Vægtløs i havoverfladen. Vandet er krystalklart og næsten kropstemperatur. Eneste lyde er mit tunge åndedræt, der forsøger at hente så meget luft som muligt gennem snorklen, og en gnitren fra den kraftige strøm mellem de to indonesiske øer Gili Meno og Gili Trawangan. Vi bor på den sidste. Tre meter under mig svømmer en kæmpe havskildpadde. I slowmotion, ubekymret. Her er ingen naturlige fjender. Ved min side ligger Sille i sin gule redningsvest, så hun kan koncentrere sig om at kigge på de mange, farvestrålende fisk og nu denne ensomme kæmpe, som vi har ledt efter i 20 minutter.

Vi tager lige en hurtig timeout i overfladen? Er der hajer herude på det dybe? Piratfisk? Kan jeg godt få os ind på land igen på trods af den kraftige strøm?

Ned igen. Skildpadden er nu på vej indad og vi ligger efterhånden kun en halv meter over den. Den er stor. Skjoldet er vel en halv meter i diameter. Den ved, vi er med. Cirkler et par gange og kigger på os, men er vant til beundrende blikke fra de mange turister, der i stadig større antal strømmer til de tre små Gili-øer ud for nordvestkysten af Lombok.

Efter at have holdt os med selskab i 20 minutter fortrækker skildpadden ud på det dybe vand. Vi går i land efter en af de fedeste naturoplevelser i mit liv. Sille er glad. Rigtig glad. Vi ledte også længe i går, men forgæves. Der var Oscar også med, men han foretrak Nintendoen i dag. Han ænser nærmest ikke vores triumferende fortælling. Intet slår Super Mario.

Vi ærgrer os endnu engang over, at vi ikke har fået købt et undervandskamera, da det eneste fede ved Gili Trawangan er livet under overfladen. På land har øen udviklet sig til en party-destination for unge mennesker i stil med Ibiza. Noget smukkere, men stadig med elektronisk musik og masser af stoffer (fortæller de lokale). Vi bor godt nok i den anden ende af øens østside på Hotel Almarik i passende afstand til nattens festvitas, der også er forholdsvis afdæmpet her uden for højsæsonen. Men øen er slet ikke den uberørte perle mere, som Marie husker fra sin backpackertur for mange år siden.

De lokale er knap så venlige som vi har været vant til. Sikkert efter nærkontakt med lidt for mange fulde turister. Maden er elendig overalt. Varmen er næsten uudholdelig, og ingen har tilsyneladende tænkt, at skyggen fra en palme eller 20 rundt om poolen ville være tiltrængt. Egentlig underligt, da hotellets værelser er helt fantastiske. Bungalows med fem meter til loftet, masser af plads og lækkerhed fra ende til anden. Det flotteste hotelværelse, jeg har set til dato...

Mens østkysten er plastret til med hoteller, så viste min løbetur rundt om øen (8 km - personlig rekord), at nordkysten og vestkysten kun så småt er ved at komme efter det. Derfor er det også her man skal bo, hvis man mod forventning skulle finde på at vende tilbage. Umiddelbart lyder søsterøerne Gili Meno og Gili Air dog mere tillokkende, men det må blive en anden gang...

Efter tre dages snorkling har vi fået nok og sætter kursen mod vulkanøen Lombok, som tårner sig i horisonten kun en halv times sejllads væk.

Andre højdepunkter på Gili:

- Oscar tabte sin første tand under et vredesudbrud. Tandfeen er på vej.
- Begge unger overvandt frygten for saltvand og dykkede på livet løs blandt fisk og koraller. Sille lærte at bruge snorkel.
- At svømme i monsunregn.
- Oscar "Messi" Raskovs triumftog med sin nye fodbold ned ad hovedgaden, hvor alle de lokale mænd og drenge bød sig til og de kvindelige sælgere forfærdet frygtede for deres små boder, når "Oooscarrr" fyrede kanonen af.