vores tuk tuk virkede pludselig mere ustabil end ellers. Vejenes tilstand, der indtil nu havde været en charmerende del af oplevelsen, blev med et en kilde til uro. En følelse af rædsel og frygt spredte sig. Jeg kiggede på Tommi, der sendte mig et blik, der sagde det hele. Han havde vidst det, den hund, men havde ikke fortalt os noget. Han kiggede ned i skam. Ida klemte min hånd hårdere, hendes blik fokuserede på en reklame for en shooting range oppe i loftet. Hvert bump på vejen kunne potentielt få Katrine til at eksplodere i en storm af burritos, pat thais og afførring. Hvis plastisk sprængstof havde ansigtsydtryk, ville de ligne Katrine i det øjeblik, hvor jeg endelig fik samlet mod til mig og fanget hendes blik. Skyldplaget, men med et rebelsk strejf af viden om den magt, hun havde, til at sætte sit destruktive præg på Cambodias hovedstad for altid.

Vi klarede turen hjem med livet i behold, men ingen AC i verden var i stand til at fjerne den koldsved, der løb koldt ned af vores rygge. Vi prisede os lykkelige over at Tommi og Katrine skulle med en anden bus til Siem Reap dagen efter. Vi prisede os lykkelige over stadig at være i live.

I Siem Reap tjekkede vi ind på et relativt luksuriøst dobbeltværelse på et pænere hotel. Når et dobbeltæværelse er billigere end to senge i et dorm, er det svært ikke at rejse lidt mere behageligt end standardbackpackeren. Byen i sig selv var en befrielse fra Phnom Penhs store, beskidte boulevarder og små, trafiktrængte gader. En lille hyggelig by, omgivet af rismarker og beliggende et par kilometer nord for den mægtige Tonlé Sap lake. Man fik sig hurtigt en ide om, at byen slet ikke ville eksistere, hvis ikke den lå lidt uden for mægtige Angkor Wat.

Angkor Wat, der havde lokket ikke bare os, men cirka halvdelen af verdens aktive rejsende op til Nordcambodia, for i et stort menneskehav at se den "mytiske og overdådige solopgang over templet".

Vi delte en tuk tuk hele dagen med Tommi og katrine, der endnu ikke havde skidt. Hele sagen var stadig lidt speget, men vi lod det passere for at have en god tur. I forvejen var der lidt irritation at spore på vores udflugt, da den engelsktalende chauffør, vi havde fundet dagen før, havde sendt sin retarderede, ikke-engelsktalende bror.

Med alle de almindelige modbydeligheder af vejen, blev vi sat af lige uden for moderen til alle templer, Angkor Wat, verdens største religiøse bygning. En ting blev tydeligt gjort klart indenfor det første minut; hvad der engang havde været mytisk og overdådigt var nu en større turistfælde end Disneyland, Pyramiderne og Gåsetårnet i Vordingborg kombineret.Turisterne ikke bare stod, de sværmede.

Vi havde mødt en ældre, dansk mand, der påstod, at i 2020, ville 20% af verdens rejsende være kinesere. Til ham siger jeg bare, fremtiden er nu! Med forbehold for, at ikke alle mennesker med skæve øjne og gul hudfarve er kinesere, lod det i al beskedenhed til, at der var en kommunistisk invasion i gang. Overalt var de. Ida fik en i skoen mens jeg ihærdigt pøvede at forsvare vores 2 kvadratmeter græsareal ved at svinge vores taske vildt foran mig. Ragnarok.

Ved de følgende templer stilnede det hele lidt af, mens templerne tog til. Otte af slagsen blev det til, og mens jeg troligt besteg hver en lille ruin, fik Ida nok efter de første fire. De bygger flot, men de bygger ens. I det mindste var det ikke glas og stål...

Det sidste tempel var det legendariske Tomb Raider tempel, udødliggjort i nyklassikeren *host* af samme navn. Træer og kinesere og digitalkameraer snor sig i et stort broderi ned over de gamle tempelvægge, indhyller dem i eventyr og moderne charterturisme. Det var templer nok for den dag.

Bedst som man er ved at brokke sig over, at billetprisen ikke var det værd, indser man dog noget. Det går op for en, at minder filtrerer turister fra. Så måske selve turen, i øjeblikke var en semifiasko på grund af de mange turister, er det ikke det man sidder tilbage med. Det, man sidder tilbage med, er mindet om solen der rejser sig som en vred, knyttet næve af rødt over det mageløse, flotte og helt igennem prægtige Angkor Wat. Og så er det ikke så galt igen. Men lad os for guds skyld slippe for at besøge den kinesiske mur.

Ordbog.

AC: Air Condition. Det konditionerer luften. Og det er godt.

Dorm: Et fugtigt rum med kvadratmeter/backpacker ratioen 1:4. Indeholder for det meste ikke AC (se ovenstående). Og det er ikke godt.

Ragnarok: Hvis ikke det snart holder op med at sne hjemme i Danmark, kan det anbefales at slå ordet op i en rigtig ordbog. Og så ellers bare komme ud med det samme!