Ecuador - Quito og Galapagos

20. marts.

I nat ankom vi til Quito i Ecuador. Flyveturen gik godt, og vi blev ret overrasket, da vi trådte ind i flyet første gang. Der var en skærm på hvert sæde, og her kunne man vælge mellem ca. 15 præmiere film, en masse forskellige serie og musik. Rasmus så den nye film, som hedder "Due Date", og Camilla så "Black Swan". Det gjorde, at flyveturen føltes en del kortere.I lufthavnen stod Freddy og tog imod os. Han kørte os til vores hotel - et meget meget flot og stort hotel, med guldgardiner, to dobbeltsenge, fladskærm og panoramavinduer med udsigt over byen. Her til morgen blev vi hentet af Freddy. Vi skulle til et marked i byen Otavalo. Vi kørte i næsten to timer før vi nåede dertil. Det er et kæmpe marked for omegnen, og det har åbent fra kl. 5 om morgenen, alle ugens dage. Vi blev sat af, og fik at vide, at vi nu havde ca. 4 timer til at gå rundt og kigge. Det var virkelig et flot marked. Her blev der solgt en masse hjemmelavet ting; Bluser, bukser, tasker, smykker, tørklæder osv. osv. Tingene minder meget om de ting, som vi kiggede på i Peru. Vi fik købt en del hver. Da det begyndte at regne fandt vi en lille café, hvor vi fik en hurtig burger og milkshake. Efter de 4 timer, gik vi tilbage til Freddy, som kiggede interesseret på ALLE vores poser. Hele vejen tilbage til Quito, sad vi begge og spekulerede over, hvordan vi dog skulle få plads til alt dette. På vejen kørte vi både fordi de store Alo Vera planter, og også kaktussen, som de bruger i Mexico til at lave tequila. Hjemme på hotellet fik vi kigget på alle vores indkøb. Aftensmaden blev spist på hotellets egen restaurant. På menukortet stod kun navnene på retterne, og ikke hvad de indeholdte. Til gengæld var der et billede af hver ret. Vi forstod ikke noget af menukortet, men vi fandt en ret som lignede kylling i karry og ris. Vi ville begge bestille denne ret, men da tjeneren fortalte os, at det var ko-mave, måtte vi lige bede om to minutter ekstra. Vi endte begge med en ret, som vi var sikre på hvad, var; hhv. kyllingelår og lam.

21. marts.

I dag skulle vi igen på tur. Vi blev hentet af en anden guide - Alfredo, som skulle tage os på en tur rundt i byen, og en tur til ækvatorlinjen. Vi startede med at køre hen til byens største kirke. Den var imponerende stor. I sin tid skulle kirken havde været en del større, men grundet en overtro om at en vulkan ville gå i udbrud og udslette byen, hvis kirken blev færdigbygget, stoppede de byggeriet. Udvendig var kirken dekoreret med en masse af både fastlandets og Galapagos' dyr.

Vi kørte nu videre, ind i den gamle bydel, som før i tiden KUN var malet blå og hvid, efter lov. Nu havde folk dog fået lov til at male deres huse i andre farver - dog kun pastelfarver. Alle farverne skulle endda også godkendes af byrådet. Alfredo parkerede bilen, og vi gik nu en tur ned til Plaza Grande. Her lå forskellige ting - bl.a. præsidenthuset, som vi var inde og se. På pladsen stod også en høj statue, som er et symbol på landets uafhængighed fra Spanien. Her optrådte også en masse dyr, som alle havde en symbolsk overført betydning. Ved pladsen lå også katedralen, biblioteket og biskoppens hus. Gaden, som førte op til pladsen, hedder (på dansk) "Gaden med de 7 kors". Det gør den fordi, der ligger syv kirker på denne gade - hvoraf katedralen er den største. Vi fik set 4 ud af de 7 kirker. Efter rundturen i den gamle bydel var slut, blev vi kørt til en sidste kirke vi skulle se. Her måtte man desværre ikke tage billeder. Indvendig var kirken et fantastisk syn. ALT er lavet af guld; alteret, væggene, loftet, statuer osv. Her var virkelig smukt. Vi købte hver et par postkort, hvor man kan se kirken indvendigt. Nu var rundturen i hovedstaden fordi.

