Hej alle sammen.

Efter ønske fra indflydelsesrig side af har jeg besluttet mig for at fortsætte mine rejsebeskrivelser på dansk. Det håber jeg ikke vil genere nogen.

Det er efterhånden lidt over en måned siden, at jeg sidst opdaterede min blog. Dette skyldes bestemt ikke, at der ikke er sket noget, hvilket gør, at jeg på forhånd må beklage, hvis dette blogindlæg udvikler sig til en langsommelig roman. Grunden til at jeg ikke har skrevet i et stykke tid har mest af alt været fordi, vi har haft travlt med studiet. Selvom jeg er i Viet Nam, og jeg nyder livet til fulde, så betyder det jo ikke, at jeg kan tillade mig at ligge (fuldkommen) på den lade side. Dette vil jeg vende tilbage til. Jeg vil først bryde kronologien ved at beskrive den nok mest intense begivenhed, som er sket siden sidst: afslutningen på kurset.

Efter ti uger samlet i Hoi An, endte kurset i sidste uge. Disse ti uger har budt på ufattelig meget. Fagligt har jeg lært, jeg har fået meninger udfordret og jeg er i høj grad blevet inspireret fremadrettet. Socialt har jeg fået mange nye, dejlige venner, bekendtskaber og kontakter, og fysiologisk er jeg blevet lad i det og på trods af, at jeg faktisk har tabt mig, er jeg ikke videre imponeret over min kropslige udvikling gennem tre måneder uden motion. Det har været en udpræget positiv og givende oplevelse, og jeg vil med garanti kigge tilbage på disse 2½ måneder med længsel og savn i fremtiden. Som det nu er med enhver hverdag, så har der både været op- og nedture, glæder og frustrationer og sejre og nederlag. Helhedsindtrykket er dog som sagt meget positivt.

Afskeden var følelsesladet. Tårer blev grædt og løfter givet, hvoraf det vigtigste formentlig er løftet om en Viet Nam-lejr på Roskilde Festival 2014 - en idé rigtig mange virkede til at synes om. Dette løfte er formentlig også det, som gør, at jeg kommer på Roskilde Festival, som jeg ellers ikke har været sikker på, om jeg ville prioritere.

Jeg må indrømme, at det var hårdt at skulle sige farvel til mange af de mennesker, som har fyldt så meget af min hverdag her i Viet Nam, og som jeg har lært godt at kende. Som enhver anden afsked er det med blandede følelser, at vi måtte tage afskeden. På den ene side skulle vi forlade det sted og de venner, som har været fundamentet for ens hjem i 2½ måneder, men på den anden side har de fleste samtidig haft en længsel efter at komme ud at rejse eller endelig at komme hjem til familie og venner i Skandinavien. Dertil er man ked af, at man ikke skal se hinanden igen (i hvert fald ikke det kommende stykke tid), men afskeden er samtidig en begivenhed, hvor man får mulighed for at give følelser til kende, som man ellers ikke ville bekendtgøre i hverdagen. Så det var givet en meget ambivalent situation. For mit eget vedkommende er det ikke med den vilde rejsetrang, at jeg har forladt Hoi An, men det føltes på den anden side også rigtigt at komme videre og frisket ens tanker lidt op. Derfor valgte jeg også at tage af sted til Hanoi i det nordlige Viet Nam allerede dagen efter afskedsfesten; man kunne lige så godt slutte, mens stemningen toppede. Dertil er det heller ikke alle, jeg har sagt farvel til. Jeg har hidtil rejst med fire andre fra gruppen, mens to nye er stødt til, og alt lader til, at vi løbende kommer til at støde ind i hinanden. Dette tager helt sikkert en del af afsavnet.

Men nok om det. Som sagt, er der sket en del, selvom meget selvfølgelig har været dagligdag. Af begivenheder, der ligger lidt længere tilbage, kan nævnes vores anden forlængede weekend, som for mit og fire andres vedkommende gik til Hue. På vejen kørte vi over det smukke Hai Van-pas, som er berømt og berygtet fra tv-showet Top Gear, men det var samtidig på denne tur, at jeg måtte lade mit kamera afgå ved døden, da et intenst og vedvarende regnskyl gennemvædede godt og vel alle dele af min krop og min rygsæk.

Efter halvanden dag i Hue ændredes lysten og dermed også planerne hos folk, hvorfor nogle kørte hjem til Hoi An, mens jeg i min insisteren på at se Phong Nha-drypstenshulerne tog på endagstur alene. At rejse alene har jeg som bekendt allerede en del erfaring med, så den del af det var intet problem. Det største problem blev, da jeg fik meldingen om, at en tyfon ville ramme Hoi An om mandagen, hvor jeg havde planlagt min hjemrejse via scooter. Jeg har i forvejen været tilbageholdende omkring udsigten til at bevæge mig ud i 'the motorized mayhem' alene, og at gøre det i en tyfon lød som en temmelig dårlig idé. Til mit held viste det sig, at tyfonen først skulle ramme Hoi An natten mellem mandag og tirsdag, hvorfor hjemturen ikke blev noget problem, om end jeg ikke undgik nogle ubehagelige og lidt uforudsigelige vejrforhold på vejen. No harm done; jeg var hjemme omkring frokosttid og dermed i tide til at barrikadere mig mod tyfonen.

