Hej alle sammen! Nu syntes jeg efterhaanden, det var paa tide at tilfoeje en ekstra blog til samlingen, saa I igen kan foelge med i, hvad der dog sker i denne turbulente periode af mit liv! Jeg vil i hvert fald starte med at konstatere, at der skam er sket ting og sager! Hvor vi hidtil mest har tilbragt tid i bjergene og ved storbyer som Quito og Latacunga, da har rejsen aendret en anelse karakter siden. Noegleord for de sidste tre uger har vaeret ord som bl.a. jungle og adventure! Og paa visse tidspunkter meget, meget primitive forhold!
Og det er disse primitive forhold som vil vaere meget passende at beskrive foerst, eftersom det vil passe rimelig udemaerket ind i den kronologi, jeg har fulgt hidtil.
I foelge vores program stod der at vi skulle tilbringe det naeste stykke tid omkring byen Puyo, og at vi skulle forberede os paa meget primitive vilkaar. Naarh ja, taenkte jeg, ifoelge min guidebog skulle Puyo altsaa vaere en by med omkring 14.000 indbyggere (saavidt jeg husker det, har ikke lige bogen ved mig), saa jeg taenkte, at nu maatte de lige klappe hesten, dette ville da sikkert ikke blive saa slemt endda. De tanker er jeg egentlig meget glad for at jeg ikke fik delt, for primitivt endte det med at blive! Selvfoelgelig, alt er relativt, men naar jeg ender med at skulle bruge en uge i et hjem for frivillige uden madras paa min (af disse grunde) lettere ukomfortable seng og med et toilet, man ikke havde lyst til at efterlade sin affoering i, saa vil jeg efterhaanden karakterisere det som vaerende primitivt! Dette var hverdagen ved dette sted kaldet Chinimp Tuna, som slet, slet ikke befandt sig i Puyo, men snarere to timers bustur vaek derfra. Dette var vores base i junglen, hvor luksuriteter som tv og varmt vand ikke var saa meget som taenkt paa. Det skal dog siges, at vi blev forkaelet med elektricitet, saa fem af os kunne lade iPods og kameraer op, og der var faktisk saagar en soed lille kiosk, hvis man da kan kalde det det, hvor vi kunne koebe vand, cola, slikkepinde, oel og chips. Luksus! Men det var luksuriteter, der hurtigt slap op, og da der saa ikke var andre chips tilbage end nogle meget underligt smagende syrlige citron/lime chips, saa blev vi noedt til at vente mellem de ikke altid populaere maaltider, som for det meste bestod af yuka, hvilket er en form for ecuadoriansk frugt, som smager af rigtig daarlige kartofler, der ikke er blevet kogt laenge nok, og bananer, som er Ecuadors stoerste eksportvare. Saavidt jeg husker er Ecuador vist nok en af verdens stoerste bananeksportoerer, hvis ikke den stoerste. Se, der kan man da tale om en aegte banan-stat (badum-chi!).
Jeg indroemmer gerne: naar det er kommet til savn paa denne tur, saa har jeg faktisk ikke vaeret alt for slemt ramt, hvilket jo egentlig er uforstaaeligt taget i betragtning af, hvad jeg har sagt paa gensyn til i fewm maaneder. Men her gik der ikke et eneste maaltid uden verbalt dagdroemmende, blege skandinavere, som taenkte tilbage paa bedstemors hjemmelavede frikadeller eller i mit tilfaelde min efterhaanden meget, meget savnede leverpostej. Det var under disse forhold, at man for alvor laerte at saette pris paa alle de luksuriteter, vi har derhjemme, og naar man kommer til denne indsigt, kommer man automatisk ogsaa til at savne tingene derhjemme rigtig meget. Der blev det ikke gjort bedre af, at langt de fleste blev ramt af en eller anden form for sygdom - oftest et eller andet med maven. Der var jeg heldigere, men det skyldte egentlig mest, at jeg gemte den store ladning et par dage for at udfordre, hvor laenge jeg kunne gaa uden at lave nummer 2. Lad mig sige det saadan: Det er bogstaveligt talt bare at udskyde lorten, og jeg har naesten haft smaa maveproblemer siden, hvilket jeg dog noedigt vil tilskrive mit lettere uigennemtaenkte eksperiment.
