Hej familie og venner! Nu fik jeg saa endelig tid til at faa skrevet igen! Jeg havde ellers taenkt mig, at jeg skulle have opdateret bloggen i Miami, da det var sidste destination paa min USA-rejse, men naar det koster omkring 10 dollars i timem, saa kommer man egentlig let til at udskyde skriveriet. Jeg har heller ikke haft overvaeldende meget tid eller overskud til at skrive her i Ecuador, men nu dropper jeg en lokal festival for at mine forkaelede laesere igen kan beriges af mine mange oplevelser!

Foerst til Colorado, som jeg forsoemte at beskrive sidste gang. Jeg havde siden min ferie i USA for to aar siden dagdroemt om Colorado efter alle de mange ting min amerikanske onkel, Kyle, kunne fortaelle mig om dette sted. Jeg havde faaet indtrykket af, at Colorado ville vaere et perfekt sted for aabne, eventyrlystne, fitte udendoers mennesker, og saa haaber jeg ikke jeg forulemper nogen ved at paastaa at jeg egentlig passer meget godt til denne beskrivelse... Og efter mit besoeg kan jeg da ogsaa kun konstatere, at han endte med at faa fuldkommen ret! Ogsaa selvom der var ting, jeg ikke oplevede, som jeg gerne ville have oplevet. Jeg ville f.eks. gerne have overvundet min foerste fourteener (staves?), et af de over 50 forskellige bjerge i Colorado, der er hoejere end 14.000 feet. Men programmet var pakket, og tiden var ikke helt til det, men til gengaeld, kan jeg fortaelle om mange andre fantastiske oplevelser. Jeg kom saaledes til min allerfoerste live football game, dvs. amerikansk fodbold, da Kyle havde koebt billetter til The Rocky Mountain Showdown, en college football game mellem de to rivaliserende Colorado Colleges, CU og CSU i henholdsvis Boulder og Fort Collins, saavidt jeg erindrer. Buffs vs. Rams. Og eftersom jeg befandt mig i Boulder, var der vel ingen tvivl om hvem jeg holdt med, specielt ikke efter en rundtur paa campus og et koeb af Colorado University's t-shirt. Og hvis nogen tror, College football ikke er noget i forhold til NFL, saa er der sket en kraftig misforstaaelse. Saaledes er de stoerste stadions i hele USA college football stadiums, hvor man efter hvad jeg har hoert har et stadium i Nebraska med plads til omkring 100.000 mennesker, hvilket paa sin vis faktisk er forstaaeligt nok, for de har sgu ikke mange andre ting at interessere sig for i uinteressante Nebraska, som jeg ikke fortryder at have undgaaet at besoege. Der er faktisk personer, som engagere sig langt mere i College football end NFL, og her taler jeg faktisk ikke om collegestuderende, men om voksne mennesker. Naar det saa er sagt, var der overvaeldende mange gult klaedte CU Buffs collegestuderende denne dag paa Invesco Field at Mile High, som til daglig huser Colorados footballstolthed, NFL-holdet Denver Broncos. Dette er vel endnu et bevis paa betydningen af denne kamp, som samtidig aabnede saesonen. Og min foerste live football oplevelse skulle da ogsaa vise sig at blive en rigtig god en, hvor CU Buffs vandt 24-3 over tamme Rams, og hvor man hurtigt fangede melodien, naar der blev sunget "It sucks to be a CSU Ram!". Saa ja, stemningen var fantastisk paa det ellers til lejligheden toerlagte stadion, hvilket forhindrede mig i at bruge Ben's ellers saa overbvisende ID, som indikerer at jeg er 24 aar og kommer fra Maine. Jeg havde dog faaet udnyttet muligheden for at udnytte det to dage foer, da jeg blev vist rundt i Boulder, som efter mit indtryk virkede som en herlig, energisk by - endnu et sted jeg ville kunne forestille mig at studere. For ikke bare er der en vis form for vibe over dette sted - der er heller ikke ligefrem langt til at man kan komme til at udoeve alverdens udendoers aktiviteter. Her taler jeg bl.a. Rocky Mountains NP, som jeg kort fik besoegt og blev vidne til flotte sceniske udsigter og et forholdsvis rigt dyreliv, hvor jeg endelig fik set smaa elge med horn, hvilket de havde manglet i Yellowstone! Min anden oplevelse med Colorados natur var min koeretur med Kyle, da han tog mig ud paa sin motorcykel med sidevogn (hvilket nu pryder mit profilbillede paa facebook) for at se Flaggstaff Mt. hvor han i sin tid blev gift paa toppen og koerte sin udkaarne brud, Dianne, ned paa en motorcykel, og Eldorado Canyon State Park, hjemsted for de maaske mest vanvittige og professionelle bjergbestigere, jeg har bevidnet. Det kan godt vaere jeg foeler mig eventyrlysten og frisk paa at lave en masse vilde ting, men naar man ser entusiastiske rockclimbers, der naesten uden udstyr bestiger klippestraektinger paa 90 grader eller mere, saa foeler jeg mig overgaaet paa en maade, hvor jeg kun maabende kan se til!

