San Pedro de Atacama

25. Feb.

Første dag i Atacama. Vi havde sovet dejligt på det nye hotel, og morgenmaden var helt fantastisk. Der var næsten alt, hvad man kunne ønske sig; masser af lækker pålæg, forskellige brød og boller, frugtsalat, milkshake, havregryn, røræg, kager, donuts, ja der var selv choko-pops. Vi blev hentet kl. 9 fra hotellet. Her mødte vi Matilde, som skulle være vores guide her til formiddag. Først skulle vi besøge et arkæologisk museum. Her så vi en gammel landsby som ligger langt ude i ørkenen. Her havde Atacama folket levet, i sin tid. Husene var alle lavet af ler, og de var næsten helt begravet af sand, fordi der tit er sandstorme i ørknen. Matilde fortalte, at da folket var flyttet fra byen, havde de taget deres tage med (som var lavet af kaktustræ), og dette træ kunne de sælge videre eller bruge igen.

Herefter kørte vi videre til Pukara de Quitor. Det er et stort fort, som blev bygget til at forsvarer sig mod spanierne, inden de invaderede Chile. Fortet var bygget af kæmpe sten, og der var nærmest lavet små huler, som de kunne gemme sig i. Tilmed lå fortet højt oppe på et bakke, så de kunne holde øje med, hvornår spanierne kom. Dette var dog ikke til den store nytte i sidste ende, da spanierne valgte af komme fra den anden side. I dag ligger fortet rimelig meget i ruiner, men det var meget flot alligevel.

Vi blev kørt tilbage til vores hotel, hvor vi havde et par timer, inden vi skulle blive hentet igen. Kl. 16 kom en anden guide - Javier. Vi kørte ud midt i ørknen. Her så vi bl.a. en masse dale: Valle de Carí, Valle de Muerte (dødens dal) og Valle de Luna (månedalen). Vi fik også en lang gåtur gennem sandet i bakkerne. I sidst nævnte dal gik vi op af en stor bakke (sammen med 200 andre mennesker) og så en fantastisk solnedgang herfra.

Vi blev kørt hjem, og sat af på hovedgaden. Her fandt vi to en restaurant, La Estaka, og her spiste vi. Det viste sig at være et godt valg. Inden maden kom, blev der serveret brød og salsa til. Salsaen var suveræn. Den var så god, at Rasmus spurgte om opskriften - på spansk. Vi fik tjeneren til at skrive alle ingredienserne ned, og den skal helt sikkert afprøves derhjemme.

26. Feb.

Efter endnu en fantastisk morgenmad blev vi igen hentet kl. 9 fra hotellet. Denne gang af guiden Claudia (og chaufføren Claudio.) Første stop på turen var en salt lagune (Chaxa). Hele jorden her er

Fuldstændig dækket af store salt klumper. Den eneste ændring i landskabet er en saltsø, hvori der lever en lille bitte slags rejer. Rejerne er cirka en halv centimeter store. Vi gik langs en lille sti, der var lavet gennem landskabet. Stien gjorde det muligt, at vi kunne komme rundt gennem de store og skarpe salteklumper, som ellers var umulige, og forbudte, at gå på. Den store seværdighed i denne lagune, lå for enden af stien. Her var en stor sø, fyldt med vildtlevende flamingoer. Det var et flot syn. Flamingoerne var helt tamme, og vi kunne stå få meter fra dem. En af grundene til at de var så tamme, var fordi de spiste. Og det gør de faktisk hele tiden. Flamingoerne lever nemlig af de rejer, som findes i saltsøen, og for at overleve, skal en flamingo spise et helt kilo rejser om dagen. Derfor havde de ikke meget tid til at lægge mærke til alle de mennesker, som var omkring dem. Herefter tog vi en tur langt oppe i bjergene. Her skulle vi se to store vulkaner (Miscante og Miñiques), og de tilhørende laguner. Begge vulkaner er ikke aktive, så bare rolig. Vi var så højt oppe over havets overflade, at vi faktisk var ret tæt på den sne, som lå på toppen af vulkanerne. På vejen hjem stoppede vi i en lille lokal by (Socaire.) Her fik vi frokost, lavet af de lokale. Forretten bestod af suppe med kylling og diverse grøntsager. Rasmus var så heldig, at der i hans tallerken, lå et hjerte fra kyllingen. Skønt… Sikke en appetitvækker. Til hovedret fik vi en risret med nogle sammenkogte grøntsager, og et par få stykker kød, som var så små, at vi næsten havde brug for en lup. Til dessert fik vi en fersken i sirup, som ifølge Camilla var den bedste ret af de tre. Godt nok, så var den frokost heldigvis overstået. På vejen videre hjem, stoppede vi i en lille by (Toconao), som kun har 30 indbyggere. Her så vi bl.a. byens flotte kirke.