Okay, saa nu kan I med garanti faaet det indtryk af, at junglen generelt var et forfaerdeligt sted at vaere. Og ja, det regnede da ogsaa voldsomt til tider, og havde det ikke vaeret for vores vaerdifulde myggenet, havde vi da nok ogsaa faaet godt og vel faaet fordoblet de 30 insektbid vi havde paa hver ankel, men alle disse ting har faktisk, naar det kommer til stykket, egentlig bare gjort min jungleoplevelse endnu mere uforglemmelig (og det er uforglemmelig ment positivt). Der kom det "men", flere sikkert har siddet og ventet paa. Og der er mange "men'er". for hvor havde vi mange gode oplevelser i junglen! Lyder det ikke lidt som en droem i sig selv, naar man ankommer til kanten af junglen, og man ser en udsigt og flere tusind kilometer Amazonas jungle, og en halv time efter befinder man sig i sit badetoej og nyder solen i vandet sammen med de lokale smaa mowgli'er, der ruller sig i mudderet og kravler rundt i palmerne. For ikke at tale om alle vores fascinerende junglevandringer, hvor vi blev introduceret for diverse planter med medicinale formaal (og til tider mindre medicinale formaal), hvor vi fik lov til at svinge os i lianer og lege Tarzan eller i mit tilfalde Indiana Jones med en machete-kniv i haanden, og hvor vi fik mulighed for at springe ud fra 5 meter langs et vandfald og derefter kravle op ad verdens glatteste traestamme med den bagvedliggende frygt for at glide af bare for at tage det samme spring fra en lidt hoejere hoejde! Ja, vi fik proevet en del i denne jungle, men naar vi skulle kaste os ud i saa risikable handlinger som at springe ud fra glatte klipper, var der da ogsaa visse lettere regler, som ikke lige tiltalte de fleste; faktisk ikke rigtig nogen. Det forholdt sig nemlig saadan, at vores i oevrigt rigtig sjove og gaetfrie indianske vaerter tvang os til sniffe tobak fra en lokal plante, hvilket mildest talt ikke var en behagelig oplevelse, men snarere en oplevelse, der tvang et par taarer frem. Og hvorfor spoerger I vel saa? Ja, det var da naturligvis, saa vi kunne blive ét med junglen. Yes, hvis vi sniffede tobak ville junglen nemlig passe paa os... om Fiona, der trykkede sit ribben ved sit fem meters hop, saa fik sniffet nok, det er jo ikke til at vide! Selvsamme tobak blev senere brugt til at bedoeve fiskene i den lokale flod, hvorefter vi den aften kunne spise de fisk, vi selv havde fanget med vores bare haender!

Og det var bestemt ikke den eneste underlige indianske skik, vi blev introduceret for. Saaledes proevede vi at skyde med pile fra et kaempe roer, vi blev tegnet som krigere (hvilket I maaske har set, hvis I har set mit nuvaerende og lettere drabelige facebook-profilbillede), og vi blev introduceret for de lokale danse, hvor vi da ogsaa fik lov til at deltage. Dette indebar blandt andet, at vi flygtende fra en eller flere kvinder skulle slaa paa tromme, eller at vi skulle hoppe rundt med seje spyd. Og disse festligheder skulle da naturligvis ikke bare akkompagneres med Ecuadors mest kendte oel med den velkendte navn, Pilsener, men vi skulle selvfoelgelig ogsaa introduceres for den halvstaerke og moejklamme lokale likoer chicha, som vi drenge paa meget kort tid blev meget, meget traette af! Og nu hvor jeg har naevnt, at vi selv var med til at fange vores egen mad i tilfaeldet med fiskene, saa var det faktisk ikke den eneste jagt, jeg kom paa. Naeh, jeg stod nemlig op kl. 6 samme et par andre personer fra gruppen, med machete i haanden gik vi ellers paa jagt... efter myrer! Det er rigtigt, visse kaempemyrer er nemlig delikatesser her i junglen, og efter at havde smagt disse (og jeg lyver ikke) popcornsmagende smaa dyr dagen foer, maatte vi da med ud og hjaelpe lidt til med hoesten, hvilket indebar at vi , naar vi spottede de karakteristiske smaa "myregrave", skulle hugge med macheten i jorden og pille myrerne ud af deres skjul og ind i smaa vandflasker.
