Hej alle sammen!

Usaedvanligt nok har jeg allerede sat mig for at skrive min naeste blog, men faa nu ikke et forkert indtryk af mig, det er bestemt ikke fordi, jeg har taenkt mig at forkaele jer med flere og kortere blogge i fremtiden. Det er faktisk naermere et udtryk for, at jeg paa den ene side slet ikke har faaet fortalt om mine snart 2,5 uger i Ecuador, og paa den anden side rejser vi til Amazonas fra i morgen af, hvor jeg gaar ud fra, at opdateringsmulighederne er jaevnt begraensede.

Derfor hoerer I fra mig paa nuvaerende relative tidlige tidspunkt i forhold til mine i forvejen (maaske lidt ladne) standarder. But on we go:

Jeg skulle flyve fra Miami til hovedstaden i Ecuador, Quito, med mellemlanding i Caracas, Venezuela. Det jeg skulle have erfaret et par uger i forvejen var, at resten af min paa det tidspunkt ukendte rejsegruppe rent faktisk ogsaa skulle flyve fra Miami samme dag! Det var dog ikke med samme fly, eftersom jeg har vaeret saa egenraadig og uafhaengig at booke alle min flybilletter selv! At uafhaengighed saa skulle vise sig at bide mig i roeven er jo saa en anden ting. For mit ophold i Venezuelas hovedstad var bestemt ikke fornoejeligt. Hugo Chavez faar aerligt talt svaert ved at rekruttere mig til sin socialistiske ideologi, naar han ikke engang kan soerge for, at monitorerne i lufthavnen viser den rigtige gate. Selv med min lettere userioese kommunistiske baggrund opfatter jeg altsaa dette som absolut utilgiveligt, at jeg skal bruge tid og kraefter og haeve dumme venezuelanske (staves?) bolivares for at kunne befinde mig i landets internationale lufthavn. Dette endte med, at jeg paa trods af en tidligere afgang end resten af min rejsegruppe foerst ankom til mit hostel i Quito kl. 2.30 om natten, efter min foerste flyvetur med en mellemlanding uden jeg behoevede stige afborde.

Saa Soeren, Nikolaj, Christian og svenske Magnus kom til at moede mig i lettere soevnig tilstand. Jeg gaar dog ud fra, at de vil mene jeg fik gjort et lidt bedre andethaandsindtryk end mit foerste. I hvert fald syntes jeg hurtigt, jeg fandt min plads i denne 18 mands gruppe af 15 danskere, 2 svenskere og en australier. Og herfra er vi 5 drenge, hvilket har fungeret fint efter de behov jeg har (og havde efter to maaneder i USA).

Det foerste stykke tid i Ecuador brugte vi i hovedstaden ca. 55 km lange Quito, som er landets naeststoerste by efter Guayaquil med 1,5 millioner indbyggere. Foerste dag fik vi vist lidt rundt omkring vores hostel, da Quito paa denne tur flere gange kommer til at fungere som base med mere specifikt hovedkvarter i det hyggelige Blue House Hostel, hvor den lille cocker spaniel, Pinky, tilfoejer til det savn af Danmark, de andre danskere maa kunne give mig.

Men ja, det har vaeret en anderledes oplevelse at besoege Quito, for ikke nok med, at jeg ikke rejser alene laengere, saa har jeg ogsaa tilbragt mere tid i Quito end jeg har i nogen som helst amerikansk by i de sidste par maaneder. Dette har givet mig lidt mere tid til at se Quito med de lokale sevaerdigheder specielt centreret omkring den gamle bydel, som eftersigende skulle repraesentere Quito som en af Sydamerikas smukkeste, colonial-style byer. Men naar man befinder sig sammen med 17 andre mennesker paa en egen alder, saa kan flotte gotiske katedraler med Galapagosinspirerede dyreskulpturer som saadan komme i anden raekke. Vi har vaeret mere interesserede i at skulle bestige 4700 meter hoeje Pichicincha ved hvis fod Quito ligger. Det faar vi forhaabentlig tid til senere paa turen, naar vi faar mere fritid i Quito. Det skulle vaere en rigtig haard og kraevende hike, og naar det er haardt i Ecuador, saa er det ikke for smaa toeseboern, ved mindre de er saa seje som nogle af pigerne paa denne tur. Og nu hvor jeg er ved pigerne, saa er det jo nok dem og bylivet, som egentlig har vaeret den stoerste attraktion for mig her i starten. Der har i hvert fald vaeret nogle drifter, som har vaeret lidt gemt vaek i USA, da det jo ikke har vaeret det meste oplagte valg for vildt byliv for en 19-aarig paa trods af min besidelse af en 24 aarigs, snart 25-aarigs koerekort. Dette har foert til et par sjove og vilde aftener, hvor Fiona fra Thisted, Georgie fra Australien og jeg allerede har doebt "The Three Drunketers". Men det er maaske en del af mine oplevelser, som jeg skal forholde til vennerne, naar jeg kommer hjem engang :)

