Det ville være synd at påstå, at vores første eventyr ind i Cambodia var en succes. Nogle ville måske gå så langt som at mene, at det ville være en løgn. I hvert fald viste det sig at være en løgn, at det var sværere at komme videre fra Koh Krong, et par timer efter grænsen i bus, om eftermiddagen, end det var om morgenen. Det var lodret umuligt. Lonely Planet burde kraftigt overveje at udskifte teksten "der er flest forbindelsesmuligheder om morgenen" med det mere præcise "der går kun busser fra Koh Krong klokken otte om morgenen". På den måde føler man sig ikke helt taget med bukserne nede, når man strander for natten i en gudsforladt flække i udkantscambodia.

Alene var vi til gengæld ikke, da den umiskendelige lyd af snøvlende dansk have sneget sig ind i vores øregange ved grænsen til Cambodia, og vi havde haft et par midlertidige rejsepartnere og taxadelere, et fynsk par ved navn Katrine og Tommi. Da vi indså, at vi ikke kom videre den dag, besluttede vi os for at stalke deres hotel, og senere tage med dem til Phnom Penh.

Man kommer dog ikke ind i Cambodia uden først at beskæftige sig med de notorisk korrupte grænsevagter ved Cham Yeam. Vi var ellers velforberedte, havde læst alt om de falske sundhedserklæringer og den opstyltede pris for et visa, der er dobbelt så højt her som andre steder. Vi følte os klar, vi kunne tøjle de Cambodianske hunde. Åh, så naive vi var.

Det tog nøjagtigt 30 sekunder fra den første cambodianer sagde "Health declaration" til vi stod og fedtede med vores pengekatte for at finde frem til det rigtige antal baht. Og herfra var det kun ned ad bakke. Normalt koster et visum 20$, men de kræver prisen i Baht, og samtidig hvad der svarer til 40 dollars. Vi vidste det, og vi var klar. Ved skranken skulle det store slag stå. Tålmodighed er nøglen, og hvis man venter længe nok, ender de altid med at give dig et visum til den rigtige pris. Idas jyske kræmmerøjne skød lyn, min københavnske kækhed stod på spring. Vores fingre kælede for de amerikanske dollars, vi havde klar i lige penge, som var sedlerne seksløbere og vi var Doc Holiday og Wyatt Earp ved OK Corral. Det var vi bare ikke. De tusinde baht kom hurtigere op af lommen, end DF ønsker indvandrerne ud af DK, og vi havde lært en lektie. Vi havde lært på den dyre måde, at vi var grænseidioter, og at det her var sidste gang, vi på nogen måde skulle krydse en grænse ind i Cambodia, i hvert fald indtil en af os gør alvor af tanken om at sælge en nyre, og vi får råd til den slags udskejelser.

Hovedstaden Phnom Penh er derimod mere civiliseret. Her er stadig de samme gamle tricks som alle steder, landevejsrøvere og folk der står på spring til at vride dine penge ud af dig med det ene indøvede nummer efter det andet. Til gengæld er det lettere at undgå, og ikke tilnærmelsesvis så heftigt som den monumentale korruption vi oplevede ved grænsen. Samtidig er det en enorm befrielse at være i en storby, hvor man føler der er plads til at bevæge sig rundt, og hvor alle butikkerne ikke på en eller anden måde primært henvender sig til turister og backpackers. Jeg kigger på dig, Bangkok. Cambodianerne er også betragteligt mere venlige end thaierne, og det er i sandhed smilets land, som vores guidebog hårdnakket påstår. Et smil vil måske ikke sikre dig en plads i senatet, men du får som minimum et oprigtigt et tilbage.

Så med et friskt overskud i tasken, har vi fundet tid og lyst til at kigge nærmere på kulturen i Cambodia. Eller, torturen for at være præcis. Det er let nok nu at slynge en masse tal ud, når snakken falder på Khmer Rouge regimet. Så og så mange cambodianerne blev dræbt, så mange blev uretmæssigt fængslet (hvilket ofte var det samme), og så mange babyer fik deres hoveder knust mod et træ i the killing fields lidt uden for byen. Man kan vist roligt konstatere, at det var en helvedes tid at være cambodianer.

Intet sted, som vi har set i hvert fald, er sporene og muligheden for at opleve Pol Pots mærkelige ideer om en regering tydeligere, end i Tuol Sleng, eller S-21 som det bliver kaldt. En gammel skole for de ældre elever, der da undervsining blev bandlyst, blev brugt som fængsel og tortur-rekreationsområde for Khmer Rouge. Mens Auschwitz er en lang Stephen Spielberg film, i den forstand at skilte og andet insisterer på at fremprovokere en enorm følelse af tristhed og melankoli eller bare et eller andet i de ydre grænser af følelsesregistret, er Tuol Sleng mere behersket, og derfor meget mere virksomt i sit rå, uspolerede udtryk. Store, tomme rum, kun med en metalseng på gulvet og et enkelt fotografi af et torturoffer ved siden af selvsamme seng, gør indtryk. Det samme gjorde blodet på gulvet i de små celler længere fremme. Og de små celler i sig selv. Nok til at Ida nu har købt en lille hær af bøger om emnet, og tærsker mine ører fulde hver gang hun får chancen, om Khmer Rogue regimet. Vi bliver skam klogere af at rejse.

Når vi ikke anstrenger os intellektuelt, udfordrer vi os selv kulinarisk i stedet. Det tog mig et par burgere i går, at spise mig mod til en af de mere kuriøse specialiteter hernede; Dybstegt tarantel. Det eneste, der oversteg min indre, medfødte væmmelse for det, jeg skulle til at putte i munden, var tanken om min mors hjerne, der kommer til at slå knuder på sig selv, når hun læser det her. Og så var det ikke så dårligt endda, da det kom til stykket. Ned kom de tre bæster, hver på størrelse med en fuldvoksen dværgs hånd, sirligt dyppet i den medfølgende, delikate peber/lime dressing. Straks værre var det med hovedretten, der smagfuld som den var med sine myrer og bøf, var så urimeligt stærk, at det var som at have hudafskrabninger i munden. Og nå ja, så har jeg lovet at skrive, at Ida også spiste et edderkoppeben. En præstation der, når man tænker på hendes araknofobi, nok er større, end at jeg spiste tre hele (minus et ben forstås).

Ellers chiller vi bare rundt og dobbeltdater med vores nyfundre danske venner. Og inden der kommer indvendinger, ja, jeg er ved at blive gammel og sat, men så tæt på tredive som jeg er, har jeg snart tjent retten til at dobbeltdate, uden at folk behøver værre på nakken af mig. Næste stop er Siem Reap, hvor stolte Angkor Wat venter på os.

Ordbog

Khmer Rouge: Pol Pots parti og styre, der fra 1975 til 1979 lavede en voldsom masse ballade i gaden (og dræbte en fjerdel af Cambodias befolkning i processen).

Tarantel: En forbandet stor edderkop, der, hvis den boede på dit toilet, ville få din blære til at eksplodere.

Dværg: Et lille menneske, men dog et menneske!