Okay, det er vist ved at vaere paa tide, at jeg faar opdateret denne blog nok engang. Det er irriterende, tanken om at jeg skal til at opdatere min blog ligger hele tiden og lurer, og jeg taenker paa det rigtig mange gange i loebet af dagen. Doven og sloeset som jeg er, bliver jeg dog hele tiden ved med at udskyde arbejdet med det, ganske enkelt fordi jeg ikke rigtig orker det. Taenk paa, at jeg trods alt faar brugt rigeligt med energi paa mine oplevelser og egentlig ogsaa bare at fordoeje dem!

Men siden sidste blog er der sket en hel del! Hidtil havde jeg jo naesten kun befundet mig i diverse af oestkystens metropoler og faaet de helt store indtryk af, hvad mennesket kan udrette. At mennesket saa har en tendens til at kopiere hinandens undervaerker, vil jeg lade ligge til en anden gang. Personligt synes jeg bare de enkelte storbyer kan minde for meget om hinanden med deres imponerende skylines osv osv. Behovet var for noget andet, og derfor var det da ogsaa helt naturligt at naeste stop paa rejsen skulle blive staten South Dakota, hvor jeg naeppe tror nogen by har mere end 300.000 indbyggere. Det fandt jeg specielt ud af, da jeg skulle paa en af mine mest turbulente busture hidtil for at komme fra Minneapolis til Pierre i South Dakota. Jeg havde faaet en aftale med Julies bror om, at jeg kunne sove hos dem, og de ville tage mig rundt og se de forskellige sights i South Dakota. For at besoege South Dakota, som for alvor indbyder til landliv, stemmer simpelthen ikke overens med at vaere en ensomt rejsende 19 aarig dansk dreng, som kun kan komme rundt i landet med bus. Det var her, jeg for alvor fik at foele, at USA i den grad er et land, der skal opleves gennem frontruden paa en bil. Mine muligheder for at besoege Mount Rushmore, Badlands National Park osv. er ikke begraensede uden en bil - de er ikke-eksisterende! At det er svaert at komme rundt med bus i South Dakota viste sig bl.a., da det ikke er muligt at tage en bus hele vejen til Pierre, paa trods af at byen kan prydes med statusen som vaerende 'state capital'. Saa at Julie fik hooket mig op med hendes bror var mildt sagt heldigt og meget ideelt. Naar busturen saa blev turbulent hang sammen med, at min hjerne tilsyneladende er meget langsomt fungerende fra morgenstunden af. I hvert fald havde jeg allerede bestilt mig en billet til Salt Lake City, foer det gik op for mig, at det foerst var naeste uges destination.

Jeg ankom dog til Pierre i tide for at stifte bekendtskab til min mors, kaerestes, eks' bror, saa no problems there. At jeg gik fra storbyferie fra den ene dag til den anden var en ting. En anden ting var, at jeg nu ogsaa skulle proeve vaskeaegte familieferie, da Gary (julies bror) har to doetre paa henholdsvis 2 aar og 10 maaneder. Saa da jeg skulle afsted mod de forskellige destinationer i South Dakota kunne jeg stifte bekendtskab til atmosfaeren i en stor peoplecarrier med to unger, der foelte at det var passende med en indbyrdes skrigekonkurrence. Misforstaa mig ikke, jeg noed skam min tid i South Dakota, og hans doetre var nogle vidunderlige smaa engle, naar de ikke skreg og selv de mest staedige unger ender altid med at bukke under for flinke onkel Michaels uimodstaaelige charme.