Vi kørte nu i ca. 40 min. for at nå til ækvator. Her ligger et lille museum, som viser alle de besynderlige ting, som sker ved ækvator. Da vi ankom, var der masser af mennesker og tv-folk. Alfredo fortalte os, at de i landene omkring Andesbjergene fejrer nytår den 21. marts - altså i dag. Det er godt nok ikke rigtig nytår. De gamle folk levede efter en solkalender, som dog ikke længere er i brug. De fejrer dog stadig sol-nytåret her, da solen har en vigtig rolle omkring ækvator. Vi så først et show, hvor 6 mennesker, klædt ud i gamle folkedragter, tilbad solen med forskellige ofringer. Det var et meget flot show, selvom vi ikke forstod en brik af denne skik. Herefter fik vi vores rundvisning på museet. De havde tegnet en stod rød streg på jorden, som viste nøjagtigt, hvor ækvator er. Her lavede vi nogle forskellige eksperimenter. Det første vi lagde mærke til var, at der ingen skygger var her. Solen stod LIGE over hovedet på os. Det første eksperiment bestod i, at en mand fra museet havde en balje med vand. I baljen var en prop, som han kunne trække ud. Manden stillede først baljen midt på ækvator, og trak proppen ud. Vandet røg ud, i en lige stråle. Nu fyldte han baljen igen, og stillede den en halv meter ind, på den nordlige halvkugle. Han trak proppen ud igen, og drejede vandet rundt i en spiral omkring hullet, inden det røg ud. Ligesom man ser i badekaret. Her drejede vandet i den modsatte retning af uret. Da han lavede samme forsøg på den sydlige halvkugle, drejede vandet med uret, selvom han kun havde flyttet baljen en lille meter, dog på den anden side af ækvator. Det var sjovt at se. Næste forsøg gik ud på, at få en æg til at balancere på et søm. Myten siger at det er muligt, så længe man står lige på ækvator. Vi fik begge lov til at prøve, Camilla først. Hun kunne godt. Rasmus kunne dog ikke. Sidste forsøg gik ud på, at gå med lukkede øjne og armene ud til siden, på en lige linje på ækvator. Det var direkte umuligt. Man blev trukket til begge sider, og det var fuldstændig umuligt at gå på den lige linje.

Nu var vores tur for i dag slut, og vi blev kørt tilbage til hotellet. Hen på eftermiddagen fandt vi et stort indkøbscenter, hvor vi fik købt lidt vand og mad ind.

Kl. 20 modtog vi et brev, som fortalte at vi blev hentet kl. 6.40 i morgen tidlig, og så går turen ellers til Galapagos.

22. marts.