Men det der egentlig gjorde Colorado til en ufattelig god oplevelse og et sted jeg ikke gad forlade, da tiden var til det, var i hoejeste grad selskabet. For forstaa mig ret, jeg har haft mange gode oplevelser de forskellige steder, men jeg har naesten altid vaeret klar til at tage skridtet videre mod naeste by, men det var virkelig ikke tilfaeldet her, for Kyle, Dianne og der bedaarende datter paa 9 aar, Hannah, gjorde virkelig at jeg foelte mig hjemme, og jeg har allerede gjort min mor opmaerksom paa, at vi bliver noedt til at besoege dem til foraaret for at staa paa ski, mens vi stadig har dem i Colorado. Om loerdagen havde vi en stor middag for familie og venner i Colorado, hvor jeg ligeledes fik moedt familie, jeg ikke har set siden 1999. Det var en rigtig dejlig oplevelse!

Men videre skulle jeg fra dejlige Colorado, og naeste destination var Austin, Texas, som eftersigende skulle vaere USAs musikhovedstad foran steder som Nashvile og New Orleans og samtidig hjemsted en rigtig collegeby, da Austin er hjemsted til University of Texas. Men alt dette er blot ting jeg havde hoert, da jeg aldrig endte i Austin. Jeg skulle saaledes connecte mellem i Dallas for at komme dertil, men der var simpelthen ikke plads paa bussen hverken, da jeg ankom, eller da jeg efter 2 timers ekspress-sightseeing omkring JFK's mord i 60'erne igen proevede at skaffe mig en billet til naeste bus. Saa er det der man dropper muligheden for en enkelt dag i USA's musikhovedstad og prioriterer mulighederne omkring en. For faktum var, at jeg skulle naa til New Orleans d. 9. september for en min NFL footballgame mellem Vikings og Saints og derfor havde jeg ikke plads til fleksibilitet for en gangs skyld. Det gav mig godt og vel et doegns oplevelser i Dallas, hvor jeg for foerste gang besoegte Hooters paa min tur og maatte goere mig umage med ikke at tabe kaeben ved synet af disse fitte skoenheder til servetricer, der til fulde levede op til de standarder Dallas Cowboys' cheerleaders, USA's mest beroemte, saetter. Udover det fik jeg mulighed for at stifte bekendtskab til et udemaerket offentligt transportsystem for en gangs skyld (eller ogsaa var der bare fordi, jeg ikke havde vaeret i en rigtig storby i to ugers tid), hvor jeg ogsaa fik koert i en sporvogn med samme mellemnavn som den nok saa beroemte faetter til min morfar. Dertil valgte jeg ogsaa at vaere kulturel nok engang ved at besoege Dallas' kunstdistrikt, som jeg noed overraskende meget, og som jeg vil vurdere til at have en vis internationel klasse, der naermer sig kvaliteten af kunstmuseer i Washington og New York. Men nu kan overraskelsens lykke jo have taget over med mig.

Videre fra Dallas skulle jeg til New Orleans, et af de eneste steder jeg paa forhaand havde vidst jeg skulle besoege og hvornaar, siden jeg tilbage i april maaned i en aflyst time havde bestilt billet til mit NFL-hold Saints' foerste kamp i saesonen mod Minnesota Vikings med den legendariske quarterback, Brett Favre. Og paa trods af soevnmangel og en ankomst kl. 6 om morgenen, saa blev energien og lykken hurtigt taendt i mig, da jeg ankom til greyhound terminalen lokaliseret en lille kilometers penge vaek fra Saints' smukke stadion, Louisiana Superdome, der i forbindelse med Hurricane Katrina husede mange af orkanens ofre. Men den dag skulle The Superdome bruges til et helt andet, langt mere positivt formaal, og jeg skulle deltage i den fest!

