Gratis transport? Ja tak. Man bliver inspireret af andre rejsende hele tiden, og da vi havde hoert at det ikke skulle vaere noget problem at blaffe i Mexico, taenkte vi, at det skulle vi da ogsaa lige proeve. Tommelfingeren opad, en truck samlede os op, og vi var paa vej mod San Cristobal - dog med to stop undervejs: Det foerste ved det store vandfald Misol-ha, som falder 35 m., og det andet ved Agua Azul-vandfaldene, der er en serie af vandfald, der vælter ud af regnskoven i endeløse kaskader - flot, men pga. regntidens indvirken var vandet ikke azurblaat som forventet, men en anelse brunt og grumset. Lidt heldigt moedte vi en mexicansk familie ved Misol-ha, som tog os med til Agua Azul - ganske gratis, we like! Heldet i vores tommelfingre slap desvaerre op herefter, og efter en times venten maatte vi indse, at en bus nok var vores sidste udvej, hvis ikke vi ville overnatte paa parkeringspladsen.

Palenque og San Cristobal ligger i den bjergrige og naturskønne Chiapasprovins. San Christobal (2160 m. o. h.) er en utrolig hyggelig bjerglandsby, men grundet den store hoejdeforskel fra Yucatan-staten faldt temperaturen vaesentligt, saa uldundertoej og sovepose kom her i brug for foerste gang. Vi brugte mange timer paa at slentre rundt i San C.´s snoede gader, hvor fine katedraler, markeder og hyggelige caféer optog vores opmaerksomhed. Forresten er vi rimelig nede med backpackerlivet, eftersom det lykkedes os at bo paa et hostel uden vand i tre dage - dermed uden toiletbesoeg og bad. Laekker lugt.

En virkelig smuk oplevelse i Chiapasomraadet var vores udflugt (jeps, vi havde smurt madpakker) til Canon del Sumidero (Sumiderokloeften), som var en sejltur i speedbaad gennem Grijalvafloden, hvor groenne klippesider taarnede sig naesten 1 km. i vejret omkring os. Vi noed ikke kun den smukke natur, men fik ogsaa synet af de lokales mishandling af naturen, for fra klippetoppene smider de affald ned i floden, hvilket for os synes absurd, naar man har saa unikt et naturomraade.

San Cristóbal er centrum for Chiapasprovinsens mange indianske folkeslag, der stadig lever ifølge urgamle traditioner med rødder tilbage til mayaerne. Det absolutte hoejdepunkt for vores tid her var en fantastisk mountainbike-tur til bjerglandsbyen San Juan Chamula, der ligger 10 km. fra San C. Det var mega haardt at overvinde disse stejle stigninger paa jernhest efter en maaneds inaktivitet - but we finally made it! San Juan Chamula var en kaempe oplevelse. Chamulaerne er en uafhaengig Tzotzil-gruppe, som lever under egne regler. Byen er kendt for sin saerpraegede kirke, og det var ogsaa her man som rejsende blev taget med storm. Inden vi traadte ind, afsloerede kirkens dekorerede facade allerede forskellen fra de hidtidige katolske kirker vi har set. Vi traadte ind i et moerkt kirkerum, uden vinduer, kun oplyst af hundredevis af stearinlys paa gulvet. Blandt lysene og halm (brugt til at faa onde aander til at forsvinde) stroeget ud paa gulvet sad bedende kvinder, maend og boern. Det var en utrolig oplevelse at overvaere disse boenner til de forskellige helgene, idet de baade ofrede levende hoens og maerkvaerdigt nok ogsaa tequila, mazcal og Coca Cola. Religionen de praktiserer er en blanding mellem katolicisme, hvor de tilbeder Johannes-doeberen, og gammel mayaindiansk tro. Det der nok slog os mest var deres tradition for at saelge deres doetre til aeldre maend i en alder af 10-12 aar, hvor de mener, at de er giftemodne - men dette er formentlig et resultat af den fattigdom, som hersker her. Stemningen i kirkerummet var utrolig intens, i og med at chamulaerne kun kommer i kirken, hvis de har et alvorligt problem, sygdom el. lign. at bede for, saa vi overvaerede f. eks. flere graedende. Det var meget bevaegende!

Som I nok kan fornemme, noed vi virkelig vores tid i San Christobal, men efter udfugten til San Juan Chamula var det nu alligevel tid til at drage videre, saa vi tog natbussen mod the Pacific Coast og Pourto Escondido samme aften.