Men hvis jeg skal beskrive lidt om de ting jeg fik oplevet: Vi tog en halvanden times koeretur gennem Badlands NP's mange smukke panoramiske udsigter, som mindede mig en smule om en graahaardet miniatureudgave af Grand Canyon. Det var ikke helt saa storslaaet, men det er alligevel underligt og fascinerende, at landskab som Badlands' klipper dukker op midt i South Dakotas 'Danser med Ulve' praerielandskab. Og desuden fik jeg set forskellige former for dyreliv paa denne tur gennem South Dakota. I Badlands saa bl.a. vaeddere og stenbukke. Og ikke nok med det. Da jeg besoegte det maaske stoerste symbol paa amerikansk patriotisme i form af fire presidenter indhugget i et bjerg kaldet Mount Rushmore, var det saaledes ikke kun Lincolns skoenne fure jeg kunne nyde; jeg var saa heldig at moede en hvidhaaret gammel bjergged! Det er jo naesten ligesaa storslaaet som indianernes (lidt soelle) svar paa Mount Rushmore, Crazy Horse. Ok, jeg er maaske lidt haard nu, men naar indianerne ikke engang er kommet halvvejs med deres gigantiske klippeskulptur efter 60 aar, saa vaekker det altsaa ikke specielt store foelelser hos selv en stordroemmende dansk eventyrer som mig. Det samme tilfaelde af mangel paa foelelse maerkede jeg, da jeg besoegte den eftersigende foerhen saa forgyldte cowboyby, Deadwood, som mest af alt nu bare er oedelagt af turisme. Man forstaar dog, hvorfor mange personer tager paa ferie i dette omraade kaldet The Black Hills National Forest. Dette sted var helt eventyrligt flot. Det mindede mig en smule om at koere gennem de groenne omraader omnkring alperne paa en smuk sommerdag med spirende atmosfaere af liv. Det var haabloest flot. Det var i dette omraade, jeg for foerste gang (saavidt jeg erindrer) skulle stifte bekendtskab til de monstroese skabninger bisoner. I Custer State Park graessede hundredevis af dem paa en eng taet beliggende paa et campingomraade. Der var endda bisoner faa meter fra de hytter, der foruden disse monstrumer nok havde vaeret ret hyggelige. Udover det fik jeg ogsaa set min foerste antilobe i denne park, men heldigvis ikke min sidste!

Naeste stop efter South Dakota skulle vaere Yellowstone NP, som jeg i ugevis havde droemt om. I denne situation havde jeg dog endnu en gang faaet bekraeftet, at amerikanerne ikke ligefrem forsoeger at goere det lettere for 19-aarige danske drenge at rejse rundt i deres land. Saaledes maatte jeg tage en 22 timers bustur til Salt Lake City, booke en overnatning der, for derefter at sidde i en minibus i otte timer derfra for at komme til West Yellowstone lige uden for nationalparken. Det var fuldkommen latterligt, isaer taget i betragtning af, at bussen koerte forbi steder meget taettere paa end Salt Lake. Men naar man maa betale 187 dollars for at blive koert i to timer fra Bozeman, Montana, saa vaelger man naesten hellere den noget billigere omvej!