Vi stod tidligt op, for vi skulle både nå at pakke og have morgenmad. Kl. 6.40 blev vi hentet i en bus, fyldt med en masse andre mennesker, som også skulle til Galapagos. Vi blev kørt til lufthavnen og chaufføren hjalp os med at tjekke ind. Vi fløj med AeroGal, samme selskab som sidst, og der var igen fjernsynsskærm i sæderne. Vi brugte turen på at se "Venner" og "Two and a Half Men". Da vi landede på Galapagos trådte vi ud i 30 grader. Lufthavnen er under ombygning, så det var et mindre kaos. Der var fx ikke noget bagagebånd, så vores kufferter blev bare smidt af et tilfældigt sted. Alt vores bagage skulle gennemsøges, da der er meget strenge regler for, hvad man må medbringe til øerne. Det er selvfølgelig planter osv., man ikke må have med, og det havde vi ikke noget af. Efter gennemsøgningen af bagagen, mødte vi en repræsentant fra GapAdventures, som vi rejser med. Hun havde en liste med alle de folk, som rejste med GAP, den liste stod vi dog bare ikke på. Det forstod vi ikke rigtig hvorfor. Vi kom alligevel med på bussen, som kørte os ned til havnen. Her mødte vi en anden guide, som fulgte os hen til den speedbåd, som skulle sejle os til øen Isabella. Inden både sejlede, havde vi lige to timer, til at spise frokost. Vi spiste på en lille café, og nød skyggen under parasollen. Herefter gik vi lidt ned til havnen og kiggede. Her så vi en masse store pelikaner og farverige krabber. Vi fik allerede her taget en del billeder. Da kl. blev 14, skulle vi med både. Sejlturen tog næsten tre timer, og da det var højvande var der kæmpe bølger. Det kildede i maven. Det var ligesom at tage en tre timers tur i Dæmonen i Tivoli. Vi ankom endelig til Isabella, hvor Josef stod og tog imod os. Han skulle være vores faste guide, de næste fire dage. Øen Isabella er den største af alla Galapagos øerne, men også den mindst besøgte. Her bor kun 2400 mennesker, og 95 % af øen tilhører nationalparken. Det vil sige, at de lokale kun har de sidste 5 % af øen til at bo på. Vi blev kørt til hotellet, sammen med to andre par. Et irsk ægtepar, og en mor og datter fra New York. Vi havde 10 minutter på hotellet, før vi skulle ud, på en lille tur. Turen gik til en lille flamingolagune, og her var ca. syv, helt lyserøde flamingoer. Vi blev kørt videre ned til stranden - en flot strand med klart blåt vand og palmer. Her blev vi sat af, og fik lov til at gå lidt rundt. Josef tog videre, og vi skulle selv finde tilbage til hotellet, som kun var en gåtur på 10 minutter. Efter et stykke tid på den dejlige strand, tog vi tilbage til hotellet, og fik et bad til at køle af på. Om aftenen gik vi en tur ned til stranden igen, hvor de fleste restauranter ligger. Her fandt vi en, og spiste. Her var rigtig hyggeligt, og selvom kl. nu var omkring 20, og det var blevet mørkt, var det stadig meget varmt.

Denne aften gik vi forholdsvis tidligt i seng - det havde været en lang tur herud.

23. marts.

Morgen startede med en let morgenmad på hotellet. Lidt tid efter stillede de en masse pålæg og brød frem, og så skulle vi selv smøre et par sandwichs hver. Vi lavede et par dejlig tun sandwichs. Vi fik et æble og en juice med, og så stod vi lige pludselig med en yderst lækker frokost. I dag skal vi nemlig en tur hen til et kæmpe vulkankrater. Det er en længere gåtur i vente i dag, så det er derfor vi har lavet en madpakke.

Vi blev hentet i en lidt speciel lastbil. Omme i ladet er der nemlig sat en masse sæder ind, som man kan sidde på. Vi var 10 mennesker, som skulle på turen i dag. Køreturen tog cirka en time, og på vejen så vi en masse flotte farverige blomster.

Da vi kom til stedet, hvor gåturen skulle begynde, var det blevet meget varmt. Vi havde en hård kamp med varmen hele turen igennem. Vi startede med at gå ad en lille sti. På hver side af os, var der høje planter og masser af fugleliv - vi så bl.a. Darwin finken. Stien vi gik på var en smule mudret og besværlig at gå på, og tilmed blev den smallere og smallere hen af vejen. Efter cirka en times gang, nåede vi til et sted, hvor vi kunne se det store krater. Krateret er det næststørste i verden og spænder over 10 km. Krateret er hullet i vulkanens top, og da dette hul er 10 km i diameter, er det altså en kæmpe vulkan. Vulkanerne der er her på Galapagos er mere flade en de er høje, hvilket også er grunden til at hullet er så bredt. Herfra gik vi videre hen til et andet vulkanområde, hvor der er mange mindre vulkaner. Alt her er formet af størknet lava, og det var meget svært at gå på. Vi prøvede at stikke vores hånd ind i de små hotspots, som er i jorden, og man kunne virkelig mærke varmen. Hotspots er små huller i jorden, med vulkansk aktivitet. De ligner lidt muldvarpehuller. Faktisk er nogle af disse små hotspots så varme, at det er muligt at koge et æg her. Herfra gik vi tilbage igen. På vejen kom vi til at lille picnicsted, hvor vi kunne spise vores hjemmelavede sandwich. Det tog cirka to timer, før vi var tilbage ved bilen igen. VI havde begge fået en del vabler, da vi begge havde haft vores gummisko på, uden strømper. Av!