Ja, vi blev helt sikkert introduceret for en masse lokale eventyr, men det var samtidig ogsaa her at jeg blev bedre introduceret til visse ecuadorianske skikke, der ikke kun hoerer jungleindianerne til. F.eks. er jeg blevet meget bedre til den ecuadorianske volleyball-form, som jf. sidste blog ikke helt kan sammenlignes med normal beachvolley, og jeg har laert et ecuadoriansk kortspil ved navn "40". Dette blev jeg dog aldrig rigtig ferm til, saa det var heldigt nok, at det kun var i volleyball, at der blev vaeddet om oel. Jeg kan godt sige jer derhjemme, at Ecuador er kraftigt befolket af ludomaner, for hver gang der skal spilles en sport, saa skal der absolut vaere en pris. De kender ikke til begrebet "at spille for sjov", og kunne da slet ikke engagere sig, naar vi proevede at indfoere dette begreb. Selvfoelgelig: det er da fint at have noget at spille for. Men naar det kommer saa langt, at der bliver spillet om en hel ecuadoriansk maanedslaan ved ét spil, saa synes jeg, man tager den lige langt nok...
Naa, men nok om det. Nu har jeg vel efterhaanden ogsaa faaet redegjort nok for, hvorfor junglen var en super fed oplevelse paa trods af visse mangler. Men det var faktisk ogsaa det fede ved det hele: at alt var saa primitivt! Som sagt gjorde det det egentlig til en meget sjovere og mere speciel oplevelse, og selvom jeg da aldrig selv vil kunne leve saadan her i laengere tid og formentlig aldrig melder mig som frivilligt arbejdende under saa primitive forhold, saa er det en oplevelse, jeg ikke ville have vaeret foruden og som jeg er taknemmelig for at have faaet.
Men nu var junglen jo ikke det eneste vi oplevede, omend det var det klart mest specielle sted vi har vaeret. Efter junglen tog vi med offentlig transport til byen Tena, hvor vi fortsat befandt os i udkanten af Amazonas og derfor ogsaa i den officielle malariazone, hvor ingen dog har vaeret alvorligt ramt af malaria i umindelige tider. Her skulle jeg endelig blive genforenet med en madras. Jeg maa indroemme at efter min jungleoplevelse, vil jeg altid kunne saette pris paa en hvilken som helst madras! Ogsaa selvom jeg da fik tiltusket mig et par stadig lidet bekvemme naetter i andres senge i junglen. Dertil skal der tilknyttes de to kommentarer, at det kun var Nicolai og jeg fra gruppen, som ikke havde madrasser, og at det kun var ubekvemt at laegge i andres senge, fordi sengene ikke ligefrem var lavet til to personer.