Men til yellowstone kom jeg! Og der skulle jeg endnu en gang stifte bekendtsskab til amerikanernes behov for biler. Nej, behov er et forkert ord; afhaengighed passer bedre. Saaledes var det saa godt som umuligt for mig at komme ind i denne park uden en bil. Selvfoelgelig kunne jeg da gaa, problemet ville bare have vaeret, at en gaatur til f.eks. den mest kendte gejser i parken, Old Faithful, ville vaere omkring 50 km lang. Og det er nok det taetteste 'point of interest' fra West Yellowstone, hvor jeg boede. Saa i stedet for at bruge de fire dage, jeg havde i parken paa at sidde i en 65 dollars turbus hver dag, ja, saa tog jeg en anden langt mere eventyrlig beslutning. Jeg besluttede mig for at stille mig op i vejsiden med et overtegnet stykke map og fingeren i vejret. Jep, jeg fik ikke bare hiket ikke i denne park; jeg fik ogsaa hitchhiked! Det foerte til, at jeg fik siddet i 14 forskellige biler paa 4 dage, og jeg fik min foerste motorcykelkoeretur paa en Harley! Jeg blev samlet op af tre biler befolket af tyskere, jeg var i bil med japanere, franskmaend og en canadier og netop fyrede amerikanerne, en pensioneret ironman deltager, en 70-aarig, der havde rejst naesten alle steder igennem sit lange liv osv. osv. Jeg kan love for at jeg fik oplevet Yellowstone paa min helt egen maade gennem hitchhiking! Det var selvfoelgelig svaert til tider, da hitchhikere jo ikke har det allerbedste ry, mennesker kan have, men lokaliteten gjorde da sin del af arbejdet, da det vel naeppe er de skumle typer, der vaelger at hitchhike i nationalparker (selvfoelgelig er alt relativt, men jeg gaar ikke ud fra, at der er mange, der opfatter mig som skummel). I det hele taget er nationalparker jo fyldt med naturelskere, turister og boernefamilier, saa det gjorde min odds bedre. Indroemmet, hvert eneste lift var ikke resultat af viften med tommelfingeren. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var lettere at faa et lift, hvis man havde haft en samtale med folk og havde gjort sig lidt til. Jeg fandt da ogsaa hurtigt ud af, hvordan jeg lettest kunne komme ind i parken - for det var lettere at komme ud af parken end at komme ind. Jeg fandt ud af, at mange folk elskede at stoppe op foran Yellowstone skiltet fora indgangen for at tage et billede af dem og skiltet. Dette gav mig en perfekt mulighed for at hvile min arm, og spoerge folk, om de ville tage mig med. For af uransagelige grunde har folk svaerere ved at sige nej, naar man spoerger dem direkte udenfor for deres benzinslugende transportmidler.

Og nu er der sikkert nogle, der taenker: Er det virkelig lovligt? Faktisk var det en Ranger, der sagde jeg skulle goere det, og tilsyneladende skulle der vaere en stor hitchhiking kultur i Yellowstone. Jeg saa da ogsaa andre hitchhikere en enkelt gang.

At det helt sikkert gjorde min ferie helt speciel er en ting. En anden ting er, om jeg vil goere det igen. Og dertil er svaret da klart nej, ved mindre jeg loeber toer for andre muligheder. Jeg siger bare, at hitchhiking kan kraeve enten en flot, barmfager kvindekrop (eller flere kvinder ved rattet - saa ville jeg jo blive samlet op med det samme) eller en helt del taalmodighed. En taalmodighed jeg fik sat paa proeve, for det er da ikke videre morsomt at vente i 45 minutter for at en enkelt bil samler dig op. Jeg syntes ikke i hvert fald ikke om ventetiden - nu havde jeg jo heller ikke mange andre end mig selv og de maaske lurende bisoner, bjoerne og ulve at dele ventetiden med.