Vi kom tilbage til vores hotel, og blev efter en halvtime hentet igen. Nu skulle vi ud til et lille sted, som hedder Concha Perla. Det er en lille bugt i Stillehavet, hvor det er muligt at snorkle. Det var dog stadig højvande, og derfor fortalte Josef os, at det nok ville blive lidt svært. Rasmus fik dog hurtigt svømmefødderne og snorkelmasken på, og hoppede i. Da Camilla skulle til at hoppe i, sagde guide til hende, at hun ikke skulle blive nervøs hvis hun mødte en søløve, eller haj dernede - de var venlige i dette område. Camilla blev bange og kom op af vandet igen efter to minutter. Snorkelturen var ikke så vellykket, og vi gik tilbage til vores hotel, hvor vi købte nogle postkort på vejen.

Om aftenen tog vi ned til stranden igen, og fandt en ny restaurant, hvor vi begge fik en bøf med rødvinssauce og grøntsager.

24. marts.

Vi havde glædet os meget til i dag. Efter morgenmaden blev vi igen hentet af Josef, og en anden guide - Pablo. Vi blev kørt ned til havnen, sammen med to andre piger fra Argentina. Herfra tog vi en lille båd, ud til en lille ø, som hedder Tintoreras. Det er en lille lavaø - her bor ingen, kun en masse dyr. Vi gik i land, og gik i mellem alle lavastenen. De er meget skarpe og umulige at gå på, så heldigvis var der lavet en lille sti. Vi så først en lille pingvin stå på en af stenen, og bagefter en enkelt af de blåfodet fugle, som er så berømte på Galapagos. Desværre blev det kun til den ene Blåfodet Boobiefugl, som de hedder, da det ikke er sæson for dem.Vi havde cirka været på øen i ét minut, før vi mødte den første leguan. Det vil sige, der var ikke kun én, men 1000 vis. De sad bare på de sorte lavasten, så de var meget svære at få øje på med det samme, da de også selv er sorte. Men der var virkelig mange. Hele øen var dækket af leguaner i alle størrelser. Et lille sted, holdt alle de små til, mens de var for små til at komme i vandet, og et andet sted på øen holdt alle de store hanner til. Det var fantastisk at se. Leguanerne var overhoved ikke bange for mennesker, og man skulle faktisk passe lidt på, at man ikke nogle gange trådte på dem. Vi gik lidt videre, og kom til en lille sprække i øen. Her kunne vi kigge ned på vandet i sprækken, og HER levede hajerne. Der var ikke mere en 2 meter ned til vandet, derfra hvor vi stod, og her svømmer mindste 10 store hajer rundt. Josef fortalte os, at det er Hvidtippede hajer, og de faktisk ikke er farlige for mennesker. Han fortalte også, at de kunne blive op til to meter lange. Nogle af de hajer vi så i denne sprække var i hvert fald tæt på de to meter. Det var et utroligt syn - det hele lignede noget man kun kunne se i fjernsynet. Nede i sprækken fik vi pludselig øje på en søløve, som lå og legede med hajerne. Efter at havde betragtet hajerne i lidt tid gik vi videre. I kom til en lille bitte strand, hvor mennesker ikke var velkomne. Stranden her var nemlig søløvernes strand. Her lå en masse søløver og slappede af i solen, og nogle andre lå ude i vandet. Det var skægt at se dem, og høre dem lave deres sjove lyde. På sejlturen herhen til denne ø, så vi faktisk også en del søløver i havet, og mange af dem lå også oppe på de skibene i havnen og slappede af i solen. De så rigtig søde ud. Da vi havde gået hele øen rundt, kom vi tilbage til den lille båd. Herfra sejlede vi lidt længere ud. På havet så vi igen de store pelikaner. Det er utroligt at se hvor hurtige de er til at dykke ned, og fange fiskene i havet. Og det er næsten endnu mere utroligt at se hvordan de spiser fiskene i deres store udposning i halsen. Vi blev lidt overrasket over, hvor store pelikanerne faktisk var. Deres vingefang var i hvert fald over 1½ meter.