Paa den foerste tid i Quito skal det dog siges, at jeg trods alt er kommet forholdsvis taet paa den ecuadorianske kultur. Saaledes brugte vi foerste uge efter et par dages introduktion i gruppen med at laere spansk paa en skole i turist/bar-omraadet Mariscal, mens vi skulle bo hos ecuadorianske vaertsfamilier for at laere lidt spansk. Det har saa vist sig, at jeg er en af de bedre i gruppen til spansk, hvilket vel egentlig er naturligt nok, eftersom det ogsaa kun er faa i gruppen, som har haft spansk i gymnasiet. Jeg maerkede dog hurtigt fremskridt i mit talte spanske, hvilket i hoej grad er min vaertsmor, Sonias, fortjeneste. Nikolaj, Magnus og jeg foelte os i hvert fald rigtig, rigtig heldige over at vaere havnet her. Udover at have levet med ecuadorianere er jeg ogsaa kommet taet paa ecuadorianerne ved at besoege forskellige markeder med frugt, souveneirs, dyr osv. Jeg kan love for, at der er nogle piger, der har haft svaert ved ikke at koebe sig fattige i alpakauld. Om det har vaeret sokker, ponchoer, taepper, det har faktisk vaeret ligegyldigt! Derudover er jeg ogsaa blevet introduceret for Ecuadors koekken, og jeg skal hilse at sige, at det ikke er anbefalelsesvaerdigt at besoege Ecuador for de kulunariske oplevelser! Jeg er i hvert fald stensikker paa, at jeg har spist langt mere suppe i disse 2,5 uger, end jeg har i hele mit liv. Det er mildt sagt en ret, vi er ved at blive traette af, og det hjaelper ikke synderligt, at jeg indtil denne rejse altid har paastaaet, at suppe var noget man drak, ikke spiste, og derfor har jeg da ogsaa holdt mig fra det. Lige der har hoefligheden og min efterhaanden ogsaa blandt danskere hernede saa ganske velkendte sult dog faaet mig til at skifte principper en lille smule. Udover det har jeg ogsaa vovet mig ud i af spise langt mere frugt end hidtil, hvilket havde medfoert langt faerre loeftede oejenbryn over mine spisevaner, hvis det ikke havde vaeret for min milde had til chokolade. Det skal dog siges, at jeg har gjort mit for stadig at opretholde mit ikke altid for sunde levevis ved at blive stamkunde i burgerbaren med det appetitelige navn, G-spot. Jeg havde en enkelt dag, hvor jeg formaaede at spise der tre gange paa en enkelt dag...

Dertil skal det ogsaa naevnes, at vi bestemt ikke er de eneste danskere heromkring, da vores rejsebureau Adventureheart ogsaa har en anden gruppe rejsende rundt her i Ecuador. Vi er saaledes kun gruppe B, og som det konkurrencemenneske, jeg nu engang har udviklet mig til at blive, var jeg ikke sen til at tage rivaliseringen mellem grupperne paa mine skuldre. Det har dog for det meste vist sig at vaere uheldigt, for ikke nok med, at det for det meste kun er mig der laegger engagement i rivaliseringen fra gruppe B's side, saa har gruppe A ogsaa vist sig som sejrherrer af alle hidtige konkurrencer og internt venlige konfrontationer, hvilket noedvendigvis har saaret min stolthed en smule. Det skal dog siges, at det er svaert ikke at holde humoeret oppe i disse omgivelser og blandt disse mennesker, for paa trods af, at vi taber hele tiden, vil jeg alligevel give vores lokale, ecuadorianske guide ret naar han siger: "Remember, you are the best group!". For jeg foeler i hvert fald ikke, jeg kunne have vaeret meget heldigere med min gruppe, og faktisk heller ikke vores foeromtalte guide, Edison, som virkelig har humoer og karakter og et tilpas sparsomt engelsk, som giver et par gode daglige grin. Hans popularitet naaede hurtigt de hoejder, hvor hele gruppen foelte sig forpligtet til at give ham en faelles foedselsdagsgave, da han fyldte aar efter en uge.

