Dette er anden del af d. 1. februar, saa har du ikke laest foerste del (Queestown - Bungy Jumping), saa skulle du maaske lige laese den foerst.

Efter at have kastet sig fra de 134 meter, saa skulle man maaske tro at jeg havde udsat mig selv for nok farlige stunts for i dag, men jeg havde andre planer for resten af den dag, der var en stor combo af spring fra halsbraekkende hoejder. Uden at vide det saa endte jeg dog med at faa lidt mere spaending end forventet. Det var nemlig saaledes at vores chauffoer fra Bungy-centret, der skulle bringe os tilbage til Queenstown by, aabenbart havde doedsforagt og derfor koerte fuldstaendig sindsygt ned af den smalle ensporede bjergvej, hvor det eneste der var imellem os og et fald paa omkring 500 meter var: ingenting!! Jeg ved ikke om han har udfoert for saa mange bungy jumps i sin tid, at han har faaet en mindre hjernebloedning, men der er ingen tvivl om at jeg oplevede en af dagens mest skraemmende situtioner i mini-bussen med ham som chauffoer.

Tilbage i Queenstown havde vores gruppe omkring 45 minutter inden det gik loes igen. De andre smuttede tilbage til vores hostel for at power-nappe, mens jeg bare sad paa en baenk, noed solen og proevede at forstaa hvad det var jeg lige havde udsat mig selv for. Derudover skulle jeg forberede mig selv paa Canyon Swing, der i bund og grund bestaar i at hoppe fra omkring 109 meters hoejde i en gynge lignede position. Eller det var hvad jeg troede, men jeg skulle hurtigt komme til at vide bedre!

Da vi ankommer til Canyon Swing-centret gaar det op for mig, at det maaske ikke er saa ligetil at springe fra de smaa 109 meter, da det ikke bare er et almindelig spring. Ikke alene er det hoejden naesten den samme som Nevis Bungy Jump, men der er ogsaa 16 forskellige maader man kan springe paa. Nogle hvor man bliver spaendt fast til en stol, mens andre er sidden eller med saltoer hele vejen ned. Men man her er instruktoererne ikke serioese og proever at faa dig til at foele dig sikker. De er alt andet end det.

I stedet for at taelle ned for at hjaelpe en, saa taeller de ned og siger du maa springe og mens du saa laener dig udover kanten, saa traekker de dig tilbage og siger du skal starte forfra. Der udover saa snakker de hele tiden om de smaa faktorer der kan goere det gaar galt og koerer paa en psykisk indtil ens selvsikre smil er forvandlet til en baevende kaebe og ens oejne er blanke som en smeltevandsoe. De koerer den ene runtine af efter den anden, saa man virkelig begynder at frygte at springe og man tror lige pludselig paa at man tilhoerer den marginal gruppe, hvor et eller andet gaar galt paa trods af alle sikkerhedsprocedurene. Og det blev bestemt ikke bedre, da de fandt ud af at de fleste af os havde sprunget bungy den samme dag!!

Chris, der sprang lige inden mig, havde ligeledes sprunget bungy og vi blev derfor begge anbefalet at springe baglaens udover kanten, saa vi ville faa en anderledes foelelse end bungy jumpet. Da Chris staar klar og han faar klar melding til at springe traekker de ham gang paa gang ind, naar han endelig faar taget sig sammen. De siger hver gang at et eller andet er galt og lige skal ordnes, saa han begynder at komme igennem alle de stadier hvor frygten bliver stoerre og stoerre. Da de til sidst lader ham springe bliver alt dette saa udloest i et kaempe broel fra hans side.

Siden jeg har samme spring og kommer lige efter, saa kender jeg jo allerede proceduren. Jeg kommer hen til kanten og bliver spurgt om jeg selv vil haegte mig paa, hvilket jeg paa dette tidspunkt fandt meget fornoejeligt, saa jeg sagde selvfoelgelig ja. Det viste sig saa at mine evner for dette var begraensede, saa jeg havde lidt boevl med det inden jeg fik mig selv fastnet til tovene. Derefter stiller de mig ud til kanten og tager et billed, mens jeg haenger halvt ude over.

Da vi saa staar der og snakker lidt bagefter begynder de at snakke om hvordan jeg ikke kunne finde ud af at haegte mig selv paa og hvordan det sikkert gaar galt saa, men at de heldigvis ikke faar ansvaret naar nu jeg selv ville. Det er her det gaar op for mig, at det overhoved ikke er sjovt at jeg selv gjorde det og jeg har mest af alt lyst til at faa dem til at goere det hele om. Paa dette tidspunkt er jeg ved at vaere forholdsvis skraemt, selvom de ikke har lavet de store numre med mig, saa jeg spoerger dem direkte, hvorfor de ikke bare kan lade mig springe naar jeg vil. De paastaar selvfoelgelig haardnakket, at de nok skal lade vaer med at hive mig ind, men han har stadig sin haand knyttet om mit baelte, saa jeg vidste jo at de ville goere det. Derfor lader jeg mig falde bagover og saa sker det saa...

Aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaarrrrhhhhh.... aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaarggggggggggggggggghhhhhhhhhhhhhh!!!!!!!!!

Naar man er saa sikker paa at blive hevet ind igen, saa er foelelsen af frit fald ligesom den foelelse man faar, naar man droemmer at man falder og pludselig vaagner op. Man tror et oejeblik at man er doeden naer. Dette skyldes maaske ogsaa at jeg haenger i et reb og flyver igennem luften med over 100 km/t og bare ser platformen forsvinde over mig. Virkelig skraemmende og det kan overhoved ikke beskrives fuldt ud. Man vil aldrig kunne forstaa det, hvis man ikke har proevet det.

Men siden der var saa mange forskellige maader at springe paa, saa var et spring bestemt ikke nok. Til det andet spring var jeg dog stadig saa skraemt efter det foerste, at jeg bare lod dem vaelge hvordan jeg skulle springe. Da de har et fuldstaendig twisted syn paa hvad der er normalt og hvad der er paa graesen til total dumhed, saa var det maaske ikke den bedste disposition paa dette tidspunkt, men jeg havde virkelig ikke selv overskud til at tage stilling til det.

De valgte at jeg skulle springe ved at lave et hand-stand paa kanten og derpaa kaste mig udover ved at skubbe mig selv fra kanten. Ikke alene saa staar man til at miste alle taenderne i femoeren, hvis man ikke faar skubbet sig langt nok ud. Man skal ogsaa kunne holde sig selv oppe, hvilket betoed at jeg skulle anstrenge mig udover det saedvanlige :) har jo ikke ligefrem vaeret fysisk aktiv, saa taget i betragtning at jeg er blevet en del stoerre og en del svagere i armene, saa virkede det faktisk endnu mere dumt.

Ved dette spring valgte jeg dog 100% selv hvornaar jeg ville springe, selvom jeg ikke helt stolede paa dem da de sagde det. Derfor var det ikke helt saa skraemmende som foerste gang, men der er ingen tvivl om at jeg stadig fik den samme foelelse af adrenalin blandet med frygt i hele kroppen.

Dermed havde jeg i loebet af i dag opnaaet at springe fra 486 meters hoejde, hvis man tager alle springene samlet. Ikke alene en surrealistisk foelelse, men ogsaa en af de mest udfordrende og graenseoverskridende dage i mit liv. En dag jeg aldrig vil glemme!!

(Husk at se billederne. Jeg havde oprindeligt fra begge spring, men saa valgte jeg saa at miste den med hand-stand. Ser lige om jeg kan skaffe bare et af dem med handstand, da den vidst ligger paa deres hjemmeside)