Yogjakarta d. 22.06.11

I dag havde vi arrangeret en heldagsudflugt rundt i området for at se de to store berømte templer, der ligger en 30 km fra byen. Før vi tog af sted ville Robin og jeg ordne vores vasketøj. Robin havde allerede ordnet hendes den første dag, og ville bare have det sidste med, og det blev vildt glade for at se hende igen. Det er en lidt sjov historie, for sidste gang hun skulle betale havde hun fået beløbet af vide, og hørte det som 45.000. så hun betalte med 50.000 og sagde at de kunne beholde resten. Hvad de i virkeligheden havde sagt var, at det kostede 15.000 og hun havde givet dem 3 gange så meget som de skulle have. Men de blev meget glade for det!

Det var en privat familie der ordnede vasketøjet, og de havde en lille baby, der sad på farens arm og smilede stort til mig, så jeg stak mine fingre frem, og hun greb dem og vi snakkede lidt. Så drejede hun hovedet og fik øje på Robin, og grebet om mine fingre strammedes helt vildt, hvor efter hun stak i et kæmpe hyl. Hun syntes åbenbart Robin var vildt uhyggelig ;)

Efter at have afleveret vores vasketøj, satte vi os ind i en bus af sted mod Borobodur. På vejen kom vi igennem en landsby, der var totalt dækket af aske, som folk gik og fjernede med store vognlæs af gangen. Den nærliggende vulkan var gået i udbrud i september sidste år, og havde dækker hele den del af området med aske. Den blev nu kaldt en begravede by.

Borobodur var ret så storslået. Det var en lære om hvordan man når nirvana, så den havde ti niveauer, symboliserende de ti stadier man skal igennem for at komme til det ønskede nirvana stadium. De nederste to niveauer symboliserede lyst, begær og menneskelige mangler. Hele templet er dækket af relief efter relief, på nær de to nederste, og det undrede arkæologerne sig over, så de fjernede de nederste sten, og ganske rigtigt var der også flotte relieffer hele vejen rundt på de nederste niveauer. De var bare så frække, at det var meningen at de skulle dækkes til straks efter de var blevet lavet! Vi havde en guide rundt i hele komplekset, og hun kunne virkelig forklare om alle de vilde detaljer, så det var ret cool!

Efter Borodobur stoppede vi ved et lille tempel som vi kørte forbi på vejen derud. Det var et lille bitte et, og guiden sagde at det var det andet største buddhistiske tempel i området - Borobodur var det største selvfølgelig. Omkring templet havde de et lille marked, med en masse boder, og de havde en masse fine ting jeg gerne ville kigge på. Der var bare én markedsdame der ødelagde det hele for mig. Så snart jeg kom ind hægtede hun sig på mig, og lige meget hvor hun gik hen løftede hun diverse små statuer op og snakkede om dem. Jeg påpegede pænt flere gange, at jeg bedre selv vidste hvad jeg ville kigge på, og jeg skulle nok lade hende være, hvis der var noget jeg var interesseret i. hun ville dog ikke lade mig være, og til sidst måtte jeg meget surt bede hende om at gå hendes vej. Det gjorde hun dog stadig ikke så jeg flygtede af sted mod bussen.

De to templer Borobodur og Prambanan ligger på hver deres side af Yogjakarta 30 fra byen. Så da vi havde set Borobodur var vi virkeligt langt fra Prambanan, så vi stoppede ca. midtvejs i Yogjakartas sølvsmede kvarter. Der fik jeg så brugt alle de penge jeg ikke brugte på batik malerier dagen før. Det var nogle noget så fantastiske ting de kunne lave der i 97,3 % sølv fyldt med snirkler og detaljer, der var helt uden for fantasiens fatteevne. Jeg havde troet det ville være meget dyrere end det var, og jeg havde besluttet mig for bare at kigge, men da de fortalte mig priserne gik jeg lidt amok ;) Der var også en lille restaurant, og vi fik frokost der, før vi kørte videre til Prambanan, som vi netop ankom til da solen var ved at gå ned, så vi kunne få nogle flotte solnedgangsbilleder.

Mens vi gik rundt omkring i tempelområdet, kom der den ene gruppe af unge efter den anden, der ville have deres billede taget sammen med mig, og man må sige jeg oplevede mine "15 minutes of fame" ;) Det var lige meget hvor jeg var, om det var Kraton, Borobodur eller Prambanan, der var nogen der ville have deres billede taget sammen med mig. Den største gruppe var dog lige før vi skulle hjem, hvor 50 piger og drenge kom op til mig, og en efter en ville have et billede. Det var lidt sjovt.

På vej hjem i bussen anbefalede vores guide en restaurant, hvor man kunne få god, billig, indonesisk mad, og vi besluttede os for at bussen bare kunne sætte os af der, for det ville vi da gerne have. Vi satte os alle ned, og folk gik ombord i buffeten, mens Robin og jeg hentede vores vasketøj. Da vi kom tilbage sad alle med lange næser og rynkede pander. Det havde været ret dyrt, man havde åbenbart betalt pr ting man tog fra buffeten, og det smagte ikke særligt godt.

Glade for at få den advarsel, smuttede Robin og jeg ubemærket ud af restauranten efter at have aftalt at drengene kom hen til os på Via Via efter det. Da vi kom hen til Via Via, var der dog helt fyldt, og vi gik tilbage til Easy Going, hvor vi fik en burger.

Ikke længe efter kom drengene forbi og vi vinkede dem ind, og vi fik en øl, hvorefter Yo joinede. Robin og jeg havde fundet et lille bageri, hvor vi ville hen for at få dessert, og det syntes de andre også var en god ide, så der gik vi hen bagefter og fik os en orangebunds-chokolademouse-tærte - mhm…

Efter desserten gik vi tilbage til hotellet, og Mo, Fabian, James og jeg gik en tur i poolen, og fik os noget motion. Det var iskoldt, og det er ikke så underligt at jeg blev forkølet et par dage senere.

Efter poolen havde jeg så meget pakning der skulle ordnes, at jeg ikke kom i seng før klokken meget sent, og der var jeg så smadret at jeg bare gik omkuld.