Festen startede dog ikke paa banen men langt foer i New Orleans' beroemte French Quarter, hvor jeg ved mit besoeg om eftermiddagen blev moedt af haerskarer af ni-taller og navnet paa Saints' sympatiske quarterback, Drew Brees paa Bourbon Street. Der fortroed jeg, at jeg ikke havde taget mit bad foer og ifoert mig min egen Drew Brees-jersey og festet sammen alle disse glade folk i omraadet, hvor Dave Matthews Band og Taylor Swift om aftenen foer kampen skulle optraede med en gratis koncert, der ville skyde NFL-saesonen 2010-2011 i gang. Ja, det var ikke bare Saints' foerste kamp, det var foerste kamp i saesonen!

Efter en lille middagslur var det saa tid til at komme afsted mod kampen, hvor jeg foer indgangen bevidnede de karakterististiske tre jets, der floej over himlen, foer kampstart. Kampen gik i gang mod torden og brag, da spillerene loeb ind med roeg omkring sig, og Saints' spillere svarede flot igen ved paa faa plays at score et touchdown paa deres foerste drive. Saa var kampen ligesom skudt i gang, og det lovede om en lidt mere spaendende kamp, end det egentlig blev. Saaledes scorede Saints kun et touchdown til og kampen endte 14-9. Men selvom kampen var praeget af bedre defensive praestationer end offensive, saa var det alligevel en fantstisk oplevelse at opleve fankulturen, hvor alle i hvert fald i disse tre timer var bedste venner og dette stadion med tag soergede for en hoejlydt og overgearet atmosfaere. Og saa har det jo ogsaa sin egen charme, naar der efter aegte New Orleans tradition blev spillet jazz musik efter hvert Saints touchdown.

Aegte live New Orleans jazz skulle jeg foerst opleve dagen efter dog, da jeg tog til legendariske Preservation Hall med to tyske piger, jeg havde moedt tidligere paa dagen. Det var helt sikkert en stor oplevelse, selvom en daarligt placeret, men noedvendig aircondition forstyrrede oplevelsen en smule. Vejret i New Orleans var i oevrgt ikke vaerd at skrive hjem om, og i det hele taget gav det ikke meget vejrmaessig mening for mig at rejse sydpaa, da Dallas mest af alt var en vaad oplevelse, og man i New Orleans naesten kom til at frygte en ny oversvoemmelse paa baggrund af regn denne gang (overdrivelse fremmer forstaaelse, det regnede i hver fald meget!) I New Orleans fik jeg ogsaa stiftet bekendtskab til byens Voodoo kultur, og jeg fandt saagar ud af, at jazz musik oprindelig kommer fra Voodoo festivaler. Saaledes ville hvide spoerge de sorte folk med centralafrikansk baggrund, hvad det var for noget musik, der blev spillet med svaret: "juzz (just) music", som blev til Jazz. Om det er sandt, skal jeg lade vaere usagt, men en god historie er det i hvert fald.

Samme dag var der en anden slags verden jeg fik stiftet bekendtskab til for foerste gang, nemlig verden af couchsurfing. Jeg havde saaledes faaet mig en enkelt overnatning og blev hentet af Matthew, som skulle give mig min couchsurfing debut! Og hvilken debut! Jeg fik ikke brugt meget tid med ham om dagen, men om aftenen tog jeg med ham, hans ven og de tyske piger ud til en bar, hvor de rigtig lokale Nawliners kommer. Jeg blev godt nok lidt overrasket saa snart jeg kom hjem til ham, da jeg blev overfaldet af den nok mest aabne og sociale chihuahua, der findes paa denne jord. Det var formentlig foerste gang, jeg ikke omtalte denne ellers saa reserverede hunderace som en rotte. Og naarh ja, hvis I taenker det samme som jeg gjorde, saa ja: han er boesse, og nej, jeg vidste det ikke i forvejen. Og nej, han lagde ikke an paa mig; faktisk fungerede han ganske udemaerket som wingman for mig, da jeg var med de to piger ude i byen! At han saa havde en date med hjem og sove var noget andet. Jeg var i hvert fald lykkelig for at min sofa var lokaliseret lige ved siden af den livsnoedvendige aircondition! Men som sagt havde jeg en god foerste debut med couchsurfing, og jeg kunne sagtens finde paa at goere det igen!