Det er dog ikke madrasserne i Tena, jeg ville komme til at huske dette sted for, paa trods af at jeg havde en fabelagtig en af slagsen, da vi baade i en junglelodge med Hr. Nilsson aber kravlende udenfor. Naeh, det jeg vil huske Tena for, og det som Tena faktisk er meget kendt for, er riverraftingen! For nok havde jeg oplevet riverrafting paa et kategori 3 stykke i Coloradofloden tidligere paa sommeren, men hvis de to oplevelser skulle sammenlignes saa var min amerikanske en soed lille mis i forhold til den vilde puma, jeg moedte i Ecuador. I Coloradofloden havde risikoen for at falde ud af baaden vaeret lille; her skete der jaevnligt, hvilket nu ogsaa kan skyldes, at vi konstant skubbede hinanden i vandet. Men naar vi blev tvunget i vandet, og baaden vendt i vejret af en boelge, saa befandt jeg mig i en helt anden verden, end det havde vaeret i Utah paa Coloradofloden. Ok, nu var vi ude og sejle to gange, og foerste gang var ikke saa vild igen, som da vi tog paa den, efter oenske, vildere anden tur. Jeg tror ganske enkelt, det handler om, at man gaar efter de rette steder, hver gang man moeder et stroemfald. Saa er kategorien faktisk ikke saa vigtig igen. Dertil var vores guider i Tena da ogsaa noget sjovere, hvilket betoed, at vi fik mudderbehandlinger midt i vores raftingtur, vi blev hevet overbord af dem, og vi drak os hvis ikke stive saa i hvert fald halvsnalrede om aftenen paa den bar, den ene guide ejer, hvor de fleste af pigerne nu ogsaa har fundet deres yndlingsdrink kaldet "Sex on the Jungle". Vi blev faktisk saa taette med guiderne, at vi tog til fest paa en skummel og afsidesliggende strand efter baren var lukket.
Udover vild riverrafting fik vi ogsaa besoegt en drypstenshule udelukkende iklaedt badetoej, gummistoevler og pandelampe, hvilket godt nok ogsaa var en oplevelse af de specielle og mindevaerdige. Dertil fik vi ogsaa proevet at sejle i kajak paa floden, og jeg fik lidt aleneundervisning i at lave groenlaendervendinger. Jeg lykkedes dog aldrig helt med at faa det skudt ind paa rygraden, men nu kender jeg da teknikken!
Fra Tena skulle vi videre til Baños. Og paa trods af, at navnet mest lyder som om det refererer til det lille hus (baños er spansk for restroom), saa er virkeligheden en helt anden. Det forholder sig nemlig saadan, at Baños er Ecuadors nok uden sammenligning bedste sted for diverse adventureaktiviteter. Saaledes ble vi tidligt bekendt med stribevis af bureauer som kunne tilbyde os alverdens fantastiske oplevelser med mountainbiking, go-kart, ATV, vulkantur, hiking, canoyoning, paragliding, swingjumping osv. Mulighederne i Baños var uendelige, og det var da ogsaa derfor ikke uden grund, at jeg dagen vi ankom droppede den dovne attitude og tog en op ad et bjerg, hvilket i sig selv var givende i og med, at jeg havde savnet den befriende foelelse at vandre i bjerge. Dertil fik jeg saa ogsaa en vanvittig flot udsigt udover Baños og muligheden for fantastiske milkshakes paa et bjerghotel foraeret.
De kommende dage var desvaerre lidt for meget ramt af en overvaeldende boelge af dovenskab i gruppen, hvilket bl.a. foerte til, at en hel mandag blev brugt paa at se hele foerste saeson af "Lost", hvilket altsaa er godt 25 afsnit af 42 minutter... Heldigvis havde jeg en mandag min aftale om paragliding til at redde mig fra det midlertidigt skabte dystopiske samfund bestaaende af "Lost"-manipulerede skandinavere, en sofa og til tider chips, sodavand og karameller. Faktisk var boelgen af dovenskab saa kraftig, at det var de faerreste som orkede at tage til de spansktimer, vi allerede havde betalt for hos den laerer, der endda var kommet til vores hostel for at undervise os! Okay, det var nu ikke kun dovenskab, som holdt os fra spansk; i mit tilfaelde og de fleste andres tilfaelde var det naermere en efterhaanden skabt fobi for at boeje verber, som havde roedder i spanskundervisningen vi havde tvunget i os i baade Quito og i junglen. Derudover var der selvfoelgelig ogsaa de forskellige aktiviteter, der naturligvis skulle tjekkes ud! Paa programmet havde vi f.eks. canyoning, hvilket er rapelling ned af vandfald, hvor vi paa trods af meget ventetid havde en god oplevelse med at kravle ned at glatte klipper, mens vandet sproejtede os i hovederne. Faktisk lykkedes det mig at holde humoeret oppe paa trods af, at det var dagen derpaa, jeg havde kun faaet tre timers soevn, ingen morgenmad og den megen ventetid ved vandfaldene. Dette er ikke forhold der normalt karakteriserer en god formiddag hos en utaaldmodig, 19-aarig med stort soevn- og madbehov, men ikke desto mindre kan jeg ikke huske tilbage paa den formiddag med andet end smil paa laeben.