Da vi kom hen til en lille bugt i havet, fik vi at vide, at det var her vi skulle snorkel. Vi var nu nemlig kommet væk fra hajernes tilholdssted, selvom de ikke var farlige. Vi tog alle svømmefødder, dykkemasker og snorkler på, og hoppede ned i vandet. Pablo fortalte os, at Josef ville snorkle med os, og at han var rigtig god til det. Vi svømmede stille lidt ud forbi stenene og tilpassede vores dykkermasker. Herefter begyndte vi ellers at svømme derud ad, alle fem ved siden at hinanden. Vi havde heldigvis fået købt et engangs-undervandskamera i går, som vi havde med nu. Så snart vi stak hovedet ned i vandet, så vi en masse flotte tropiske fiks, med masser af flotte farver. Det var som om at komme ned til en helt ny verden. Vi svømmede lidt længere ud, og da vi kom til et sted, hvor der cirka var tre meter dybt, stoppede Josef pludselig med at svømme og pegede ned mod bunden. Vi kiggede alle fire ned, og her lå to store havskildpadder. Det var et helt utroligt syn. Der lå de store skildpadder - helt fredelige, og helt ligeglade med at vi lå lige over dem, og kiggede på dem. Vi fik taget et par billeder af dem. Vi svømmede lidt videre og kom til et sted med rigtig mange tropiske fisk, i alle mulige størrelser. Her var også masser af søpindsvin, og dem skulle man passe på, at man ikke ramte. De stikker nemlig. Vi svømmede rundt ude i Stillehavet i to timer og så en MASSE dyr. Vi så bl.a. ballonfisken, som er den fisk, der kan puste sig op til en helt rund ballon. Vi så også kæmpe søstjerne, søpølser, pingviner, leguaner og endda en blæksprutte. Efter de to timer begyndte vi at svømme indad igen mod båden. Lige inden vi nåede ind, kom vi til det sted, hvor skildpadderne lå. Nu var der kommet endnu flere til. Her var nu seks store havskildpadder som svømmede rundt mellem os. Det var fuldstændig ubeskriveligt, så fedt det var. Vi kom op på land igen, og gik hen til båden. Vi var helt oppe at køre - selv Josef, som sagde at det var meget usædvanligt at se SÅ mange havskildpadder. Vi sejlede tilbage til Isabella, og blev kørt til vores hotel, hvor en dejlig frokost, bestående at pasta med kylling, ventede os.

