Profile
Blog
Photos
Videos
I dag havde vi besluttet os for at forlade Bangkok. Vi havde bestilt en husbåd-tur fra d. 10. jan., hvor vi skulle tilbage til Bangkok igen, for at rejse ud derfra. Men vi havde ikke lyst til at blive i Bangkok indtil da. I stedet bestemte vi os for at tage til Koh Chang. En ø sydøst for Bangkok, hvor vi ville nyde strandlivet.
Vi havde arrangeret at blive afhentet ved hotellet kl. 8.30, men taxichaufføren kom allerede kl. 8.00, før vi havde spist morgenmad. Men han kunne heldigvis bare hente nogle andre, mens vi fik spist færdigt. Vi blev sat af ved busstationen, hvor der ventede os en dobbeltdækker med aircon-dition. Vi var også heldige at sidde øverst og på forreste parket. Efter 5½ time var vi ved ?, hvor vi blev sat af. Da vi havde fået færgebilletter, blev vi kørt ned til havnen i en ombygget lille lastbil, hvor der var sat træsæder på tværs på laddet.
Sejlturen tog ca. en time og så var vi på Koh Chang. Øen har jungle midt på øen og et rigt dyreliv. Efter en hæsblæsende tur bag på endnu en lille lastbil, op og ned af en stejl og hullet vej, endte vi i Kai Bay, som vi havde læst, var et af de billige og ikke så turistede steder på øen. Vi havde også læst om et overnatningssted, der hed Siam Cottage, hvor vi ville prøve at gå hen først.
Det viste sig at være en lille paradisisk oase, hvor bungalowene lå ca. 50 m fra stranden, og hvor man kunne sidde på gulvet på puder, på en lille hyggelig restaurant og nyde havudsigten og den stille brise. Vi var solgt med det samme. Men…der var bare lige en lille hage ved det: de var nemlig fyldt op og havde først en ledig bungalow fra tirsdag. Øv!
Det var ved at være sidst på eftermiddagen, så vi valgte at blive og få noget at spise. Bagefter gik Kurt, Asbjørn og Dagmar langs stranden for at se, om de kunne finde noget at bo i, mens Magnus nød den første badetur i det blå og lune havvand og Ingeborg prøvede at ringe rundt til forskellige resorts. De fandt ingenting ned til vandet, men en venlig thai-kvinde hjalp dem med at ringe rundt og fandt to ledige værelser på et hotel i nærheden. Vi slog til, tog rygsækkene på nakken og gik derhen. Men det havde åbenbart taget for lang tid, for da vi nåede frem, havde de givet det ene værelse videre til nogle andre - og der var ikke plads til os alle 5 i det ene værelse med en smal dobbeltseng. Klokken var ved at være 21.00, så vi ville snart gerne finde noget. Altså måtte vi på den igen.
Ingeborg satte sig udenfor med al bagagen, mens de andre gik af sted og efter en halv times tid, fandt de to værelser på et hotel, der heller ikke var alt for dyre. Vi bookede kun en nat, fordi vi gerne ville finde noget ned til vandet, men samtidig skulle vi også være ude dagen efter. Det var luksusværelser med køleskab og fjernsyn og en terrasse.
Lige ved siden af hotellet, stod der to elefanter, der blev brugt til, at turister kunne få en ridetur igennem byen.
- comments
Marianne Høj Andersen Koh Chang ... uhhhh...skønt sted.