Men jeg kom rundt, problemet blev bare tit, at man ikke kun er afhaengig af bil for at komme rundt. Af uvisse aarsager, har folk besluttet, at alle trails af en eller anden grund skal begynde langs vejene og ikke fra de forskellige "landsbyer", hvor der var adgang til mad, overnatning, parkering osv. Dette betoed altsaa at en 8 mil hiking trail kunne ende med at blive ca. 4-5 mil laengere, fordi jeg maatte gaa langs vejen for til starten af hver trail. Det goer jo automatisk de forskellige hiking trails lidt mere anstrengende. Men jeg noed det! Jeg tror, jeg fik hiket godt og vel 30 miles eller ca. 50 km paa 3 dage, hvilket bragte bag langt vaek fra menneskemyldret og i sidste ende ogsaa endte med at foere til en smule overanstrengelse i benene. Men jeg kan da love for, at det var hele besvaeret vaerd! Efter min mening er hikinh den helt rigtige maade at opleve USA's nationalparker paa! Man faar simpelthen oplevet saa meget unik og speciel natur, og nogle gange er man lidt heldigere med at se dyreliv, naar man bevaeger sig laengere ind i dyrenes egen store bolig. Hvad jeg dog noed allermest var, at jeg slap for alle turisterne. Yellowstone er en af de mest besoegte nationalparker, hvis ikke den mest besoegte i USA. Yellowstone faar i hoejsaeson flere besoegende paa en dag, end nationalparken Isle Royale i Lake Superior oppe nord for Lake Michigan faar paa et helt aar! Men hiking trails'ene var fantastiske til at slippe for alle disse mennesker. Tag bare min foerste hiking trail: jeg moedte ikke en eneste person i godt og vel 3-4 timer! Det var fantastisk dejligt og befriende, naar eneste anden selskab er tusindvis af skrigende graeshopper, en enkelt antilobe, dyreknogler, skrigende oerne og en slange. Jeg maa dog indroemme, at mit moede med slangen paa denne trail fik haarene til at rejse sig en smule, naar man daarligt kunne se stien for planter. Jeg var nok ikke kommet paa den mest civiliserede trail... Jeg fik dog ogsaa hiket mig ud af skovene og op i hoejderne, hvilket foerte mig til toppen af Mount Washburn, det hoejeste bjerg i Yellowstone tilgaengeligt for de ikke alt for entusiastiske/vanvittige vandrere som mig. Her fik jeg paa vejen ogsaa stiftet bekendtskab til Yellowstones flotte vidder. Det som jeg fandt saa specielt ved Yellowstone var, at denne park havde lidt af det hele: den flotte udsigt, bjerge og skove, rigt dyreliv og sidst men ikke mindst unikke geologiske faenomener. Herregud, denne park har saagar dens egen Grand Canyon (omend ikke helt saa overvaeldende, selvom Grand Canyon efter min mening nok er en smule overvurderet). Yellowstone er et af de steder med de bedste chancer for at se dyreliv, og det fik jeg da ogsaa erfaret, men det blev lidt for meget naar bisonerne for 125. gang valgte at krydse vejen og stoppe al trafik. De kreaturer har godt nok deres egen dagsorden, og det er ikke anbefalelsesvaerdigt at udfordre den. Til min aergelse saa jeg desvaerre ingen bjoerne eller ulve, hvilket jeg ellers havde sat naesen op efter. Min situation uden bil gjorde dog, at jeg ikke saa let kunne komme til de omraader, hvor disse dyr oftest bliver spottet. Problemet var, at hvis jeg proevede at komme derhen, ville det kunne blive for sent at komme hjem, da vejene lukkede kl. 22, og det blev moerkt noget foer. Jeg skal hilse at sige, at det ikke var videre interessant eller hyggeligt at staa naer vejen med en pandelygte paa hovedet som eneste lys og vente paa at blive samlet op. Moerkets skraemmende effekt blive udelukkende forstaerket af visheden om, at dyrene kommer frem om morgenen og om aftenen, naar temperaturerne faldt. Denne viden forsoegte jeg da ogsaa faa udnyttet til at spotte dyreliv, da jeg var oppe kl. 5 for at tage med et par tyskere ind til Hayden Valley, som skulle vaere rigt paa dyreliv for at se selvsamme. At jeg dog kun fik set endeloese flokke af bisoner gjorde oplevelsen en anelse bitter.

Hvad der dog goer Yellowstone saa ufattelig speciel er de geologiske faenomener! Det er en ret fed foelese at vide, at man ved at befinde sig i Yellowstone faktisk befinder sig paa verdens stoerste vulkan, en saakaldt caldera/supervulkan, som ville udslette alt liv paa Jorden i tilfaelde af et udbrud. Og med filmen "2012" i baghovedet kommer man til at taenke paa, at denne vulkan ikke har vaeret i udbrud i over 600.000 aar, og at dette plejer at vaere tidsintervallet mellem hvert udbrud! Hvad der til gengaeld tit gaar i udbrud er de forskellige gejsere rundt om i parken, som er skabt paa baggrund af magma under jordens overflade. Det bringer ufatteligt eksplosive og farverige gejsere med sig. Det var helt utroligt at se Old Faithfuls udbrud af en kaempe vandstraale, som bare skyder op i luften, men det var ogsaa forunderligt bare at se vandet koge i de smaa gejsere, som daarligt var huller i jorden. Mest imponerende fandt jeg dog de farver, enkelte gejsere frembragte. Visse gejsere kunne vaere helt oceanblaa, og man havde virkelig lyst til at hoppe i paa trods af udsigten til onde skolninger. Jo varmere vandet var, jo mere farverigt blev vandet. Det var jeg dybt fascineret af.