Naa, men nok om det generelle og om Quito, for det har nemlig paa ingen maade vaeret en storbyferie indtil videre! Fra Quito tog vi videre til Parque Nacional Cotopaxi med vulkanen Cotopaxi som midtpunkt for attraktionerne. Cotopaxi er med sine naesten 6000 m den naesthoejeste vulkan i Ecuador og en af verdens hoejeste aktive vulkaner. Det var her den rigtige adventurerejse skulle begynde, og vi skulle sige farvel til gruppe A for de naeste 5 uger. Vi startede med at koere op ad bjerget til en hoejde af 4500 m, hvorefter vi skulle mountainbike ned ad vulkanen! Dette var helt sikkert en speciel oplevelse, da vi cyklede disse 15 km nedad af daarligt velholdte grusveje, hvor jeg aerligt talt maa aerklaere min beundring til de buschauffoerer, der vover sig ud paa straekninger som disse. Om det er mod eller stupiditet ved jeg ikke, men det er vel ogsaa en noedvendighed, for vejene i bjergene er sjaeldent godt velholdte, og der er sjaeldent plads til mere end en bil paa vejen. De daarligt velholdte veje foerte da ogsaa til et par oemme lemmer og grimme hudafskrabninger blandt enkelte af pigerne i gruppen. Eventyrerne ved Cotopaxi var dog kun lige begyndt, for efter den cykeltur blev vi for alvor sat til at kaempe for vores frokost, da vi skulle hike fra de 4500 m til omkring 4800 meters hoejde. Det lyder nok ikke af vanvittig meget, men i de hoejder bliver hikingturen paa et helt andet niveau, og paa trods af, at jeg efterhaanden har min erfaring med hiking i USA, hvor jeg bl.a. tog 50 ikke altid lette kilometer paa tre dage i Yellowstone, saa maatte jeg erfare, at Ecuador i saa meget hoejere grad var lig med hardcore hiking. Den tur var uden tvivl den haardeste jeg hidtil havde haft, og jeg er siden blevet moedt af trails af lignende anstrengelse. Men da vi efter frokost tog de sidste 200 meter og noed en oel i sne og 5000 meters hoejde, saa var det mere end det vaerd!

Og nu hvor jeg naevner sne, saa skal det siges, at selvom vi befinder os i Ecuador og dermed paa Aekvator, saa betyder det slet ikke lutter sol og sommer hele tiden. Faktisk oplevede vi baade sne, regn, hagl og solskin omkring Cotopaxi, og det er saaledes naesten kun om morgenen, at jeg behoever at gemme "haabet" paa armen, saa blaekket ikke forsvinder/stoerkner, eller hvad reaktionen nu er. Jeg kan ioevrigt informere om, at jeg endnu ikke har fortrudt beslutningen om min tatovering, og at jeg til stadighed bliver mindet om, at det var en rigtig beslutning. Desuden har de andre heller ikke taget imod mig som en tough guy, efter de har erfaret hvor harmloes jeg egentlig er. Det kunne vaere jeg skulle goere noget mere ved min toughness og blive karse igen, for haaret begynder da godt nok ogsaa at vaere lidt uhaandterbart langt efter mine praeferencer.

Videre skulle vi fra Cotopaxi og de naeste par dage fik vi taget hul paa hvad der for alvor var hardcore hiking i Ecuadors overraskende frodige Andesbjerge i 3000-4000 meters hoejde. Det var helt utroligt, hvilket flotte udsigter, vi er blevet udsat for, og jeg har kun kunnet prise mig lykkelig over den klosethed, jeg udviste, da jeg ubevidst besluttede at goere Miami til stedet for mit gamle kameras endeligt, for det tvang mig til at investere i et nyt kamera med en fremragende og i disse dage ufatteligt nyttig panoramafunktion. Derudover er kameraet stoedsikkert fra 2 meters hoejde og kan tage billeder under vand indtil 10 meter, saa det er baade praktisk paa en idiot/michael-sikker maade og med henblik paa mine kommende eventyr paa Galapagos. Dem har vi for oevrigt faaet mere information om, men det gemmer jeg til senere.

I bjergene fik vi hiket taeerne sure efter mange timer og kilometer, og vi fik besoegt hyggelige hostels i smaa landsbyer, hvor sproget ikke bare er spansk men ogsaa det lokale sprog Quichoa. Men vi skulle ikke kun opleve Ecuadors skoenne omgivelser per gaaben. Naaeh, vi har saaledes ogsaa proevet at rejse efter aegte ecuadoriansk manér, da vi blev koert rundt i bjergene bag i en pickup-truck, hvor manglende siddepladser betoed et par staaende hoppeoplevelser paa den ujaevne vej paa vej til faenomenale Quilota, en krater soe i 3000-4000 meters hoejde. Endnu et ecuadoriansk vidunder, hvor vi dog ikke fik oplevet den ifoelge lokale bundloese soes evne til at skifte farve. Til gengaeld fik vi lavet noget hardcore hiking og kom ned til soeen, som faktisk befinder sig paa bunden af en vulkan. Da muligheden saa boed sig paa at ro lidt kajak, var det noedvendigvis ikke en oplevelse, man ville lade gaa til spilde! I samme by fik Soeren og jeg oplevet volleyball og fodbold efter ecuadorianske standarder, hvilket i virkeligheden bare i sidste tilfaelde var et eksempel paa en ekstrem omgang kick-and-rush norsk fodbold med tilladelse til at sparke modstanderne bagfra til min store forargelse.