Jeg har før beskrevet, hvordan en tyfon havde ramt Hoi An. Det viste sig i det tilfælde, at tyfonen i sig selv aldrig ramte, og at det bare var optakten, jeg hidtil havde oplevet. Det fik jeg på det kraftigste bekræftet natten mellem mandag og tirsdag, hvor tyfonen Nari ramte Hoi An. Da jeg vågnede næste dag, var det til synet af oversvømmelser, som gik helt op til vores dørtrin. Denne oversvømmelse gjorde, at vi ikke før kl. 14 kunne bevæge os ud og bevidne et sønderbanket Hoi An. Træer var revet op ved deres rødder - selv dem, som var plantet under asfalt - lygtepæle var knækkede og flere hustage havde fået vejrgudernes tunge vilje at føle. Vi manglede elektricitet i godt halvandet døgn, og selv efterfølgende kom og gik strømmen. Den oplevelse fik virkelig én til at respektere naturens kræfter. Indtil da havde jeg syntes, at udsigten til at opleve en tyfon var ret spændende. Efterfølgende må jeg indrømme, at det ikke er noget, man bør spøge med, også selvom jeg ikke selv mærkede nogle alvorlige konsekvenser af tyfonen.

Hvad jeg til gengæld ikke kunne undgå at glæde mig over, var vietnamesernes reaktion på tyfonen. Da jeg bevægede mig ud på gaden for første gang efter tyfonen, var de fleste allerede i arbejdstøjet og i gang med at få tingene op at køre igen - i fællesskab, vel at bemærke. I høj grad en arbejdsmoral jeg ikke kunne undgå at beundre. Mit gæt er, at reaktionen derhjemme ville have været mere passiv, men det er selvfølgelig også helt anderledes forhold, vi lever under i Danmark.

Hoi An kom inden længe på ret kurs igen efter den værste orkan siden 2009 som følge af vietnamesernes utrættelige arbejdsmoral. Ligeledes gik kurset, som blev forsinket nogle dage, i gang igen. Inden længe var det tid til en omlæggelse af hverdagen, eftersom vores tre-ugers gruppeprojekt gik i gang. Et projekt, hvor vi selv skulle designe vores opgave på baggrund af et minifeltarbejde. I min gruppe valgte vi at have såkaldte social enterprises som vores fokus. Social enterprises er i sin simpleste definition virksomheder, hvis profit bliver investeret i sociale formål. Det kan ses som en hybridform mellem non-profit og for-profit virksomheder. Konceptet er ikke videre kendt i Danmark (efter min bedste overbevisning?), hvilket delvist kan forklares gennem størrelsen af vores velfærdsstat. Uden at jeg skal gå i for mange detaljer med projektet, kan jeg sige, at det i højeste grad blev mindre antropologisk, end jeg på forhånd havde forestillet mig et projekt med min deltagelse ville blive, men det betyder ikke, at det blev mindre spændende, og efter med lettelse at have afleveret opgaven i sidste uge, kan jeg kigge tilbage på et positivt og sundt gruppearbejdsforløb, som har inspireret mig i retninger, jeg ikke havde forventet.

Afleveringen af opgaven betød også afslutningen på kurset, men dette er ikke ensbetydende med afslutningen på mit udlandsophold. Så langt fra. Jeg har købt en flybillet hjem fra Hong Kong d. 2. februar, og indtil da skal jeg rejse rundt i Sydøstasien. Nuvel, forløbet er ikke helt slut, eftersom vi har en individuel opgave at skrive, men den regner jeg med at gå i gang med efter mit visum i Vietnam udløber om en uge. Indtil da er det nordlige Viet Nam destinationen, og jeg er på nuværende tidspunkt på vej hjem fra Halong Bay, Viet Nams vel nok mest kendte turistattraktion - og dermed også mest besøgte. Dette faktum var vi blevet advaret om, før vi tog af sted, hvorfor vi besluttede os for at gøre tingene lidt anderledes. I stedet for at tage et to-dages turistcruise i Halong Bay, tog vi en offentlig bus til Cat Ba-øen. Cat Ba ligger ikke i Halong Bay, men lige ved siden af, og det ville være en overdrivelse at kalde det en uudforsket perle, for turisterne undgik vi ikke. Vi undgik til gengæld at være konstant omgivet af 20 andre turistcruises gennem i Halong Bay, der på trods af sine tusindvis af fantastisk flotte klippeformationer - hvis placering midt ude i vandet, jeg til stadighed ikke helt fatter - lider under den forurening og fiskedød, turismen har bragt med sig. Vi oplevede ganske vist denne del, men det var efter at havde brugt to dage i og omkring den nærved liggende Lan Ha-bugt, der minder ufattelig meget om Halong Bay, hvis man lige ser bort fra Halongs overvældende mængde af turistbåde og skrald i grumset vand. Det kan kort sagt anbefales at vælge Cat Ba og Lan Ha-bugten frem for Halong Bay. Det er en mere 'ren' oplevelse, i flere henseender; det er billigere, og det giver samtidig en større følelse af autonomi over ens rejse, hvilket jeg personligt værdsætter utrolig meget. Så lever man nok med ikke at sejle på et luksuriøst cruise i Halongs store turistfælde.

Nu bevæger vi os tilbage af mod Hanoi, hvor vi skal mødes med venner fra kurset, før vi køber scootere og bevæger os mod Sapa og derefter yderligere vestpå mod Laos. Jeg håber på at finde en idyllisk, afsides landsby i Laos, hvor jeg i isolation fra den værste turisme og vestlig civilisation kan skrive min opgave og derefter rejse videre. Jeg har naturligvis gjort mig en del tanker om, hvad der skal ske fra nu af, men det skal I nok blive indviet i senere. J

Jeg vil lade det være alt for denne gang. Tak, fordi I læser med; jeg håber, I alle har det dejligt!