Nu havde vi to timer til at slappe af, før vi blev hentet igen. Vi skulle på en kort tur, hen på eftermiddagen - kun os to og Josef. Vi blev først kørt til et "center", hvor der opdratter skildpadderne. Centret sikrer overlevelsen af skildpadderne, og prøver at forøge antallet af skildpadderne på Galapagos øerne. Faktisk er der allerede 4 arter, som er uddøde, og det er netop dette problem, de er ved at standse. På dette center så vi skildpadder i alle størrelser. Lige fra de allermindste, til skildpadder, som er så store, at man ikke kan forestille sig det. De største skildpadder vi så, havde et skjold, som vejede helt op til 200 kg. Ikke underligt, at skildpadder er så langsomme. Efter skildpaddecentret, blev vi kørt videre til "Wall of Tears". Dette er en kæmpe mur, som blev bygget under Anden Verdenskrig, af fangerne. Egentligt skulle de blive til et fængsel, men, men da i forvejen er svært nok at slippe væk fra en ø, midt ude i Stillehavet, stoppede projektet. De nåede dog at bygge to store murer, og de er imponerende store - begge bygget af store lavasten. Navnet "Grædemuren" opstod, da det hårde arbejde i varmen, fik fangerne til at græde af smerte.

Aftenen gik med at pakke kuffert, og spise aftensmad på den samme restaurant, som i går.

25. marts.

I dag stod vi igen tidligt op. Kl. 05.30 blev vi hentet af Josef, og kørt til havnen. Vi skulle nu sejle til Santa Cruz, en af de lidt mindre øer. Nede ved havnen var der allerede mange mennesker, og alle vores tasker skulle igen gennemrodes, før vi fik lov til at komme ombord på både. Vi sagde farvel til Josef, og sejlturen begyndte. Det ville tage næsten tre timer igen, at komme til Santa Cruz. Bølgerne var heldigvis ikke så høje længere, men båden vippede rigtig meget, og vi fik begge kvalme. Derfor prøvede vi begge at falde lidt i søvn. Turen føltes ret lang, og da vi endelig ankom, stod en anden guide og ventede på os. Han kørte os igennem byen, og ned til vores hotel. Denne ø er meget mere civiliseret, og her er lidt flere butikker og restauranter, og de har endda en gade, som de kalder "hovedgaden". På denne ø, kunne man også finde bitte små supermarkeder, hvor vi kunne købe vand, osv. På hotellet fik et værelse, hvor vi stillede vores kufferter, og så var der morgenmad klar til os. Vi fik først yoghurt med müsli og banan. Herefter fik vi brød med marmelade og røræg. Det var rart endelig at få noget mad efter sejlturen.

Kl. 10 kom endnu en guide - Blanca, og hentede os. Hun skulle med os på tur i dag. Vi gik først ned til Darwin centret. Det lå ca. 20 minutter væk fra hotellet, men solen stod allerede højt på himlen, så det var en varm gåtur. Da vi kom frem, satte vi os først ind i en lille sal, hvor der hang nogle plakater, som viser de forskellige typer skildpadder, der er på de forskellige Galapagos øer. Blanca forklarede længe hvordan nogle af arterne var uddøde, og hvordan de nu prøvede at forøge antallet igen. Det var faktisk ret spændende at høre om. Herefter gik vi ud til de første indhegninger med skildpadder. Her så vi først skildpadder i mellemstørrelse, som endnu ikke var helt så gamle. De havde også et specielt sted, hvor alle de små skildpadder boede, og blev fodret. Blanca fortalte dog, at når de var tre år gamle, blev de sluppet fri i naturen, hvor de selv skulle lære at overleve og finde mad. Herefter gik vi videre til det sted, hvor den berømte Lonesome George bor. Lonesome George er oprindeligt fra øen Pinta, som er den ø, hvor Darwin undersøgte skildpadderne, og han er den sidste nulevende tilbage af sin art. Han er 110 år gammel. Men der er en anden skildpadde på centeret, der er ældre end George og det er godt nok en stor skildpadde. Udover skildpadder er der også landleguaner i centeret, de er en smule mere farverige end de havleguaner, vi set indtil nu. Efter en rundtur på centret, fik vi et par minutter til at gå ind i souvenir butikken og købe noget koldt at drikke i baren. Det var rart at få en kold drink, da vi virkelig havde lidt en smule i varmen. Vi købte også et par souvenirs i butikken. Derefter tog vi videre med Blanca op til højlandet på Santa Cruz, hvor skildpadder lever i deres naturlige habitat. Vi stoppede et par gange, på vej til højlandet, da vi skulle se et par vulkankratere og en underjordisk lavatunnel. Kraterne var en smule mindre end dem vi havde set tidligere på Isabella, men de er nu stadig imponerende.