De naeste oplevelser vi skulle blive udsat for i Ecuador ville blive nordpaa i stedet, da vi tog afsted mod Otavalo, som over hele Sydamerika er kendt for sidst marked om loerdagen. Jeg har saagar hoert nogle steder, at Otavalos loerdagsmarked skulle vaere det stoerste paa hele dette store kontinent. Hvad vi dog foerst skulle blive udsat for skulle blive et kreatur, jeg ikke har befundet mig i naerheden af, siden jeg som ganske lille fik konstateret allergi overfor vaesnet, nemlig en hest. Men med beredskabet i orden i form af Duact allergipiller kastede jeg mig ud i en roevrystende oplevelse, som jeg sagtens kunne finde paa at kopiere igen senere paa denne tur. Det var sgu noget specielt som nybegynder at blive sat paa en galoperende hest (og ja, jeg kom i galop flere gange) uden hjelm. Det gjorde mig taendt i en saadan grad, at jeg naesten vil plage min mor om at proeve at ride hendes hest. Endnu en gang dobbeltmoral fra min side, siden jeg for alt i verden har forsoegt at undgaa hendes hestestald i de sidste ti aar af mit liv (i hvert fald).

I Otavalo skulle jeg dertil ogsaa blive vidne til noget saa bizart og skraemmende som et statskup! Det var vildt surrealistisk at vende tilbage til Otavalo, og alle butikkerne har lukkede en torsdag eftermiddag, og man bliver moedt af nyheden om, at politiet i Ecuador har forsoegt at slaa den siddende og ellers blandt fattige populaere praesident, Correa, ihjel. Alt sammen paa grund af nedskaeringer i politistyrkens loen. At det var grund til at slaa sin praesident ihjel var lidt svaert at fatte for os unge med vores trygge, danske og politisk rolige baggrund. At landet var i undtagelsestilstand maerkede vi dog ikke alt for meget til, da de fleste uroligheder eftersigende skulle have foregaaet i Quito, men det er alligevel sjovt at taenke paa, at vi befinder os i et land i undtagelsestilstand, specielt taget i betragtning af, at Ecuador skulle vaere et af Sydamerikas mest velfungerende lande...

Indtil videre har vores erfaringer med Ecuador da ogsaa vaeret, at det er forholdsvis velfungerende, men det skal dog ikke glemmes, at vi ogsaa befinder os i et tredje verdens land, og det oplever vi da ogsaa paa priserne hernede, hvor en taxi koster 2-3 dollars, og alt egentlig generelt bare er billigt. Det skal man ogsaa huske, naar man gaar paa markederne, saa man ikke prutter sig til en pris, der i virkeligheden er noget hoejere end den burde vaere. Og det er ikke kun haandkraftsvarer og mad, der er billigt. Vi var saaledes paa et dyremarked i dag, hvor man kunne koebe hundehvalpe for under 10 dollars! Det er helt vildt, at det ikke koster mere, men dyrevelfaerd er da saa heller ikke noget de kender meget til heromkring. De dyr har det ikke godt, og det var mildt sagt foruroligende at se en soed, lille hundehvalp blive puttet i en saek og slaebt vaek af grunde, jeg ikke kendte til. Men jeg gaar ud fra det er en del af kulturen her. En kultur som flere af pigerne var meget taet paa at redde en hvalp fra ved et koeb, hvilket jeg dog ikke tror havde vaeret en meget bedre ide.

Naa, men nu sidder jeg saa her i Quito igen, og naeste stop er junglen i morgen, saa malariapillerne er der taget hul paa, og gummistoevler er blevet koebt. Det bliver helt sikkert en spaendende og unik oplevelse, og jeg glaeder mig meget!

Til sidst skal det naevnes, at jeg har befundet mig ved jordens absolutte midtpunkt, hvor jeg kunne staa med det ene ben paa den ene side af jorden og det andet paa den anden. Det var helt sikkert en sjov og anderledes oplevelse med de forskellige faenomener, det nu foerte med sig.

Mht. Galapagos kommer jeg nok til at arbejde med boern paa oen San Cristobal, og der bliver masser af fritid og en hel uge fri.

Til sidst skal det naevnes, at jeg er begyndt at overveje at rejse videre i resten af Sydamerika efter Galapagos og vende hjem til marts efter karnevallet i Rio. Jeg er efterhaanden naesten sikker paa, at jeg afbestiller min flybillet og goer det. men det vil tiden jo vise!

Det var alt for denne gang! Vi ses!