Af andre ting, der var paa programmet, saa skulle vi ogsaa ud og mountainbike. Ok indroemmet, mountainbiketuren ud var ikke noget saerligt, specielt ikke paa en mountainbike med lortegear, men naar man kombinerer en saadan tur med kraftigt brusende vandfald og isaer swingjump, saa goer det egentlig op for meget paa en dag, hvor jeg var gaaet saa langt som at nasse mig til en kodimagnyl for at tage mine onde mavesmerter. Til dem som ikke kender til swingjump, ogsaa kaldet pendulspring, saa handler det i alt sin enkelthed om at springe ud fra en bro med et reb fastgjort nogle karbinhager og saa svinger man ellers. Udover smerterne i de aedlere dele, saa var det nu ikke, da jeg svingede rundt som et pendul under broen, at de helt store reaktioner blev vaekket hos mig; det var naermere lige foer man skulle springe ud fra broen, at nervoesiteten tog over og endda tog springet fra nogle af pigerne. I mit tilfaelde maatte jeg dog som andenmand til at hoppe ud i ingenting bide taenderne sammen og droppe nervoesiteten, eftersom Nicolai uden toeven var sprunget ud, saa snart vores guide havde raabt "three!". Der faar den mandlige stolthed alligevel en stoerre rolle end nervoesiteten! Og faktisk var det slet ikke saa slemt. Ligesom paragliding ikke havde givet mig den store adrenalinudloesning, saa var denne oplevelse ogsaa hurtigt overstaaet, og saa gjorde det det ikke meget anderledes, da jeg proevede at springe ud fra en hoejere hoejde dagen efter. Den grad af hoejdeskraek jeg har var da mere til stede, men springet i sig selv adskilte sig mest af alt ved, at det andet spring klemte de aedlere dele lidt mere, da jeg svingede under broen. Saa var der ikke meget forskel i, om der var 40 eller 100 meter ned til floden.
Faktisk fik jeg ogsaa proevet at rafte for fjerde gang i mit liv i Baños, men det var mildt sagt ikke naevnevaerdigt, for paa den ene side var det ikke specielt vildt i forhold til, hvad vi ellers havde proevet, det varede kun halvanden times tid, og det mest spaendende ved vores rafting guide var, at han lignede NY Yankees levende og spillende baseball-legende Alex Rodriguez, og saa lagde han ikke an paa pigerne, som alle vores hidtidige rafting guider ellers havde forsoegt sig med.
Jeg kunne nok godt have proevet flere vilde ting i Baños, men naar jeg taenker tilbage paa det, saa fik jeg nok proevet de vildeste ting, der var til raadighed, og der var ogsaa dage, hvor jeg bare havde brug for at slappe af, og derudover kom jeg ogsaa endelig til det punkt, hvor det ensomme enebarn i mig var blevet frustreret og havde brug for noget alenetid til at koble af, hvilket foerte en hike alene i bjergene med sig, hvilket jeg da ogsaa i den grad havde brug for. Dertil fik jeg udnyttet muligheden for at se Champions League for foerste gang i seasonen og ikke nok med det: jeg fik ogsaa for foerste gang i seasonen muligheden for at se mine to yndlingsfodboldhold, Real Madrid og FCK i aktion! Real Madrids kamp mod Milan havde selvfoelgelig interesse for de sydamerikanske sportskanaler af rimelig aabenlyse grunde, men det var i den grad til vores held, at det var lige praecis det spanske storhold Barcelona, at FCK skulle spille mod! Det var dejligt endelig at faa set mine to hold spille, paa trods af resultatet kun var tilfredsstillende i den ene af kampene.