Alle disse ting gjorde selvfoelgelig Yellowstone til en helt unik oplevelse. Hvad der gjorde det endnu mere specielt var min utraditionelle maade at opleve parken paa! Jeg vil ikke goere det igen, det er helt sikkert. Jeg vil dog besoege Yellowstone igen, selvom jeg godt er klar over, at det paa ingen maade bliver det helt samme eventyr.

Jeg tog mit gensyn med Salt Lake City efter mit eventyr i Yellowstone, hvor jeg havde sat en dag af til at opleve mormonernes hovedstad. Salt Lake Citys religioese status gjorde noedvendigvis min oplevelse af denne by noget anderledes end nogen anden oplevelse, jeg ellers har haft paa denne tur. Det var en anelse humoristisk, at det foerste jeg stoedte paa paa mit hostel var Biblen. Det var desuden svaert at finde ikke-religioese boeger paa boghylden. Jeg var ogsaa lettere overrasket over, hvor lidt der egentlig foregik i Downtown fredag kl. 19. Maaske befandt jeg mig de forkerte steder, men jeg har altsaa svaert ved at forstaa, at Subway skal lukke kl. 18. Jeg fandt dog ud af, at SLC var mere progressivt end mit foerste indtryk, formentlig hjulpet paa vej af Vinter OL i 2002. Og jeg fik ogsaa et overraskende godt indtryk af Temple Square og mormonerne til stede. Mormonerne var ufattelig sociale, snakkesalige og venlige, og de var mere end villige til at hjaelpe mig paa vej og fortaelle om deres historier. Jeg havde flere rigtig gode samtaler med dem, religioese som sekulaere. For en person som mig, der lever efter en mere deistisk kristen synsvinkel var det en fornoejelse, for de respekterede, at jeg havde en anden mening end dem, og det gjorde, at jeg kom paa boelgelaengde med dem. Hvad de grundlaeggende tror paa er, at Jesus viste sig for indianerne i Nordamerika, hvorfra de har lavet endnu et testamente i deres Bible. The Book of Mormons. Desuden tror de paa moderne profeter, hvilket jeg har svaert ved at identificere mig med.

