Fra Franz Josef til Lake Wanaka gjorde vi ikke mange stop og det gjorde vi paa sin vis heller ikke fra Lake Wanaka til Queenstown, der er alligevel et sted der fortjener at blive naevnt. Ude i oedemarken ligger der et lille legeland, der egentlig henvender sig til alle aldre. Ikke alene er der labyrinter og puslespil, der er mind-tricks og andre underlige ting, der kan faa selv den mest fornuftige og logisk-taenkende til at vaere rundt paa gulvet.

Mange af tingene kan slet ikke forklare og skal ses med ens egne oejne, saa man ved at jeg ikke bare finder paa det. Det kan nemlig vaere forholdsvis svaert at tro paa og forholde sig til. Derfor vil jeg holde mig til det vi alle kender og som vi alle enten elsker eller hader. Smaa ondsvage udfordringer, der enten gaar up paa at samle noget, skille det ad eller begge dele. Det kan involvere traestumper, snor, kugler og lignende. Smaa gaader kan gaa fra at vaere let gennemskuelige til at vaere umulige. Jeg beskrev dem som ondsvage, men det er nu lidt misvisende, da jeg elsker saadanne gaader. Naar jeg ellers kan loese dem. Naar jeg ikke kan, saa gennemgaar jeg forskellige stadier indtil jeg naar det totale vanvid.

Foerste stadie er der hvor jeg ser gaaden og finder frem til problemstillingen. Jeg ser det som en udfordring og gaar ind i det med en overbevisning om at jeg nok skal loese det. Faktisk saa er jeg sikkert saa fornoejet over at blive udsat for denne proevelse, at der kommer et lille smil paa laeben.
Andet stadie er der hvor jeg opdager at det maaske ikke er saa ligetil. Det goer mig paa den ene maade fustreret, men goer ogsaa at jeg nu endnu mere oensker at loese gaaden. Jeg begynder nu saa smaat at analysere gaaden og proeve at finde den lille ting der altid er med til at loese gaader. Jeg vender og drejer det i haab om en aabenbaring.
Tredje stadie er der hvor det begynder at blive farligt at vaere i naerheden af mig. Jeg forstaar ikke hvorfor jeg ikke kan gennemskue det og der skal ikke meget til at irritere mig. Mine armbevaegelser bliver stoerre og hurtigere, mens jeg sikkert begynder at snakke lidt med mig selv.
Fjerde stadie er kritisk. Man kan nu ane mine blodaarer pumbe og jeg begynder langtsomt men sikkert at forsoege at loese gaaden med vold. Mit eneste fokus er at loese den og jeg er umulig at faa kontakt til.
Femte stadie er der hvor det gaar op for mig at jeg ikke kommer til at loese gaaden, selvom jeg maaske har brugt flere timer paa det. Derfor rejser jeg mig stille og roligt og gaar som var det ligegyldigt vaek vaek, saa det ser ud som om jeg er ligeglad. Men vi ved jo alle jeg er ved at eksplodere.

Forestil jer saa at jeg befinder mig et stort rum med mere end 100 forskellige slags gaader, der bare ligger der og venter paa at blive loest. Det er ikke alene et mekka for mig, men ogsaa et sted der kan nedbryde min selvtillid og give mig blodspraengte oejne. Heldigvis var vi der kun et par timer. Hvis jeg havde valget sad jeg der nok endnu :)

Fra dette ellers fornoejelige sted gik turen til et sted der kan siges at vaere det mest fornoejelige. Queenstown er ikke alene New Zealands centrum for ekstrem sport og party, men formentlig verdens. Der er ikke det du ikke kan goere i Queenstown. Du kan alt her, saa laenge det gaar ua paa at saette livet paa spil. Helst paa den dummeste og mest risikable maade. Derudover er byen bar efter bar, diskotek efter diskotek og hostel efter hostel. Faktisk saa er Queestown stedet for os. Isaer fordi at folk fra KiwiExperience altid bliver der for et par dage saa vi derfor kunne hooke op med omkring 100 mennesker vi havde moedt tidligere.

Lad os bare blive enige om at Queenstown er som skabt for backpackere, adrenelin junkies og drukmaase. Heldigvis for os saa er vi I mindst en af kategorierne :)