Vi fik selvfoelgelig ogsaa udnyttet muligheden vi igen var blevet givet for at gaa i byen, hvilket nu ikke foerte de helt store oplevelser med sig for mit vedkommende udover, at jeg fik proevet det klammeste flame-shot der nok findes. Navnet er Bob Marley, og nej, jeg ved ikke, hvad der var i, jeg ved kun, at selv en hvis hardcore drikker fra Thisted ikke oenskede et ekstra shot, og en vis doedsforagtende fyr fra Bagsvaerd havde voldsomme problemer med at holde det shot indenbords! Udover det er det vaerd at bemaerke at vores guide Edison, som har vist sig at vaere mere slesk end foerst antaget (til stor kvindelig irritation), eftersigende naesten fik stjaalet sig til lidt for gammel tysk kvinde, mens vi andre efter indtaget natmad var paa vej i seng. Han er ikke helt saa populaer i gruppen laengere, hvilket for det meste har skyldtes, at han egentlig indeholder flere af de frygtede ecuadorianske vaerdier, end vi foerst havde antaget. Disse vaerdier taelder bl.a. den foeromtalte sleskhed, lidt mandchuvanisme og mangel paa struktur og styr paa tingene. Det har naturligt nok mest gaaet pigerne paa, mens det ikke har paavirket os drenge det store, eftersom vi af Gud jo har modtaget en vis gave mellem benene, som giver os en fordel eller to. Til gengaeld har pigerne Lady´s Night hver onsdag i naesten alle store byer, hvilket betyder gratis drinks i 3-4 timer, saa jeg synes nu ikke, de skal klage for meget over mandschuvanismen, bare fordi de ecuadorianske maend ikke vil have dem med i vores volleyball-kamp!
Videre fra Baños skulle vi, og naeste stop paa ruten blev Guamote; en rigtig ecuadoriansk landsby, som aerligt talt var lidt for stille og roevkedelig. Maaske lige bortset fra dagen, hvor vi ankom, da det ugentlige marked satte dagsordenen i byen. Et eftersigende autentisk og traditionelt ecuadoriansk marked, da det ikke normalt er paavirket af turister. Hvis det er lig med et marked fyldt billige mobiltelefoner og grimme kopivarer, fuldkommen toemt for de normale varer i alpaka og lama, ja, saa var det saa sandelig ganske autentisk ecuadoriansk! Det mest spaendende paa det marked var de helstegte pattegrise, der var paa grill, men man toer ikke rigtig proeve saadanne retter her, efter salmonella forgiftningen allerede har ramt én i gruppen.
Guamote var saa sandelig ikke interessant pga. det kulturelle men naermere pga. de omgivelser, vi havde omkring os. Saaledes fik vi vores hidtil flotteste, haardeste og laengste mountainbiketur, hvor vi kom hjem med oemme ben og jeg med flotte panoramabilleder. Dertil skulle vi have vaeret ude og ride, en tur som dog blev taget fra os, hvilket jf. mine tidligere blogs jo faktisk er noget der irriterede mig. Hvad der irriterede mig endnu mere var, at vi ikke fik oplevet den beroemte Devil's Nose klippe paa toppen af et tog, som vi ellers havde haft udsigt til foer turen startede, men der er jo ikke saa meget at goere, naar der er ombygninger paa tale. Derudover blev denne kedelige by egentlig mest bare brugt til at se film, hvor vi moedte et overvaeldende stort udvalg af gode hollywood-film, og jeg tror naesten, at de folk plagede af sygdom kom alle de spaendende film igennem, hvilket i sig selv er en rimelig stor bedrift!

