Fra Wellington, hvor vi har tilbragt de sidste to dage, er der egentlig ikke det stoe at fortaelle om. Ikke fordi Wellington ikke er en smuk og ellers inspirerende by, der byder paa mange muligheder indenfor kunst- og kulturelle oplevelser, men af den simple grund at den samtidig med dette har ufatteligt mange barer. Man kalder ogsaa byen for nordoeens festmekka, men det ved jeg nu ikke helt hvorfor, da jeg kan ikke rigtigt huske noget :)

Nej, faktisk saa lavede vi ikke det store i Wellington, da vi for foerste gang i flere dage havde mulighed for at tage nogle dage, hvor vi absolut ikke skulle noget. Et par dage hvor vi ikke skulle kaste os udover vandfald, hoppe ud fra en flyver fra flere kilometer hoejde eller i det hele taget bare saette livet paa spil, saa vi i nogle faa sekunder kunne opleve det faenomen der kaldes for et andrenelinsus. Faktisk saa havde vi bare brug for et par morfar-dage, hvor vores hjertebanken var nogenlunde stabil og vi kunne sove lidt laenge.

Derfor er vi allerede fremme ved dagen, hvor vi ikke alene forlod Wellington til fordel for Nelson, men ogsaa til dagen hvor vi maette sige farvel til nordoeen, der har budt paa mange oplevelser, og goddag til sydoeen der forhaabenligt byder paa endnu flere.

For at komme imellem de to oer maette vi ligesom alle andre tage faergen, der sejlede saa langtsomt at man kom helt i tvivl om hvorvidt vi bare drev med stroemmen. Om det var en salgsteknik de brugte for at faa solgt mere i restauranten ved jeg ikke, men jeg skulle i hvert fald vaere strandet laenge paa den faerge inden jeg ville koebe noget af deres uapetittelige mad. Faktisk hele 15 minutter, hvilket var saa laenge der gik foer jeg koebte en sandwich og lidt suppe :)

Efter at have nydt mit dejlige maaltid og have tilbragt omkring en halv time paa faergen blev det saa kedeligt, at vi af en eller anden grund kom paa den ide at vi skulle udgive os for at vaere et band og gaa rundt paa baaden og synge for folk, saa de kunne faa en smagsproeve paa 'vores nye album'. Saa i smaa to timer taagede vi rundt paa faergen og fik de fleste til at tro paa at vi havde et band der skulle paa turne i New Zealand. Ikke alene fik det tiden til at gaa og en masse fik et godt grin, men det var ogsaa saadan at 'The Band' blev startet. Jeg lyver ikke naar jeg siger, at vi rent faktisk er lidt beroemte i hernede :) men okay, det vigtigste var nok at det fik tiden til at gaa, saa vi kunne komme til...

Nelson, der som by har ikke saa meget at byde paa, men de skal alligevel lige have et lille ord med. Da vi kom til vores hostel havde de nemlig en lidt besynderlig konkurrence, som man nok ikke finder mange andre steder end i New Zealand. I et omraade med et festival lignende stemning og i et virvar af fadoel, billig vin, stive mennesker og graedende boern var der en scene, hvor en af de mest besynderlige konkurrencer jeg har overvaeret blev afholdt. Jeg ved ikke helt hvad man skal kalde det, men tror maaske man kan kalde det hurtig-klipning af faar. Mand mod mand staar de og trimmer et helt faar, hvilket de formaar at goere indenfor et minut. Den der foerst har forulempet faaret ved at vende det paa hovedet, trimmet dets haarpragt af og forulempet det ved at goere det foran en menneskemaengde har vundet. Jeg ved godt at de har omkring 10 gange saa mange faar end mennesker (40 mio. vs. 4.5 mio.), saa er det alligevel et mystisk paafund, der kan lede en til at tro at de keder sig meget i denne by. Men dumme mennesker keder sig aldrig og det goer de jo saa heller ikke laengere :)

Aftenen gik med lidt hygge, hvor bandet spillede op til dans. Heldigvis var de fleste saa fulde, at de ikke var i stand til at hoere den usandsynlige grimme klang af min ukulele og de andre medlemmers falske sang :)