Efter New Orleans hed destinationen Florida, hvor jeg efter megen omtanke kom frem til, at det var paa tide for mig at udfylde en gammel barnedroem: Jeg skulle til Orlando og besoege verdens stoerste themepark, Disney World. Godt nok var det ikke foerste gang i en Disney themepark for mit vedkommende, men jeg fik endelig mulighed for at proeve Space Mountain, den rutjsebane jeg havde droemt om at besoege siden, jeg som 5-aarig havde set reklamer for denne forlystelse paa mine gamle Disney VHS-baand. Forventningerne havde naturligvis lagt sig siden, men det var da helt sikkert en fornoejelse at gaa paa opdagelse i Magic Kingdom. Men oplevelsen blev nok reddet af min allerede eksisterende fascination for Disney og det lille legebarn inde i mig, som jo ikke er alt for langt gemt vaek. I hver fald kan jeg sige, at Magic Kingdom ikke henvendte sig specielt meget til min aldersgruppe. Om resten af de tre Disney parker her i Florida havde gjort det er ikke til at vide. Maaske jeg naeste gang skulle saette mere end én dag af til at opleve mere end en fjerdedel af denne gigantiske park.

Men det havde jeg ikke tiden til - jeg skulle videre til Miami og det nok godt det samme, for pengepungen havde det mindre godt efter, jeg var tvunget til at bo paa hotel for foerste gang paa turen og samtidig bruge taxi. Det var et par dyre fornoejelser! Saa min sidste greyhoundrejse skulle tage mig til Miami, hvor af to mulige greyhound stops vist tog det forkerte, da min Lonely Planet-guide svigtede mig og orienterede mig om et stop i Downtown Miami, som viste sig ikke at eksistere, hvilket resulterede i, at det tog mig tre timer at finde hen til mit hostel paa Miami Beach. Men saa var man da ogsaa lettet efter ankomsten.

I Miami fandt jeg hurtigt ud af, at aktiviteterne var delt op i tre: gaa paa stranden, feste og sove. Og det gav et par problemer af flere grunde. 1: jeg er ikke 21, men det forhindrede mig heldigvis kun i at gaa ud én af to gange. 2: stranden var ikke det mest oplagte sted at tage hen, naar Hurricane Igor truede med at ramme Miami Beach, hvilket dog ikke skete, men til gengaeld heller ikke bragte sol med sig. Og da solen saa endelig viste sig, havde jeg taget en drastisk beslutning, som gjorde at jeg ikke skulle bevaege mig for meget i solen: jeg havde faaet mig en tatovering. Jeg havde gaaet med tanken om at faa den lavet i flere uger, hvis ikke maaneder, og efter lang tids eftertanke besluttede jeg mig for at faa tatoveret de japanske tegn for "haab" paa min hoejre underarm. Dagen efter foerte lidt second thoughts med sig, hvilket toemmermaend bidragede negativt til, men efterhaanden er jeg blevet mere og mere glad for min beslutning, selvom den jo er varig. Jeg synes, det er en flot tatovering, og jeg synes jeg har faaet det rette ordet tatoveret af de rigtige grunde. Efter megen omtanke fandt jeg frem til, at haab formentlig er det vigtigste begreb i mit liv for at opnaa lykke, og haab eksisterer i naesten enhver situation og er derfor ufattelig essentielt. Enhver er velkommen til at have en anden mening om det end jeg, saa laenge I bare respekterer min beslutning og mine bevaeggrunde.

Men nok om det. Det var mine oplevelser i USA, og turen gik til Ecuador herfra. Jeg har allerede vaeret her i ti dage, men de oplevelser fortjener et kapitel for sig selv, ligesom USA har vaeret det. Det fortaeller jeg om senere.

Men USA var en fantastisk oplevelse! At rejse blev efterhaanden hverdag for mig, og der har vaeret opture og nedture, men langt flest opture. Jeg vil dog nok foerst anbefale en rundrejse i USA naar man er aledre end 21, da man saa kan leje bil og drikke. For hvor har jeg haft meget besvaer med disse ting. Dette har dog ogsaa gjort min rejse lige det mere personlig og charmerende, bl.a. pga. mine unikke hitchhiking oplevelser i Yellowstone.

Det var alt for nu. Haaber I har det godt derhjemme! :)