Fra Guamote tog vi videre til Cuenca, Ecuadors vist nok tredje stoerste by, men ifoelge de lokale i hvert fald den smukkeste. Vi blev da ogsaa i gruppen hurtigt enige om, at dette sted med dets mange kirker og pladser helt sikkert overgik langt de fleste andre Ecuadorianske storbyer i charme. Ja, hvis jeg skulle sammenligne Cuenca med noget andet, ville jeg nok sige, at byen minder om en charmerende norditaliensk by, og ligesom Italien er kendt for deres gode mad, saa var Cuenca da nok ogsaa det sted paa turen, hvor vi har faaet bedst mad. Med andre ord havde vi altsaa fundet et sted, hvor man rent faktisk kunne lave en ordentlig international ret, for ecuadoriansk mad er og forbliver kedeligt, uanset hvor man faar det. Men hvad kan man forvente af en 3 retters menu til 2,5 dollars? Maden var selvfoelgelig ikke ligesaa god som i Italien, og ligesaa var der da heller ikke helt tale om en tilsvarende italiensk charme her, men blot noget derhen af. Og saadan er det egentlig med meget her i Ecuador, specielt kulturelt: Det er egentlig meget fint, men man ved bare, at man kan faa det der er bedre i Europa. Ecuador har lidt af det hele, men de tager den bare ikke saa langt, som man goer andre steder. Kun naar der er tale om det unikke Ecuador som f.eks. junglen og natur visse steder. Det er bl.a. de forventninger vi har til Galapagos - noget helt unikt!

Men ja, som sagt kom vi til Cuenca, hvor vi egentlig kun havde en enkelt dag fri, hvilket efter min mening da ogsaa var rigeligt, eftersom byens sights kan klares paa godt og vel den tid, og dertil elsker jeg at vaere paa farten paa samme maade, som jeg var det i USA, hvor jeg sjaeldent havde mere end 2 overnatninger paa et hostel i hver by. Den fridag vi saa havde fik vi brugt konstruktivt ved at besoege museet Puma Pongo, som er det vel nok vigtigste museum i Ecuador, og vi blev da ogsaa enige om, at man gennem et besoeg paa dette museum ville kunne laere alt om Ecuadors historie og dets mange kulturer. Vi noejedes dog bare med at bruge formiddagen paa at falde hen i mussets etnografiske afsnit, hvor vi fik et indblik i Ecuadors utroligt mange forskellige folkeslag. Nogle var kendte; ja, nogle havde vi endda selv stiftet bekendtskab med, men der var ogsaa folkeslag, vi ikke havde hoert naer saa meget om. Det er faktisk utroligt saa mange kulturer dette et af de mindste lande i Sydamerika kan vaere repraesenteret af. Paa vejen til Cuenca havde vi faktisk besoegt den lille ruinby, Inca Pirca, som har huset Inka saavaeld som Cañari folk. Det er lidt sjovt som disse ruiner er repraesenteret af flere bygningsstile. Men igen: saa imponerende var det egentlig heller ikke; jeg tror i hvert fald naeppe, det kommer bare taet paa den storhed Machu Picchu kan praestere i Peru. Men Machu Picchu blev jo saa heller ikke fundet og masakreret af de spanske conquistadores (erobrere) i sin tid.

Udover museet fik vi ogsaa set lidt af Cuencas smukke kirker og pladser, og saa fik vi besoegt en autentisk panamahat fabrik, hvor jeg da ogsaa fik koebt min egen panamahat. Her fandt jeg desuden ogsaa ud af, at det faktisk slet ikke hedder en panamahat, men at det burde kaldes en Montecristi eller paja toquillo, eftersom panamahatten stammer fra Ecuador og saaledes kun blev eksporteret gennem Panama i sin tid, hvor den her blev taget til sig, og derigennem har den faaet det misvisende navn!

Cuenca blev ogsaa brugt til vores foerste besoeg paa en vandpibebar, hvor vi faktisk endte med at vaere i to timer mere end vi maatte. Det forklarede saa bedre de skaeve blikke, der blev sendt til mig, hver gang jeg koebte en oel, for nok kan jeg drikke, men det loeb sgu nok ikke op i et beloeb, som de ville kunne betale en eventuel boede til politiet for...