Et stykke derfra kunne man gå igennem en lavatunnel, hvilket vi fik lov at prøve. Vi måtte helt ned og kravle på knæ et sted, da der ikke var lige højt til loftet alle steder. Derefter tog vi videre til højlandet for at finde skildpadder.

Det er dog en smule sværere at finde skildpadder her, da de er yderst gode til at gemme sig inde i skoven.Vi fandt dog et par stykker, men det skyldtes mest, at Blanca havde besøgt stedet dagen før. Hun fortalte at skildpadderne ikke rykker mange meter om dagen, så de var nogenlunde de steder, som hun havde set dem dagen forinden. Vi spiste en empanada hver, på den nærtliggende ranch og fik en vand. Efter et stykke tid, var vi klar til at tage tilbage. Vi fortalte Blanca at vi ville ud og se Tortuga Bay, så hun fik chaufføren til at sætte os af ved den sti der fører ud til stranden. Stien er ret langt, så vi gik i en halv time før vi kunne se vand.Men wauuuw sikket et syn! En ren bounty strand. Vi skulle dog gå et stykke længere da stranden er en smule farlig - der er en del hestehuller. Vi gik videre til en anden strand, som Blanca havde fortalt os lå et langt roligere sted, og hvor, de lokale ofte tog til.Det var en lige så lækker strand, som den anden, og vandet her var langt mere roligt. Vi tog begge en tur i vandet og nød det. På et tidspunkt, da Camilla lå i vandkanten, stak et dyr pludselig hovedet op fra vandet, kun 2 meter væk fra Camilla. Dette var intet mindre en havskildpadde, der lige skulle op og trække en smule luft. Efter en halvanden time tog vi tilbage, da stranden lukkede kl. 17:30 på grund af højvande.

Vi tog tilbage til hotellet, hvor vi tog et bad og gjorde os klar til at tage ud og spise aftensmad - aftensmaden var en lækker bøf og pølse med en salat og kartofler til. Så havde Rasmus lagt en bund i hvert fald, men han klemte da lige en is, med 3 kugler, ned på vej hjemad. Camilla kunne ikke få en bid mere ned efter aftensmaden dog.

26. marts.

Efter en god morgenmad smuttede vi op på værelset og pakkede de sidste ting ned, inden vi blev hentet. Der er stykke vej til lufthaven, eftersom man skal med en båd fra øen Santa Cruz, til øen Baltra. Det er nemlig på Baltra lufthavnen ligger. Men efter et stykke tid kom vi frem. Desværre ventede der en lidt kedelig nyhed i lufthaven - vi skulle vente i 5 timer på vores fly - suk! Ventetiden tog en evighed, men vi brugte en smule af tiden på at spise lidt frokost. Endelig! Så var flyet her. I flyet så vi en film hver, så turen var et hurtigt overstået kapitel. I Quito troede vi der stod en og ventede på os, men nej. Vi tog en taxa til hotellet og checkede in. På vejen ned til restauranten mødte vi en dame fra GAP, og spurgte hende om vi skulle være blevet hentet i lufthavne? Efter et opkald fik vi at vide, at der stod nogen derude NU og ventede på os - sikke et rod. Vi endte dog med at få pengene tilbage for den taxa vi tog. Vi fik en dejlig aftensmad og gik ellers op på værelset og tjekke et par ting på nettet, da det efterhånden er et stykke tid siden vi har været på nettet. Men nu er det vist tid til at gå i seng.

27. marts.

I dag er der afslapning på menuen. Vi skal videre en gang i morgen, så det er nok en god ide lige at rydde op i kufferten, og få købt et par ting inden vi skal videre.