Efter en forfriskende religioes oplevelse var jeg klar til at tage videre mod Moab, Utah, som er et ideelt sted for eventyrlystne personer, der ynder bjergbestigning, mountainbiking, riverrafting, firhjulstraek, hiking osv. osv. Dertil ligger det lige ud til to nationalparker, Canyonlands og Arches, hvilket gjorde, at jeg saa meget frem til mit visit. Men endnu en gang skulle min hjerne vise sig at vaere daarligt fungerende om morgenen, da jeg misforstod min gate med tiden jeg skulle afsted. Jeg troede saaledes jeg skulle afsted fra gate nummer 9 kl. 9 i stedet for gate nummer 6 kl. 9. Dette gik op for mig, da jeg skulle gaa ombord paa bussen kl. 11 (jeg troede greyhound var forsinket nok engang), og jeg havde lyst til at rive hovedet af mig i dette oejeblik. Dette gav mig endnu en dag at bruge i SLC, som jeg paa trods af min frustration over mig selv endte med at nyde til fulde. Jeg naaede til Moab den naeste dag, hvor jeg blev hentet af 50-aarige Harry, som skulle fungere som min tourguide de naeste par dage. Jeg var kommet i kontakt med ham, da jeg desperat efter at faa mig et lift fra greyhoundstoppet i Green River 55 miles nord for Moab havde ringet til mit hostel. Harry er en fin fyr paa trods af sit rimeligt skumle ydre. Han manglede saaledes at oeje og var til tider mindre charmerende med snot-spytteri og boevseri. Det blev dog til fulde opvejet af hans ellers flinke og ungdommelige attitude og i hoejeste grad af de oplevelser han tog mig paa. Foerste dag tog vi en noget ujaevn og daarligt vedligeholdt bagvej op gennem kloefterne i Canyonlands National Park, hvilket skulle ende med udsigt til omraadets flotte, flotte roede klippekonturer og min debut indenfor at proeve rigtig firhjulstraekskoersel. Jeg kan love for, at naturen her i disse normalt saa golde omgivelser var speciel. Der var simpelthen nogle klippeformationer i saa ufattelige farver. Specielt i Arches National Park, hvor Harry efterlod mig for en eftermiddag foerende til 18 kilometers hiking, var der nogle helt utrolige geologiske faenomener. Nogle gange lignede det, at disse klippeformationer ikke var paavirket af tyngdekraeften. Jeg taenkte tit: "hvordan kan den klippe dog se saadan ud?". Helt utroligt og meget flot. Arches var en dejlig oplevelse, da jeg fik afproevet en mere eventyrlig side af mig ved at forlade trailen et par gange for eventyr mellem klipperne. Det var helt klart et fantastisk sted for hiking! Ud over det fik jeg ogsaa proevet rigtig hardcore mountainbiking. Moab er et verdensklasses sted for mountainbiking, og jeg besluttede mig for at proeve den nok mest beroemte mountainbiketrail, The Slickrock Trail. Og jeg skal love for at jeg ikke bare var udfordret, jeg var overmatched! Jeg maatte indse, at jeg jo egentlig var nybegynder som mountainbikerytter, og der var simpelthen steder, hvor det var helt surrealistisk for mig at taenke at folk rent faktisk cyklede. Jeg tror, jeg trak cyklen halvdelen af vejen, hvilket dog ikke forhindrede mig i at praestere et yndigt styrt, der foerte til en venstre arm, der naar halvt bestaar af grimme saar, et par oemme muskler, en oem hofte og en velsignelse af min cykelhjelm, som nok reddede mig fra en hjernerystelse. Jeg moedte for alvor min graense, nej, jeg overskraed mine graenser. men jeg er glad for at jeg gjorde det, for det gav mig en laerestreg og en vished om mine evner. Og jeg er stolt af, at jeg kom igennem, og jeg var mindst lige saa plaget af en solbraendt ryg, da jeg gik i seng.

Det holdt mig dog ikke fra aktiviteterne, da jeg tog paa riverrafting dagen efter ved Westwater Canyon, hvor jeg havde en fantastisk god dag blandt mestendels kategori 3-stroemfald og en enkelt kategori 4. Det var vildt at proeve at ro denne baad, og vi fik baade proevet at svoemme gennem et stroemfald her i Coloradofloden, og vi fik lavet en saakaldt highside, hvor alle maatte kaste sig til en side af baaden for ikke at ryge i vandet! Og det lykkedes!

Saa paa fire dage fik jeg proevet firhjulstraek, mountainbiking, riverrafting og hiking i dette naturskoenne sted, hvor oerkenen var usaedvanlig groen i forhold til aarstiden. Og jeg er formentlig ikke igennem halvdelen af alle de eventyr, man kan proeve her! Naeste stop skulle dog vaere Colorado for at besoege familie, hvilket jeg vil lade ligge til naeste blog. Jeg har faktisk haft mine dage her, men jeg har ikke tid til at skrive laengere, saa Colorado maa vente til naeste blog! Jeg kan dog fortaelle at jeg har haft nogle rigtig dejlige dage med at besoege familie her, og at jeg har det godt i det hele taget!