Vi besluttede at spise aftensmad det samme sted. Her bestilte vi crepes, med hhv. grøntsager til Camilla, og kylling med squash til Rasmus. I aften skulle vi tidligt i seng, da vi bliver hentet igen i nat kl. 04, for at tage på tur igen.

27. Feb.

Årrrh man, bare 10 minutter mere. Klokken er 03, og vi er lige vågnet. Eller måske skulle vi sige, vækkeuret har i hvert fald lige ringet. Kl. 04 blev vi hentet. Vi kom op i en stor bus, som kørte videre for at hente en masse andre. I nat skulle vi ud til El Tatio. Det er et gejserfeldt i 4000 meters højde. Tidligt om morgenen, inden solen står op, kan man se hvordan gejserne sende en masse damp op i luften. Det var en vild oplevelse. Man skulle passe på, hvor man gik, at man ikke lige pludselig trådte et sted, hvor der kunne springe kogende vand op. Fordi vi var så langt over havets overflade, var vandet i gejserne allerede kogende ved 85 grader. Vejret var koldt - minus 2 grader, så vi var godt pakket ind i alt hvad vi havde. Eller Camilla var - Rasmus havde taget shorts på. Efter en halv time mellem alle gejserne fik vi morgenmad og en kop varm kakao. Dejligt! Vi kørte videre i bjergene, og kom til et sted med flere gejsere og et hotspring. Her kunne de, der ønskede, tage en tur i vandet. Det var nemlig rigtig varmt. Vi havde både håndklæde og badetøj med, men da der intet sted var at skifte tøj, valgte vi at se hotspringet fra siden. På turen hjem gjorde vi et par stop for at betragte de vilde dyr, som lever i disse højder. Her så bl.a. forskellige arter af lamaer, flamingoer og andre vilde dyr.

Her kom tilbage til San Pedro, hvor vi blev sat af på en restaurant, og fik at vide, at her ville vi få frokost. Guiden kørte videre og vi gik selv ind. Tilsyneladende havde de intet fået af vide om at vi kom, og tilmed kunne ingen snakke engelsk. Heldigvis sprang Camilla ud i en vild rus af spansk, og efter et kvarter, kunne vi bestille en menu. Sådan mand! Maden kom en time efter, og det gjorde den næste guide også. Han gav os tyve minutter til at spise, løbe hjem til hotellet, pakke vores ting ned i kufferten, checke ud og møde ham foran hotellet. Vi kastede maden i os og løb tilbage. Vi nåede ikke det hele på præcis tyve minutter, men heldigvis var vi de eneste som skulle med på næste tur, og guiden var sød at vente på os. Vi kørte lang tid. Ud til Lasana. Lasana minder meget om fortet i Pukara de Quitor, men forskellen er, af Lasana oprindeligt var en by, og senere ble brugt som et fort. Dette var også et imponerende syn, og vi gik lidt rundt deroppe. Herefter kørte vi til Chiu Chiu, som er en lille landsby, som tilmed indeholder den ældste kirke i Chile. Den var bare rigtig flot. Vi blev kørt direkte i lufthavnen, hvor vi sidder i øjeblikket og venter, på at kunne checke in. Her skal vi sidde et par timer, før turen går til Santiago.