Fra Cuenca gik turen gennem smukt landskab og gennem en nationalpark, hvis jeg ikke helt tager fejl, til Guayaquil, Ecuadors stoerste by med godt 2 millioner indbyggere. Det var helt utroligt, vi koerte i bjerge og ned mod Guayaquil som kun ligger i fire meters hoejde, og som om vi floej i et fly, befandt vi os i bussen over et kaempe landskab af skyer - simpelthen fordi vi befandt os i bjergene over. Det var et billede af de helt usaedvanlige og desvaerre et billede, som jeg ikke helt kan dele med folket, eftersom mine toemmermaend paavirkede mit overskud til at tage kameraet frem og tage et billede. Maaske de andre i gruppen har taget billeder, jeg kan faa. :)

Guayaquil kan mest af alt beskrives som en stoerre amerikansk millionby, for her er vi allerede stoedt paa adskillige McDonalds, KFC's og Starbuckskopier kaldet Sweet and Coffee. Vi brugte saaledes ogsaa foerste dag paa at besoege et storcenter, som hvis det ikke havde vaeret for de spansktalende mennesker, sagtens kunne have vaeret amerikansk. Men som saa meget andet i Ecuador, saa minder det kun om, det lever ikke helt op til sammenligningen, naar det kommer til stykket. Nu har jeg jo saa ogsaa besoegt USA's stoerste storcenter Mall of America i Minneapolis, saa det er naesten unfair at sammenligne et storcenter i en bananstat som Ecuador med dette... Samtidig kan jeg informere om, at fastfooden her fra steder som Taco Bell, Pizza Hut og Mac'en slet ikke lever op til de ellers saa tvivlsomme standarder, jeg i forvejen er vant til i Danmark og USA. Der lader jeg vores burgersted, G-spot i Quito, beholde sin plads som min favorit her i dette land.

Guayaquil kan beskrives som et sted, hvor man virkelig proever at vaere med paa beatet, og hvor man da ogsaa er det sted i Ecuador, hvor man er taettest paa at vaere det. Dette ser man isaer med havnepromenaden, Malecón 2000, der med moderne arkitektur, en botanisk have og en IMAX-biograf virkelig goer sit bedste for at leve op til vestlige standarder. Nu har jeg jo besoegt storbyer som Chicago, New York, Toronto osv., saa som storby efter den kategori maa jeg sige, at Guayaquil virker en smule tam. Okay, maaske en lidt unfair sammenligning igen, men byen mangler nu ogsaa lidt energi og vibe, faar selvom vi har befundet os naer de steder, hvor der skulle ske mest, og der skulle vaere flest turister, saa har energien da ikke ligefrem overvaeldet mig... Men nu sidder jeg midt her i Guayaquil, og det kan da vaere nattelivet kan overbevise mig om noget andet denne onsdag aften, foer vi tager afsted til stranden og badebyen Montañita, som eftersigende skulle vaere et fantastisk sted for surfing og derudover generelt strandliv. Det er her, jeg skal tage mig mit PADI dykkercertifikat med speciel henblik paa dykkemulighederne paa Galapagos-oeerne. Det bliver dyrt (450 dollars), men jeg stoler paa, at det vil vaere det vaerd, isaer eftersom certifikatet er internationalt og kan bruges i fremtiden, hvis jeg besoeger andre steder med gode dykkermuligheder.

Saa det er status herfra. Jeg har faktisk ikke oplevet saa meget mere i den sidste stykke tid :) Dertil skal I da ogsaa informeres om, at mine planer om at rejse videre til resten af Sydamerika er blevet skudt lidt ned, til manges glaede derhjemme eftersigende, men til min egen aergelse naturligvis. Forholdene er saaledes, at det koster ca. 1750 kroner at ombooke min flybillet, og selvom jeg bare ville forlaenge ferien lidt og besoege Peru, saa var det umuligt, eftersom naeste ledige billet var d. 2. januar paa businessclass... Den anden tanke jeg legede med var at forlaenge rejsen helt til marts, men det har jeg ikke forhoert mig om, eftersom jeg kunne ville skulle rejse videre med piger... No offence, det er nogle praftfulde toeser, men jeg tror ikke, jeg ville komme igen en saadan rejse uden nogle frustrationer... Saa planerne er de samme: Jeg kommer hjem d. 9. december kl. 21.30 til Kastrup lufthavn. That's that, og nu tror jeg, det er ved at vaere tid til at sige paa gensyn for denne gang :)